Toppen i SF har de seneste år haft en klar strategi der hed at ”vise ansvarlighed”, få ”beskidte hænder” og lignende – altså at tilpasse sig socialdemokraternes højrefløj og de Radikale. En tendens som ugebrevet A4 også hen over sommeren dokumenterede.

Partiets politiske højredrejning er tæt forbundet med nedlukningen af demokratiet. Da den borgerlige regering trådte til i 2001 og op til 2004, stemte SF imod den borgerlige regering i næsten tre ud af fire afstemninger i Folketinget. Men året efter, i 2005, da Villy Søvndal blev valgt til formand, stemte SF kun imod 63 procent af regeringens forslag,, og det faldt yderligere til 43 og 45 procent de følgende år.

Socialdemokraterne stemte imod 41 procent af regeringens forslag, men det er et tal, der har holdt sig nogenlunde stabilt i al den tid, de har været i opposition.

”Regeringsparathed”
Også det tætte samarbejde med Socialdemokraterne kan dokumenteres i tallene. De tre første år af de nye årtusinde stemte SF og Socialdemokraterne forskelligt i knap hver tredje afstemning, men i 2008-2009 var SF og Socialdemokraternes uenighed faldet til ni procent af afstemningerne, og i den seneste folketingssamling var den faldet til kun fire procent. Nogle siger, at man skal stemme sammen for at skabe forudsætning for et regeringssamarbejde. Men den påstand holder ikke, hvis man ser på forholdet mellem socialdemokraterne og de radikale, der har stemt forskelligt i omkring 20 procent af afstemningerne over de sidste ti år. (ugebrevet a4 nr. 27, 23. august)

Højredrejningen fra toppen i SF er blevet fulgt af en lukning af den interne debat både i medlemsblad og på landsmøderne og gennem eksklusioner. En del af at gøre SF ”regeringsparat” er netop denne nedlukning af kritik. Denne indstilling kommer klart til udtryk i indlægget ”Målet er forandring – om ledelse og demokrati i socialistiske organisationer” på hjemmesiden Kritisk Debat fra to helt ledende SF’ere, den nyvalgte næstformand Thor Möger og forretningsudvalgsmedlem Kasper Bjering.

Der er blevet så stille...

Kasper og Thors indlæg har affødt et yderst kritisk svar fra syv SF’ere heriblandt flere lokalformand. [Anders Lundkvist, SF-Aalborg, Angela Heinemeier, SF-Syddjurs, Arne Hansen, SF-Frederikshavn, Eva Dragheim, SF-Syddjurs, Kim Jørstad, SF-Kerteminde, Lars Koch, SF-Vejle (formand), Paul Rode Andersen, SF-Frederikshavn (formand).]

I indlægget ”Der er blevet så stille i SF” også på Kritisk Debat, kommer de med en sønderlemmende kritik af, at demokratiet i SF er blevet fuldstændig syltet.

”I dag er der stort set ingen debat i SF, udover - forhåbentlig - i partiforeningerne. Ikke i F!, stort set ikke på nettet, og ikke på Landsmøderne, der mest bliver brugt til at demonstrere, hvor enigt og fasttømret partiet er. Der er blevet så stille i SF, sagde Gert Petersen et par måneder før han døde.”

De syv SF’ere kæder det også helt korrekt sammen med den politiske højredrejning, der er foregået i SF. De nævner i deres indlæg indgåelsen af forsvarsforliget, som sanktionerer krigsdeltagelse uden FN mandat – et synspunkt der er stik imod beslutningen fra landsmødet i 2009, opbakningen til skattestoppet og ”den taktiske undertrykkelse af SF's humanistiske udlændingepolitik [der heller ikke blev] vedtaget af kompetente forsamlinger, før den blev lanceret.”

At denne utilfredshed er et gennemgående fænomen, så vi hen over sommeren på spørgsmålet om udlændingepolitikken.

Uenigheder om udlændingepolitikken
Da de Radikale i august fremlagde udspil til en udlændingepolitik, skabte det røre på højeste plan i SF’s folketingsgruppe. ”’Ledelsen siger, at vi går ind for en stram udlændingepolitik. Men det er jo bare ord. Der er kun meget få, der i virkeligheden mener det. Generelt er der i gruppen en holdning om, at den måde, SF har rykket sig på i udlændingepolitikken, er til at brække sig over. Folk er mætte, simpelthen’, siger et folketingsmedlem, der ikke ønsker at lægge navn til af frygt for konsekvensen af at lægge sig ud med partiledelsen”. (pol.dk 07. august)

Trine Pertou Mach, landsledelsesmedlem og folketingskandidat i København siger i samme artikel, ”Hvis der kommer en ny regering efter næste valg, skal der være et totalt gennemtjek af udlændingelovgivningen. Den er gået alt, alt for vidt, og SF er gået for langt”. Og endnu en, der vil være anonym, forklarer, at enigheden mest af alt er overfladisk, ”Hvis de radikale lavede et beslutningsforslag om de her ting, ville det give ramaskrig i SF. Fordi ledelse og gruppe er uenige om linjen”, siger et af SF’s folketingsmedlemmer. (pol.dk 7. august)

Foragt for medlemmerne

Indlægget fra Thor Möger og Kasper Bjering udviser ikke bare en foragt overfor partiets historie og medlemmer men også en forfejlet forståelse af betydningen af internt demokrati i et socialistisk parti. Det er dybt bekymrende, at partiets topfolk ser sådan på demokratiet.

SF blev delvist stiftet i et opgør med det manglende demokrati i Sovjetunionen og de kommunistiske partier. I sovjetunionen så vi, hvordan manglen på demokrati førte til fuldstændig stagnation af økonomien, videnskaben og kunsten. SF har siden sin stiftelse været kendetegnet af en levende debatkultur, med mange forskellige synspunkter og plads til diskussioner af disse.

Thor Möger og Kasper Bjering indrømmer selv, at demokratiet er blevet indskrænket, men mener ikke, at det er et problem:

“Det betyder at det individuelle medlem har tabt direkte indflydelse på partiets interne detaljer, men samtidigt at partikollektivet har styrket sin mulighed for indflydelse på samfundets overordnede udvikling. En sådan omprioritering kan man begræde hvis man holdt meget af de interne processer. Vi begræder den ikke. Som socialister er vi søgt ind i et parti for at påvirke samfundet overordnet, ikke for at påvirke partiet i detaljen.”

De advarer mod at, partiet får ”karakter af en demokratisk legeplads hvor hovedparten af energien bliver brugt på interne processer om ‘partiets politik’”.

De har sådan set ret i, at formålet for et socialistisk parti er at forandre samfundet, men det står ikke, som de hævder, i modsætning til et internt demokrati – tværtimod er de to ting forudsætninger for hinanden.

Partiets politik
Det spørgsmål, der rejser sig, er netop diskussionen af partiets politik. Kritikken af det manglende demokrati er netop kommet i kølvandet på, at toppen i SF har indgået aftaler med blandt andet Socialdemokratiet, som ikke ligger indenfor vedtagne beslutninger eller som er i direkte modstrid med disse.

Udover de ovenfor nævnte områder er det også lykkedes ledelsen at undgå debat om det måske vigtigste spørgsmål for SF, det tætteste SF kommer på et regeringsgrundlag; Fair Løsning. Fair Løsning blev udskudt flere måneder og blev først præsenteret efter landsmødet i 2010, og det har ikke været til diskussion blandt partiets medlemmer.

Når Kasper Bjering og Thor Möger skriver, at det handler om at påvirke samfundsudviklingen, så er diskussionen jo netop, i hvilken retning samfundet skal påvirkes, Det er netop dette spørgsmål, der må være til diskussion i en diskussion af partiets politik. Thor og Kaspers holdning er, at partidemokrati består i at medlemmerne kan være med til at diskutere de brede rammer, hvilket i realiteten nærmest er afskaffet til fordel for indøvede landsmødedebatter. Medlemmernes demokratiske indflydelse begrænses til at kunne skifte ledelsen ud. ”Vilkårene er at vi handler i fællesskab, og at vi accepterer, at de ledere, vi selv har valgt, effektivt må træffe beslutninger indenfor målsætninger og mandater som vi selv har givet. Ind i mellem vil de endelige beslutninger ligge langt fra rammen.”

Det må være partiets medlemmer, der beslutter, i hvilken retning partiet skal påvirke samfundsudviklingen. Det er ledelsens opgave at følge disse beslutninger og bedst muligt føre dem ud i livet. Partiet er medlemmerne, ikke ledelsen.

Internt demokrati styrker partiet
Thor Möger og Kasper Bjering skriver, at det er nødvendigt med effektive beslutninger og enhed i handling, som opnås gennem ledelse, der anviser en vej.

Vi er enige i, at enhed i handling er afgørende, men hvordan opnås det bedst muligt? Det gør det netop gennem grundige demokratiske debatter. Det er klart, at en beslutning skal tages, så der kan handles – uden handling, ingen forandring af samfundet. Et socialistisk parti skal ikke være en snakkeklub.

Men hvordan opnår man bedst mulig enhed i handling? Det gør man ved, at medlemmerne diskuterer politikken og tager beslutninger om linjen, på den måde kan argumenter fra alle sider blive belyst og beslutningen tages på det bedst mulige grundlag. Det betyder samtidig, at alle medlemmer kender argumenterne, og at i hvert fald et flertal bakker op om beslutningen, hvilket også betyder, at deres deltagelse i udførelsen af beslutningen vil være så meget desto stærkere. Enhed i handling og internt demokrati er derfor hinandens forudsætninger.

Partiets base
Thor og Kaspers logik giver kun mening, hvis ledelsen i et parti var almægtig og alvidende, hvilket ingen vist tror på.

De socialistiske partier blev dannet, da arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet indså, at den rent faglige kamp ikke var nok i sig selv, at der også er brug for en politisk kamp. De socialistiske partier, arbejderpartierne, er altså dannet som arbejderklassens politiske repræsentanter. Et socialistisk partis styrke ligger i kontakten til arbejdspladser, skoler og så videre.

Styrken ligger i, at partiet ved, hvad der rører sig i befolkningen; bekymringer, problemer, tanker og krav, og at partiet er dem, der bedst muligt bringer disse frem politisk. Den eneste sikring af, at partiet har en forbindelse til arbejdspladserne, skolerne og så videre er præcis gennem et levende internt demokrati – uden internt demokrati bliver partiet afskåret fra hverdagen, fra arbejderklassen og resten af befolkningen. Resultatet er, at partiet svækkes.

Et andet aspekt af en åben debatkultur i partiet er, at selv forkerte beslutninger kan være med til at styrke partiet, hvis de åbent bliver erkendt og forklaret, og medlemmerne dermed opnår en højere fælles forståelse. Et parti og en ledelse bør ikke være bange for, at medlemmerne tager ”forkerte” beslutninger. En åben, seriøs diskussion, uden frygt for disciplinære forholdsregler fra ledelsens side, er en afgørende forudsætning for, at partiet kan gå fremad, rette sine fejl og udvikle en korrekt politik.

Hvordan forandring?
Thor Möger og Kasper Bjerings indlæg rejser også et andet fundamentalt spørgsmål; hvordan skaber et socialistisk parti forandring?

Velfærdssamfundet, arbejdsrettigheder, ferie med løn, barsel osv. er alt sammen noget, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig gennem kamp. Intet er blevet foræret til arbejderklassen og de svageste.

Reelle forandringer kan ikke gennemføres i Folketinget alene, men må forbindes med en bred bevægelse i arbejderklassen og ungdommen. En lille partitop kan ikke alene stå imod hele den samlede borgerlige del af Danmark med deres enorme magt i erhvervslivets bestyrelser og medierne.

Et socialistisk parti må i stedet være forankret på arbejdspladser, skoler, i lokalområderne, i fagforeningerne, elevbevægelsen og andre bevægelser og organisationer. Men det kræver en aktiv medlemsskare, der er med i diskussionerne, og dermed kan argumentere for partiets politik blandt kollegaer og klassekammerater og som ikke mindst selv har været med til at vedtage partiets politik.

Sig tingene klart
Hvordan skal partiets politik så udformes? Med nedlæggelsen af organerne for partidebat, de syv utilfredse SF’ere nævner selv, at det teoretiske Praksis og medlemsbladet Folkesocialisten er blevet nedlagt til fordel for ”jubelmagasinet F!”. Det betyder, at partiets politik lige nu udformes af en lille gruppe valgte politikere og ikke-valgte ansatte på partikontoret gennem blandt andet fokusgrupper og meningsmålinger.

Opgaven for et socialistisk parti er ikke at følge meningsmålingerne, men at være med til at ændre holdningerne. Et socialistisk partis opgave er at sige klart og ærligt, hvad problemerne er, og hvad der er brug for, for at løse dem.

Socialdemokratiet er gået alvorligt tilbage, især fra 1970’erne og frem. I efterkrigsopsvinget var Socialdemokratiet i stand til – sammen med fagbevægelsen – at indføre en række reformer, men da krisen ramte hele verden i starten af 1970’erne, blev reformer til kontrareformer. I stedet for at udbygge velfærden begyndte regeringer verden over at skære ned.

Nyrup-regeringen i 1990’erne forsvarede kapitalismen som system. Det skete med udliciteringer, angreb på efterlønnen, dagpenge og indgreb i storkonflikten i 1998, i øvrigt med parlamentarisk støtte fra SF. Samtidig begyndte et parti som Dansk Folkeparti at få vind i sejlene ved at påstå, at de problemer, der eksisterede og voksede, skyldtes indvandrerne. I stedet for at gå imod denne argumentation gik den socialdemokratiske ledelse delvist med på retorikken. Det førte til historisk lav vælgertilslutning til Socialdemokraterne og snart ti års borgerlig regering.

Socialdemokratiets højredrejning og følgende tilbagegang er samtidig en af årsagerne til SF’s spektakulære fremgang. Bevidsthed og meninger er ikke en statisk størrelse, men ændrer sig over tid. Laver partiet sin politik på baggrund af meningsmålinger, baseres den på laveste fællesnævner og giver kun et øjebliksbillede i stemningen – det tager ikke højde for forandringerne i holdningerne, og partiet vil blive ladt tilbage, når arbejderklassen begynder at bevæge sig.

Stilhed før stormen
De syv SF’eres indlæg bærer titlen ”der er blevet så stille...” man kunne med rette spørge om ikke, det er stilhed før stormen? Medlemmerne holder stadig primært kritikken for sig selv. Men ligesom en trykkoger opbygger der sig et pres under overfladen.

Ugebrevet A4 forklarer situationen således, ”Rundt om i landet sidder nemlig en hær af folkesocialister, der efterhånden har slugt så mange kameler, at puklerne stritter ud til alle sider. Kun vedvarende fremgang i meningsmålingerne og udsigten til at vælte de borgerlige og komme i regering har hidtil fået for eksempel formanden for SF-Ringsted, Anne Katrine Ljungdalh, til at dæmpe kritikken af det kursskifte, hun oplever, at hendes parti har foretaget på Christiansborg. Især på det retspolitiske område og i forhold til flygtninge og indvandrere. ‘Man har været nødt til at fremvise et alternativ til den nuværende regering, og derfor har mange af os slugt rigtig mange kameler. Hvis det mislykkes, og Lars Løkke fortsætter som statsminister, bliver der nogle i SF, der skal stå skoleret og til regnskab,’ siger hun. Men indtil videre behøver partitoppen ikke at frygte et opgør nedefra. Ingen ønsker for alvor at vippe båden, når man ifølge meningsmålinger har tredoblet stemmeandelen til rundt regnet 18 procent siden valget og kursskiftet i 2005, og medlemmerne samtidig strømmer til.”

Kup på Nørrebro
Og det er lige præcis sagens kerne. Lige nu holder de fleste medlemmer vejret og venter på et folketingsvalg og en ny regering. (Ugebrevet A4 nr. 27, 23. august)

Samtidig kommer der flere eksempler frem på, at et lag i SF tror, at de kan skalte og valte med partiet.

I SF Nørrebro, der er kendt for at være kritisk overfor partitoppen, foregik der i august, hvad der lignede et kup. Det skete ved, at en række folk, der ellers er aktive i SFU, dukkede op på afdelingens ekstraordinære generalforsamling og valgte en helt ny bestyrelse. Den nye formand for SF Nørrebro, tidligere kasserer i SFU, Jesper Lyders, forklarer til Information 20. august, at han vil være mindre kritisk end den tidligere afdelingsledelse, der bl.a. åbent har kritiseret udmeldingerne om Holbergskolen og indstillingen til samarbejde med Dansk Folkeparti.

”Vi synes fortsat, at levende debat er vigtig, men vi vil nok vælge at tage uenighederne i de fora, vi har i vores organisation eller gribe knoglen og snakke med Villy Søvndal eller Ole Sohn frem for at tage en debat i dagspressen,” siger Jesper Lyders Andersen til Information.

For demokrati og sving til venstre
Partiet har lige været igennem interne valg til folketingskandidater. Her stillede næstformand Thor Möger op som kandidat i Københavns storkreds, men han blev beskyldt for at bruge sin position og kontakter i partitoppen til at anskaffe en række emailadresser, som han brugte til at promovere sit eget kandidatur (det fremgik eksempelvis i netavisen 180grader 14. august).

Trods dette blev Thor dog kun nummer fire på listen over kandidater med blot 185 stemmer, hvilket gør det meget usandsynligt at han kommer i Folketinget efter næste valg. Medlemmerne i Københavns Storkreds har gjort, hvad Thor og Kasper selv siger, er den eneste demokratiske ret at kunne skifte ledelsen ud, hvis man er utilfreds. Men det er ikke løsningen – det burde jo være sådan, at ledelsen fulgte partiets demokratisk vedtagne beslutninger.

At der på overfladen ser ud til at være stilhed, skal man altså ikke tage for gode varer - under overfalden bobler det, og stilheden nu er blot stilhed før stormen. Ligesom indenfor meteorologien er det umuligt at sige præcis, hvor og hvornår en storm opstår, men man kan med sikkerhed sige, at der kommer en storm.

Demonteringen af det interne demokrati kombineret med en politisk højredrejning i partiets politik kan ikke skabe andet end eksplosive resultater og en krise i partiet. Ansvaret for fremtidige kriser og eksplosioner hviler alene på skuldrene af den ledende fløj i folketingsgruppen og forretningsudvalget. SF’s venstrefløj må ruste sig til at håndtere de voldsomme begivenheder, der vil opstå, for at genoprette partiets demokrati og gennem åben og ærlig diskussion finde en politisk linje, der baserer sig på konsekvent arbejderpolitik i stedet for tilpasning til Socialdemokratiets ekstreme højrefløj.