Den 2. september behandlede SF’s forretningsudvalg (FU) eksklusion af 13 medlemmer af SF med den begrundelse, at de havde tilknytning til avisen Socialistisk Standpunkt. De ekskluderede fik blot fire dages varsel til at møde op og forsvare sig. Efterfølgende har alle 13 modtaget et brev, hvori der står, at FU har besluttet at ekskludere dem.

Marxistisk avis eksklusionsgrund?
Det ubesvarede spørgsmål er, hvad det er, der er galt med at være tilknyttet denne avis som medlem af SF. Socialistisk Standpunkt er en marxistisk avis i SF og resten af arbejderbevægelsen. Vi har altid forsvaret opbyggelsen af arbejderpartierne og fra sidste sommer peget specifikt på SF som det parti, alle aktive klassekæmpere må stemme på og ikke mindst gå ind i og opbygge. Socialistisk standpunkt er en avis, der forsvarer de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen, fordi vi mener, det er de eneste idéer, der kan sikre, at vi når vores mål om et socialistisk samfund. Det burde ikke være noget problem, da SF’s program slår fast, at ”SF’s udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”.

Manglende begrundelse
Vi kan ikke finde en eneste grund i hverken vedtægter, program eller andet, der kan begrunde eksklusionen af folk, der støtter vores avis. SF’s forretningsudvalg bør komme med en klar og skriftlig begrundelse, så det bliver klart for SF’s medlemmer, hvilke idéer eller hvilken opførsel det er, der er uforeneligt med medlemskab af SF. Socialistisk Standpunkt har støttet SF og været loyale overfor partiet, men har samtidig forsvaret venstreorienterede idéer og en klar klasselinje i partiet og vi kan ikke se eksklusionerne som andet end ledelsens forsøg på at gå imod en venstredrejning og kritiske idéer.

Regeringssamarbejde
Samme dag som brevene om eksklusion blev sendt af sted fra FU til støtterne af Socialistisk Standpunkt, blev der på Christiansborg holdt et storstilet pressemøde med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, hvor det for første gang blev officielt, at Socialdemokraterne vil have SF med i en kommende regering.

Socialistisk Standpunkt har konsekvent talt for enhed mellem arbejderpartierne, og vi har støttet det øgede samarbejde mellem S og SF i den seneste periode. Vi har støttet ethvert progressivt forslag som for eksempel millionærskatten og forslaget om øget skat på virksomhederne.

Kritik af højrekurs
Men vi har samtidig kritiseret, at enheden ind til nu har været baseret på, at SF’s ledelse har fulgt den socialdemokratiske ledelse til højre, som ved indgåelsen af forsvarsforliget – og dermed accept af Afghanistan-krigen – og som da de stemte ja til den borgerlige regerings finanslov, som var fyldt med nedskæringer. Enhed må være baseret på et principielt grundlag.

FU’s plan var klar op til landsmødet. De ønskede at afskaffe principprogrammets snak om socialisme og erstatte det med mere eller mindre abstrakte krav i reformprogrammet. Heldigvis blev principprogrammet fastholdt, men som flere påpegede på landsmødet, så er sammenkædningen af principprogrammets perspektiv om socialisme og reformprogrammets konkrete krav fraværende, og det blev tydeligt, at for i hvert fald FU, er socialisme noget, der ligger langt ude i fremtiden.

SF’s FU forsvarer gang på gang denne strategi med, at SF skal være et indflydelsesparti og ikke føre de ”rene hænders politik” og ”stå på sidelinjen”. Det er klart, at SF skal arbejde for at få mest mulig indflydelse, men det skal være indflydelse til at få gennemført SF’s politik, ikke indflydelse fordi SF har opgivet sin politik.

Det er partiets ledelses strategi om regeringsdeltagelse for enhver pris, og deraf følgende højredrejning, der er årsagen til eksklusionen af SF’ere med sympati for Socialistisk Standpunkt.

Ret til kritik – en del af SF’s tradition
Det er helt korrekt, at vi i avisen og på hjemmesiden har udgivet en række artikler, der kritiserer dele af SF’s politiske linje. Et parti uden retten til intern kritik er et parti, der før eller senere vil dø. Kritik, fremsat med det formål at styrke partiet, som Socialistisk Standpunkt altid har gjort det, kan kun være en styrke for SF.

En del af grundlaget for dannelsen af SF var netop et opgør med det interne partidemokrati, eller manglen på samme i DKP og hele traditionen fra den degenererede kommunistiske (stalinistiske) internationale. SF er kendt for et levende internt partidemokrati og det er sådan, partiet er styrket.

For et levende parti
Et af de kritikpunkter vi har rejst her i avisen, har netop været udviklingen i retning af mere topstyring og centralisering. Et tydeligt eksempel var ledelsens forslag til ny struktur, som blev vedtaget på landsmødet. Afskaffelsen af hovedbestyrelsen, regionsrepræsentanter og forretningsudvalg til fordel for en landsledelse og et kontaktudvalg, er en kraftig indskrænkning af partiet, og eksklusionen af SF’ere med tilknytning til Socialistisk Standpunkt er en del af denne tendens til centralisering og et forsøg på at styre det interne liv i partiet.

Højrekurs forbereder kritik og uenigheder
Men ledelsen vil få sig en overraskelse. Nu går partiet fremad og mange medlemmer klør sig i håret og tænker, at ledelsen jo nok har ret i ændringerne; hvis SF vil have indflydelse, så kan det godt være, det er nødvendigt at afskaffe hovedbestyrelsen. Måske er det nødvendigt at imitere de borgerliges retorik om ”lov og orden” og ”skrid ad helvede til” overfor kriminelle og indvandrere. Måske er det nødvendigt, at landsmødesalen ligner Dansk Folkepartis med Dannebrog vejende fra scenen i stedet for de røde faner. Sådan tænker mange medlemmer nu. De er skeptiske, men tænker, at det gælder om at få væltet den borgerlige regering.

Men én ting turde ledelsen ikke foreslå på landsmødet og det var ændringen af programmet. Det er her, sagens kerne er. Medlemmerne har meldt sig ind, fordi de ønsker at kæmpe for SF’s holdninger, de ønsker at diskutere politik og de ønsker ikke at opgive alt, hvad partiet står for.
Der vil uden tvivl komme kritik og intern diskussion, når det bliver tydeligt, at Dannebrog frem for røde faner, og den højredrejning disse symboler udtrykker, ikke fører til fremgang på længere sigt.

Eksklusioner bag om ryggen
Forløbet omkring eksklusionerne af de 13 SF-medlemmer har været udemokratisk. Eksklusionerne begrundes i en enkelt linje ”Kære xxx. SF’s forretningsudvalg overvejer at udelukke dig som medlem af SF. Grunden er, at din nære tilknytning til Socialistisk Standpunkt ikke findes forenelig med medlemskab af SF.”

Da medlemmerne på mødet bad om en nærmere forklaring på, hvorfor man ikke må have tilknytning til Socialistisk Standpunkt, fik de at vide, at sagen allerede havde været behandlet i Hovedbestyrelsen (HB) i juni. På dette møde havde HB ifølge den udsendte dagsorden i løbet af maksimalt 15 minutter (referatet er i skrivende stund ikke kommet ud) fastslået, at Socialistisk Standpunkt er en partilignende organisation. Hvad denne beslutning bygger på, ville FU ikke oplyse, ud over, at det var foregået for lukkede døre.

Ifølge SF’s vedtægter har man som indstillet til eksklusion ret til at være til de møder, der behandler ens udelukkelse, og forsvare sig. Der står endvidere, at det er SF’s HB, der kan udelukke folk, ikke FU. Det må siges at være temmelig udemokratisk, at 13 medlemmer af SF er ekskluderet på baggrund af en beslutning, der er taget på et møde, uden at de berørte medlemmer er blevet informeret om dette møde, og efterfølgende en halv times FU møde.

Eksklusionerne er foregået fuldstændig bag om ryggen på medlemmerne. Ethvert medlem må spørge sig selv, hvor mange lignende ting der foregår? Generelt er der behov for langt større åbenhed i partiet. Hvor meget informeres medlemmerne om de beslutninger, der tages i FU og HB? Hvad med de politisk helt afgørende ting, som for eksempel aftalerne mellem SF og socialdemokraterne? Bliver medlemmerne tilstrækkeligt informeret om disse aftaler? Bliver de tilstrækkeligt åbent lagt frem for medlemmerne, så vi kan diskutere dem? I et demokratisk parti må medlemmerne informeres om og involveres i de vigtige beslutninger.

For et sving til venstre
Den borgerlige regering er de seneste år blevet fuldstændig miskrediteret, og vi har set enorme bevægelser rettet imod regeringens politik. Det er disse bevægelser, der har givet fremgang til SF. Den økonomiske krise har undermineret troen på det kapitalistiske system blandt arbejdere og unge. I en sådan situation burde oppositionen kunne tordne frem og vælte de borgerlige af pinden. For alle de, der har været aktive i de seneste års mobiliseringer, er fokus klart; vi skal af med den borgerlige regering og have en regering med S og SF.

Men trods den gunstige situation skifter flertallet i meningsmålingerne med jævne mellemrum. SF’s fremgang er ikke sket på grund ledelsens højresving, men på trods af det – fordi SF ses som alternativet til venstre for Socialdemokraterne. Ledelsens højresving risikerer at sætte fremgangen over styr, allerede inden den borgerlige regering er blevet væltet. Der er brug for et klart alternativ til den borgerlige regering og den socialdemokratiske ledelses højresving, det er den eneste måde, at SF kan stå så stærkt, som muligt ved næste valg - og den eneste måde vi kan sikre en ny regering med en ny politik.

SF’s regeringsdeltagelse
Forhåbentlig lykkes det at vælte den borgerlige regering ved næste valg; men hvad skal regeringsprogrammet bestå af? SF’s ledelse afviste på landsmødet flere ændringsforslag til reformprogrammet om, for eksempel gratis tandlæge, med, at det ville blive for dyrt. I det fælles skatteudspil ”fair forandring” med socialdemokraterne er der mange rigtig gode elementer som forslaget om millionærskat og øget selskabsskat. Men samtidig står der, at øget selskabsskat først vil blive gennemført, når krisen er ovre. Der er imidlertid brug for et program for at øge velfærden nu, og for at komme ud af krisen nu.

SF må gå til valg på et regeringsprogram imod alle nedskæringer, men en forbedring af velfærden, for arbejde til alle og imod enhver forhøjelse af skatten på arbejderklassen, ungdommen og de ældre, hvad enten det er gennem skat på arbejde eller gennem afgifter. Det kræver en plan for at komme ud af krisen, der er grundlæggende forskellig fra den borgerlige regering og kapitalisternes.

Lad overklassen betale for krisen
Men skal reformerne gennemføres, er der ingen vej uden om. Der må sættes gang i produktionen, de lukkede og lukningstruede virksomheder må overtages af staten og producere for samfundets bedste. Virksomhedsskatten må sættes i vejret allerede nu. Nordsøolien og bankerne må nationaliseres.

Marxister sidder ikke, som kritikere prøver at påstå, på sidelinjen med korslagte arme og rene hænder indtil socialismens komme i modsætning til ”praktiske” reformister. Vi siger, at mens vi må kæmpe for selv den mindste reform, der kommer arbejdere, unge og gamle til gode, må vi kæde de konkrete krav sammen med vores generelle program om socialisme, fordi det er den eneste måde til at sikre og udbygge disse krav.

Man må vælge side i klassekampen, for det er umuligt at være ansvarlig og fair overfor både kapitalister og arbejdere. Det er SF’s ansvar at forsvare arbejdernes interesse imod kapitalisternes angreb på løn, arbejdspladser, rettigheder, velfærd og generelle leveforhold.

Afvis de Radikale
Et klart alternativ til den borgerlige regering kræver først et brud med det Radikale Venstre. I diskussionen om skattepolitikken viste det Det Radikale Venstre sig endnu engang som det borgerlige parti, det er. På overfladen ser de Radikale ud til på nogle punkter at være ”venstreorienteret”, når det kommer til indvandrere, miljø og andre sekundære punkter. Men det afgørende punkt er den økonomiske politik, og her har det Radikale altid forsvaret kapitalisternes interesser.

Socialdemokratiets ledelse har brugt de Radikale som undskyldning for nedskæringer i tidligere regeringer. SF må gøre det klart, at de Radikale ikke hører til i en ny regering. Vi har brug for en venstreorienteret regering, ikke en ”centrum-venstre” regering, hvor et borgerligt parti vil få afgørende indflydelse.

SF kan med et klart venstreorienteret program for velfærd og arbejde til alle vinde sympati hos de socialdemokratiske medlemmer og vælgere og derigennem presse den socialdemokratiske ledelse i forbindelse med indgåelsen af regeringsgrundlaget. SF må fastholde retten til at fastholde egne politiske standpunkter på trods af regeringsdeltagelse.

Erfaringen fra Norge
Vi har set utallige eksempler på, at arbejderpartierne er kommet til magten båret frem af håbet om forandring. Et eksempel er Norge, hvor SF’s søsterparti SV i 2005 kom i regering på baggrund af en venstredrejning og mobilisering fra neden. Men vi har også set, at den nye regering i Norge har stoppet de mere radikale tiltag, hvor de kom i strid med magtfulde økonomiske interesser, og det var endda under et økonomisk opsving. Regeringen har også forringet vilkårene for de norske pensionister.

En arbejderregering vil komme under enormt pres, så snart den kommer til magten. Den økonomiske krise har udhulet statens finanser, og ethvert forsøg på at få arbejdsgiverne til at betale for krisen, vil blive mødt med hård modstand. En arbejderregering med SF må være parat til at bryde med dette pres og gennemføre en socialistisk politik til gavn for arbejderne. Hvis ikke det lykkes, vil den enorme fremgang den seneste periode blive sat fuldstændig over styr og partiets fremtid komme i fare.

SF’s eneste styrke imod presset fra kapitalisterne er arbejderklassen og ungdommens mobiliseringer. Det er disse, der har båret partiet fremad indtil nu, og det er den, der kan vælte regeringen og sikre en stærk regering med SF. SF må fremlægge en plan for at mobilisere på arbejdspladser, skoler og så videre imod den borgerlige regering. Kommunalvalget er et oplagt sted at starte denne mobilisering.

For en skærpelse af ideologien
På det nyligt overståede sommertræf sagde mange nye medlemmer, at de har meldt sig ind i SF, fordi de ønsker at være aktive, at være med til at ændre noget. Aktiviteterne, de blev tilbudt, var plakatopsætning og uddeling af flyers, hvilket er gode aktiviteter, men flere påpegede, at det ikke er nok. De ønsker også at være med til at diskutere partiets politik og strategi. Og det er absolut nødvendigt!

Klassekampen er en kamp på flere fronter. Det er både den økonomiske kamp for løn og arbejdsforhold, den politiske kamp for byrådspladser, folketingsmedlemmer og så videre. Men det er også den helt afgørende kamp for idéer. De borgerlige har siden Berlinmurens fald kørt en hård ideologisk offensiv. Selv en række af lederne i arbejderbevægelsen er blevet overbevist af denne offensiv og har godtaget en lang række af de borgerliges præmisser.

En afklaring af ideologisk spørgsmål er afgørende for en afklaring af alle de spørgsmål, der rejser sig i den konkrete kamp. Det er en kamp, der er blevet forsømt, hvis ikke nærmest opgivet, i SF de sidste år.

Marxismen er i programmet – den må bruges
I øjeblikket er økonomien et helt afgørende spørgsmål. I det seneste nummer af medlemsbladet F! er temaet finanskrise. Det er meget relevant. Desværre er der en række problemer og mangler i de artikler, der er i bladet. Her overlades ordet til en økonom fra Copenhagen Buisness School, to selvstændige og en fremtidsforsker, der kalder de danskere, der ikke forbruger så meget som tidligere, for ”landsforrædere” og siger, at det er os, der er medansvarlige for krisen!

Intet sted kommer partiets ledelse med en forklaring på, hvorfor krisen er opstået. Intet sted kommer partiets ledelse med en plan for at komme ud af krisen. Intet sted forklares der, om de alvorlige konsekvenser krisen har for de titusinder af mennesker, der mister deres arbejde, må gå fra hus og hjem og kommer til at opleve nedskæringer.

Marxismen kan forklare, hvordan kriser er en indbygget del af det kapitalistiske samfund, og at den nuværende krise ikke er en finanskrise, men en krise i kapitalismen som system, og at det derfor er nødvendigt at kæmpe for at afskaffe kapitalismen og erstatte det med et socialistisk samfund. Dette og lignende spørgsmål må diskuteres blandt alle SF’s medlemmer.

Opbyg venstrefløjen
Eksklusionerne er et symptom på den indre politiske differentiering, der nu foregår i SF. Partiets opbakning er vokset enormt på baggrund af opsvinget i klassekampen og ledelsen har på denne baggrund ført partiet langt til højre. Allerede nu begynder flere og flere medlemmer at overveje, om partiet er på rette kurs. Før eller siden, nok først efter et massivt valgnederlag eller regeringsdeltagelse, vil partiet komme i krise.

Radikaliseringen i samfundet vil krystallisere sig i en venstrefløj indeni arbejderpartierne når først arbejderklassen for alvor begynder at bevæge sig ind på historiens scene. En del af denne proces vil foregå i og omkring SF. Det er nødvendigt nu at bygge en venstrefløj, der er så stærk som mulig. De kræfter, der har trukket partiet til højre, er velorganiserede og velforberedte. En venstrefløj må være velorganiseret og må bygges på et klart program. Processen bliver kompliceret og ujævn. Alle mulige strømninger vil opstå.

Gavner eksklusionerne partiet? Er formålet andet end at smide bestemte idéer ud? Hvis man ikke må støtte Socialistisk Standpunkt i dag, hvem må man så ikke støtte i morgen?

Det burde ikke være en synd, at man argumenterer for, at partiet må holde fast i sit politiske grundlag, og se til programmet for løsninger på den nuværende krise. Det er ikke et ekstremt synspunkt at argumentere for at ledelsen skal kæmpe for et gennemføre partiets program om et socialistisk samfund – det er et helt logisk synspunkt.

Selv om FU nu har ekskluderet 13 for deres tilknytning til Socialistisk Standpunkt, fastholder denne avis støtten til SF. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at SF bliver styrket så meget som muligt i kommunalvalget, og for at vi snarest muligt får en regering med SF. Vi synes, at ledelsen bør gøre det samme, frem for at smide 13 socialister ud af partiet for deres støtte til en marxistisk avis.

Vi ved, at mange SF’ere er enige, måske ikke i alt, men i hvert fald en del af ovenstående. Det afgørende er, at der må startes en diskussion og program og regeringsgrundlag inden SF kommer i regering blandt alle partiets medlemmer.