”Danmark er ikke et klassesamfund”. Sådan har det i årevis lydt fra samfundets top. Mest ihærdigt er råbet kommet fra herrer og damer, der mageligt sidder i kaminildens skær i designermøbler på Strandvejen. Disse folk og deres højtlønnede, universitetsuddannede ”eksperter” (som var ude af stand til at forudse, at økonomien ville komme i krise) har belært os om, at det var en naturgiven nødvendighed, at de rigeste skulle betale mindre i skat, og at de – hvis deres spekulationer og gøgleri på børsen skulle slå fejl – skulle kompenseres med de penge, som arbejderklassen har betalt i skat.

Det er nu de samme mennesker, der gennem deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering vil fyre 8000 skolelærere, pædagoger, HK’ere, kommunalarbejdere, socialrådgivere og andre, der er med til at få resterne af den kommunale velfærd til at hænge sammen. Det er et skandaløst angreb, og i lyset af, hvor store gaver, den danske overklasse har fået i den seneste periode – ikke mindst under krisen – er det intet andet end rent overklasse-hykleri. Skolebørnene og de ældre skal betale for, at bankdirektører, topchefer og aktionærer fortsat skal leve en ubekymret tilværelse.

Minimalstatsminister
Den borgerlige regering havde valgt en passende kulisse til at overbringe befolkningen deres meddelelse om de største angreb på den offentlige sektor i 25 år. Fra en herregård lidt uden for Ringsted, omgivet af pragtfuld stor park, voldgrav, skov og søer, fik vi at vide, at der ikke længere er råd til det, der allerede er en temmelig sørgelig rest fra den velfærdsstat, der blev opbygget i 1960’erne. Statsministeren manglede blot 1700-tals paryk og en ridefoged til at tugte bønderne, og scenen havde været perfekt.

Statsministeren lod vide, at hver enkelt minister har fået besked på at reducere omkostningerne med en halv procent om året i perioden 2011-2013. Regioner og kommuner skal spare fire milliarder, og staten skal spare seks milliarder. Efter at have afgivet denne meddelelse trak statsministeren sig tilbage, formentlig for at nyde de behageligheder, som herregården og dens restaurant kan tilbyde.

De seks milliarder, som skal spares på statens konto, svarer ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til, at yderligere 12.000 arbejdspladser nedlægges, så besparelserne alt i alt vil koste 20.000 offentligt ansatte.

Historiske nedskæringer
I kommunerne er det imidlertid klart, at der kommer til at ske fyringer på områder, hvor der allerede er skåret ind til benet. Den konservative borgmester i Høje-Taastrup forventer, at kommunen skal fyre 80 ansatte. I Københavns Kommune betyder det besparelser på 400 mio. kroner. Dette kommer efter årevis, hvor den ene to- eller trecifrede million-spareplan har afløst den næste.

Nedskæringerne er ”historisk store”, siger Kurt Houlberg, der er ekspert i kommunaløkonomi ved Anvendt Kommunalforskning til dagbladet Information:

”Jeg erindrer ikke, at vi på noget tidspunkt tidligere har set beløb i den her størrelsesorden,” siger han.

Til Information peger Jens Bjørn Christiansen, chef for den økonomiske afdeling i Kommunernes Landsforening, på, hvor besparelserne kommer til at ramme: ”I skolen kan man putte flere elever ind i klasserne, og så kan man spare på alle periferi-ydelserne. Det er legeredskaber, ekskursioner, nye skolebøger og andet skolemateriale.”

Han peger desuden på, at der skal være færre pædagoger i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne, at åbningstiderne skal indskrænkes og at institutionerne må droppe at købe legetøj til børnene. Derudover nævner han, at ”ældreområdet rammes bredt”. Han tilføjer, at man i hvert fald skal tilbage til Schlüter-regeringens tid for at finde nedskæringer i samme størrelsesorden, som de borgerlige nu vil gennemføre. Forskellen er naturligvis blot, at den offentlige velfærd har været under konstant angreb i næsten hver eneste finanslov siden dengang. Derfor rammer det ekstra hårdt nu.

Borgerlig politik = nedskæringer
Da de borgerliges overklasse-venner i bankerne kom i problemer, udskrev den borgerlige regering omgående en blankocheck, der kan garantere for alle udenlandske spekulanters pengebeholdninger i Danmark. I realiteten var det en betingelsesløs kassekredit på over 3000 milliarder. Senere kom de bankerne yderligere til hjælp og stillede 100 milliarder til rådighed som kapital. Et af de seneste eksempler er, at A.P. Møller har fået et statslån på 2,6 milliarder til at bygge nye skibe i Asien, samtidig med at de nedlægger Lindø og smadrer tusindvis af arbejderfamiliers levegrundlag. Den danske overklasse og deres borgerlige regering er med andre ord gået i krig imod arbejderklassens leveforhold i profittens hellige navn.

Brug for et modsvar
En sådan krigserklæring må mødes af et tilsvarende modsvar fra arbejderbevægelsens side. Socialdemokratiet og SF har endnu ikke fremlagt deres økonomiske udspil, men der er brug for, at dette udspil klart lægger krisens byrde på de, der har skabt den – kapitalisterne.

Som minimum må sådan en plan rette op på de nedskæringer, den borgerlige regering har gennemført siden sin tiltrædelse. Desuden er der en række andre ting, den må tage fat på:

• Der må skabes arbejde til alle. Hensyn til profit til samfundets top må ikke stå i vejen for retten til arbejde.
• Lærepladser til alle. Virksomhederne må pålægges at tage lærlinge ind.
• Stop for social dumpning – fagbevægelsen må tildeles fuld myndighed til at skride ind og standse underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Bagmændene må straffes med store bøder eller fængselsstraf.
• Igangsættelse af offentlige arbejder og omfattende renoveringer. Det er det glade vanvid, at tusindvis af bygningsarbejdere skal gå ledige, når der er nok at tage fat på. Det offentlige må sørge for, at de bliver sat i gang med fornuftigt arbejde.
• Alle de skattelettelser, som er blevet givet til de rigeste og til de store virksomheder, må rulles tilbage. Formueskatten må genindføres, og alle indtægter, der kommer fra værdipapirer må beskattes voldsomt.
• Alle privatiseringer må rulles tilbage. De profitter, som overklassen har tjent på ejendom, der rettelig er offentlig, må konfiskeres.
• Olien i Nordsøen må nationaliseres. Alle regnskaber for olieudvindingen de sidste mange år må åbnes, så det bliver muligt at se, hvor mange milliarder, kapitalisterne har tjent på at stjæle Danmarks olie og naturgas. Dette bytte må konfiskeres.
• Regnskaberne for bankerne, de store virksomheder og forsikringsselskaber må åbnes, så det er muligt at se, hvor store værdier, der er blevet trukket ud af virksomhederne. Alle værdier, der er blevet trukket ud i stedet for at gå til investeringer, må konfiskeres.
• For at kunne planlægge de offentlige investeringer og skride ind over for bankernes spekulation og økonomiske sabotage, må banksektoren overtages af staten og underlægges demokratisk kontrol. Dette må være første skridt i retning af en demokratisk plan for hele økonomien, hvor de 200 største virksomheder bliver offentlig ejendom og drevet under arbejderkontrol.

Kæmp for socialisme
De borgerlige er konsekvente forsvarere for kapitalisternes interesser. SF og resten af arbejderbevægelsen må være lige så konsekvente i forsvaret for arbejderklassen. For bedst muligt at kæmpe imod de borgerliges angreb, er der brug for at standse den tilpasning til den borgerlige politik, som ledelsen i arbejderbevægelsen har ført i årevis. Der er brug for et sving til venstre i SF og resten af arbejderbevægelsen.

Da Sovjetunionen og stalinismen kollapsede, fik vi at vide, at historien var slut. Men historien er end ikke begyndt. I løbet af de seneste 20 år har kapitalismen vist, at den er fuldstændig ude af stand til at sikre en fredelig verden, ude af stand til at mindske fattigdommen, ude af stand til at forbedre levestandarden i nogen som helst lande.

Det er nødvendigt at kæmpe for et socialistisk alternativ nationalt og internationalt. Vi kæmper for den vigtigste sag i verden: frigørelsen af arbejderklassen og etablering af et nyt og højere form for menneskeligt samfund. Det er den eneste sag, der virkelig er værd at kæmpe for i det første årti af det 21. århundrede.