Tidligere har vi på denne side skrevet, at Dansk Folkeparti var tavse om de revolutionære begivenheder i Iran. Det holder tilsyneladende ikke stik længere. Den 2. juli – altså 20 dage efter det svindlede valg og efter flere uger med gadekampe, massedemonstrationer og rå undertrykkelse – fandt Dansk Folkepartis omvandrende slipseknude Peter Skaarup det belejligt at kommentere begivenhederne. Det skete på en blog, han har fået stillet til rådighed af dagbladet Politiken.

Internationale klasseinteresser
Hvad sagde han så, den ariske slipseknude? Jo, han starter med en hændervridende beklagelse over de triste tilstande i Iran:

”De iranske demonstranters forsøg på at gøre op med det totalitære Mullah-vælde i Iran, synes desværre ikke, som det ser ud lige nu at føre til gennemgribende reformer i et Iran, hvis befolkning ikke synes at kunne holde til 30 år yderligere med sharialov.”

Dansk Folkeparti er som bekendt et parti, der baserer sig på en uhørt hetz imod flygtninge og indvandrere generelt, og muslimer i særdeleshed. Derfor har det uden tvivl været nogle meget ubehagelige uger for de fine herrer og damer i DF, når de har set, at masserne i en af de største muslimske nationer har rejst sig imod et brutalt diktatur – med samme krav, som masserne kæmper for overalt i verden. For frihed til organisering. For strejkeret. For lønstigninger. For demokratiske rettigheder. For ytringsfrihed. For en social fordeling af landets rigdomme. Det har ikke været gavnligt for Dansk Folkeparti, at den iranske revolution så strålende viser, at arbejderklassens interesser er de samme uanset nationalitet og religion.

DF: lad mullaherne være i fred
Det er derfor, at det først er nu, hvor der igen er en vis ro på gaderne i Teheran, at Dansk Folkeparti igen tør rulle deres racistiske artilleri ud. Peter Skaarup fortsætter med en længere smøre om, hvorfor Danmark absolut ikke skal blande sig i Irans indre anliggender (”Dansk Folkeparti ønsker en verden baseret på frie nationers ret til selv at bestemme, hvordan man i de respektive lande indretter sit demokrati…”) når han endelig frem til sit budskab:

”Konkluderende må man sige, at de demokratiske reformer i Mellemøsten stadig lader vente på sig, men at man må håbe på, at Iran kan blive foregangsland, især efter, at det var der den islamistiske bølge fik medvind først i forbindelse med den tragiske islamistiske revolution i 1979.”

På disse få demagogiske linjer er der så mange halve sandheder, hele løgne, fordrejelser og hykleriske usandheder, at det ville kræve en mindre bog at imødegå dem. Men for nu at citere Koranen, så vil vi udvise ”smuk tålmodighed” (sura 70). Hvis det passer den ariske politiker bedre kan vi jo citere Bibelen og sige, at vi tager profeterne som forbillede, ”når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.” (Jakobsbrevet, kap. 5 v. 10.)

For det første: Dansk Folkeparti støtter fortsat den umenneskelige, nederdrægtige og kriminelle blokade mod Gazas befolkning. Halvanden million mennesker har ingen eller stærkt begrænset adgang til drikkevand, fødevarer, medicin, brændstof og andre basale fornødenheder. Deres forbrydelse er, at de i 2006 stemte på Hamas.

Uanset om man er enig med Hamas eller ej – marxisterne er Hamas’ erklærede modstandere – kan man ikke benægte, at Hamas vandt det formentlig mest demokratiske valg i den arabiske verden. Det ved Peter Skaarup naturligvis godt. Men han går ikke ind for demokrati i mellemøsten. Han går ind for imperialistisk dominans i Mellemøsten. Hvis denne dominans kan gennemføres gennem demokratiske, parlamentariske valg, så er de glade for det. Men imperialisterne – og deres fortalere i Dansk Folkeparti – går absolut ikke af vejen for at erstatte stemmesedler med israelske fosforbomber, hvis det er nødvendigt.

For det andet: Dansk Folkeparti har stået larmende tavse over for massebevægelsen i Iran. Det parti i Folketinget, der er gået forrest i støtten til massebevægelsen, har været SF. Massebevægelsen har vist, at muslimer og andre fra Mellemøsten absolut ikke er en ensartet gruppe. Tværtimod er folk i Iran ligesom i alle andre lande delt i klasser. Rige og fattige. Arbejdere og kapitalister. Dette kan Dansk Folkeparti naturligvis ikke åbent indrømme, for det ville fratage dem deres vigtigste ”eksistensberettigelse”: nemlig at splitte arbejderklassen i Danmark langs nationale linjer. Denne tjeneste har de danske kapitalister god brug for. Derfor bliver Dansk Folkeparti finansieret af de danske kapitalister, blandt andre A.P. Møller.

For det tredje lyver Peter Skaarup om revolutionen i 1979. Revolutionen i 1979 var en revolution baseret på arbejderklassen. Det var oliearbejderne, der gennem deres strejke gav dødsstødet til Shahens diktatoriske og brutale regime. Det var et af verdens mest forfærdelige regimer i alle henseender. Shahen rådede over en af verdens mest hensynsløse sikkerhedstjenester – det berygtede Savak – og statsmaskinen syntes almægtig. Alligevel faldt den sammen som et korthus, da arbejderklassen trådte ind på scenen i organiseret form gennem en generalstrejke.

Imperialisterne var rædselsslagne over, at kommunisterne skulle få magten i Iran. Heldigvis for imperialisterne førte lederne af Irans kommunistiske parti (Tudeh-partiet) en politik, der styrede direkte mod nederlag. I stedet for at stille sig i spidsen for bevægelsen med klare klassekrav, der pegede mod socialisme, underlagde de sig de småborgerlige, religiøse ledere i en iransk udgave af den stalinistiske ”folkefront”. Det var ingen tilfældighed, at de franske imperialister hjalp Ayatollah Khomeini tilbage til Iran for at halshugge revolutionen.

Det islamiske regime i Iran blev konsolideret i begyndelsen af 1980’erne gennem en massiv bølge af repression over for arbejderklassens organisationer. Kommunisterne blev fængslet, torteret og henrettet i tusindvis. En hel generation af klassekæmpere blev fysisk udslettet eller måtte drage i eksil.

For det fjerde: De ”demokratiske reformer”, som Peter Skaarup demagogisk taler om, bliver konsekvent modarbejdet af imperialismens strategiske interesser i Mellemøsten. I det største arabiske land, Egypten, har der hersket undtagelsestilstand siden 1981. Fagligt aktive blive jævnligt sat i fængsel og tortureret. Uafhængige arbejder-organisationer er forbudt.

Alligevel (eller måske snarere derfor) er Egypten og landets diktator Hosni Mubarak den næststørste modtager af amerikansk militær hjælp. Alene sidste år fik det egyptiske diktatur 1,5 milliarder dollars (omkring 4,5 mia. kr.) af USA til at købe nye våben for. Det eneste land, der får en større militær assistance, er Israel (her skal det bemærkes, at Israel får lov til at bruge pengene på avanceret amerikansk teknologi indenfor helikoptere, missiler og kampfly, der kan bruges mod Gaza og Syrien, mens Egypten kun har lov til at købe lavteknologiske våben, der er mere egnet til at undertrykke hjemlig opposition).

De vestlige imperialister er altid de første til at advare imod ”demokratiske reformer” i Libanon. Libanons sekteriske valgsystem gør, at kristne (opdelt efter de forskellige retninger) kun må stemme på kristne af deres retning, sunnimuslimer kun på sunnier, shiaer kun på shiaer, drusere kun på drusere og så videre. Dette valgsystem er en garanti imod, at Libanons fattige shia-befolkning (der ser til, hvad der sker i Iran!) får for stor indflydelse, særligt i forhold til sunni-partierne, der bakkes op af Saudi Arabien (endnu et sted, hvor imperialisterne ikke er interesserede i ”demokratiske reformer”!) og især amerikansk imperialisme.

I et andet muslimsk land, Marokko, sikrer det diktatoriske regime, at arbejderne på fransk- og spanskejede virksomheder bliver banket gule og blå, hvis de kræver anstændige forhold. Der er i det hele taget ikke et eneste muslimsk land, hvor imperialisterne er interesserede i ægte ”demokratiske reformer.” De ved nemlig, at med demokratiske rettigheder følger organisering af arbejderklassen og en bedre basis for kamp for socialisme.

Dansk Folkepartis larmende tavshed om revolutionen i Iran er meget sigende. Revolutionen hiver tæppet væk under dem, afslører deres hykleriske bedrag og efterlader kun den rådne sump af stinkende racisme, som er så gavnlig for de danske kapitalister.