Vi står lige nu i den værste økonomiske krise siden 1930’erne; tusinder fyres om ugen og står overfor truslen om at måtte gå fra hus og hjem. Krisen kommer efter en periode, hvor den borgerlige regering under opsvinget angreb den velfærd og de rettigheder, som arbejderbevægelsen gennem årtier havde tilkæmpet sig.
Situationen er alvorlig. Men der er ingen grund til, at vi som socialister graver os ned eller går i panik – tværtimod.

Krisen afslører kapitalismens fuldstændige absurditet; at mens millioner af mennesker sulter, mangler boliger, hospitaler osv. går et stigende antal millioner mennesker arbejdsløse. Flere og flere kan se, at der er noget helt galt og leder efter svar. Det er de svar, vi som socialister kan give dem. De borgerlige økonomers teorier har vist sig ikke at holde – ingen af dem var i stand til at forudsige krisen, endsige komme med nogen som helst holdbare løsningsforslag.

Som socialister er vi de eneste, der kan komme med en løsning på krisen, hvor det ikke er arbejderklassen og de svageste, der skal betale.

Det er også baggrunden for, at SF og SFU er gået voldsomt frem den seneste periode; flere og flere leder efter et alternativ til den borgerlige regering. Det giver nu SF muligheden for at komme med i regering. Det er denne opbakning, vi må bygge på. Men det rejser også en række spørgsmål og diskussioner; hvad er vejen frem?

Dele af SF’s ledelse har fremlagt forslag som reformprogrammet og en nedtoning af snakken om socialisme, klassekamp og marxisme.

Vi mener ikke, at det er den rigtige vej – tværtimod. Vi mener, at SF’s program må fastholdes og uddybes. Kapitalismen har spillet fallit, socialismen er både nødvendig og mulig i den kommende periode.

Baseret på ovenstående mener vi, at vejen til at styrke SF og SFU er med de marxistiske ideer. Der er brug til at bygge en marxistisk tendens i SF og SFU, til at forsvare de socialistiske ideer i SF. Dette er vores bud på vejen frem, vores indspark i diskussionen om hvordan vi styrker SF og SFU, hvordan vi styrker de socialistiske kræfter i Danmark og resten af verden, og hvordan vi får gennemført SF’s program om et socialistisk samfund. Formålet med dette dokument er at styrke partiet, selvom nogle dele af dokumentet måske kan virke hårde. Politiske diskussioner må være åbne og ærlige.

Der er brug for et stærkt og kampberedt SF og SFU.

I den seneste periode er den globale arbejdsdeling taget til, og den stigende verdenshandel var med til at føre verdensøkonomien fremad. ”Globaliseringen” er ikke noget nyt fænomen, men blev allerede beskrevet af Marx i det kommunistiske manifest for 150 år siden.

Den økonomiske krise, der først viste sig i USA, har spredt sig med lynets hast til alle lande, også Danmark. Danmark er en fuldstændig integreret del af resten af verden.

I verdens rigeste land, USA, står mennesker i kø for at få udleveret mad! Island er det første land, der er gået statsbankerot, og verden over kastes millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og ligeså mange i fattigdom og sult.
Regeringer verden over vedtager redningspakker på beløb, vi end ikke har fantasi til at forestille os, uden at de overhovedet løser krisen. Vi står nu overfor den værste krise siden 1930’erne, og ikke ét land går ram forbi.

Kapitalismen er international, og verden over forsøger kapitalisterne at lægge byrden for krisen på arbejderklassens skuldre. Som socialister er vi internationalister, fordi vi forsvarer arbejderklassens interesser på tværs af landegrænser, fordi vi ved, at kun ved at stå sammen internationalt kan vi modgå kapitalisternes forsøg på at spille os ud mod hinanden gennem pres på lønninger og arbejdsvilkår, racisme og nationalisme.

Da Berlinmuren faldt, påstod borgerskabet og deres ideologer, at nu var ”historien slut”, med andre ord at det var slut med spændinger og krige, og vi kunne nu ”leve lykkeligt til vores dages ende” i fred og harmoni.

Også på venstrefløjen fremkom der ideer om, at epoken med imperialistiske modsætninger og dermed krige var slut med bl.a. Hardt og Negri’s bog om Imperiet.
Siden har det vist sig desværre ikke at være andet end en smuk drøm - bare se på Irak, Afghanistan, Gaza osv. Vi kan slå fast, at vi ikke lever i en periode med fred og harmoni. Vi lever tværtimod i en periode karakteriseret ved enorm turbulens på alle niveauer.

Er internationale institutioner løsningen?
I reformprogrammet fra SF’s ledelse lægges der vægt på FN, opbyggelsen af internationale institutioner o.l. Men er det en realistisk løsning? Da krigen i Irak brød ud, var FN ikke i stand til at stoppe krigen, FN’s utallige resolutioner mod Israel har absolut ingen effekt, og det er gennem FN’s blokader mod Irak, at op mod en halv million irakiske børn er døde af sult.

Det, vi må spørge os selv om, er: hvor stammer problemerne fra?
Krige og konflikter skyldes ikke ”onde hensigter”, men skyldes i bund og grund modstridende interesser, som Lenin forklarede i sit mesterværk om Imperialismen. Kapitalismen er bygget på profit – hver kapitalist producerer mere, end hvad hans egne arbejdere kan købe tilbage, derfor har enhver kapitalist brug for at eksportere kapital og varer. Kapitalisterne i de forskellige lande er altså i kamp om de samme markeder.

Nu hvor krisen kradser, begynder vi at se, de stigende spændinger mellem kapitalisterne i de forskellige lande bryde ud i lys lue med protektionisme, støtteordninger, importtold osv. Så længe kapitalismen eksisterer, kan spændingerne ikke forsvinde, og jo stærkere modsætninger jo mere handlingslammede bliver de internationale institutioner. I institutioner såsom FN, IMF, WTO, NATO og EU er det de stærkeste lande, der trumfer deres politik igennem eller også kan de ikke nå til enighed, som f.eks. i WTO. Man må spørge; hvilke interesser varetages? Landene skifter ikke interesser, fordi de pludselig er sat sammen i internationale institutioner; de forskellige lande har stadig deres kapitalisters interesser at varetage.

En appel til de internationale institutioner er altså ingen løsning, så længe disse institutioner eksisterer på et kapitalistisk grundlag.
At tro, at man kan forsone de modstridende interesser i EU og gøre det til et socialt og grønt projekt, er som at tro, at man kan få en ulv til at vogte gæs. SF må kæmpe for Europas forenede socialistiske stater, som første skridt på vejen til verdens forenede socialistiske stater.

Socialisme på dagsordenen
Sovjetunionens kollaps og kapitalismens genindførsel i de tidligere sovjetlande gav kapitalisterne og deres ideologer et kæmpe boost. Thatcher, Reagan og herhjemme Schlüter førte an i angreb på arbejderklassen verden over. Ideer om privatiseringer, liberaliseringer og markedet frem for alt blev fremherskende, selv ind i arbejderpartierne verden over. De socialistiske kræfter var under hårdt pres og de marxistiske ideer fuldstændig isolerede. Men nu er ”den nye verdensorden” i fuldstændig uorden. I flere og flere lande ser vi masserne begynde at tage deres skæbne i egne hænder. En revolutionær bølge fejer over Latinamerika med Venezuela længst fremme, hvor masserne gang på gang har forsvaret revolutionens fremskridt mod kontrarevolutionen, selvom det endelige skridt til et socialistisk samfund stadig mangler.

Revolutionen i Latinamerika fungerer som inspiration for arbejderne i hele verden, og har igen sat socialismen på dagsordenen, og i alle lande ser vi en stigende klassekamp.

I så forskellige lande som USA, Ukraine, Venezuela, Irland og Indonesien er der blevet besat fabrikker indenfor de seneste måneder. Vi har set et stigende antal strejker og demonstrationer i det ene land efter det andet, ikke mindst også i de europæiske lande.

Valget af Obama viser et spirende håb om forandring også i USA. Men inden for meget kort tid vil realiteterne gå op for arbejderne og ungdommen i USA og resten af verden; Obama kan og vil ikke skabe de forandringer, de ønsker, han repræsenterer en fløj af de amerikanske kapitalister, ikke de amerikanske arbejdere.

Den ideologiske offensiv mod marxismen og alle andre progressive ideer efter sovjets kollaps førte til, at en hel generation af aktivister blev demoraliserede og til en midlertidig nedgang i klassekampen. Nu ser vi dette ændre sig.
Globaliseringen har betydet, at arbejderklassen på verdensplan nu udgør et flertal og er større end nogensinde før. I den kommende periode vil vi se en endnu mere eksplosiv udvikling af klassekampen i det ene land efter det andet.
Dansk økonomi er i den mest alvorlige krise siden 1930’erne. De processer, vi ser i USA, er også til stede i Danmark. Fabrikker lukker på stribe, og arbejdsløsheden eksploderer.

Og krisen er langt fra slut. Det betyder ikke bare en enorm arbejdsløshed men også en fortsættelse og intensivering af den nedskæringspolitik og de angreb, vi har set de sidste år.

Det er korrekt, at krisen startede indenfor finanssektoren, men det er bare overfladen, den nuværende krise er en krise i den virkelige økonomi og skyldes selve det kapitalistiske system.

De borgerlige forsøgte, at overbevise os om den krisefri kapitalisme, men som vi nu kan se, findes den ikke. Kriser er indbygget i kapitalismen, og de kommer med jævne mellemrum. Den grundlæggende modsætning under kapitalismen er, at produktionen har en samfundsmæssig karakter, men at den er uplanlagt og underlagt private kapitalisters profitjagt.

Det, vi ser nu, er en klassisk overproduktionskrise, som Marx og Engels forklarede det.

“Hvad, vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.” (Det Kommunistiske Manifest)

Marx forklarede, at kapitalisterne kan forsøge at udskyde krisen enten ved at eksportere den ”overskydende” produktion eller gennem kredit, dvs. lån. Det er det, vi har set i den seneste periode, hvor stigende huspriser og usikre lånemuligheder har skabt enorme spekulative bobler og udvidet folks mulighed for at købe varer langt ud over deres reelle indtægt. Men gæld skal som bekendt betales tilbage – med renter! Finansspekulationen og kredit har forværret krisen, men er ikke årsagen. Det er ikke grådige børsspekulanter eller uansvarlige bankdirektører, der er skyld i krisen; kapitalister skal være grådige, ellers går de under i konkurrencen, det er systemets logik.

Vi kan ikke regulere os ud af krisen, hverken med loft på bankdirektørernes lønninger, kontrol med bankerne eller finans- og vækstpakker, selv om det kan være nok så progressive tiltag. Man kan ikke gennem regulering fjerne modsætningerne i kapitalismen og sikre en udvikling af produktionen uden kriser og til flertallets bedste. I 1970’erne så vi politikerne forsøge sig med keynsianistisk politik, hvilket endte i en skyhøj inflation og kæmpe statsgæld.

Der findes dog ikke nogen endelig krise, hvor kapitalismen kollapser, og det socialistiske samfund opstår af asken som en fugl Føniks.

Der er to ”løsninger” på krisen. Den ene løsning er kapitalisternes løsning; at den ”overskydende” produktionsmidler, varer osv. destrueres, med dertil følgende tab af jobs, indkomster, hjem og velfærd. Krisen i 1930’erne blev først ”løst” af Anden Verdenskrigs masseødelæggelse. En verdenskrig er ikke på dagsordenen bl.a. pga. atomvåbnenes udvikling, men en lignende ødelæggelse af produktionsmidlerne er nødvendig.

Den anden løsning er, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne. Gennem en demokratisk planlægning af produktionen kan man både undgå kriser og producere det, der er behov for, og ikke det der er profit i. Og hvad kan vi se frem til, hvis ikke der indføres en planøkonomi? Perioden efter anden verdenskrig må siges at være en historisk undtagelse i kapitalismen.

Siden starten af 1970’erne har kapitalismen ikke været i stand til at sikre nævneværdige fremskridt for det store flertal; i stedet for en opbygning af velfærden, ser vi i stigende omfang nedskæringer, privatiseringer og længere arbejdstid.

For det store flertal af arbejdere og deres familier har de seneste års opsving ikke føltes som et opsving. Opsvinget er sket på bekostning af arbejderklassen, med øget arbejdstid, tempo og stress. Ifølge en undersøgelse fra LO er arbejdstiden pr. beskæftiget i Danmark steget med 100 timer om året fra 1995 til 2007 - det er to arbejdsuger og tre dage. Der er blevet skåret ned på børnehaver, skoler, hospitaler, hjemmepleje osv. Rettigheder såsom dagpenge, pension osv. er blevet angrebet. Samtidig er uligheden steget.

Svækket borgerlig regering
Den borgerlige regering har i hele sin regeringstid angrebet arbejderklassen og ungdommen. Den har tilgodeset bankdirektørerne og erhvervslivet og sendt Danmark i krig både i Afghanistan og Irak.

De mest bevidste arbejdere og unge ser lige nu den borgerlige regering som den største forhindring for bedre forhold.

For flere og flere bliver det tydeligt, at regeringen er ude af trit med virkeligheden.
De danske kapitalister, med organisationer som DA, DI og CEPOS i spidsen forlanger hårde angreb på arbejderklassen, men de borgerlige har ikke været i stand til at gennemføre disse angreb, som de gerne ville. Dagpengeforringelserne måtte de trække af bordet og skattereformen blev slet ikke så omfattende, som de havde lagt op til, selvom den er slem nok, som den er. Resultatet er, at heller ikke kapitalisterne er tilfredse.

Hver gang regeringen har villet angribe arbejderklassen, har den appelleret til arbejderpartierne om at gå med. De borgerlige er bange for at stå alene i angrebene, da de ved, at så taber de ved næste folketingsvalg. Med dagpengereformen og senest skattereformen blev det tydeligt, at sætter fagforeningerne og arbejderpartierne foden ned, så kan regeringen ikke angribe ligeså hårdt, som de ønsker. Dansk Folkeparti, der fremstiller sig selv som et arbejderparti, får hver gang en lille luns af regeringen, for ikke at fremstå som det de reelt er – et bundborgerligt højreorienteret parti.

Store protester
I de sidste år har vi set et stigende antal kampe, der rettede sig imod regeringens politik både fra gymnasieungdommen og andre unge, de store velfærdsprotester med 3 demonstrationer med mere end 100.000 deltagere samt en lang række både lovlige og såkaldt ”ulovlige” strejker fra især offentligt ansatte.

At SF er gået frem, mens Socialdemokraterne nærmest er stagneret, må tilskrives det faktum, at SF klarest har fremsat kravene fra arbejdspladserne og skolerne, og klarest har fremstået som et alternativ, samtidig med at arbejdernes tillid til Socialdemokraterne led et alvorligt knæk under Nyrup-regeringen i 1990’erne.

Det er derfor også en forfejlet taktik, når ledelsen af SF nu vil være ”ansvarlig” og stemme for bankpakker og finanslov. Det er den taktik, der har ført Socialdemokraterne til historisk dårlige valgresultater. Arbejderklassen og ungdommen ønsker ikke en borgerlig politik, gør de det, så stemmer de på den ægte vare, de borgerlige.

Vejen til at vælte de borgerlige er at fremsætte en klar kritik af deres arbejdsgiverpolitik og fremsætte et klart program for en anden regering med en anden politik og mobilisere arbejderne og ungdommen om dette program.
Allerede nu er der en stemning af valgkamp, og der er en stor mulighed for, at vi får en ny regering indenfor alt for længe.

Det, der er brug for, er ikke bare en regering bestående af nogen andre partier, det, der er brug for, er en regering med en anden politik. SF og SFU er gået voldsomt frem i den seneste periode, og der er ingen tvivl om, at den kommende periode vil byde på muligheder for yderligere fremgang. Men den kommende periode byder også på store udfordringer og farer for partiet.
Alle socialister må diskutere, hvordan SF fastholder sin fremgang og ikke mindst bruger den til at gennemføre sin politik til gavn for det store flertal.

Ledelsen i SF har fremlagt en række bud på hvordan fremgangen fastholdes og udbygges, og ikke mindst hvad SF’s politik skal være i den kommende periode.
Det har de gjort i vækstpakken og reformprogrammet samt i de fælles udspil med Socialdemokraterne om bl.a. skattepolitikken og udlændingepolitikken.
Desværre peger alle disse forslag i retning væk fra principprogrammets mål om et socialistisk samfund til fordel for tiltag, der skal forsøge at sikre og stabilisere kapitalismen.

Dele af ledelsen i SF har udtalt, at begreber som kapitalisme, socialisme, revolution og klasser er forældede, og derfor skal afskaffes.

Socialismen er ifølge disse dele af ledelsen noget, der ligger langt ude i fremtiden, og nu er det nødvendigt med resultater på kort og mellemlang sigt.
Med denne retorik er ledelsen med til at give føde til de reformistiske illusioner, og erstatte kampen for et socialistisk samfund med kampen for et ”fair” kapitalistisk samfund, dvs. en utopi.

Om økonomisk ansvarlighed
Det centrale i den økonomiske politik, som ledelsen i SF har fremlagt i blandt andet reformprogrammet, vækstpakken og skatteudspillet er, at sætte gang i offentlige investeringer, at skabe en ”grøn vækst”, øget beskatning af erhvervslivet, regulering og højere grønne afgifter. I den nuværende krisesituation er det helt afgørende at fremlægge vækstpakker og forslag om øgede offentlige investeringer. Offentlige investeringer kan sætte gang i renovering af skoler, hospitaler osv., som der er hårdt brug for, og dermed også være med til at øge beskæftigelsen, men vækstpakker og offentlige investeringer løser ikke på nogen måde krisen. Offentlige investeringer og vækstpakker sikrer ikke, at kapitalisterne ikke længere lukker fabrikker, eller stopper massefyringerne?

Og det rejser også et andet spørgsmål: hvor skal pengene til de offentlige investeringer komme fra? Enten skal staten gældsætte sig, hvilket betyder, at skatteydere, det vil især sige arbejderklassen, skal betale tilbage de næste mange år, som vi har set det med gælden fra 1970’erne. En anden mulighed er grønne afgifter, som er en utrolig usolidarisk skatteform, da arbejderfamilierne betaler uforholdsmæssigt meget mere end en Strandvejsfamilie.

Ellers skal kapitalisterne betale. Det er helt rigtigt at lade arbejdsgiverne betale for krisen. Men hele grundlaget for kapitalismen er, at kapitalisterne kan skabe profit, det er drivkraften bag al økonomisk aktivitet. En regering, der ønsker at en stor del af statens indtægter skal komme fra kapitalisterne, vil straks blive konfronteret med hård modstand fra kapitalisterne. Kapitalisterne vil aldrig tillade, at der for alvor røres ved deres profitter. De vil svare igen med massiv sabotage af økonomien, produktionsstop, trussel om udflytning af arbejdspladser og al slags snyd. Og hvad vil SF’s ledelse gøre mod disse tiltag for at forsvare kapitalisternes profitabilitet, eller som det så smukt formuleres ”konkurrenceevne”? Ledelsen er tavs på dette punkt. Det er ikke et ligegyldigt spørgsmål!

Lederne af partiet ønsker at sætte sig ud over den logik, der er indbygget i kapitalismen. Men de kapitalistiske love ændrer sig ikke, så længe kapitalismen eksisterer, uanset SF-ledelsens ønsker.

Vi er enige, når SF’s ledelse siger, at erhvervslivet må betale for krisen. Men man kan ikke både fastholde en økonomisk politik, der er ”ansvarlig” overfor arbejdsgiverne og samtidig angribe kapitalisternes profitter i massivt omfang. Det betyder, at ledelsen må være parat til at drage de nødvendige konklusioner; vil kapitalisterne ikke betale for krisen, må de fratages deres ejerskab over produktionen. Med andre ord er der brug for et socialistisk program, lige netop det, der står beskrevet i principprogrammet.

Lederne af SF taler om at være ansvarlige, men hvad, der er uansvarligt, er, at foreslå angreb på erhvervslivet og medarbejderstyre af produktionen og samtidig lade den private ejendomsret til produktionsmidlerne uantastet.
Det er uansvarligt at tro, at der er råd til øget velfærd samtidig med, at der er den største økonomiske krise i kapitalismen siden 1930’erne. Ligesom det er uansvarligt at tro, at kapitalismen som samfundssystem er i stand til at sikre fremskridt for det store flertal af verdens befolkning.

Begrundelsen fra dele af partiets ledelse for at stoppe argumentationen for socialisme og at udelukke enhver foranstaltning imod den kapitalistiske ejendomsret, er, at SF må have et program, der kan fungere indtil socialismen, som lægger langt ude i fremtiden. Men det argument er vildledende. Vi skal ikke bare afvente socialismens komme en gang langt ude i fremtiden. Det er klart, at vi skal kæmpe for ethvert fremskridt og enhver mulig reform.

Men på samme tid må SF argumentere for socialisme. SF må forklare arbejderne og ungdommen det presserende behov for at afskaffe kapitalismen, hvis de fremskridt, som der er tilkæmpet, skal fastholdes. Socialisme bliver en reel og umiddelbar mulighed, når flertallet af arbejdere engagerer sig i kampen mod det kapitalistiske system. Det er en afgørende del af SF’s berettigelse at udføre det indledende arbejde med argumentation og politisk uddannelse.

Problemet er, at dele af ledelsen har opgivet enhver tanke om at gøre op med kapitalismen, at ekspropriere kapitalisterne, eller i hvert fald skubbet spørgsmålet ud i en fjern tåget fremtid.

Argumentet for at fjerne al snak om socialisme, klasse og kapitalisme er, at det er forældede begreber, der ikke ”længere passer til virkeligheden”.
Men intet kunne være længere fra sandheden.

Arbejderklassen, dvs. alle dem, der må sælge deres arbejdskraft for en løn, har aldrig været større. Arbejderne i Danmark udgør det store flertal. Tager man arbejderne og deres familier, udgør de omkring 90% af den danske befolkning. Kapitalisterne, dvs. dem ejer virksomhederne, tjener hver dag enorme profitter på arbejderklassens arbejde.

Klassekampen eksisterer i bedste velgående trods de borgerliges forsøg på at erklære den død de seneste mange år, hvor de borgerlige i virkeligheden har ført ensidig klassekamp mod arbejderklassen.

Bryd med de borgerlige, bryd med de radikale
Første forudsætning for at føre en politik til gavn for det store flertal er at bryde enhver alliance med de borgerlige.

Ledelsen i SF pointerer gang på gang, at de ønsker et samarbejde med De Radikale også i en fremtidig regering.

Umiddelbart kan de Radikale fremstå som et ”humant” og ”venstreorienteret” parti, men grundlaget for al politik er den økonomiske politik, og her er det helt tydeligt, at de Radikale varetager kapitalisternes interesser, ikke arbejderklassens.
Deres kritik af regeringens skattereform har været, at den ikke var vidtgående nok, dvs. de radikale kritiserede skattereformen fra højre!
Derudover må man ikke glemme, at trods snak om øget integration osv. stemte de for eksempel for afskaffelse af skolepraktikordningen på de tekniske skoler.

De Radikale er i bund og grund et borgerligt parti. De har været brugt som undskyldning af først og fremmest højrefløjen indenfor Socialdemokraternes ledelse, til at føre en politik med nedskæringer, privatiseringer o.l. Hensynet til de Radikale har været brugt mod venstrefløjen i Socialdemokratiet og resten af arbejderbevægelsen som argument for, hvorfor man ikke ”kunne gå for langt”. De Radikale har altid været hårde modstandere af samarbejde med SF og især at deltage i samme regering. Alligevel er dele af ledelsen i SF også begyndt at snakke om ”hensynet” til de radikale.

Når krisen og klassekampen skærpes, sker der en stigende polarisering i to lejre med modstående interesser. Alle partier tvinges til at vælge side i klassekampen. De Radikale vil altid vælge arbejdsgivernes side. Pladsen for midterpartierne indskrænkes, og de Radikale er gået voldsomt tilbage, og har været helt nede omkring spærregrænsen i flere meningsmålinger. Der er absolut ingen grund til, at Socialdemokraterne og SF med over 20 procent opbakning hver skulle tage hensyn til de Radikale – tværtimod.

Fremsætter arbejderpartierne et klart program for en ny regering, så forsvinder de Radikales betydning for en fremtidig arbejderregering fuldstændig. Med et klart program vil arbejderpartierne i sig selv nemt kunne opnå flertal, som den seneste udvikling viser.

SF’s fremgang og de Radikales tilbagegang viser, at der absolut ikke er nogen grund til at give nogen indrømmelser til de Radikale og deres borgerlige politik. Skal en arbejderregering med SF gennemføre en politik til gavn for arbejderklassen kan det ikke ske uden et brud med alle de borgerlige partier, også de Radikale. Det gælder både i europaparlamentsvalg, regeringssamarbejde, lokalvalg osv.

Det er SF’s opgave at opstille klasseskellene så klart som muligt, ikke at mudre dem til.

Alliance mellem arbejderpartierne
Den eneste vej til at vælte de borgerlige er gennem en alliance mellem arbejderpartierne. De seneste måneder har vi set en massiv fremgang til arbejderpartierne, især SF, som er vokset med de fælles udspil mellem SF og Socialdemokraterne.

Der er brug for et fælles program fra arbejderpartierne imod de borgerlige. Et program, der forsvarer arbejderklassens interesser, dvs. et socialistisk program.

Borgerskabet har før brugt den mulighed, at få en regering bestående af arbejderpartierne og et borgerligt parti til magten i en centrum-venstre regering, når krisen kradser, og en borgerlig regering er svækket. Deres mål er, at arbejderpartierne kommer til magten i en krisesituation, og gennem en krisepolitik vil miskreditere sig selv, og dermed bane vej for en endnu mere højreorienteret regering end den nuværende borgerlige regering. Et godt eksempel på dette er Italien, hvor den kortvarige Prodi-regering formåede at miskreditere samtlige arbejderpartier, der deltog, og banede vejen for en ny Berlusconi regering trods en stigende klassekamp.

Nyrup-regeringen i 1990’erne førte en politik med privatiseringer og nedskæringer, som i en lang periode i arbejdernes øjne miskrediterede ikke blot socialdemokraterne men alle arbejderpartierne, der udgjorde regeringens parlamentariske grundlag.

Dele af den socialdemokratiske ledelse har absolut ingen intention om at bryde med borgerskabet og klynger sig til samarbejdet med de Radikale. Derfor er første opgave at rejse kravet om et brud med de Radikale, der prøver at trække Socialdemokratiet og en fremtidig arbejderregering til højre.

Præsentationen af et fælles regeringsprogram med Socialdemokraterne bør på ingen måde forhindre SF i at fremføre sin egen politik og skille sig ud fra Socialdemokraterne. SF må fremføre sit bud et socialistisk program for en fremtidig arbejderregering.

Men det er umuligt, så længe ledelsen i SF fører en ”pragmatisk” politik, dvs. er villige til at gå på kompromis på afgørende spørgsmål for at få regeringstaburetter.

Hvis SF skal indgå i en regering med Socialdemokratiet må det ske for at rette op på de borgerliges nedskæringer og sørge for, at arbejderklassen bliver holdt skadesløs af krisen – også hvis det betyder, at staten må overtage bankerne og de store virksomheder og underlægge dem demokratisk planlægning.

Hvis en regering mellem SF og Socialdemokratiet ikke formår at tilbagerulle nedskæringerne og lade arbejdsgiverne betale for krisen, vil det miskreditere begge partier, og det kan bane vejen for, at de borgerlige igen kan vende tilbage. Dette må ikke ske. Derfor er der brug for, at et regeringssamarbejde sker på et klart program om ansvarlighed over for arbejderklassen og et opgør med kapitalisternes magt over økonomien.

SF må forklare, at partiet er fuldstændig parat til at indgå i en regering med Socialdemokraterne, hvis denne regering tager afgørende skridt til at bryde med kapitalisternes magt og seriøst forbedre arbejderklassen og ungdommen levevilkår og opbygge velfærden.

Denne tilgang vil blive forstået og støttet af en meget vigtig del af arbejderne og ungdom, og det ville sætte højrefløjen for Socialdemokraterne i en meget vanskelig situation. Hvis den socialdemokratiske ledelse nægter SF deltagelse i regeringen på grundlag af et sådant program, dvs. foretrækker at regere i kapitalisternes interesse, vil det føre til en styrkelse af SF og venstrefløjen i Socialdemokratiet, samt miskreditere højrefløjen i Socialdemokratiet, hvor 87% af vælgerne ønsker en regeringsdeltagelse med SF frem for det Radikale Venstre. Hertil kommer, at ansvaret for SF’s manglende deltagelse i regeringen vil blive lagt på skuldrene af højrefløjen i den socialdemokratiske ledelse, der afviser de progressive tiltag, som SF foreslår.

En arbejderregering på et socialistisk program
Der er brug for en ny regering med en ny politik. Der er brug for en regering bestående af arbejderpartierne på et socialistisk program.
Danmark står overfor den værste økonomiske krise siden anden verdenskrig. De borgerlige beskytter deres bagland, dvs. erhvervslivet og bankdirektørerne. Arbejderpartierne må beskytte det store flertal, dvs. arbejderklassen.
Der er lige nu en række alvorlige problemer, der kræver en løsning. Vi kan ikke her ridse alle de krav op, som vi mener, må tages op af en arbejderregering, men som vi ser det, er der tre hovedspørgsmål, der primært vil trænge sig på, og som en kommende regering med S og SF i særdeleshed vil blive konfronteret med:

1) Bankkrak
2) Ubetalelige boliger
3) Kraftigt stigende arbejdsløshed

Bankkrak
13 banker forsvandt i 2008. Den borgerlige regering har stillet en garanti på ca. 3.000 milliarder, ved at love at sikre alle banker og at ingen (læs: finanskapitalister) vil miste deres investering, hvis en hvilken som helst dansk bank går konkurs.

Nu planlægges der at smide ca. 100 milliarder direkte fra arbejderklassens skattepenge ind i de danske banker, der de sidste mange år har hentet rekordoverskud på arbejderklassens bekostning.

Alt dette sker med begrundelsen om, at det skal sikre, at der igen bliver lånt ud til almindelige mennesker og små erhvervsdrivende, og til lave renter. På den måde er det, siger regeringen, i virkeligheden slet ikke for bankernes skyld, at de stopfodres med milliarder af skattekroner, der kunne være gået til velfærd, men for befolkningens egen skyld. Men der er blevet pumpet hundredvis af milliarder dollars ind i de amerikanske banker, og alligevel kommer disse penge aldrig længere end til finanskapitalisterne. Almindelige mennesker ryger stadig på tvangsauktion og konkurserne blandt de små erhvervsdrivende fortsætter. Det samme sker i Danmark.

Hvorfor er det, at alle pengene skal gå igennem de private banker, der om nogen har vist, at de er direkte inkompetente? Det er at smide en masse penge efter de folk, der har lagt økonomien i ruiner gennem spekulationer, uansvarlige lånepolitikker osv. Den eneste fornuftige løsning på bankkrisen er, at staten overtager bankvæsnet. Reformprogrammets forslag om en samfundsbank peger i den rigtige retning, men er ikke nok. Der er ingen brug for eller grund til privat bankvæsen, hvor bankerne kun varetager egne aktionærers interesser. Så længe bankerne er på private hænder, vil de ikke tage samfundshensyn. Én statslig bank vil på en og samme tid kunne garantere alle almindelige kunders indskud og samtidig sikre et rimeligt niveau for låneomkostninger for arbejderklassen.

Lige nu nationaliserer borgerlige regeringer verden over, men når de gør det, er det for at lade staten, dvs. skatteyderne, dvs. arbejderklassen, betale tabene, mens finanskapitalisterne reddes.
En arbejderregering må fremsætte et program for nationalisering af bankerne, med det formål at gavne arbejderklassen.

Ubetalelige boliger
På trods af, at vi i 2008 så det største boligprisfald, der nogensinde er registreret, giver det ikke almindelige arbejderfamilier bedre mulighed for at finde et sted at bo. Låneudgifterne er steget i samme takt, som priserne er faldet, banker og kreditinstitutioner har strammet lånebetingelserne, og nye købere kan se frem til at stå med mere gæld end deres bolig er værd. Derfor er lejeboliger, der er til at betale, heller ikke til at opdrive.
Samtidig står tusindvis af usælgelige kvadratmeter tomme i bolig- og erhvervsejendomme. Særligt luksusbyggeri ligger øde hen.

Det giver ikke logisk mening, at tusindvis af boliger skal stå tomme, samtidig med at unge studerende og arbejderfamilier ikke kan finde boliger, der er til at betale. Staten må overtage de tomme spekulationsejendomme så de kan omdannes til offentlige almennyttige boliger til en billig penge i stedet for at stå tomme.

Stigende arbejdsløshed
Arbejdsløsheden accelerer, og vi kan se frem til en to-cifret arbejdsløshedsprocent i den næste periode.

Arbejdsgiverne annoncerer massive fyringsrunder med den begrundelse, at de ikke kan tjene penge, men kan de ikke tjene penge, eller kan de ikke tjene penge nok? Mange steder skovler virksomhederne stadig penge ind, selvom de fyrer. Første skridt må være et krav om, at enhver virksomhed, der varsler fyringer, må åbne bøgerne så alle kan se, om det er rigtigt, at der ikke er nogen penge til at betale arbejderne, og om det virkelig kan være rigtigt, at staten skal betale for at arbejdere går ledige, når de kunne udføre et nyttigt arbejde.

Men i en krise er der store fabrikker og virksomheder, der lukker. Hvad er svaret? Hvordan kan vi bekæmpe arbejdsløsheden? Første skridt må være, at staten nationaliserer de lukningstruede virksomheder og fabrikker, og under arbejdernes egen kontrol lader dem producere til samfundets bedste.
Men den eneste virkelige løsning på kommende massearbejdsløshed er, at staten eksproprierer de 200 største virksomheder og fabrikker, startende med de lukningstruede og de, der planlægger massefyringer. Samfundet har brug for produkterne, men produktion lukkes ned, udelukkende fordi kapitalisterne ikke kan tjene penge på det. Kun gennem en demokratisk planlagt økonomi kan kapitalismens anarki, profitjagt og spild af menneskelige ressourcer undgås.

En arbejderregering må udbygge velfærden i stedet for at skære ned, det kan kun lade sig gøre, hvis den er parat til at bryde med kapitalisternes magt over økonomien, dvs. med den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

SF og klassekampen
SF’s fremgang kan først og fremmest tilskrives den stigende radikalisering blandt arbejderklassen og ungdommen og stigningen i klassekampen i de seneste år.
Det er lige præcis på denne kamp, at SF og en fremtidig arbejderregering må bygge.

Under kampene de seneste år har der deltaget mange SF’ere og SFU’ere, og i mange af kampene har det været SF’ere, der har stået i spidsen, men det har været uorganiseret og uden en klar plan. Mange gange har der manglet et politisk svar på de spørgsmål, der automatisk rejser sig undervejs, fordi de ledende SF’ere og SFU’ere har adskilt ”bevægelsesarbejdet”, og det at være SF’ere. Men det kan ikke adskilles.

Nogen kunne argumentere for, at flertallet ikke nu går ind for en socialistisk revolution, og det har de nok ret i. Men det er vigtigt at huske, at bevidstheden ændrer sig lynhurtigt under en kamp. Under en strejke rejser der sig spørgsmål som; Hvorfor kan vi ikke få højere løn? Hvorfor skal fabrikken lukkes? Og hvem bestemmer egentlig på vores fabrik og i vores samfund?

Det er i sådanne situationer, at det er helt afgørende, at der er organiserede socialister til stede, til at give et svar.

I kampene må det være SF’s opgave at fremsætte et klart socialistisk program, forklare hvordan SF mener, at de kæmpendes krav kan opfyldes, og hvordan kampen kan vindes. Denne plan må inddrage alle medlemmer og sympatisører af SF, ikke kun dem der sidder i toppen af bevægelserne. Det er ude på arbejdspladserne, skolerne og universiteterne, at SF skal synke rødder, opbygge baser og sikre sit grundlag.

I de seneste år har arbejderbevægelsens ledere, herunder desværre også ledende folk i SF og SFU holdt bevægelserne under ”kontrol”.

Dele af arbejderbevægelsens ledelse har brugt bevægelserne til at skyde sig selv frem, og de regner med, at når først de er kommet i regering, så kan arbejderklassen og ungdommen holdes i ro, og kravene afdæmpes. Men dem, der tror, at en arbejderregering automatisk vil få en periode med ro og harmoni, vil få sig en overraskelse.

Så længe kapitalismen eksisterer, vil arbejderklassen blive tvunget i kamp, og vælger en arbejderregering, at angribe arbejderklassen vil den uden tvivl blive mødt med massiv modstand. En ny regering får nok noget tid til at vise, hvad den er værd, men hvis den bruger denne tid til at angribe arbejdernes forhold, vil det fungere som en trykkoger, der på et tidspunkt vil eksplodere. Arbejderne vil blive tvunget i kamp, og vil ledelsen af arbejderbevægelsen ikke stille sig i spidsen og føre kampene fremad, vil den fuldstændig miste kontrollen, og en alternativ ledelse vil opstå.

Det er fra klassekampen, at SF må få sin styrke til at gennemføre sin socialistiske politik. De borgerlige partier får penge og støtte fra kapitalisterne og deres organisationer. Arbejderbevægelsen kan ikke regne med støtte fra andre end arbejderklassen selv og deres organisationer, dvs. fagforeningerne.
En arbejderregering vil møde massiv modstand fra borgerskabet, hvis den tager skridt imod deres interesser. Den eneste måde at bryde denne modstand er ved at mobilisere arbejderklassen, dvs. det store flertal for hvert skridt fremad. Borgerskabet kan intet gøre mod det overvældende flertal. Klassekamp er en kamp på flere fronter. Der er den faglige og "økonomiske" kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. Der er den politiske kamp, valgkampe, kampen om velfærden og skatten, eller kampen om EU, kommunalvalgene og de demokratiske rettigheder. Det er kampen for sociale rettigheder. Alle disse former for kampe er nødvendige og meget vigtigt. Men der er også en anden facet af klassekampen, som er af afgørende betydning. Det er den ideologiske kamp, kampen for ideer, for teori. Sandheden er, at dette aspekt er blevet alvorligt forsømt i SF, hvis ikke næsten fuldstændigt opgivet i de seneste mange år.

Denne mangel har i høj grad svækket partiet i sin kamp mod de borgerlige og reformistiske idéer både i samfundet men også internt.

En afklaring af ideologiske spørgsmål er afgørende for en afklaring af alle de spørgsmål, der rejser sig i den konkrete kamp. Uden teori mangler partiet et pejlemærke. En del af en teoretisk afklaring er en afklaring af de vigtige spørgsmål i historien og nu. Hvad mener ledelsen af SF om den russiske revolution? Hvad er ledelsens vurdering af udviklingen i Kina? Er den enig i den marxistiske teori om staten, dialektisk materialisme, og Marx’ økonomiske teori? Hvad er ledelsens opfattelse af udsigterne for indførslen af socialisme på Cuba og i Venezuela? Hvordan forklarer ledelsen den bureaukratiske degenerering af Sovjetunionen og dets efterfølgende sammenbrud? SF’s ledelse besvarer hverken disse eller lignende spørgsmål.

Tag for eksempel spørgsmålet om den russiske revolution og degenereringen af Sovjet. SF blev dannet bl.a. i protest mod udviklingen i Sovjet og ofte affejes spørgsmål med en nonchalant hentydning til at, ”vi tager afstand fra sovjetregimerne”. Men vi kan ikke bare gå let henover verdenshistoriens måske vigtigste begivenhed, den russiske revolution i 1917, og den efterfølgende degeneration. Den russiske revolution var første gang, at arbejderklassen tog magten, og begyndte at opbygge en arbejderstat og planøkonomi.

Planøkonomien viste sin enorme overlegenhed med kæmpe økonomisk fremgang. Men revolutionens isolation i et tilbagestående land betød, at revolutionen degenererede, og at Stalin og bureaukratiet kunne overtage magten. Planøkonomi behøver demokrati, som et menneske behøver ilt, og under det stalinistiske bureaukratiske styre kunne planøkonomien ikke udvikle sig. Det førte i sidste ende til sovjetunionens kollaps. SF blev dannet bl.a. i protest mod udviklingen i Sovjet, og det er en af grundene til, at SF lægger så stor vægt på, at partiet kæmper for en demokratisk socialisme. Selv i dag er stalinismens forbrydelser et af de stærkeste argumenter imod socialisme og planøkonomi. Vi må og kan lære af begivenhederne, både de gode og de dårlige, så vi kan svare på alle de spørgsmål, der konstant rejser sig.

Skal SF fastholde og udbygge sin fremgang, kræver det en tilbagevenden til de grundlæggende ideer i marxismen. Marxisme er ikke en dogmatisk og mekanisk teori, som mange, der i dag ønsker at miskreditere Marx, forsøger at fremstille det som. Alle socialister bør undersøge teoretiske problemer, bør bestræbe sig på at forstå marxismen, startende med de "klassiske" ideer hos Marx og Engels. SF må organisere møder og uddannelse for at øge medlemmernes viden og give dem mulighed for at udveksle synspunkter. Der er ingen revolutionerende handling uden revolutionær teori. Teorien er en vejledning til handling.

Reform og revolution
Det er en udbredt fordom, at marxismen kun er en kamp for en revolution, og at det står i modsætning til kampen for reformer.

Uden den daglige kamp for at forsvare vores fremskridt og erobre nye ville socialisme være umuligt. For Marx, Engels, Lenin og Trotskij var deltagelse i kampen for reformer, ikke bare tilladt, men en pligt. Men de behandlede de resultater, der blev opnået gennem denne kamp, som redskaber i kampen for den revolutionerende erobring af magten. Det er intet andet end en karikatur, når de revolutionære fremstilles som nogen, der blot vil føre ”de rene hænders” politik og ikke beskæftiger sig med de daglige spørgsmål men bare venter med korslagte arme på revolutionens komme, i modsætning til de "pragmatiske" reformister. Det har intet at gøre med marxisme.

Hvis ikke SF har et program med daglige krav, hvor partiet forklarer sit syn på alle emner, der berører samfundet på den ene eller anden måde, er det dømt til fallit. Socialister må stå i spidsen for alle bestræbelser på at forsvare de reformer, som kommer arbejdere, unge, arbejdsløse og pensionister til gode. Socialister må kæde de konkrete krav og kampe sammen med det generelle program for socialisme. Formålet med principprogrammet er at få arbejderne til at indse tanken om, at de kan og skal blive dem, der styrer samfundet, økonomien og staten.

Man må skelne mellem reformisme og kampen for at forsvare og forbedre levevilkårene for arbejderne. Det er to forskellige ting. Socialister skal naturligvis deltage i alle kampe imod ulighed, udnyttelse og nedskæringer. Men i modsætning til reformisterne, bør socialister ikke begrænse sig til blot at kæmpe for reformer og glemme det vigtigste mål: at omstyrte kapitalismen.

SF har et ansvar for ikke kun at bekæmpe vildledende propaganda fra de borgerlige og de kapitalistiske medier, men også til at forklare arbejderne reformismens fallit på nuværende tidspunkt, at gøre dem opmærksom på at det er bydende nødvendigt at afslutte kapitalistklassens dominans.

Som socialister kan vi ikke acceptere argumentet om, at "betingelserne for socialisme ikke er opfyldt", eller at fordi "styrkeforholdet ikke er gunstigt”, bør vi ikke tale om socialisme og revolution. "Vi skal gå frem skridt for skridt," siger de. Det er sandt. Men i kampen for at forberede indførslen af socialisme er det første "skridt" at overbevise arbejderne og unge – startende med de mest politisk bevidste lag – om behovet for et revolutionært brud med det kapitalistiske system.
Det betyder konkret et brud med den kapitalistiske økonomi gennem nationalisering (eller "socialisering") af industri, servicesektoren og supermarkeder, såvel som banker, forsikringsselskaber og andre kreditinstitutioner. Det vil sige at kapitalisterne i de vigtigste dele af økonomien må eksproprieres, så økonomien kan planlægges demokratisk af arbejderne. Kun på den måde kan økonomien udvikle sig harmonisk og til fordel for flertallet og ikke som nu kaotisk og anarkisk, til fordel for det lille mindretal af kapitalister.

Naturligvis vil et sådan revolution program ikke umiddelbart forstås og accepteres af alle arbejdere og unge. Arbejderklassen er ikke politisk homogen. I alle ”normale” historiske perioder, dvs. ikke-revolutionære, forbliver det store flertal af unge og arbejdere politisk passive. Men de mest bevidste, opmærksomme og aktive lag, træffer hurtigere revolutionerende konklusioner ud fra sine erfaringer. Hvis et socialistisk program er ordentligt forklaret og forbinder sig med arbejdernes kollektive praktiske erfaringer, vil det få støtte fra en betydelig del af de mest aktive og bevidste arbejdere og unge. Derigennem vil det synke dybe rødder i hele arbejderklassen.

Vi hører ofte, at virkelig socialistiske idéer ikke er "praktiske". De er "abstrakte," siger de. Der er en vis sandhed i denne påstand, da et revolutionært program per definition kun kan gennemføres i en revolutionær situation. Men samtidig med den daglige kamp må et socialistisk parti forberede sig på fremtiden. Før eller senere vil de lag af arbejderklassen, der tidligere var passive, pludselig blive kastet ind i kampen som følge af begivenhederne og i forbindelse med store konfrontationer mellem klasserne.

Dette er essensen af en revolutionær situation. En revolution er kendetegnet ved, at massen af befolkningen træder aktivt ind i politik, som vi ser det nu i Venezuela og Bolivia. I de kommende år vil vi se den ekstreme sociale ustabilitet, der præger hele Latinamerika, komme tilstede også i Europa.
På et tidspunkt er en massiv eksplosion i klassekampen uundgåelig. I denne situation vil et socialistisk program - der tidligere blev betragtet som for radikal og for ekstremt af mange arbejdere - vinde støtte fra store dele af befolkningen. I en revolution øges arbejdernes bevidsthed med enorm hast. Socialisterne må lige nu vinde de bedste arbejdere og unge på programmet om en socialistisk revolution. Uden denne forberedelse kan den revolutionære krise, der er under forberedelse, tage partiet med overraskelse.

SF’s program skal være et våben til at hjælpe arbejdere og unge til bevidst at forberede udviklingen af en revolutionær situation, som vil give dem mulighed for en gang for alle at indføre det demokratisk socialistiske samfund.

SF’s fremtid
SF har en vigtig rolle at spille i den danske arbejderbevægelse. Partiet har en lang tradition for kamp og modstand mod undertrykkelse og har dybe sociale rødder.
Det forklarer også de angreb, der kommer på partiet, som når de borgerlige prøver at miskreditere det for at være Socialistisk Folkeparti og marxistisk. Men når de borgerlige angriber SF for at være socialistisk og marxistisk, så angriber de partiets styrke, grunden til partiets nuværende fremgang.

I den kommende periode kan denne opbakning vokse, SF kan synke endnu dybere rødder, og muligheden vil komme for at gennemføre SF’s program. Der vil åbne sig enorme muligheder, men for at udnytte disse muligheder er det afgørende, at vi bryder med den ”ansvarlige” politik og i stedet fastholder og udbygger partiets socialistiske program.

SF og SFU må opbygge partiafdelinger på arbejdspladser og skoler. På den måde kan partiets ledelse komme i direkte føling med, hvad der sker, der kan komme kommunikation begge veje, og SF og SFU kan lede kampene lokalt.

Kapitalismen er skyld i en social katastrofe af enormt omfang. Hundredetusinder unge og arbejdere søger efter svar, de søger ideer, der kan udgøre et reelt alternativ til det nuværende system. De gamle ideer både de borgerlige, de reformistiske og de stalinistiske er miskrediterede i det store flertals øjne. De marxistiske ideer kan give disse svar, hvis vi forklarer dem tålmodigt.

Kapitalismen kan ikke længere tilbyde det store flertal andet end krise, arbejdsløshed og sorte fremtidsudsigter. Kapitalisterne forsøger at lægge krisens byrde på arbejderklassen og ungdommen. Socialisme er ikke en utopi men en nødvendighed. Socialisternes opgave er at give behovet for socialisme et konkret udtryk igennem programmet, teorien og praksis.