Det seneste år er antallet af store demonstrationer faldet efter en årrække med masseprotester og en stigning i antallet af strejker. Men den nuværende tilsyneladende stilstand er kun stilhed før stormen. Mange af de hundredetusinder af arbejdere og unge, som de seneste år har været ude i kamp, står uden tvivl tilbage med en følelse af, at det ikke nytter med spredte og kortvarige protester. Som krisen har udfoldet sig, har flere og flere kunne se, at der er noget riv-ruskende galt med det samfund vi lever i. Mange har stillet spørgsmål ved selve det kapitalistiske samfund.

I den nuværende periode med massefyringer og hårde angreb fra arbejdsgiverne og de borgerlige, vil mange få chok og blive rystet ud af deres vante forestillingsverden. Mange vil blive desorienterede og forvirrede over, hvad der dog sker med samfundet. Men på grund af, at arbejderbevægelsens ledelse ikke viser en klar vej frem og et alternativ til kapitalismens krise, er der en fare for, at mange – i hvert fald i en midlertidig periode – kan blive apatiske og opgivende. Men det vil kun være midlertidigt. Angrebene fra overklassen vil finde sit modsvar i kamp fra arbejderklassens side. Ikke på grund af ”oprørske tanker”, men fordi forholdene vil tvinge arbejdere og unge til at kæmpe imod angrebene.

Hvordan præcis kan vi ikke sige endnu. Strejker og protester eller endda fabriksbesættelser (som vi allerede har set i USA) er de scenarier, der tegner sig.

Svag og svækket regering
Flere meningsmålinger viser nu, at der er flertal mod den borgerlige regering. Den borgerlige regering har stået svagt lige siden den blev genvalgt i 2007. Fra kapitalisternes side kommer der dagligt flere og flere krav om hårde nedskæringer. Men gang på gang har regeringen ikke været i stand til at gennemføre nedskæringerne ind ad hoveddøren og har i stedet måtte liste dem igennem bagdøren ved hjælp kommuneaftaler, ”rationaliseringer” og ”omprioriteringer”.
I efteråret forsøgte regeringen at sætte dagpengeperioden ned fra fire til to år. Men da LO, og dernæst Socialdemokraterne, satte sig imod, måtte regeringen droppe sine planer under højlydte protester fra de danske kapitalister i Dansk Arbejdsgiverforening.

Den borgerlige regering har ikke været i stand til at gennemføre nogle angreb uden at de fik Socialdemokratiet med i deres forlig. Det viser, at de borgerlige er yderst svækkede og i virkeligheden ikke kan regere, hvis arbejderbevægelsens ledelse afbryder samarbejdet.

Muligheden for en arbejderregering
Den borgerlige regering er den største stopklods på vejen væk fra nedskæringer og forringelser. Senest i november 2011 skal der være valg, men meget tyder på, at det kan komme før.
Baggrunden for, at meningsmålingerne lige nu siger, at arbejderpartierne kan slå Fogh, er den enorme fremgang til SF. Hvorfor er SF gået fremad? Det er det lige præcis, fordi de under sidste valgkamp stillede klare og tydelige krav om bedre velfærd i stedet for at foreslå kompromisser med de borgerlige.

Der er nu øget samarbejde mellem SF og Socialdemokratiet. Det er rigtig positivt. Der er brug for enhed mellem arbejderpartierne imod de borgerlige og deres arbejdsgiver-politik. Lederne af Socialdemokratiet og SF har lavet et åbent brev til statsministeren. I det åbne brev. kræver Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, at finansloven genforhandles, fordi forudsætningerne er ændret siden med krisen. Det er et positivt skridt, som må være første skridt i en samlet kamp for at vælte de borgerlige.

Bryd med de Radikale
Kravet om en genforhandling af finansloven fra Socialdemokraterne og SF ville være oplagt at bruge som en krigserklæring mod regeringen. Desværre er resten af brevet det stik modsatte af en krigserklæring; det appellerer til den borgerlige regering om et bredt samarbejde mellem partierne og at der laves et ”nationalt kompromis”.

I stedet for at forklare, at den borgerlige regering forsvarer de store bankers interesser, ikke arbejderklassens, så opfordrer Søvndal og Thorning til enhed. Enhed med den borgerlige regering som har været ansvarlige for, at velfærden er blevet forringet og gennem liberalisering af banksektoren har været med til at puste den økonomiske boble endnu større.

Lederne for både Socialdemokratiet og SF holder fast i, at De Radikale skal med i en regering. Men det giver ingen mening, hvis man ønsker at bryde med den borgerlige politik. De Radikale er et borgerligt parti og har i praksis den mest liberalistiske økonomiske politik overhovedet. De Radikale er overklassens garanti for, at en S-SF-R regering ikke vil lægge krisens byrde på kapitalisternes skuldre, men i stedet på arbejdernes. Der er brug for et klart brud med de Radikale.

Økonomisk ansvarlige
I visse kredse i toppen af arbejderbevægelsen er det på mode at være åh-så ansvarlig. Et konkret eksempel på denne ”ansvarlighed” var, da lederne af Socialdemokraterne og SF stemte for den første bankpakke, der mod at bankerne selv stillede sølle 35 mia. kr., ville sikre dem mod enhver form for tab. Bankerne har allerede sendt regninger på over 16 mia. kr. til staten.

Selvfølgelig skal arbejderpartierne ikke bare lade den danske økonomi gå i krise. Men problemet er, at der ikke er færre, som bliver fyret eller som skal gå fra hus og hjem, ved at man forærer milliarder til bankerne. Hvis der skal sikres billige lån til arbejdere og små erhvervsdrivende er der kun én vej frem; staten må overtag banksektoren. I stedet for at være et middel til at skabe profitter på hundredvis af milliarder kroner om året, kan banksektoren under arbejderklassens kontrol i stedet bruges til at fordele samfundets ressourcer hen til dem, som har brug for dem.
Det er ”økonomisk ansvarlighed”. Ikke overfor virksomhedernes profitter, men for arbejdsklassens leveforhold.

Helle Thorning-Schmidt sagde i sin nytårstale, at vi skal forberede os på et hårdt år. Hendes svar var øgede offentlige investeringer. Det er bestemt et fint sted at starte, men pengene må komme et sted fra. De må komme fra de virksomheder, som under opsvinget tjente styrtende med penge, mens vi andre sled og slæbte. De må komme fra profitterne. Første skridt må være at beskatte overklassen gennem formueskat og lignende, næste skridt må være nationaliseringer af de største virksomheder.

Situationen i arbejderbevægelsen
På trods af, at lederne af arbejderpartierne vakler, er det mest sandsynlige stadig, at den borgerlige regering bliver væltet ved næste valg, og der behøver ikke at gå tre år. Arbejdere og unge har kun sine historiske partier at søge ly bag, når kapitalismens krise hagler ned over dem. Men så længe en ny regering ikke er villig til at bryde med det kapitalistiske samfund kan det umuligt blive til andet end minimale lappeløsninger.

De vigtigste økonomiske beslutninger træffes i dag ikke på Christiansborg, men bag lukkede døre på virksomhedernes direktionsgange. Det er her det besluttes om produktionen skal stoppes og folk fyres eller ej. Så længe kapitalisterne beholder den magt, er det dem der i sidste ende bestemmer.

I den kommende tid vil flere og flere alligevel se med håb på en ny regering med Socialdemokraterne og SF i spidsen og inderligt håbe, at de kan gøre en forskel. Lederne for arbejderbevægelsen vil derfor både op til og efter et valg få længere snor end ellers.

Allerede nu ser vi, at ledernes uansvarlige politik møder modstand i partirødderne. Der er en stor utilfredshed i bunden. I Socialdemokratiet så vi det med den røde skole, hvor socialdemokrater myldrede til i hobevis for at diskutere partiets politik. I SF vil ledelsen skrive socialismen ud af programmet, og det er allerede blevet mødt af utilfredshed.

Historien har gang på gang vist, at arbejdere og unge søger mod de traditionelle når klassekampen spidser til. Det vil vi se igen. Arbejderklassen kan ikke i længden tåle, at dens ledere holder dem tilbage. Der er brug for, at alle bevidste arbejdere og unge bliver aktive i deres organisationer og derinde kæmper for en enhedsfront mellem arbejderpartierne imod alle borgerlige partier og for et socialistisk program.