Mødet blev indledt af Jonas Foldager, der er aktiv i Metal Ungdom Hovedstaden. Han forklarede, at vi står over for den værste økonomiske krise siden 1930’erne, og at det stiller fagbevægelsen over for store udfordringer. Arbejdsgiverne præsenterer os for fyringer og lønnedgang som følge af krisen. Han tilføjede, at det er fagbevægelsens opgave at kæmpe for, at krisens byrde ikke bliver lagt på arbejdernes skuldre. Han gav derefter ordet til mødets hovedtaler, Javier Losada Martinez fra Spanien. Javier Losada Martinez er tillidsmand på det spanske skibsværft Navantia-Ferrol og aktiv i fagforeningen CCOO.
- Vi er i en stor krise i kapitalismen. Der er mange produkter, det ikke kan betale sig at producere, fordi arbejderne ikke har penge nok til at købe varerne, begyndte Javier Losada Martinez.
- Kapitalisterne kan løse krisen enten ved at finde nye markeder, eller også må de skære ned i produktionen og ødelægge produktionsmidler. Men nu er det umuligt at finde nye markeder. Derfor er deres eneste mulighed at skære ned på produktionen.
- Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at den sædvanlige måde, fagbevægelsens arbejde bliver udført på, er gennem samarbejde mellem klasserne. Det sker gennem bureaukratiske metoder og forhandlinger.
- En stor ting i Spanien lige nu, er at Volkswagen vil fastfryse lønningerne på en fabrik i Spanien. På fabrikken er der to fagforeninger, UGT og CCOO. CCOO gik imod fastfrysning af lønningerne, men UGT talte for fastfrysningen af lønningerne. Arbejderne stemte om, hvorvidt de skulle gå med på lønstoppet, og der var omkring 65 procent, der stemte for. De faglige ledere havde argumenteret for, at det, der er bedst for fabrikken også er bedst for arbejderne. De sagde, at man var nødt til at gå med til lønstop for at sikre, at produktionen ikke blev flyttet til et andet land.
- Kort efter, at aftalen blev indgået, krævede arbejdsgiverne, at lønstoppet skulle vare i to år i stedet for et enkelt år. Det viser, at ethvert skridt tilbage fra arbejdernes side blot bliver fulgt af øget pres fra arbejdsgiverne.
- Det er umuligt for arbejdere i Europa at konkurrere med arbejdere i Indien eller Kina på lønningerne. Hvis produktiviteten afhang af, hvor lang arbejdsdagen er, og hvor lav lønnen er, så ville produktiviteten i Nigeria være højere end i Tyskland.
- Produktiviteten afhænger i virkeligheden af investeringerne i moderne teknologi og produktionsmidler.
- Det grundlæggende er, at arbejdsgivernes profit afhænger af, hvor lavt de kan slippe af sted med at betale arbejderne. Profitten kommer ud af merværdien, som er arbejdernes ubetalte arbejde.
- Det er fagbevægelsens opgave at højne arbejdernes tillid til egne kræfter, at styrke troen på kollektive løsninger frem for individuelle ”løsninger”. Karl Marx sagde, at arbejderne uden organisering er råmateriale for udbytning.
Udsnit af mødets deltagere
- I Spanien bliver der lige nu 150.000 flere arbejdsløse hver måned. I en situation som den nuværende er det svært at opnå noget, selv for en kæmpende fagbevægelse. Hvad gør man, hvis arbejdsgiveren vil lukke fabrikken. Vil man gå i strejke? Det nytter ingenting. Vi er nødt til at fremføre et alternativ. I sidste ende kan det kun skabes ved at fagforeningerne kæmper for socialisme.
- Arbejderne drager normalt de korrekte konklusioner. Arbejdsgiveren er den fælles modstander, og for at opnå noget, er man nødt til at stå sammen.
- Som fagligt aktiv og som marxist er man nødt til at være en god kammerat og en god arbejder. Ellers vil arbejderne ikke lytte til dig. Man må tage udgangspunkt i de konkrete problemer og kampe og forbinde dem med perspektivet om socialisme. Salget af avisen (El Militante) er vigtigt i den sammenhæng. På den måde kan arbejderne genkende os og se, at problemerne ikke er begrænset til den enkelte fabrik.
- Vi i den Internationale Marxistiske Tendens har fuld tillid til arbejderne og fagforeningernes evne til at sejre og forandre samfundet. Uanset hvor store nederlag, arbejderne komme ud for, rejser de sig altid igen. Fremtiden er vores, sluttede Javier Losada Martinez.
Den efterfølgende diskussion drejede sig især om krisen og nødvendigheden af, at fagforeningerne kæmper for medlemmerne.
Majid Atik, formand for industriens lærlinge i København, tog ordet:
- Javier kommer fra en anden verden med andre temperaturer og den slags. Men alligevel er det slående, så meget forholdene ligner hinanden. De forsøger at lægge krisen over på arbejderklassens skuldre.
- Når der findes en arbejde, findes maskiner, findes råstoffer, så er det vanvittigt, at der ikke skal arbejdes. Det er kun fordi, at der er nogle enkeltpersoner, der skal tjene profit. Vi får at vide, at enten bliver vi fyret, ellers skal vi på arbejdsfordeling, ellers skal vi på efteruddannelse. Det hele skal vi selv betale. Der er ingen, der peger på, at arbejdsgiverne, der i den seneste periode har tjent enorme profitter, skal betale.
- Hvis arbejdsgiverne beslutter sig for at ekspropriere arbejderne, altså at tage alt hvad arbejderne har, så må vi svare igen med at ekspropriere kapitalisterne.
En maler kommenterede på situationen i den danske fagbevægelse:
- Der er forskellige fløje i fagbevægelsen. Der er den ”ansvarlige” fløj, som oftest er i toppen. Og så er der os andre. Lederne har været meget ”ansvarlige” i løbet af opsvinget, men mest over for arbejdsgiverne. Vores forbundsformand har sagt, at akkordbetalingen skulle stige med tre procent, men det svarer kun til inflationen – altså er det ingen stigning.
- Nu står vi ikke så stærkt, fordi arbejdsløsheden stiger. Der er pres på os for at gå ned i løn, akkorden bliver presset. Timelønningerne er røget ned med 10-15 procent. Lederne i fagforeningen, der ikke bliver aflønnet efter vores mindsteløn, siger stadig, at vi skal være ansvarlige og gå ned i løn. Den ”ansvarlige” linje har vist sig overhovedet ikke at være ansvarlig.
- Fagforeningen skal være ansvarlig over for medlemmerne, ikke over for arbejdsgiverne.
En gymnasieelev tog ordet og forklarede, at arbejdsgiverne forsøger at bruge krisen som en undskyldning for at bombe forholdene tilbage for arbejderne. Hun sagde, at kapitalisterne ønsker at sænke lønningerne for at gøre profitterne større, og at de griber enhver lejlighed til at snyde arbejderne på dette punkt.
Javier Losada Martinez er
tillidsmand på det spanske skibsværft Navantia-Ferrol og aktiv i
fagforeningen CCOO.
En metalarbejder tale om krisen:
- Hele arbejderklassen sidder nu i gæld. Gældsboblen springer nu, og krisen rammer folk helt inde på livet. Desværre ser vi, at udviklingen, der vil komme i Danmark, lige nu kan ses i USA. Vi ser teltbyer med folk, der er blevet sat ud af deres hjem – ofte er det folk med arbejde, fordi lønningerne er blevet presset så meget ned.
- Vi har set, at arbejderne på en fabrik i USA, i Chicago, besatte deres fabrik som svar på at ejeren ville lukke fabrikken. Hvis arbejdsgiveren vil lukke fabrikken, så nytter det ikke noget at strejke. Så arbejderne besluttede sig for at besætte fabrikken for at sikre sig, at ejeren ikke kunne fjerne værdier fra fabrikken før han havde betalt arbejderne. I virkeligheden er fabriksbesættelser det eneste svar på fabrikslukninger. En lukket fabrik må være en besat fabrik, og derefter må den nationaliseres under arbejdernes egen ledelse og kontrol.
En maler illustrerede den nuværende ledende linje i fagbevægelsen med et eksempel:
- På min mands arbejdsplads: de blev presset til at gå ned i løn på grund af splittelse blandt arbejderne. Der kom en mand ud fra Metal og forhandlede lønnedgang med ledelsen. Manden fra Metal gik direkte ind gennem værkstedet uden at snakke med arbejderne, og ind for at forhandle lønnedgang. Ledelsen sagde, at man kunne undgå fyringer ved at gå ned i løn. Men næste dag var der alligevel en, der blev fyret.
En arbejder fra MAN Diesel forklarede betydningen af sammenhold:
- Der er ingen vej anden end enhed. På MAN Diesel har vi højere løn end alle de steder, hvor der er individuel løn. Når jeg snakker med lærlinge på Teknisk Skole er der nogle der siger, at de vil have individuel løn, fordi de vil have mere end kollegaen, der ikke arbejder så hurtigt. Men individuel løn er designet til at splitte. Vi ser, at når alle får den samme løn, og står sammen, så får alle en høj løn.
Kim Molbech, der er tillidsmand på Dansk Retursystem kommenterede på den økonomiske krise:
- Regeringerne i alle lande har travlt med at lave pakker og give penge til bankerne. Men I skal ikke bilde mig ind, at det er A.P. Møller, der kommer til at betale. Tværtimod – det er almindelige folk ude på arbejdspladserne, der kommer til at betale. Det kan vi kun modgå ved at opbygge en styrke ude på pladserne.
Javier Losada Martinez rundede diskussionen af ved at understrege, at det er nødvendigt at være aktiv i fagforeningerne. Han understregede imidlertid, at det i sig selv ikke er nok. Han forklarede, at det er nødvendigt at organisere en marxistisk tendens i fagbevægelsen. Han takkede kammeraterne fra Socialistisk Standpunkt for at arrangere mødet, og han udtrykte sin tiltro til, at kammeraterne i den kommende tid kan styrke den marxistiske tendens i den danske arbejderbevægelse.
