Over hele venstrefløjen har der de sidste mange år været en udtalt utryghed over den stigende opbakning til Dansk Folkeparti. DF har ingen visionær økonomisk politik, ingen plan for industrien og ingen attraktiv kultur politik. DF’s vælgere er oftest folk, der er besnæret af partiets indvandrerfjendske holdninger som svar på de sociale problemer i samfundet.

Mange arbejdere lever i frygt for, hvad fremtiden vil bringe. Den såkaldte fremmedfrygt er et symptom på dette. Det er vigtigt at huske, at mange folks frygt i dagligdagen ikke er ubegrundet. På arbejdspladsen oplever mange den ene fyringsrunde efter den anden. Tidligere kolleger må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale bankens renter. Man kan ikke undgå at tænke: ”det kunne ske for mig”. Nogle oplever at blive udskiftet med tyske eller polske arbejdere, der arbejder for lavere løn eller uden for overenskomst. Disse arbejdere er blevet presset til at agere som løntrykkere. Med en arbejdsløshed på et tocifret tal i mange tyske delstater og et liv uden fremtidsudsigt i Warszawas forstæder, vælger mange at efterlade deres kone og børn for at kunne bygge huse og anlægge veje i Danmark i et halvt år. De er af nød, ikke af glæde, kommet til et fremmed land, hvor de ikke taler sproget og ikke kender nogen. Arbejdsgiverne søger aktivt billigere arbejdskraft i udlandet for at smadre alle arbejderes forhold i Danmark og på denne kyniske måde scorer en højere profit.

Racisme splitter arbejderne
Gennem halvfemserne gik Socialdemokraterne fra at mene, at Danske Folkeparti aldrig ville blive stuerent til gang på gang at følge den borgerlige politik på udlændinge området. Det har ikke styrket Socialdemokratiet – tværtimod har det legitimeret DF’s påstande om, at det er udlændinge, der er skyld i samfundets problemer. Mange frygter, at SF også skulle komme ud på dette spor.

Det er langt fra ligegyldigt, hvilke svar man giver på de problemer almindelige danske borgere møder i deres hverdag. Frem for at hoppe med på den racistiske splittelse af arbejderklassen må arbejderbevægelsen klart bekæmpe det, der skaber problemerne – kapitalisternes fabrikslukninger og de borgerlige politikers nedskæringer. DF’s demagogi står i dag ofte umodsagt hen. SF må gå forrest i at gå imod DF’s racisme.

Racisme er fremmed for arbejderklassen
Racisme hører ikke hjemme i arbejderbevægelsen. Den opstår, fordi arbejderbevægelsen i dag ikke har noget konsekvent program for bekæmpelse af de ting, der skaber splittelse i arbejderklassen: arbejdsløshed, fattigdom, og social og etnisk diskrimination som er blevet ophobet i årtier samt kyniske politikere, der står for ”lov og orden” samtidig med, at de ingen skrupler har over at privatisere den offentlige sektor, skære ned på skoler og sende bombefly af sted for at slå uskyldige mennesker ihjel i Afghanistan

Brug for en klasselinje
Et af svarene er, at SF må arbejde for at organisere indvandrere efter klasselinjer. Det må ikke lykkes for de borgerlige at splitte danske arbejdere fra udenlandske. Det eneste svar mod dette er organisering. Arbejderbevægelsens svar må være ægte løsninger på ægte problemer: en konsekvent kamp imod arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering.

I Gennem hele den kapitalistiske verden står arbejdere over for samme problemer. Disse kan kun forhindres, hvis vi stopper den stigende arbejdsløshed og den medfølgende fattigdom. SF må gå forrest i kravene om skabelsen af nye arbejdspladser der sikrer lønforhold efter overenskomsten. En del af dette må være kravet om nationalisering af enhver virksomhed, der prøver at flytte arbejdspladser og materiel til udlandet. Det samme må være rollen for SF’s socialistiske søsterpartier i udlandet. Kun ved at kontrollere de vigtigste industrier i samfundet, er det muligt at modgå samfundets problemer.