I de seneste måneder har der været en stigende kritik i og omkring SF. En stor del af denne kritik har rettet sig mod SF’s retspolitik, bl.a. retspolitisk ordfører Karina Lorentzens udtalelse om muligheden for forbud mod besøg på visse hjemmesider og politiets massive anholdelser og behandling af demonstranter under klimatopmødet i december.

vestre_faengsel_01
Som en del af ”vejen til en regering med SF” har SFs topledelse gjort hvad de kunne for at fremstå ansvarlige og regeringsduelige, hvilket også indbefatter en hårdere tone i retspolitikken. Retspolitikken er blevet et vigtigt emne i SF g SFU. På sidste landsmøde i SF blev der diskuteret minimumsstraffe og SFUs ledelse fremlægger et temapapir om ”kriminalitetsbekæmpelse”.

Hårdere straffe

Den borgerlige regering har i hele sin regeringsperiode råbt op om højere straffe og undermineret retssikkerheden. Men alle undersøgelser peger på, at højere straffe ikke virker.

Formanden for kriminalforsorgen John Hatting forklarede for eksempel til p3nyhederne 12. januar, at ”man skal bare huske på, at al statistik siger, at de unge bliver stærke vaneforbrydere, når de får lange fængselsstraffe”.

Eva Smith, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, tror ikke på, at regeringens forslag om højere straffe for bandekriminalitet kommer til at virke: “Nu har vi prøvet i syv år at hæve straframmerne, uden at det tilsyneladende har haft nogen virkning. Så der skal gås nye veje”.

Danmark straffer allerede langt hårdere end vores nabolande. Den danske stat straffer ti gange så meget som Sverige, og fire gange så meget som i Norge, med ubetinget fængsel. (Berlingske.dk, 5.marts.2009)

Den borgerlige regering bruger bandekrigen til at oppiske en stemning af utryghed og indføre højere straffe til at øge undertrykkelsen i samfundet af for eksempel arbejdskampe, demonstranter og indvandrere.

Desværre har en del af SF’s strategi om regeringsdeltagelse også været at gå ”hårdt” ud mod kriminalitet, herunder krav om hårdere straffe og angreb på retssikkerheden. SFU’s ledelse skriver i deres kampagnetekst, ”SFU og SF støtter benhårde straffe for skyderier, ulovlig våbenbesiddelse og personfarlig kriminalitet. Vi vil ikke have våben og vold”, og at SFU vil gøre op med ”venstrefløjens berøringsangst over for sanktioner til forbrydere” (fra udkast til temapapir om kriminalitetsbekæmpelsespolitik, se sfu.dk).

Politiet ikke neutralt
Regeringen bruger de skræpede straffe til at straffe folk der helt legitimt protesterer mod den selv samme regerings politik. Det så vi under klimademonstrationen hvor mere end 1000 mennesker blev anholdt og behandlet skandaløst, og kun en promille blev sigtet.

Politiet skred hårdt ind over for de konfliktende skraldemænd, der kæmpede for ordentlige arbejdsforhold. Det var et eksempel på, at politiet ikke er en neutral instans, men et redskab til brug for arbejdsgivernes interesser
Vi så det under strejken blandt skraldemændene i firmaet HCS. Skraldemændene strejkede, fordi firmaet brød arbejdsmiljøloven og løj om, at tillidsmanden havde godkendt dette lovbrud. Politiet gjorde intet. Men da skraldemændene stillede sig op for at blokere Vestforbrændingen for skruebrækkere blev de angrebet af politiet med hunde og peberspray, tillidsmanden blev flere gange anholdt uden sigtelser, og samtlige skraldemænd blev resgistreret og filmet under en fuldstændig fredelig protest på Glostrup Rådhusplads.

Skærpelserne af terrorloven underminerer retssikkerheden, så såkaldte terrorister nu kan udvises uden en retssag, blot med en udtalelse fra PET, uden at de sigtede har ret til at kende beviserne imod dem og dermed til at forsvare sig. politiets udvidede beføjelser bruges ikke blot mod formoedede terrorister men mod politiske aktivister, som det for eksempel blev klart med politiets aflytning af klimaaktivister.

Politiet og staten er ikke neutral. Politiet eksisterer i bund og grund for at opretholde den private ejendomsret, den forsvarer arbejdsgivernes klasseinteresser, ikke arbejderklassens.

De skærpede straffe er en del af borgerskabets oprustning til klassekampen i den næste periode.

De borgerliges del-og-hersk
Det er rigtigt, at antallet af skyderier er steget fra 28 skudepisoder på åben gade i 2007 til 167 i 2008, især i forbindelse med bandekrigen (dr.dk, 14. oktober 2009). Det er klart, at SF og SFU må tage alvorligt, at folk bliver bange for skyderier på åben gade, men vi må ikke bruge skyderierne til at køre med på højrefløjens retorik og oppiske en stemning, der er med til at legitimere højrefløjens politik.

Den generelle kriminalitet er ikke steget, og almindelige mennesker har ikke mere at frygte end tidligere. SF må forklare, hvad problemerne i virkeligheden skyldes, og hvordan de løses – og løsningen er ikke ikke minimumsstraffe og hårdere straffe.

De borgerlige bruger bandekrigen til at legitimere deres racistske del-og-hersk politik. De lægger skylden for kriminaliteten på indvandrerne og siger, at bandekrigen er ”udansk”. Lene Espersen og Brian Mikkelsen fra de konservative skriver i en kronik:
”Så måske skal vi søge forklaringen på de aktuelle problemer et helt andet sted, end de fire SF’ere gør. Nemlig ved den politik, SF støttede helhjertet i 90’erne, og som SF derfor bærer en væsentlig del af ansvaret for: den ukontrollable indvandring.”
I forbindelse med vedtagelsen af bandepakken udtalte justitsminister Brian Mikkelsen til berlingske tidende:
”Jeg ved udmærket, at rockerne er lige så brutale og afstumpede [som indvandrerbanderne – red]. Men det ændrer ikke på, at vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land!” (Information.dk 26. marts.2009.)
Social nød – ikke etnicitet – skaber kriminalitet
Undersøgelser viser, at der er mange forklaringer på hvorfor kriminaliteten er højere blandt indvandrere og efterkommere af indvandrere. En undersøgelse fra det kriminalpræventive råd viser, at sociale og økonomiske forhold spiller en afgørende rolle.

Karina Lorentzen, retsordfører for SF. Foto: sfpolitik på Flickr
Det kriminalpræsevntive råd skriver, at overrepræsentationen af kriminalitet blandt indvandrere ”reduceres betydeligt, når der tages højde for aldersforskellen i de to befolkningsgrupper. Derudover spiller indkomstforskelle en væsentlig rolle, idet overhyppigheden halveres fra 38 til 19 pct., når der tages højde herfor. Endnu vigtigere er dog tilknytningen og placeringen på arbejdsmarkedet, der reducerer overhyppigheden til 7 og 8 pct.” (Det kriminalpræventive råd, 2004, ”Etniske grupper. Kriminalitet og forebyggelse”).

De peger derudover på at stempling, dikriminering og kulturkonflikt spiller en betydelig rolle.

De skriver endvidere:
”en høj andel indvandrere og efterkommere i en kommune ikke i sig selv indikerer et højere kriminalitetsniveau. Derimod indikerer både en høj andel unge i alderen 15-19 år, en høj andel kontanthjællpsmodtagere og en høj andel enlige kvinder med børn et højere kriminalitetsniveau. Det samme gælder en høj urbaniseringsgrad. Samtlige de nævnte forhold spiller altså en mere afgørende role for kriminalitetsniveauet i en kommune end antallet af indbyggere ed minoritetsbaggrund. Taget i betragtning, hvor meget indvandrerkriminalitet har fyldt i den offentlige debat, er det tankevækkende, at alle disse forhold er af større betydning for kriminalitetsomfanget end andelen af personer med anden etnisk baggrund.” (Det kriminalpræventive råd, 2004, ”Etniske grupper. Kriminalitet og forebyggelse”, vores fremhævning).
Borgerskabet fører en del-og-hersk politik for på den ene side at kunne aflede opmærksomheden fra arbejderklassens problemer og ikke mindst årsagerne til dem, og samtidig at splitte arbejderklassen og ungdommen i ”os og dem”.

Undersøgelsen viser, at kriminalitet i høj grad er et socialt problem, og at kriminalitetsbekæmpelse ikke kan adskilles fra en kamp for et andet samfund.

Over 60.000 unge under 30 år er arbejdsløse. 7.000 unge står uden en praktikplads. Starthjælp, kontanthjælp osv. presser folk ud i fattigdom.

”Statens sikkerhed”
Leif Hermann, SF’er siden 1972, medlem af Folketinget for SF fra 1984-1990 og tidligere retspolitisk ordfører for SF i Folketinget har på retspolitisk forenings hjemmeside en artikel om udviklingen i SF’s retspolitik, som han mener, har bevæget sig fra en progressiv retspolitik til en populistisk. (www.retspolitik.dk)

Han forklarer, hvordan SFs retspolitik tidligere havde udgangspunkt i”et helt klassisk retssikkerhedsbegreb, der sætter det enkelte individs retssikkerhed i forhold til statsmagten og den borgerlige kapitalmagt i centrum.”

Leif Hermann og Villy Søvndal
Ifølge Hermann var venstrefløjen tidligere præget af en forestilling om at straffen havde resocialisering som formål og en hensigt om at nedbringe antallet af lovovertrædelser ved at få lovovertræderen resocialiseret og indføre forebyggende socialpolitiske iniativer.

Efter 11. september 2001 gik de fleste partier med i terrorfrygten og vedtog terrorpakke 1. Her holdt SF ifølge Hermann hovedet koldt og stemte imod, også ved terrorpakke II i 2005, ligesom SF var imod andre forslag fra den borgerlige regering om for eksempel stramninger af udlændingeloven.

Men, forklarer Hermann, dette ændrede sig efter folketingsvalget i 2007, en proces der startede med valget af Villy Søvndal som formand i 2005. SF accepterede således tilknytningskravet i 24-års reglen.

Det første fingerpeg om en ændring af retspolitikken kom ved behandlingen af den såkaldte tuneserlov, der går ud på at personer kan udvises administrativt, hvis PET anser dem som en fare for statens sikkerhed. SF krævede svar på en række spørgsmål inden man ville tage stilling. Dette er ifølge Hermann et brud på den tidligere politik, hvor SF blankt ville have afvist en stempling som ”til fare for statens sikkerhed”. SF stemte imod og afventede svar fra en komission om emnet.

Da kommissionens rapport udkom, faldt det sammen med uroligheder i især København, den såkaldte bandekrig. Det fik Villy Søvndal til at kræve ændringer i våbenlov og straffelov, samt det helt nye krav om minimumsstraf på et års ubetinget fængsel for besidde våben. Socialdemokratiet medvirkede til at stramme det oprindelige forslag, som blev vedtaget også med SF’s stemmer.

Retssikkerheden må forsvares

Ifølge Hermann er loven i retshistorisk henseende ret enestående, fordi hele det offficielle juridiske system kritiserede lovforslaget. Forslaget skabte stor kritik også internt i SF, hvor det var til debat på landsmødet i 2009, hvor det blev vedtaget, men hvor der samtidig er en større intern opposition.

Efter landsmødet støttede SF også en hemmelig proces begrundet i formuleringen ”må anses til fare for statens sikkerhed”.

Under klimatopmødet i december blev det tydeligt, at øgede magtmidler til politiet bliver brugt til at undertrykke politisk opposition
SF’s udlæningeordfører udtalte ved første behandlingen af lovforslaget at ”Alt i alt er der i hvert fald store positive fordele ved det her, og de overskygger, de skønhedspletter, der kunne være, og derfor er SF positiv over for forslaget, som det ligger her.” SF’s argument var at det var en forbedring i forhold til tunserloven, men som Leif Hermann skriver, forholder SF toppen sig ikke til den anklagedes retssikkerhed, og ”at brud på grundlæggende retsprincipper kan reduceres til ’skønhedspletter’ forekommer temmelig opsigtsvækkende”.

7 ud af 23 SF’ere var fraværende ved afstemningen af forslaget i Folketinget.
Leif Hermann forklarer at SF har en retspolitik, der er tilgængelig på SF’s hjememside, men at denne ikke er opdateret siden december 2007, og han kritiserer at det ikke er denne politik der følges i praksis. Leif Hermann forklarer vendingen i retspolitikken med ønsket om regeringsdeltagelse, men forklarer samtidig at den ikke kan forklare fremgangen, da vendingen først kom efter 2007, hvor fremgangen til SF allerede var sket. Tværtimod advarer han mod, hvad han kalder SF’s signalpolitik.

Vi er fuldstændig enige med Leif Hermanns kritik i vendingen af SF’sretspolitik. SF må forsvare den enkeltes retssikkerhed, og forklare de relle problemer i stedet for at være med til at køre en frygt op, der ikke gavner andre end højrefløjen.

For en klasselinje i retspolitikken
Retspolitikken er ligesom staten ikke neutral, SF og SFU må have en klasselinje på retspolitikken.

SFU’s ledelse skriver i deres udkast til temapapir at ”Kriminalitet er et brud på fællesskabets interesser, og derfor skal vi prøve at undgå den. Når der alligevel forekommer kriminalitet, er det nødvendigt at slå hårdt ned for at markere, at fællesskabet ikke tolerer brud på de fælles regler.”

Men man kan ikke sige, at kriminalitet er et brud på fællesskabets interesser. Man må spørge: hvilke interesser? En blokade mod et firma, der ansætter arbejdskraft uden overenskomst, er en forbrydelse mod arbejdsgivernes interesser, mens firmaets brud på overenskomsterne er et brud på arbejderklassens interesser.

Den virkelige kriminalitet er, at de multinatioanle næsten ingen skat betaler i Danmark. SF må rejse spørgsmålet om den virkelie kriminalitet i samfundet: at arbejdsgiverne får lov at gøre mere eller mindre hvad de vil for at tjene flest muligt penge. De borgerliges retspolitik er med til at gøre det endnu nemmere for firmaerne og overklassen at udøve deres kriminalitet.

Kapitalismen skaber kriminalitet

Ledelserne i både SF og SFU har gjort meget for at gøre det klart at man må gøre op med venstrefløjens hidtidge blødsødenhed, sidden i rundkreds og lægge al skyld på samfundet. Nu er der for det første vidst aldrig nogen der har foreslået at folk ikke skal sættes i fængsel hvis de har slået nogen ihjel.

Men sagen er, at kriminalitet i høj grad er et socialt samfundsproblem, der er forbundet med nedskæringer i den sociale velfærd, fritisklubber, fritidsinteresser, penge tildaginstitutioner, skoler, socialrådgivere osv. Dertil kommer problemet med arbejdsløshed. Alt sammen er det problemer, der er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system.

Det er SF og SFU’s opgave at fremlægge en plan imod disse sociale problemer og forklare, at den eneste måde den kan gennemføres er ved at stå sammen imod de borgerliges politik. SF vinder ikke regeringsmagten ved at efterligne de borgerlige på flere og flere områder, heller ikke retspolitikken. SF har vundet fremgang fordi folk netop ser SF som et alternativ til regeringens politik.

SF må forklare hvordan regeringens politik er at opsplitte arbejderklassen og ungdommen, og at styrke arbejdsgiverne i klassekampen. Kriminalitetens egentlige årsag er et samfund hvor de få tjener på det store flertals arbejde, det vil sige klassesamfundet. En egentlig kriminalitetsbekæmpende politik går derfor ud på at bekæmpe klassesamfundet.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.