Det er efterhånden et stykke tid siden, at ledelserne for de to største arbejderpartier indledte det parløb der har været kendetegnet for oppositionen de sidste år. Det har betydet at S-SF har fremstået som realistisk alternativ til den borgerlige regering, hvilket er positivt. Imidlertid har den samme periode også vist at SF bevidst bliver brugt til at dække den socialdemokratiske ledelses venstre flanke.
Socialdemokraterne sidder med en af de mest højreorienterede ledelser i partiet historie. En ledelse der har ført partiet fra valgnederlag til valgnederlag. Alligevel virker ledelsen urørlig. Hvorfor? Fordi samarbejdet med SF i sin nuværende form er alle tiders argument imod intern kritik fra den socialdemokratiske venstrefløj. Samarbejdet med SF virker umiddelbar som en af de mest venstreorienterede tiltag, Socialdemokratiet har gjort de sidste mange år. Men virkeligheden er anderledes.
For mange i og omkring SF står det efterhånden klart at samarbejdet langt hen ad vejen er omkostningsløst for den socialdemokratiske ledelse, mens det samme absolut ikke er tilfældet for SF. Brorsonskirken, finansloven, forsvarsforliget, Holbergskolen, osv. Gang på gang bliver grænserne rykket, ikke bare for hvad man kan acceptere i kompromisets tjeneste, men også for hvad man får at vide at SF står for.
Højrekurs er katastrofekurs
Mange SFere har på det seneste givet udtryk for deres bekymringer offentligt. Og det er efter denne avis mening, med god grund. Det handler nemlig ikke bare om at sentimentale ”gammelsocialister” bliver vemodige, når det traditionelle forsvinder og partiet gøres nyt, strømlinet og moderne. Det handler om, at partiet bevæger sig mod en politisk og intern katastrofe.
Den nuværende højredrejning fra dele af folketingsgruppen og særligt de mange unge, fremadstormende SFUere der er kommet i folketinget eller har fået tunge poster i toppen af partiapparatet, kommer nu først og fremmest til udtryk i de såkaldte ”værdispørgsmål”. Dvs. den meget hårde retorik i indvandrerdebatten, de bastante udmeldinger om nødvendigheden af ”lov og orden”, og ikke mindst den kraftige stramning af retspolitikken. Højredrejningen på disse spørgsmål har ramt mange SFere hårdt rent følelsesmæssigt. Men endnu har denne højrekurs ikke fået afgørende negativ effekt på tilslutningen til partiet. Endnu har partiet en vis goodwill blandt vælgerne, blandt arbejderklassen og ungdommen. Som Kim Jørstad, daværende formand for SF-Kerteminde observerede i januar: ”... partiets aktuelle succes [skyldes] ikke bare [...] Villys popularitet og den nye, mere pragmatiske linje, men i lige så høj grad det mere principfaste image, der er bygget op gennem mange år. Vælgere mener at vide, at SF kæmper kompromisløst for social retfærdighed både nationalt og internationalt, for et grønt miljø og kollektiv trafik, for en human og forebyggende retspolitik, for de demokratiske rettigheder, imod krig og våben osv., osv.
Det billede bliver ikke bare vasket væk, selv om de seneste års SF-politik er langt mere nuanceret – hvis man skal udtrykke det positivt. Men på flere og flere områder krakelerer de skarpe ideologiske holdninger. Taktikken er gennemtænkt, og den handler først og fremmest om at vise regeringsduelighed.” (politiken.dk, januar 2010)
Som Kim Jørstad siger, så krakelerer billedet en smule under ledelsens krumspring, men en tid endnu kan vi forvente at den goodwill vil holde stand. Så længe S-SF er i opposition og måske den første tid med en ny regering.
Økonomisk politik og værdipolitik hænger sammen
Men vi må også se tingene som de er. Den underliggende tendens, der på det seneste har været kendetegnende for SFs folketingsgruppes udmeldinger på værdispørgsmålene, er ikke socialistisk, men har grundlæggende set været svær at skelne fra de borgerliges. Det åbner nogle foruroligende perspektiver. For ”værdipolitikken” er bare den ene side af et partis politiske linje. Den anden side er den økonomiske. Det er den økonomiske politik arbejderklassen og ungdommen mærker på sin egen krop hver dag, og som i sidste ende har den afgørende betydning. De to sider af den politiske linje, er ikke adskilt med vandtætte skotter, men hænger sammen.
Imidlertid har vi endnu ikke mærket det store til en højredrejning på den økonomiske politik. Så længe S-SF er i opposition er det naturligt. Partiet bliver ikke tvunget til at fremlægge ”konvergensplaner” osv. men kan nøjes med at begrænse sig til at kritisere (hvilket selvfølgelig er fuldstændigt nødvendigt).
Men der er allerede nu, imens S-SF er i opposition, kommet nogle farlige signaler, der kan fortælle os noget om hvordan en den ny regering vil agere inden for den økonomiske politik og at der også her vil komme en højredrejning. Her tænkes særligt på at SF valgte at stemme for de borgerliges finanslov, og hele den stræben efter at fremstå som et ”ansvarligt” parti overfor erhvervslivet, arbejdsgivere, forsvaret og ja, endda kongehuset.
Når den stræben efter ansvarlighed skal omsættes til konkret politik i en ny S-SF regering under en økonomisk krise, så betyder det uundgåeligt nedskæringer og angreb på arbejderklassen og ungdommen. Og ikke mindst det Radikale Venstre vil stå som garant for en sådan kurs, hvad enten de kommer med i regeringen eller udgør dens parlamentariske grundlag. Vi taler om et bundborgerligt parti, der kritiserer den borgerlige regerings økonomiske politik fra højre.
Efter Landsmødet vil S-SF ledelsen præsentere en plan for oprette økonomien. Men det står allerede nu klart at der kun kan blive tale om at slibe hjørner af krisens effekter.
Sandheden er barsk
Katastrofen består i at overbevise arbejderklassen om at den nye regering vil betyde en radikal anderledes og bedre politik for almindelige arbejderfamilier, samtidig med at det socialistiske grundlag lige så stille lægges på hylden. For realiteterne er at vi står i en alvorlig krise, der kun kan betales af to parter: arbejderklassen eller kapitalisterne. Pengene til velfærd falder ikke ned fra himlen. Og er en ny regering ikke parat til at gribe fat i kraven på kapitalisterne og ryste pengene ud af deres lommer, ja så er der kun én part tilbage til at betale gildet. Det betyder angreb og massive nedskæringer på skoler, hospitaler, dagpenge, pension og efterløn. Sagt med andre ord: et borgerligt program.
Selvfølgelig skal SF hele tiden søge indflydelse og stræbe på at vinde regeringsmagten. Men et principløst ægteskab med den socialdemokratiske højrefløj, der betyder en stadig tilnærmelse til de borgerliges politik, med støtte fra det borgerlige parti Radikale Venstre, vil ikke gavne almindelige arbejderfamilier. Tværtimod vil det kun gavne arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier. Kapitalisterne håber at kunne bruge en kommende S-SF regering til at få gennemført de ”reformer” de borgerlige ikke er i stand til at få igennem uden at få en generalstrejke på halsen.
Det er denne avis’ klare holdning, at regeringsdeltagelse fra SFs side, med en fortsættelse af den nuværende tendens fra folketingsgruppen, hvor man mere eller mindre ukritisk underlægge sig den socialdemokratiske højrefløj, og hvor en kommende regering vil leve på det Radikale Venstres ”nåde”, vil føre til en af de største kriser i partiets historie og sætte hele den vundne fremgang over styr. Efter at have vundet regeringsmagten kan vi se frem til en massiv vælgerlussing og faldende medlemstal. Det er selvfølgelig noget af et postulat i en tid hvor medlemstallet går frem og hvor partiet står til at få omkring 3 procentpoint mere end ved sidste valg. Men det er ikke desto mindre den naturlige konsekvens af den linje der bliver lagt fra toppen af partiet.
Der må trækkes en grænse
SF har vundet tilhængere på at være et relativt stort parti til venstre for socialdemokraterne der ikke har været indblandet i angreb på velfærd og arbejderklassens leveforhold, som socialdemokraterne var det under Nyrup.
Samarbejde og særligt noget så alvorligt som regeringsdeltagelse, bør ikke foregå principløst. SF bliver nødt til offentligt at optegne nogle helt klare grænser for hvad man vil gå med til, men frem for alt hvad der uacceptabelt. Der må tegnes en linje i sandet. SF og Socialdemokratiet er ikke det samme. SFs politik og program er ikke det samme som socialdemokraternes. Glemmer man dette, kan det i længden føre til at partiet selv bliver overflødigt. Hvis SF og Socialdemokraternes politik bliver identisk, hvorfor så stemme på et lille parti og ikke det ”rigtige” Socialdemokrati? At trække en klar linje imellem den socialdemokratiske højrefløj og SF, vil også være en enorm hjælp til venstrefløjen og almindelige arbejdere og unge i Socialdemokratiet. Det vil give dem noget reelt at støtte sig op ad for at kunne svinge Socialdemokratiet til venstre. I stedet er SFs ledelse nu med til at holde hånden under Helle og Sass’ autoritet.
Magt bag ordene
Der ligger en afgørende opgave for SFs ledelse. Først og fremmest går den ud på at fortælle hvad som er. SFs ledelse har fremsat en lang række visioner om at bekæmpe arbejdsløshed, sikre miljørigtig energi og produktion og ikke mindst sikre velfærden – gode og gratis uddannelser, hospitaler, børnehaver, plejehjem, offentlig transport osv. Det er fuldstændig afgørende at disse visioner gennemføres. Men gennemførslen af disse visioner skærer tværs igennem arbejdsgivernes planer. Arbejdsgiverne kræver reduktion i de offentlige udgifter, for at kunne reducere skatten og dermed sænke lønudgifterne og hæve profitterne. Det må partiet forberede arbejderklassen og ungdommen på. Det bliver ikke en let kamp. Arbejdsgiverne har ejendomsretten, har magten over landets økonomi. Den magt bruger de dagligt til at angribe løn og arbejdsforhold og den magt vil de også bruge overfor en S-SF regering. Det er derfor ikke et spørgsmål om stille og fredeligt, gennem fælles dialog med arbejdsgiverne at overbevise dem om det er yderst fornuftige forslag. Det handler ikke om fornuft, men klasseinteresser. Det handler ikke om retorik og pæne ord, men om at sætte magt bag dem.
Den eneste magt SF har, kommer fra den sociale klasse som partiet repræsenterer: arbejderklassen. Den magt bliver kun reel når arbejderklassen, almindelige lønarbejdende danskere, sættes i bevægelse, når de mobiliseres til kamp for ordentlige levevilkår og imod arbejdsgivernes angreb. Det er altså primært denne gruppe partiet må være ansvarlige overfor.
Der må stilles krav til samarbejdet
I anden omgang gælder det at SF begynder at stille krav til sin samarbejdspartner. De fleste SFere ved godt, hvilken fløj i arbejderbevægelsen Helle Thorning og Henrik Sass Larsen tilhører, og det er ikke den samme som SF.
Hvis forudsætningen for regeringsdeltagelse er at udvande program og principper, ja, så er prisen for høj. Ikke af sentimentale årsager, men fordi at det vil koste arbejdere og unge dyrt og det vil ødelægge den tillid der er blevet opbygget til SF som et parti der kæmper for arbejdere og unges rettigheder og levevilkår. Som den venstre halvdel af en kommende S-SF regering, vil det være SF der står i forreste række med bagdelen i klaskehøjde, hvis arbejderklassen og ungdommen ser at den nye regering ikke ændrer grundlæggende deres forhold til det bedre. Derfor er der ekstra grund til forsigtighed. Hvis SFs ledelse kunne ændre forholdene grundlæggende på basis af det nuværende samarbejde med Thorning og Sass, så var der ingen problemer. Men hvis vi kigger ud over drømmeverdenen, så er det mere sandsynligt med en situation hvor SF, på vegne af den nye regering, skal gå frem og forklare hvorfor det er nødvendigt at reducere dagpengene, afskaffe efterlønnen eller mindske SUen. Det er et mareridtsscenarium, men det kan blive til virkelighed, hvis den nuværende linje fortsættes.
En plan er nødvendig
Vi står i en alvorlig økonomisk krise. Det betyder at der ikke engang er råd til de nuværende offentlige udgifter, ud fra et borgerligt samfundsøkonomisk perspektiv. Og det endda selvom den borgerlige regering allerede har lavet voldsomme besparelser på den offentlige sektor. En ny regering i sig selv, betyder ikke en ny økonomi. Ikke uden en bevidst plan. Hvis SF skal i regering, skal det ikke være for at administrere et fallitbo. Kapitalisterne vil ikke skabe fremgang og velstand for det store flertal. Tværtimod er de i fuld gang med at afvikle arbejdspladser og angribe løn og arbejdsforhold. Uden en socialistisk plan for at udvikle produktionen gennem nationalisering af de største industrier, banker og forsikringsselskaber, er SFs ledelses visioner ren utopi. Dette behov er ikke en ny ide som denne avis har fundet på. Tværtimod. Den ide - den socialistiske ide - er det grundlag arbejderbevægelsen og SF blev bygget på.
Opgaven med at vælte de borgerlige af pinden er presserende, men det må ikke få SF til at glemme sin styrke og sin opgave. SFs styrke ligger ikke i korridorerne på Christiansborg, i fokusgrupper eller i det socialdemokratiske gruppeværelse. SF kan kun hente styrke fra mobilisering af arbejdere og unge. Og det kan kun ske hvis partiet viser at det er konsekvent i sit forsvar for arbejderklassen og ungdommen. Den konsekvens ligger først og fremmest i det socialistiske program, på et marxistisk grundlag. Hvis betingelsen for regeringsdeltagelse er at lægge dette på hylden, ja, så er prisen for høj.
