På landsplan fik Socialdemokratiet 21,5 procent af stemmerne. SF fik 15,9. Tilsammen fik de to arbejderpartier altså 37,4 procent. Hvis vi medregner de stemmer, som gik til Folkebevægelsen mod EU og junibevægelsen (som de fleste opfatter som en venstreorienteret EU-modstand og –skepsis) ser vi, at venstrefløjen fik 47 procent af stemmerne. Det er især SF’s store fremgang, der sikrede, at venstrefløjen ikke led et afgørende nederlag ved EU-valget.

Dansk Folkeparti

Mange aktivister på venstrefløjen er chokerede over den store tilslutning, som Dansk Folkeparti fik ved valget. For mange er det uforståeligt, at et åbenlyst racistisk parti kan få 15 procents tilslutning ved et valg. Men det skyldes aldeles ikke, at de danske arbejdere er racister – tværtimod.

Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der har som formål at splitte arbejderklassen langs nationale linjer. Men tilslutningen til Dansk Folkeparti har to vigtige årsager: en økonomisk situation, der tvinger mange til at se sig om efter andre løsninger end de, som de etablerede partier tilbyder, samt fraværet af et klart alternativ fra arbejderklassens traditionelle ledere – især den socialdemokratiske top.

Dansk Folkeparti formåede på demagogisk vis at kæde sociale krav sammen med skepsis over for EU. Det har uden tvivl appelleret til mange, der (korrekt) ser EU som et instrument for udhuling af lønninger, arbejdsforhold og arbejdernes levestandard generelt, samtidig med at de har mistet tiltroen til de nuværende ledere for arbejderpartierne.

Mange af de traditionelle borgerlige partier i Europa og videre ud er i krise. Det er især tilfældet i Japan, USA og europæiske lande som Grækenland, Frankrig og Tyskland. Men samtidig ser vi, at lederne for de traditionelle reformistiske arbejderpartier også er miskrediterede.

Reformismen

Den såkaldte ”tredje vej”, som Tony Blair, Gerhard Schröder og Poul Nyrup var bannerførere for, er i krise. Vi har set, at såkaldte centrum-venstre regeringer i Østrig og Italien kun har varet i halvandet år, før de brød sammen. Vi ser, at på trods af, at de traditionelle borgerlige partier i Europa er i krise, er de reformistiske partier ude af stand til at drage fordel af dette, da de heller ikke har massernes tillid. Et parti som SF er gået stærkt frem. Det er ikke sket på grund af ledelsens EU-venlige linje, men fordi partiet bliver set som et alternativ til det etablerede system.

Selv de steder, hvor reformisterne er i opposition, har deres svar på problemerne ikke overbevist nogen. Arbejderne har ganske enkelt ikke engang fundet det værd at prøve disse ledere af på trods af utilfredsheden med de borgerlige.

Katastrofekurs

Selv de borgerlige medier er overraskede over, at arbejderpartierne ikke er gået mere frem i en tid med økonomisk krise, hvor det er tydeligt, at kapitalismen ikke fungerer. Reformisterne drager den konklusion, at de må bevæge sig yderligere til højre. Men det er en kurs, der kun kan føre til nye katastrofer. Så længe, ledelsen for arbejderbevægelsen accepterer kapitalismens rammer, og dermed accepterer de borgerlige partiers rammer, så vil en del af arbejderne forholde sig indifferent over for politik.

Land og by

Tilbage til EU-valget. I de store byer i Danmark så vi en stærk tilslutning til Socialdemokratiet, SF og Folkebevægelsen mod EU. Særligt SF gik kraftigt frem. Det skyldes især, at SF i manges øjne ikke er forbundet med det etablerede politiske system, men bliver opfattet som et parti, der vil føre en politik, der gavner arbejderklassen på bekostning af overklassen. Spørgsmål som underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, miljøproblemer og den økonomiske krise har især været vigtige.

Ethvert valg er et øjebliksbillede af stemningen i samfundet. Men forudsætningerne kan hurtigt ændre sig igen, da bevidstheden – særligt i en urolig periode som den nuværende – absolut ikke er en statisk størrelse, men en dynamisk. Desuden tæller et valg alle de sociale kræfter i samfundet lige. Den organiserede arbejderklasse i de store byer tæller lige så meget som uorganiserede elementer i små perifere erhverv, småhandlende, selvstændige, hjemmegående og så videre. Men for samfundets drift er det ubetinget arbejderklassen, der er det vigtigste. For samfundets drift, og for klassekampen, er det arbejderklassen i byerne, der er den vigtigste og afgørende faktor.

Selv om Danmark er et land, hvor småbønderne er udryddet som klasse, er der stadig en række traditioner, der gør at folk på landet stemmer borgerligt. Det skyldes ikke den sociale sammensætning, da disse i dag er blevet en del af arbejderklassen. Men disse traditioner vil ændre sig, hvis arbejderklassen i byerne viser en klar vej frem. Igen er spørgsmålet om ledelse det afgørende.

København

På Nørrebro i København blev SF det suverænt største parti med 33,2 procent af stemmerne. Socialdemokratiet fulgte efter med 19,8 procent, og Folkebevægelsen mod EU fik 14,8 procent. De tre store borgerlige partier – Venstre Konservative og Dansk Folkeparti – fik tilsammen sølle 18,9 procent. Lignende tal kan ses i stort set hele København. Kun i Tårnby var der en anseelig opbakning til de borgerlige partier – her fik S, SF og Folkebevægelsen mod EU tilsammen 45,5 procents tilslutning, mens VKO fik 48,1 procent af stemmerne.

Vi så desuden en bemærkelsesværdig sejr til SF på Frederiksberg, som ellers går for at være en konservativ højborg, hvor de Konservative traditionelt er det største parti. Men SF blev det største parti, Socialdemokratiet nummer to, og de Konservative blev henvist til en ydmygende tredjeplads.

Århus

I Århus Nord fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8 procent. VKO fik 32,7. I Århus Vest fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 53,8 procent. VKO fik 40,3 procent. I Århus Syd fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 50,9 procent. VKO fik 40,6 procent. Noget lignende gjorde sig gældende overalt i Århus’ arbejderkvarterer. Alene på stemmestedet Vejlby skole, som dækker et arbejder-domineret område nord for Århus, fik Socialdemokratiet og SF tilsammen 52,4 procent. Dertil fik Folkebevægelsen mod EU 8,6 procent.

Aalborg og Odense

I Aalborg Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51,4 procent af stemmerne. VKO fik 40,1 procent. I resten af Aalborg så man lignende tal, med de forventelige afvigelser i områder, som traditionelt er mindre arbejderklasse-domineret.

I Odense Øst fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 57,8 procent. VKO fik 35,1 procent. Odense Vest havde lignende tal.

I Esbjerg by fik S, SF og Folkebevægelsen tilsammen 51 procent af stemmerne. VKO fik 43,9 procent.

Alle tal viser tydeligt, at der i de store byer er flertal til arbejderpartierne (eventuelt med støtte fra Folkebevægelsen, som tæller en del venstreorienterede EU-modstandere). Der, hvor de borgerlige henter deres styrke, er i landområderne, hvor arbejderklassen er relativt lille, svag og uorganiseret.

Polarisering

Alt i alt viser resultatet af den danske EU-afstemning entydigt, at den borgerlige politik er helt og aldeles miskrediteret, og at arbejderklassen i stigende grad ser til SF som et parti, der kan kæmpe klassens krav igennem. Det er det stik modsatte af en højredrejning. Hvis man ser det sammen med den store fremgang til Dansk Folkeparti, tegner der sig et klart billede af en polarisering til både højre og venstre. Midterpartierne blev fuldstændig udraderet. Polariseringen i det danske samfund vil vise sig i eksplosive udviklinger i den næste periode.