Vi bringer her et brev fra et SF-medlem, der for nyligt blev udelukket af partiet. Brevet blev sendt til forretningsudvalget, som for nylig besluttede at udelukke medlemmet. Vi gengiver brevet her for at gøre det tilgængeligt for resten af partiets medlemmer.


Til SF’s forretningsudvalg.


Jeg modtog lørdag d. 29/8 et brev om, at I overvejer at udelukke mig af SF. Det vil jeg hermed gøre indsigelse imod, da jeg ikke kan se nogle gyldige grunde til, at jeg skal udelukkes af SF.


Først vil jeg dog beklage mig over det utroligt sene varsel. Jeg arbejder som sygeplejerske, og har ikke mulighed for med så kort varsel, at ændre vagtplan for at møde op til et forretningsudvalgsmøde. Også tidspunktet finder jeg utroligt tidligt, da det er umuligt for mig at nå til mødet 15.30 pga. arbejde, og jeg vil gætte på, at jeg ikke er den eneste med dette problem. Dette er selvfølgelig et demokratisk problem som jeg regner med at I, om ikke andet, vil være opmærksomme på i fremtiden, da medlemmers mulighed for deltagelse er grundstenen i ethvert demokratisk parti.


Med hensyn til jeres overvejelser om at udelukke mig, vil jeg gerne bede om en nærmere redegørelse for jeres belæg herfor.


Ifølge jeres brev bunder det ikke i konkrete handlinger jeg som person skulle have foretaget. Men i at min ”nære tilknytning til Socialistisk Standpunkt ikke findes forenelig med medlemskab af SF”. Hvilke ideer er det I mener, at jeg eller føromtalte avis skulle have, som findes uforenelige med medlemskab af SF? Socialistisk Standpunkt har både i sin papir- og netudgave opfordret til at stemme på SF. Ligeledes har jeg i samtale med kollegaer, venner og hvor jeg end kommer hen opfordret folk til at stemme på SF og blive aktive i partiet.


Der skal selvfølgelig ikke herske tvivl om, at jeg stiller mig kritisk over for mange af de tiltag folketingsgruppen og forretningsudvalget har taget. Jeg mener at I ofte fejlfortolker den nuværende opbakning til SF med en støtte til et politisk kursskifte, hvor jeg tror at man også skal lægge den borgerlige regerings fejltagelser og Socialdemokratiets manglende evne til at opstille et alternativ, til grund for den flotte opbakning, som SF for nuværende har i meningsmålingerne. Folk tiltrækkes endnu en gang af socialistiske løsninger og søger derfor til SF. Derfor ser jeg det da også som en fejltagelse når f.eks. reformprogrammet ikke nævner socialisme med et ord.


Teis Kjær Amundsen (tv.) under en demonstration i solidaritet med revolutionen i Venezuela
Så vidt jeg ved, er jeg dog ikke det eneste medlem i SF med denne holdning, og jeg håber da heller ikke, at I mener at kritik af folketingsgruppen eller forretningsudvalget er bandlyst i SF?

Tværtimod regner jeg da med, at I som jeg, gerne vil se et parti med en livlig intern debat, et parti hvor intet emne er tabu, men alt kan diskuteres åbent og uden risiko for udelukkelse.


Til slut vil jeg bare bede jer om at holde mig underrettet om det videre forløb. Jeg regner med at I, i tide indkalder mig til det hovedbestyrelsesmøde hvor sagen skal behandles så jeg har mulighed for at tale min sag, samt at tilsende mig de nærmere grunde der måtte danne belæg for en eventuel udelukkelse, således at jeg som part kan få mulighed for nærmere at redegøre for mine indvendinger. Jeg finder mig ikke i stand til udfra det tilsendte oplæg muligt, at komme med indsigelser uden en begrundet anklage imod min person.


Med Venlig Hilsen
Teis Kjær Amundsen

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.