- Hans Scherfig
Den Internationale Valutafond IMF spår nu ”historisk dårlige udsigter” for økonomien i de udviklede kapitalistiske lande. Ikke siden Anden Verdenskrig har det set så sort ud. Det økonomiske råd (de såkaldte ”vismænd”) regner med negativ vækst i Danmark i 2009 og 2010.
Finans-panik
Krisen på finansmarkederne ramte Danmark som en tsunami i oktober 2008. Den 6. oktober tabte de tyve største aktier i C20-indekset i alt 115 mia., hvilket svarer til et fald på 11 procent. Aldrig før i indeksets historie har der været så store fald.
Borgerskabets strateger ser med frygt på fremtiden. Nedturen på aktiemarkederne viser, at de ikke har tillid til deres eget system. Saxo Banks cheføkonom David Karsbøl udtrykte den herskende stemning i et tv-indslag på Børsen.dk den 24. august 2008. Han forklarede, at de store fald på aktiemarkederne langt fra er ovre. Forholdet mellem aktiernes pris og virksomhedernes indtjening er i øjeblikket på omtrent 18:1 – og det er efter, at C20-indekset var blevet halveret siden 2007. I 1980’erne, på lavpunktet for prisen på aktier – var forholdet ca. 7:1. Dertil kommer, at indtjeningen i virksomhederne ser ud til at falde kraftigt, forklarede David Karsbøl. Med andre ord er blodbadet på børserne langt fra overstået.
De rentesænkninger, som centralbankerne er kommet med, har ikke hjulpet på den desperate stemning. Investorerne har ikke reageret ved at blive rolige. Tværtimod ser de, at regeringer og centralbanker er i panik – og de reagerer ved selv at gå i panik. Det samme gør sig gældende omkring de enorme redningspakker til finanskapitalisterne. Investorerne har reageret med yderligere panik i stedet for ro.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen sagde i en pressemeddelelse fra økonomiministeriet søndag den 5. oktober 2008, at: ” Den finansielle krise afspejler, at banker i Danmark og udland ikke vil låne til hinanden. Det skyldes ikke realøkonomiske forhold i Danmark.”
Ser I, siger finansministeren, problemet er ikke, at økonomien er usund. Problemet er ikke en gigantisk spekulativ boble. Problemet er ikke en klassisk overproduktionskrise i kapitalismen. Problemet er, fortæller finansministeren os, at bankerne ikke vil låne penge ud til hinanden. Men hvorfor vil de ikke det? Svaret på dette spørgsmål vælger han at beholde for sig selv.
De borgerlige ser krisen som et psykologisk fænomen. Som om det kun var et spørgsmål om ”vilje”, og ”tillid”. Sagen er imidlertid, at bankernes manglende ”lyst” til at låne penge ud til de andre banker har en meget materiel årsag: de frygter for, om de får pengene igen. Og igen: hvorfor denne frygt? Fordi banksektoren netop ikke er sund, stabil eller solid. Fordi en enorm del af pengeinstitutternes forretning er bygget på fiktiv kapital og spekulation, især i ejendomsmarkedet. De massive modsætninger i den virkelige økonomi har indhentet finans-korthuset. Problemerne skyldes ikke spekulation, men spekulationen har blot udskudt krisen, der nu truer med at sende hele samfundet ned i en tilstand af barbari.
Gældsboblen
For at drive opsvinget frem ud over sine grænser og udskyde krisen har de borgerlige gjort alt i deres magt for at gøre det muligt for bankerne at låne endnu flere penge ud. Forbruget er blevet holdt kunstigt oppe af den massive gældsboble, der nu er sprunget. Krisen er på den måde blevet udskudt, men det har bare gjort krisens omfang større.
Tusindvis af arbejderfamilier er blevet tvunget til at sætte sig i dyb gæld for at få en ejerbolig, ikke mindst på grund af de lange ventelister og de borgerliges angreb på den almene boligsektor. Derudover har man nærmest fået at vide, at man ikke var rigtig klog, hvis man ikke lånte penge til at finansiere de ting, som de stagnerende lønninger ikke rakte til. Overklassen har gjort alt hvad de kan for at sætte almindelige mennesker i dyb gæld.
De borgerlige har opført sig uansvarligt ved at puste til gældsboblen. De har tilladt bankerne at udbyde nye lån. Både erhvervslivet og arbejderklassen har optaget store lån. Siden 2000 er den samlede kreditgivning steget med 5.261 milliarder. Det svarer til en stigning på 97,5 procent. Nedenstående figur fra Nationalbankens kvartalsoversigt fra 3. kvartal 2008 illustrerer den årlige vækst i udlån:
Mange hævder, at krisen skyldes, at bankdirektører og spekulanter har opført sig uanstændigt og grådigt. Hvis det var forklaringen på krisen, ville løsningen være enkel: de skulle lære at opføre sig anstændigt og mådeholdent. Men desværre er det ikke sagen. Det er sandt, at finanskapitalisterne er uhyrligt grådige. Men selv hvis de var de rene engle ville det ikke ændre på de grundlæggende faktorer.
Den grundlæggende modsætning under kapitalismen: at produktionen har samfundsmæssig karakter, men at den er uplanlagt og underlagt private kapitalisters profitjagt, er det, der i sidste ende har skabt krisen.
Marx og Engels kaldte det for en overproduktionskrise:
“Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.” (Marx og Engels, Det Kommunistiske Manifest)
Finanskapitalisternes grådighed er ikke krisens årsag. Problemet er, at kapitalismen på verdensplan er i en fuldkommen blindgyde. Den grundlæggende årsag til krisen er, at udviklingen af produktivkræfterne er vokset ud over privatejendommens og nationalstatens snævre grænser. Udvidelsen og sammentrækningen af kredit bliver ofte præsenteret som årsagen til krisen, men i virkeligheden er det kun det mest tydelige symptom. Kriser er en integreret del af det kapitalistiske system.
Karl Marx pegede på, at kapitalisternes ideal er at tjene penge på penge uden at investere i produktion. I den tidligere periode så det ud som om, at dette mirakel var opnået. I alle vestlige kapitalistiske lande har bankerne investeret tusindvis af milliarder i spekulation, især i ejendomsmarkedet. Det har skabt enorme mængder fiktiv kapital. Det gav et overfladisk indtryk af, at opsvinget kunne trodse tyngdeloven til evig tid. Ligesom ulven Grimm E. Ulv i tegnefilmene fra Warner Bros., der fortsætter med at løbe fremad længe efter, at han er løbet ud over afgrunden. Men før eller siden kommer den uheldige ulv til at kigge ned, og så opdager han, at der er endog meget langt ned. Resultatet er forudsigeligt: tyngdeloven sætter ind, med smertefulde følger for vores ulv. I perioden siden 1998 har kapitalisterne forlænget opsvinget kunstigt ved en udvidelse af kreditten. Men nu er investorerne kommet til at kigge ned – og resultatet ser vi nu.
Den relativt milde krise omkring årtusindskiftet blev afbødet af en massiv indsprøjtning af fiktiv kapital i økonomien. Økonomien blev trukket frem af forbrug for lånte penge. Denne proces fjernede imidlertid ikke modsætningerne – tværtimod. Gælden trak opsvinget fremad. Men gæld har en ubehagelig egenskab: den skal betales tilbage. Før eller siden måtte krisen indtræde – og gældsboblen har kun gjort krisen værre. Det er årsagen til, at de mest ædruelige borgerlige økonomer nu i en årrække har opfordret til, at ”festen måtte stoppe” og at krisen måtte tages nu for at undgå en endnu større krise i fremtiden.
Finanstilsynets nøgletal for første halvår 2008 giver følgende tal om udlånsvækst i de danske pengeinstitutter. I procent:
2003: 1,9
2004: 9,0
2005: 15,4
2006: 13,8
2007: 15,6
2008: 7,17
Det er altså tydeligt, at låntagningen er steget kraftigt under opsvinget. Der er blevet opbygget en enorm boble af gæld. Gælden har gjort det muligt at udvide markedet ud over sine naturlige grænser i en begrænset periode. Gælden er bundet til boligmarkedet. Jubeloptimistiske borgerlige økonomer har troet, at boligpriserne ville fortsætte med at stige for evigt, og dermed kunne opsvinget fortsætte for lånte penge. Det har nu vist sig at være utopiske drømmerier uden forbindelse til virkeligheden.
Boligboblen er sprunget
Det var de stigende boligpriser, der trak opsvinget op. Mellem 1997 og 2005 steg ejendomspriserne i Danmark med 58 procent, oplyste The Economist den 16. juni 2005. På grund af oppustede priser på ejendomsmarkedet var det muligt at tage lån i værdier, som reelt kun eksisterede på papiret. Disse værdier er i gang med at fordampe nu. Tilbage er kun gælden. Mange arbejderfamilier har været tvunget til at tage kæmpemæssige lån for at få et sted at bo. De har stået med valget imellem at stå 12 år på venteliste til en lejebolig eller låne to millioner til en ejerlejlighed, der måske i virkeligheden ikke er mere værd end 800.000.
Men nu er det slut. Boligboblen er sprunget. Priserne er i frit fald. Ifølge DR Nyheder 27. august 2008 var der dengang omkring 100.000 boligejere, der bor i huse eller lejligheder, der er mindre værd, end da de købte dem. Ud over disse 100.000 er der en anslået gruppe på 20.000, hvis gæld i ejendommen overstiger det, som de kan få for boligen. De er teknisk insolvente og dermed i realiteten stavnsbundne.
Antallet af tvangsauktioner er steget kraftigt. Selv om antallet stadig er lavt i forhold til toppunktet i begyndelsen af 1990’erne, er tendensen helt klar. Antallet af tvangsauktioner voksede med 17 procent alene fra september til oktober 2008. I forhold til året forinden var antallet steget med hele 152 procent. Krisen i den kapitalistiske økonomi vil tvinge tusindvis af arbejderfamilier fra hus og hjem i den kommende periode.
Der er flere tegn på frit fald inden for byggeriet. Danmarks Statistik oplyser:
• Det påbegyndte boligbyggeri er styrtdykket fra over 1300 påbegyndte enfamiliehuse i begyndelsen af 2006 til under 600 i midten af 2008.
• I starten af 2006 var der ca. 30.000 boliger udbudt til salg på internettet. I august 2008 var tallet steget til 65.000.
• Den såkaldte liggetid – altså tiden mellem udbud og salg – for ejerlejligheder er steget fra 88 dage i midten af 2005 til 220 dage i midten af 2008.
Det er nu tydeligt, at boligboblen er sprunget. Kapitalisterne troede, at de kunne fortsætte med at feste for evigt og afsætte deres produkter for penge, som der reelt ikke var dækning for. Men ak! Virkeligheden er en stædig størrelse. Før eller siden vil de grundlæggende modsætninger finde et udtryk. Det har været muligt for kapitalisterne at udskyde krisen. De var euforiske og troede, de havde afskaffet den økonomiske cyklus med opsving og kriser. Det har slået fejl. De borgerlige økonomiske ”eksperter” er blevet afsløret som de værste utopister og taskenspillere.
Bankerne krakker
Store banker er faldet på stribe på den internationale scene. Af de ”fem store” investeringsbanker, der har domineret Wall Street i løbet af de sidste 20 år, er der nu ingen tilbage. Kæmpemæssige finansielle institutioner som Merrill Lynch, Lehman Brothers, Fannie Mae og Freddie Mac er kollapset. 19 banker i USA er faldet sammen. I England har vi set, at Northern Rock kollapsede og det første stormløb på en bank siden 1880’erne. I Tyskland har staten reddet IKB Industriebank fra kollaps. Islands økonomi er kollapset og landet er nu reelt under administration af IMF – et fænomen, der plejer at være forbeholdt lande i den tredje verden.
Krisen har allerede fået fire banker i Danmark til at gå ned. Bank Trelleborg, EBH Bank, Roskilde Bank og Forstædernes Bank er alle bukket under på den ene eller anden måde. Roskilde Bank var den 8. største i Danmark. Banken scorede gode profitter på ejendomsmarkedet. Alle var glade, og ingen hævede et øjenbryn.
Grunden til Roskilde Banks nedtur er, at bankens spekulation i ejendomssektoren er slået fejl, og det kunne ikke være anderledes. I den seneste periode har kapitalisterne bedrevet storstilet handel med pantebreve. Det vil sige spekulation i fremtidigt byggeri, som de har regnet med ville stige i pris. Spekulationen har været enorm. Blandt andet er det kommet frem, at Forstædernes Bank har 100 millioner ude at svømme i forfejlet ejendomsspekulation. Forstædernes Bank blev overtaget af Nykredit for at undgå fallit.
Når en krise begynder, vælter alle skeletterne ud af skabet. Alle de fordækte metoder og uansvarlige lån, som er blevet brugt i den seneste periode, vælter nu frem som afsløringer i pressen. I en opsvingsperiode bliver al svindelen gemt af vejen, fordi det er med til at hive store profitter hjem. Men når det går den anden vej, trækker spekulanterne sig tilbage, redder deres værdier og overlader gælden til staten og arbejderne. For eksempel har Roskilde Banks tidligere direktør trukket sig tilbage tidligere på året med aktieoptioner for 30 millioner.
Historien om, hvordan Roskilde Bank har udlånt 750 millioner til den kendte bolighaj Kenneth Schwartz Thomsen, er et kendt eksempel. Han har tidligere gjort sig bemærket ved at drive byggeri med underbetalt arbejdskraft fra Østeuropa til 35 kroner i timen, og senest er hans fem luksusbiler (en Lamborghini Gallardo, en Rolls Royce Flying Spur, en Porsche 911, en Bentley Continental GTC og en Audi S8) bleve beslaglagt af skattevæsenet. At sådan en person har været en af Roskilde Banks største kunder, siger lidt om, hvordan forretningen er blevet drevet.
Men er Roskilde Bank en enlig svale? Overhovedet ikke. Hele den danske finanssektor er indblandet i præcis den samme spekulation. Det er især de små pengeinstitutter, der har en stor andel af deres kapital plantet i uansvarlige spekulationer – og det er derfor disse, der ryger først. Andre vil følge i Roskilde Banks fodspor.
Det er ikke kun mindre banker, der er i problemer. Danmarks ubetinget største bank, Danske Bank, er også i farezonen. Kreditvurderingsinstituttet Moody\'s satte i november 2008 banken på en observationsliste og varslede en mulig sænkning af bankens kreditrating. Det fik Danske Bank-aktien til at falde til det laveste niveau siden 1998, og handelen med bankens aktier blev på et tidspunkt suspenderet.
Den borgerlige regering vedtog en handlingsplan for at forhindre, at flere banker skal krakke. Den såkaldte ”Aftale om sikring af finansiel stabilitet” fylder fire A4-sider. I virkeligheden er det en statsgaranti for alle indskud i bankerne, som ikke før blev dækket af en statslig garanti. Det er en garanti for en lille gruppe rige, der har over 300.000 på deres bankkonto. Det eneste, aftalen sikrer, er at overklassen skal slippe ud af krisen med så mange penge som muligt på bekostning af arbejderklassen, der har betalt skatterne.
Formålet med redningspakken var at sikre tillid hos de udenlandske kapitalister, der investerer i Danmark. Tidligere dækkede staten kun indenlandske indlån på op til 300.000 – men nu dækker staten samtlige indskud, hvis en bank krakker – også de store indskud fra udenlandske kapitalister.
Finanskapitalens rolle
I årene med opsving tjente finanskapitalisterne enorme profitter. Ifølge dagbladet Børsen havde Danske bank i 2006 og 2007 et overskud før skat på omtrent 20 milliarder.
Lenin beskrev finanskapitalens dominerende stilling: ”Finanskapitalen, som er koncentreret på få hænder og faktisk er monopolindehaver, tjener en kolossal og stadig voksende profit ved start af nye foretagender, emissionsforretninger, statslån osv. og befæster finansoligarkiets herredømme, hvorved den pålægger hele samfundet tribut til monopolisterne.” (Lenin, Udvalgte Værker, bind 6, side 109). Denne herskerstilling i forhold til resten af samfundet – industrikapitalisterne indbefattet – ses tydeligt på euroområdets ikke-finansielle selskabers gældssætning, som er vokset markant i den seneste periode. Den europæiske centralbank ECB beskrev det således:
”De ikke-finansielle selskabers betydelige efterspørgsel efter gældsstiftelse har medført en yderligere stigning i sektorens samlede gæld i forhold til BNP samt gæld i forhold til bruttooverskud af produktionen i 3. kvartal 2007, til henholdsvis 76 pct. og ca. 380 pct. Sammen med rentestigningen har den højere gældskvote medført en øget rentebyrde for de ikke-finansielle selskaber siden 2006.” (ECB’s månedsoversigt, december 2007)
Finanskapitalen snylter på resten af samfundet uden selv at producere værdi. Bankerne var i sin tid blot videreformidlere af kapital til investering i produktion, og på den måde hjalp banksystemet til at udvikle kapitalismen, sætte produktion i gang og skabe større profitter til industrikapitalisterne. I 1800-tallet var bankerne underlagt industrikapitalisterne. Men i den moderne tidsalder er det bankerne, som ubestridt er samfundets herrer. De tager alle de vigtige beslutninger. Bankernes profit kommer af renter og er afledt af almindelige arbejderes lån og renter fra de industrielle kapitalisters profit. Denne profit kommer til gengæld fra det ubetalte arbejde, som arbejderklassen udfører for disse kapitalister. Det er fra denne merværdi, at bankernes uhyrlige overskud i sidste ende stammer fra.
Det ses altså af ECB’s beskrivelse, at en større andel af merværdien går til finanskapitalisterne. Fra at være rene formidlere af penge, er finanskapitalisterne – som Lenin beskrev det i sit mesterværk Imperialismen – overgået til at være samfundets herrer. De bestemmer over produktion og handel, og det er i virkeligheden disse finanskapitalister, der har den virkelige kontrol over alle vigtige spørgsmål om boliger, arbejdspladser og så videre.
Krisen er alvorlig
Krisen begyndte som en finanskrise. De borgerlige forsøgte at forsikre os om, at det skam ikke havde noget at gøre med den virkelige økonomi. Men det har vist sig at være forkert. Krisen i 1930’erne begyndte også som en finanskrise med krakket i 1929. Til at begynde med så det på overfladen ud som om, at den virkelige økonomi ikke blev ramt, men krisen var begrænset til finansmarkederne. Virkeligheden var som bekendt helt anderledes. Det samme gælder den nuværende krise.
Finanskrisen er ikke brudt ud som en tilfældighed. Finanssektoren er kommet i krise på grund af ophobede modsætninger i den virkelige økonomi. Disse modsætninger er ved at eksplodere nu, og det vil få enorme konsekvenser i den kommende periode.
Forbrugertilliden toppede i begyndelsen af 2006 og faldt gradvist frem til slutningen af 2007, hvorefter indikatoren tog et kraftigt dyk. Indikatoren er nu negativ og det laveste siden 1981.
Forbrugertillidsindikatoren kan aflæses af følgende figur:
Det afspejler, at købelysten er forduftet. Dette fald bliver udlagt som en psykologisk reaktion, men i virkeligheden har det en ganske materiel årsag: der er ikke længere penge at købe for.
Vi er trådt ind i en klassisk kapitalistisk krise med overproduktion. Dagbladet Børsen skrev 7. november 2008, at Vestas har en ”overkapacitet” på 15 procent. Det vil sige, at der er 15 procent af Vestas’ enorme produktionskapacitet, som det ikke kan betale sig for aktionærerne at udnytte, da de ikke kan afsætte produktionen. Det er ikke fordi, der ikke er brug for vindmøller. Det er alene fordi, den kapitalistiske økonomis anarki nu befaler, at Vestas skal lade maskiner stå stille og fyre arbejdere. Og Vestas’ ledelse vil gøre som markedet dikterer. Det samme gør sig gældende i tusindvis af andre virksomheder.
Mange danske industrivirksomheder har i den seneste periode manglet kvalificerede arbejdere. Det har betydet, at en mængde ordrer har hobet sig op, og at en del danske industrivirksomheder er blevet holdt kunstigt i live rent økonomisk, hvor den underliggende efterspørgsel egentlig ikke har været til stede. Men det er slut nu. De danske virksomheder står nu over for at fyre arbejdere og lukke produktion ned. Det vil påvirke efterspørgslen efter forbrugsvarer, fordi mange arbejderes købekraft bliver forringet. Desuden vil det forringe efterspørgslen efter produktionsmidler, fordi kapitalisterne ikke vil investere i nyt maskineri i en periode, hvor de ikke kan tjene profit. Resultatet vil være en nedadgående spiral, hvor produktivkræfter bliver ødelagt og arbejdere går ledige.
Det er ikke til at sige, hvor lang tid krisen vil vare. Det afgørende for kapitalisterne er, at det igen skal kunne betale sig at investere og producere. Det kræver, at der bliver renset ud i de ”overskydende” varer. Det er ikke til at sige, hvor lang tid denne proces tager. Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er at det bliver en smertefuld proces for arbejderklassen.
Jürgen Stark, der er cheføkonom i den Europæiske Centralbank (ECB), sagde i et interview med dagbladet Børsen 9. september 2008, at ”korrektionen kan komme til at vare længere end i tidligere historiske tilfælde.”
De borgerlige økonomer har deres eget sprog. Med ”korrektion” menes der massefyringer og dramatiske nedskæringer på de offentlige budgetter. En geolog kan også tale om en ”korrektion” i jordens skorpe, når han taler om et jordskælv men for almindelige mennesker kan sådan en ”korrektion” medføre tab af tusindvis af menneskeliv og ødelæggelse af millioner af boliger. Noget lignende er tilfældet med den ”korrektion” af markedet, som Hr. Stark fra ECB taler om.
Dansk kapitalisme er svag
Kapitalismens historisk progressive rolle bestod i, at systemet udviklede produktivkræfterne gennem investering af merværdien (den værdi af arbejdernes arbejde, som ligger ud over udgifterne til lønnen) i forbedrede produktionsmidler, hvilket højnede produktiviteten. Det er på denne måde, at kapitalismen konstant revolutionerede produktionen og lagde grunden for et nyt samfund, hvor der er nok til alle, og arbejdstiden kan sættes drastisk ned.
Imidlertid er kapitalismens epoke som progressivt system overstået. Den vækst, der har været siden 1970’erne i Danmark har hovedsageligt været bygget på en intensivering af udbytningen af arbejdskraften. Under kapitalismen bliver forbedringer inden for teknologi ikke brugt til at sætte arbejdstiden ned, men til at intensivere udbytningen af arbejdskraften.
De danske kapitalister har ikke formået egentligt at udvikle produktivkræfterne i den sidste periode. Det kan aflæses på væksten i produktiviteten, som er den vigtigste indikator for udvikling af økonomien. Her en figur fra Nationalbankens kvartalsoversigt fra 4. kvartal 2007:
Væksten i produktivitet er faldet i Danmark og resten af de fremskredne kapitalistiske lande i de seneste 30 år. Den lave vækst i produktiviteten betyder, at kapitalisterne for en given investering ikke er i stand til at øge produktionen særlig meget. Det betyder, at kapitalisterne ikke kan øge den relative udbytning af arbejderne gennem en fast løn men voksende produktion pr. arbejder. I stedet er de tvunget til at angribe arbejderne direkte på løn og levestandard.
Hvad er der for faktorer, der kan trække økonomien fremad? Opsvinget har været baseret på forbrug for lånte penge, men det er slut nu. I stedet for at trække økonomien frem, har den store mængde gæld forvandlet sig til en blyklods om benene på økonomien.
Hvad så med eksporten? Problemet med eksport er, at der skal være nogen, der vil aftage varerne. Dansk eksport er især knyttet til Tyskland, og her ser det ikke lyst ud. IMF forventer nulvækst i Tyskland i 2009, og det var i en prognose fra før finanskrisen for alvor tog fat. I andet kvartal af 2008 skrumpede den tyske økonomi med en halv procent, og Tyskland er officielt i recession.
Tusindvis af danske arbejdspladser er direkte knyttet til Tyskland, fordi danske virksomheder er underleverandører til de tyske kapitalister. Hvis den tyske økonomi ikke går fremad – hvilket intet tyder på, tværtimod – er det umuligt for dansk økonomi at eksportere sig ud af krisen. Tyskland tegner sig for omkring en femtedel af den danske eksport. En krise i Tyskland, som allerede er begyndt, vil betyde kraftig stigning i arbejdsløsheden i Danmark. Krisen har en klar klassekarakter: det er arbejderne, der gennem arbejdsløshed og nedgang i levestandarden skal betale for, at kapitalisterne klarer sig igennem krisen.
Arbejdsløshed på vej
De borgerlige økonomer har systematisk hævdet, at økonomien er sund, og at en krise ikke kunne indtræffe, med henvisning til den lave arbejdsløshed. Men i virkeligheden har arbejdsløsheden været relativt lav på grund af det økonomiske opsving – ikke omvendt. Desuden hører det med til fortællingen, at der systematisk er blevet fiflet med tallene for at få arbejdsløsheden til at se lavere ud – for eksempel bliver ledige i aktivering ikke talt med.
Allerede nu melder arbejdsgiverne i byggeriet og industrien om ”overkapacitet”. Det vil sige, at det ikke kan betale sig for dem at udnytte de produktionsmidler og den arbejdskraft, de har til rådighed. Kapitalisterne har for mange produktionsmidler, for mange arbejdere ansat. De må skille sig af med dem. Det kommer til at betyde en massiv bølge af fyringer og destruktion af produktionsmidler. Både AE-Rådet og Danske Bank forventer, at arbejdsløsheden i 2009 vil blive dobbelt så høj som i 2008. Men andre borgerlige økonomer taler – mest i det skjulte – om, at det er for optimistisk, og at det vil gå værre endnu.
Antallet af virksomheder, der går konkurs, er begyndt at stige. Antallet af konkurser var i oktober 2008 71 procent højere end samme tidspunkt året forinden. Antallet af konkurser nåede i oktober 2008 det hidtil højeste niveau nogensinde ifølge Danmarks statistik. Indtil videre er det især byggeri og detailhandel, der er ramt. Men det er klart, at en kraftig nedgang i byggeriet også betyder faldende efterspørgsel efter byggematerialer som stål, cement, maling og så videre. Det vil ramme producenterne af disse varer, hvilket igen vil påvirke andre dele af økonomien. Resultatet vil blive en større arbejdsløshed i både byggeri, industri og i servicesektoren.
Ordrebeholdningen i industrien faldt kraftigt fra midten af 2007 til midten af 2008. Ud af de første 10 måneder af 2008 viste de syv måneder nedgang i ordrebeholdningen. I september og oktober 2008 faldt ordreindgangene med henholdsvis 24 og 25 procent.
Pres på arbejdskraften
I den seneste periode har de danske kapitalister nådesløst forsøgt at presse så meget merværdi ud af arbejderne som muligt. Arbejdstempoet er blevet yderligere intensiveret, og antallet af arbejdstimer er steget. En dansk arbejder bruger i gennemsnit 5,2 pct. mere tid på jobbet end for 10 år siden. Stigningen svarer til ca. 75 timer eller to hele arbejdsuger pr. medarbejder. Det viser tal fra OECD’s Employment Outlook 2008. Det betyder, at den sjette ferieuge i realiteten er afskaffet – plus en ekstra uge!
Ifølge en undersøgelse fra LO er arbejdstiden pr. beskæftiget i Danmark steget med 100 timer om året fra 1995 til 2007. Det er en stigning på 6,7 procent og klart den største stigning i OECD. Stigningen fra 1499 årlige arbejdstimer til 1599 årlige arbejdstimer betyder, at hver arbejder, arbejder godt 13 dage ekstra i forhold til midten af halvfemserne - det er to arbejdsuger og tre dage. I virkeligheden betyder det en tilbagevenden til forhold fra før 1971, hvor den 4. ferieuge blev indført.
Det er rigtigt, at OECD-tal viser, at danskerne i snit arbejder 1.551 timer om året mod et OECD-snit på 1.741 timer. Men i de andre OECD-undersøgte lande arbejder kvinder væsentligt mindre end her i Danmark, hvor kvinders erhvervsfrekvens er høj.
Ifølge Socialforskningsinstituttet arbejdede danskerne i gennemsnit 3,5 timer mere om ugen i 2001 end i 1987. Med andre ord er arbejdstiden steget betydeligt. Samtidig steg arbejdstiden derhjemme også med en halv time om dagen pr voksen, oplyser HK. En far og en mor arbejder altså sammenlagt to timer mere om dagen, end de gjorde i slutningen af firserne.
Tendensen er fortsat. Arbejdernes arbejdstid steg med 8,6 procent i andet kvartal 2008 i forhold til samme kvartal året før, oplyser Danmarks Statistik. Det skyldes til dels, at påsken faldt anderledes, men tendensen er klar nok: arbejdstiden er steget. Nu har EU oven i købet sagt, at arbejdsugen kan sættes op til 60 timer. Med andre ord bliver der lagt op til et pres på arbejderne, der er uset siden Anden Verdenskrig.
Uligheden er vokset
Samtidig med, at hver 10. barn i Danmark, ifølge Danmarks Statistik, lever i fattigdom, stiller den borgerlige regering en statsgaranti på 3000 milliarder til rådighed for bankerne. Det afspejler den benhårde klassepolitik til fordel for kapitalisterne, som de borgerlige fører.
Under det seneste opsving er det den rigeste del af befolkningen, der har skummet fløden. Uligheden er vokset, så den nu er større end på noget tidspunkt siden 1960’erne.
AE-Rådet har lavet en undersøgelse, der viser, at den borgerlige regerings skattelettelser gavner folk med høje indkomster frem for arbejdere. En 3F’er eller butiksansat HK’er i lejebolig får ifølge undersøgelsen 830 kroner om året ud af skattelettelserne. En Metal/FOA-familie i ejerbolig får 900 kroner. Til sammenligning får en akademikerfamilie i ejerbolig 7.945 kroner ud af skattelettelserne. Skattelettelserne tilgodeser ifølge undersøgelsen altså advokater og overlæger på bekostning af maskinarbejdere, rengøringsassistenter og gartnere.
Uligheden i Danmark betyder for eksempel, at folk i Søllerød lever 10 år længere end folk på Nørrebro. 3F’s Fagbladet oplyser, at antallet af fattige i Danmark er under den borgerlige regering steget med godt 20 procent til mere end 250.000. Andelen af danskere, der har været fattige i mere end tre år er ifølge AE-rådet steget med 60 procent fra 1997 til 2004.
Danmark mister ifølge 3F 110.000 leveår hvert år fordi de dårligere stillede samfundsgrupper dør før de bedrestillede. Det er mere end dobbelt så mange tabte leveår, som nationen mistede under krigen i 1864. Følgende sygdomme er mindst dobbelt så almindelige blandt lavt uddannede som blandt bedre uddannede: Astma, forhøjet blodtryk, Kronisk angst og depression, kronisk bronkitis, diabetes, knogleskørhed, slidgigt, og hjerte-kar-sygdom.
Fattigdommen skaber mere kriminalitet. Kapitalismen tilbyder ingen fremtid for den unge generation, der bliver et let offer for småkriminalitet, stofmisbrug og vold. Fattige sigtes 25 gange mere for vold end rige, og børn af forældre med lav indkomst er fire gange mere kriminelle end rige børn. Det fastslog LO i en hvidbog om ulighed.
Selv det store antal af folk, der teknisk set er analfabeter, kan den danske kapitalisme ikke gøre noget ved. Med de nuværende bevillinger vil det ifølge 3F tage over 50 år at få alle med læseproblemer igennem et læsekursus.
Alt dette viser, at selv under et opsving har kapitalismen budt på elementer af barbari og tilbageståenhed i et rigt land som Danmark. Nu kommer krisen, og skyerne samler sig endnu mørkere i horisonten.
Angreb på vej
Den Internationale Valutafond IMF skriver i deres såkaldte ”Artikel IV konsultation” om Danmark fra oktober 2008:
”Den pågående afmatning er en nødvendig justering, der bør have lov at fortsætte indtil presset fra løn og priser aftager.”
IMF konkluderer, at arbejdsløsheden er for lav og at lønningerne er for høje. De skriver, at ”profitabiliteten er lav” og at væksten i produktiviteten er svag. Kort sagt har de brug for et direkte angreb på arbejdernes løn og levestandard. For at opnå dette mål har de brug for at vende tilbage til tidligere tiders massearbejdsløshed. Ud fra et borgerligt økonomisk synspunkt er det fuldstændig logisk. Men for arbejderklassen betyder denne form for logik en katastrofe.
De danske kapitalister er nu pressede til at angribe arbejderklassens levestandard. Det er ikke fordi, de er specielt ”onde” eller ”grådige” (selv om mange af dem er ekstremt grådige). Hvis man ikke vil bryde med kapitalismen bliver man nødt til at følge denne logik. Det gælder også for arbejderbevægelsens ledere. I en krise som denne er der ikke plads til mellemveje eller til ”kapitalisme med et menneskeligt ansigt”.
De kommende angreb vil ikke kun ramme fattige, marginaliserede og ”udstødte”. Angrebene vil i den kommende periode blive rettet imod arbejderklassens kernetropper – de organiserede arbejdere i industri og serviceerhverv. Arbejderne i den offentlige sektor vil heller ikke gå ram forbi. Tilkæmpede goder, som i årevis er blevet taget for givet, vil blive angrebet. Der vil blive sat spørgsmålstegn ved alt, der er forbundet med et velfærdssamfund.
Generationen, der voksede frem i efterkrigstiden og oplevede de ”gyldne år” i 1960’erne kunne se frem til, at levestandarden blev forbedret. De kunne se frem til, at velfærden blev udbygget og at morgendagen blev bedre end i dag. Den generation, der nu vokser frem, har ikke de samme udsigter. De, der er unge i dag, har aldrig kendt til udbygninger af velfærdssamfundet. De kender kun til nedskæringer. Og det vil blive værre i den kommende periode. Det kan ikke undgå at påvirke bevidstheden. Nogle lag vil blive deprimerede, apatiske eller kyniske. Nogle lag vil blive ofre for reaktionære stemninger, racisme og kriminalitet. Men brede lag vil blive tvunget i retning af revolutionære konklusioner. Årsagen er ganske enkel: fordi det nuværende samfundssystem ikke kan tilbyde en fremtid, der er sit navn værdig.
Kan krisen reguleres væk?
Den nuværende krise har afsløret, at dereguleringen af markedet har spillet fallit. Mange i arbejderbevægelsen er af den opfattelse, at kapitalismen kan reguleres til det bedre. De mener, at den neoliberalistiske politik – og ikke det kapitalistiske system som sådan – bærer skylden for finanskrisen.
Under opsvinget råbte kapitalisterne i kor på mindre statslig regulering og mere frit spil for markedskræfterne. Nu, hvor der er krise, forventer de til gengæld at blive reddet på skatteydernes regning. Kapitalisterne ønsker at privatisere profitterne, men socialisere tabene. Alle regeringer – borgerlige såvel som socialdemokratiske – fik i 2008 hurtigt travlt med at efterkomme ønskerne fra deres herrer på bankernes direktionsgange.
Uanset hvilke ”redningsplaner”, kapitalisterne laver, vil de enten være nødt til at hente pengene i profitterne eller fra arbejderne gennem øgede skatter, nedskæringer i det offentlige eller en sænkning af reallønnen. Alternativet – at få kapitalisterne til at betale – vil sænke profitterne og mindske efterspørgslen efter produktionsmidler. Investeringerne vil gå ned og resultatet vil blive en økonomisk depression. Det eneste holdbare ud fra et kapitalistisk synspunkt er at lade arbejderne betale for krisen. Uanset hvad er en længerevarende, hård nedtur uundgåelig. Det er kapitalismens logik. Hvis man accepterer kapitalismens rammer, vil det uundgåeligt blive resultatet.
Nogle af de borgerlige håber nu at afbøde krisens virkninger gennem såkaldt regulering. De får støtte af de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen, der har fisket de gamle, miskrediterede keynesianistiske ideer op af historiens skraldespand.
Keynes mente, at kapitalismen skaber kriser på grund af manglende efterspørgsel i økonomien. Løsningen var, mente Keynes, at nogen gik ud og brugte penge for at opkøbe varerne og holde produktionen kørende. Den eneste, der kunne gøre det, var staten. Hvor skulle pengene komme fra? Det ville ikke fungere at sætte skatterne i vejret, for det ville blot give folk endnu færre penge at forbruge for, og efterspørgslen ville stadig være lav. Keynes ”løsning” var derfor, at staten skulle bruge penge, den ikke havde. Altså skulle staten låne penge.
Keynes mente, at denne ”underskudsfinansiering” før eller siden ville tjene sig selv ind. Ideen var, at staten ville sætte gang i den økonomiske aktivitet og skabe en ”multiplikatoreffekt”, som gjorde, at arbejderne, der fik ansættelse på projekter, som staten finansierede, ville få penge mellem hænderne til forbrug. Det ville igen give en hånd til producenterne af forbrugsvarer, skabe flere arbejdspladser, og sådan ville det fortsætte. Stigende beskæftigelse og produktion ville give staten flere indtægter i form af skat, og dermed ville regeringen blive i stand til at betale for lånet.
Hvis staten punger ud bliver der skabt markeder, som kapitalisterne kan tjene penge på. Pointen er, at disse markeder er kunstige. Det kan de være i to henseender. Enten kan de været baseret på trykte penge (fører til inflation) eller også kan de være baseret på lån fra de selv samme kapitalister, som skal profitere på markedet. I så fald er keynesianisme det samme som at fordre kapitalisterne med deres egen hale.
Problemet med overproduktion kan ikke løses med underskudsfinansierede offentlige arbejder og lignende. Ny produktion på kredit skaber også merværdi og løser ikke det grundlæggende problem: at der – ifølge kapitalismens logik – er for mange produktionsmidler. Krisens funktion består netop i at ”rense ud” i produktionsapparatet gennem fabrikslukninger, fyringer og destruktion af varer og produktionsmidler.
For igen at gøre det profitabelt at investere har kapitalisterne brug for, at en mængde virksomheder går fallit og må dreje nøglen om. De har brug for, at sunde og raske arbejdere i titusindvis bliver fyret. De har brug for, at produktionsmidler, der ikke fejler noget, bliver smadret. De har brug for at nedbringe den mængde kapital, de skal lægge ud til løn i forhold til deres profit – med andre ord har de brug for, at arbejderne skal acceptere en nedgang i levestandarden for at betale for krisen. Det grundlæggende spørgsmål om profitterne kan keynesianisterne ikke løse med nok så mange offentlige investeringer for lånte penge.
Keynesianismen fungerer ikke, og den har aldrig virket i praksis. Det er fordi, kapitalismen ikke kan ”reguleres” til at fungere til alles bedste. Keynesianismen har aldrig fungeret. Da den keynesianistiske politik blev anvendt i efterkrigstiden og i en periode så ud til at virke, fordi opsvinget blev forlænget gennem offentlige investeringer for lånte penge, endte det med et pinligt nederlag for de keynesianistiske økonomer. Krisen blev blot udskudt, og da den endelig kom i 1973, betød den store gæld blot, at krisen blev fulgt af en enorm inflation. For at få bugt med inflationen var det nødvendigt for kapitalisterne at skære drastisk ned i den offentlige sektor. De massive besparelser i 1980’erne og nedskæringerne i 1990’erne var ikke en tilfældighed, men et resultat af, at staten skulle betale mange milliarder af på den store gæld. Det var et direkte resultat af den keynesianistiske politik, som slog så ynkeligt fejl.
Et andet eksempel er Japan, hvor underskudsfinansieringen absolut ikke fjernede krisen, men tværtimod trak krisen ud til en langvarig økonomisk depression i 1990’erne. På trods af, at alle erfaringer har vist, at keynesianismen ikke virker, forsøger lederne af arbejderbevægelsen nu at hive denne miskrediterede politik op af historiens skraldespand.
Udsigterne
Krisen bliver efter alt at dømme dyb og langvarig. Men vil det kapitalistiske system bryde fuldstændig sammen som et korthus? Al Jazeera bragte 19. september en interessant artikel, hvor de stillede en række borgerlige økonomer spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende krise varsler afslutningen på kapitalismen i USA. De siger så godt som alle sammen, at systemet lige nu er noget forfærdeligt roderi, og at det er nødvendigt med statslig indblanding for at redde samfundets top gennem krisen. Men professor Gerald Friedman fra University of Massachusetts kommer med et svar, der er særdeles interessant:
”Det er en meget alvorlig finanskrise, og hvis den ikke bliver håndteret korrekt kan den blive en alvorlig recession og endda en depression, men det er usandsynligt, at den bliver så alvorlig som den store depression fra 1929-40 i og med, at myndighederne har lært at samarbejde i kriser. Mere vigtigt er det, at et kapitalistisk system – eller ethvert socialt system – kun kan blive omstyrtet af et modsat system, støttet af en opstigende økonomisk klasse.” (Vores fremhævning.)
Vi er ikke enige med professor Friedman i påstanden om, at myndighedernes samarbejde kan forhindre, at krisen udvikler sig til depression. Professor Friedman leverer imidlertid en klar formulering af den eneste metode til at undgå, at almindelige mennesker skal gå fra hus og hjem, at vi skal vende tilbage til massearbejdsløshed, at maskiner skal ligge stille mens arbejdere går ledige, at spekulanter belønnes med milliarder i bistand fra staten, som de har røvet fra arbejderklassen. Metoden er, at en klasse i modsætning til kapitalisterne tager magten og opretter et nyt system – et socialistisk system med demokratisk planlægning fra arbejderklassens side. Her er vi helt enige med professoren, selv om han ikke drager den logiske konsekvens af sit udsagn.
For at afskaffe kapitalismens vanvid er det nødvendigt med organisering og bevidst handling for at erstatte det anarkistiske markedssystem med rationel planlægning. Opgaven for arbejderbevægelsen i Danmark og internationalt er at kæmpe for arbejdernes forhold. Hvis kapitalismen ikke kan sikre disse forhold, må arbejderbevægelsen sætte en stopper for dette system. Den økonomiske situation tvinger faglige og politiske ledere til klart at vælge side – enten for arbejderklassen eller for kapitalisterne. Samfundet er gået ind i en periode med krampetrækninger, turbulens og uhørt polarisering.
Regeringerne verden over har allerede vist løsningen på krisen. Hvis markedet er planøkonomien overlegen, hvorfor overlader de så ikke bare løsningen til markedet selv? Sagen er, at plan er tusind gange mere effektivt end kaos og markedets ”usynlige hånd”.
Regeringerne har nationaliseret flere banker og forsøgt at regulere markederne. Det giver mulighed for planlægning – bankerne må overtages helt og underkastes demokratisk styring og kontrol, så de virker for flertallets bedste i stedet for en lille gruppe finans-magnater. Men regeringerne gør det for at redde kapitalisterne i en periode, hvor profitterne er væk. Det, der er brug for, er en rationel planlægning af økonomien som helhed. Men man kan ikke planlægge, hvad man ikke ejer. Der er brug for, at bankerne og de store virksomheder bliver overtaget af staten og underkastet arbejderklassens demokratiske kontrol.
