Dette er teksten til en løbeseddel, som Socialistisk Standpunkt netop har udgivet. Den kan også ses i pdf-format.
Den nuværende krise har vist, at der er behov for at lave samfundet om. Oven i de årlige nedskæringer på velfærden, den daglige opskruning af arbejdspresset og de fortsatte krige i Afghanistan og Irak, rammer den værste økonomiske krise siden 1930’erne.

De borgerlige taler om ”naturlig” arbejdsløshed og om, at markedet nok skal klare alt. Samtidig forsøger de med Dansk Folkeparti i spidsen at gøre indvandrere til syndebukke for alverdens problemer. Hvordan kan det være, at bygningsarbejdere bliver fyret, mens skoler forfalder, og der er mangel på billige boliger? Hvordan kan det være, at maskinerne skal stå stille, mens sunde og raske mennesker skal gå arbejdsløse?

Det skyldes, at kapitalismen er et system, hvor der kun bliver produceret, hvis kapitalisterne kan tjene profit på det. Der bliver ikke produceret for at opfylde hele samfundets behov, men for at tilfredsstille enkelte personers grådige profitjagt.

Der er brug for at sikre, at krisen ikke går ud over almindelige mennesker. De mennesker, der har skabt krisen – bankerne og resten af overklassen – må også være dem, der betaler.

Overproduktionskrise
Det absurde i den nuværende krise er, at der faktisk er for meget. Der er for mange varer, som virksomhederne ikke kan få solgt, og derfor fyrer de folk, som der åbenbart også er for mange af. Der er for mange maskiner, og derfor står hver fjerde af dem ifølge Danmarks Statistik stille. Krisen er ikke kommet ud af den blå luft. Den er kommet på grund af det kapitalistiske system. I årevis har de udskudt krisen
gennem aktie- og boligbobler, men under kapitalismen er kriser uundgåelige. Det skyldes, at vi lever i et klassesamfund, hvor det er et forsvindende lille mindretal, der bestemmer, om og hvad der skal produceres. Når de ikke kan tjene penge, går samfundet i stå.

En demokratisk økonomi
Vi hører ofte, at vi lever i et demokrati. Men hvor demokratisk er det, at alle de vigtigste beslutninger om investeringer og ansættelser træffes bag lukkede døre på direktionsgangene? I Folketinget kan man vedtage nogle offentlige investeringer eller ændre lidt på skatterne, men de afgørende beslutninger tages hos Danske Bank, Mærsk, ISS, Carlsberg osv.

I Socialistisk Standpunkt vil vi udvide demokratiet til også at omfatte økonomien. Vi vil erstatte det kapitalistiske anarki med en demokratisk planøkonomi. Konkret foreslår vi, at de 200 største virksomheder nationaliseres og sættes under arbejderkontrol. De beskæftiger 1,2 mio. ansatte, mere end halvdelen af alle privatansatte, og har en omsætning på over 2.100 mia. kroner – mere end det tredobbelte af statens finanslov. På den måde ville kernen af økonomien være under demokratisk kontrol, og en demokratisk planøkonomi kan udvikles herfra.

Socialistisk Standpunkt er en avis, hvorom en række arbejdere og unge i SF, fagbevægelsen og elevbevægelsen samles for at give et socialistisk bud på en vej ud af krisen. Vi mener, at det er nødvendigt, at arbejderpartierne samlet præsenterer et alternativ til den borgerlige regering og det kapitalistiske system. Hvis arbejderpartierne samlet stiller op på et socialistisk program kan de borgerlige væltes, og krisen kan stoppes.

Tre krav, som må tages op nu og her er:
Sæt gang i offentlige investeringer – brems arbejdsløsheden
Én ekstra arbejdsløs er en for meget. Der må igangsættes massive offentlige investeringer, hvor fyrede arbejdere genansættes, så der kan produceres nyttige ting til resten af samfundet.

Lukningstruede virksomheder må nationaliseres

Arbejdere, som kan og vil arbejde, og maskiner der fungerer, skal ikke stå stille. Hvis ejerne ikke vil køre produktionen videre må samfundet stå for at fortsætte den, og der må indføres arbejderkontrol.

Overtag bankerne – stop spekulationen
Staten har skudt millioner og atter millioner i bankerne. Nu må der indføres demokratisk kontrol, og al spekulation må stoppes. Demokratisk kontrol med bankerne vil betyde demokratisk kontrol med kernen i det kapitalistiske system.
Sejr gennem kamp
Kapitalisterne forsøger at udnytte krisen til at gennemtvinge lønnedgang, fyringer, privatiseringer og angreb på velfærden. Men det kan stoppes, hvis de bliver mødt af en samlet arbejderbevægelse. I England har vi set, at arbejderne har vundet kampe gennem fabriksbesættelser og velorganiserede strejker. Kun ved at stå sammen kan vi stå imod arbejdsgivernes angreb. Det kræver, at arbejderpartierne, fagbevægelsen og ungdommens organisationer står sammen og gør det klart, at overklassen selv må betale regningen for, at deres system ikke fungerer.

Vi opfordrer alle til at gå med i SF og SF Ungdom for at kæmpe for en venstredrejning og en samlet arbejderbevægelse, der kan kæmpe imod den borgerlige regering og den kapitalistiske krise. Vi mener, der er brug for en regering med SF og de andre arbejderpartier (Socialdemokratiet og Enhedslisten) på et socialistisk program, der vil lægge krisens byrde på overklassens skuldre og holde arbejderne og ungdommen skadesløs for krisen i kapitalismen.

Socialisme er både muligt og nødvendigt

Det kan kun lade sig gøre, at afskaffe kriser én gang for alle gennem planøkonomi og socialisme. Efter murens fald blev kapitalismen udråbt som det evige, retfærdige system. Men denne proces er vendt 180 grader nu.

Overalt i verden ser vi folkelige protester, der kræver forandring. I Latinamerika har vi set valgene af Morales i Bolivia og Chávez i Venezuela. I Europa har vi set gentagne generalstrejker, især i Sydeuropa. Selv i Iran har vi under det halvfascistiske diktatur set, at håbet om en bedre verden lever, og at folk er klar til at kæmpe.
  • Stop krisen
  • For en demokratisk planøkonomi
  • For en arbejderregering på et socialistisk program

Åbent møde
8. september kl. 18.
Verdenskulturcenteret, Nørre Allé 7, København N.Tilmelding: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller Tlf. 61 65 10 88

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.