”Det er fjollet at have et program, som signalerer noget andet end det, vi dybest set står for”, kunne man læse næstformand, Jakob Nørhøj, citeret for 10. januar på Politiken.dk. Og hvad er det, der ”signalerer noget andet, end det vi står for”? Efter sigende er det ord som kapitalisme, klasse og revolutionære processer. Det fik utvivlsomt en del SF\'ere til at få kaffen galt i halsen. Hvis vi ikke, som socialister, skal kæmpe for et demokratisk socialistisk samfund, i modsætning til det nuværende kapitalistiske, hvad er så vores berettigelse?
Og det er da blot ord og ”gammeldags formuleringer”, men det er ord med mening. Vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi lever i et klassesamfund. Det er bare at åbne øjnene og betragte den enorme krise, der udfolder sig for vores øjne. Her kan vi betragte, hvem der ejer og hvem banken ejer. Hvem der bliver sat på gaden, og hvem der tjener på krisen. Hvem der fyrer og hvem der ryger i arbejdsløshedskøen. Massearbejdsløshed har sjældent været en del af overklassens hverdag.
Klassekamp på dagsordenen
Hvad der er behov for fra partiet, er mere end nogensinde før at sige tingene, som de er; Krisen er født ud af det system, vi lever under: Det kapitalistiske. Det kommer vi ikke udenom, ligegyldig om vi sletter ordet fra samtlige programmer, bøger og opslagsværker. Krisen forsvinder ikke, selv om vi allesammen koncentrer os om at tænke glade tanker. Krisen er ikke et psykologisk fænomen, men helt materiel: Arbejderklassen kan ikke købe de værdier tilbage, som den har produceret, fordi kapitalisterne snupper merværdien til sig selv. Den borgerlige regering har forsøgt at holde krisen stangen ved at udvide kreditten og basere arbejderklassens forbrug på lån. Resultatet ser vi i dag.
Kriser er en del af kapitalismen
Vores første opgave i SF er netop dette: at sige, hvad er. I årtier har gud og hvermand fået indprentet, at markedsøkonomien kun kunne gå fremad. Nu oplever denne myte en frontal kollision med virkeligheden. Hvem andre end SF skal sige sandheden? Ledelsen af partiet har endnu ikke villet sige dette. Man har nøjedes med at sige, at krisen skyldes spekulation og grådighed. Men hvad er spekulation og grådighed andet end godt købmandskab? Det er en naturlig del af et system der producerer efter profit og ikke nødvendighed.
Og her rammer vi sagens kerne. For hvad vil der ske, hvis vi siger at krisen er en indbygget del af det samfund, vi lever i? Konsekvensen må jo så være, at vi må kigge os om efter en anden type system, der ikke er ukontrollerbar og bringer os ud i kriser og elendighed, men tværtimod kan styres demokratisk. Altså at en omvæltning eller ”revolutionær proces” er nødvendig. Og det er, hvad Nørhøj vil fjerne fra programmet.
SFU og ”moderniseringen”
Nørhøjs tilgang til det socialistiske program er ikke enestående. Den har også kunnet ses i SFU det sidste stykke tid. Men her i en lidt anden form.
Her taler lederne om ”praktisk socialisme” som et opgør med den måde, der tænkes socialisme på venstrefløjen. I modsætning til hvad, er dog ikke klart, for hvordan kan socialisme være andet end praktisk? Men det er vist noget med at være lidt mere pragmatisk, at være lidt mere kompromissøgende, lidt mere glad for Dannebrog, lidt mindre glad for indvandrere og at hænge sig lidt mindre i ”dogmatiske principper”, lidt mere midtsøgende.
Samtidig er velfungerende lokalafdelinger i København blevet splittet op, og er nu kun en skygge af sig selv. Folk bliver indkaldt til kammeratlig samtale, hvis de er mistænkt for på nogen måde at have været i kontakt med denne avis, og i det hele taget er der lidt en følelse af, at der bliver lagt låg på interne debatter til fordel for en meget ukritisk fremtoning udadtil fra de ledende lag i SFU overfor SF\'s ledelses tiltag.
Det er en udvikling, der må bremses. Hvad, der er behov for, er tværtimod mere debat og diskussion af politikken og socialisme. Ikke for at udrense den, som Nørhøj foreslår, men for at uddybe den.
Bryd med de Radikale
Vi kan inden for kort tid stå med SF i en regering med Socialdemokraterne og det Radikale Venstre. Hvordan kombineres en socialistisk politik med et borgerligt parti som de Radikale, der argumenterer for en mere liberal økonomisk politik end den borgerlige regering? Modsætningen skærer i øjnene.
Sandheden er at det Radikale Venstre er arbejdsgivernes bedste garanti for, at en ny regering ikke rører deres profitter og privilegier. Det så vi under Nyrup-regeringen i halvfemserne. Derfor har de heller ikke noget at gøre i en regering med arbejderpartierne, og vil være katastrofal, idet at det vil betyde, at en kommende regering vil blive tvunget til stadig at lægge krisens byrde på arbejderklassens skuldre. Det vil medføre demoralisering af alle SF og S\'s vælgere, der jo netop vil vælge S og SF for at forsvare deres forhold. På den måde kan en regering med S, SF og R rent faktisk bane vejen for en endnu mere højreorienteret regering end Fogh-regeringen. Derfor skal vi ikke afmontere SF\'s socialistiske program, men tværtimod udbygge det og smide de Radikale for porten.
Utopi eller videnskab
SF's program er måske ikke det klareste i verden. Men netop de elementer, som Nørhøj foreslår fjernet, er programmets stærkeste sider. Måske er det rigtigt, at ordene kapitalisme, klasse og revolutionære proces, for nogle lag i partiet, har taget lidt form af rituelle begreber, der kun bliver taget frem ved særlige lejligheder. Det lader i hvert fald til at være tilfældet for Nørhøj. Men for resten af verdens befolkning er det den hårde virkelighed.
SF er baseret på et marxistisk grundlag. Og sandheden er marxismens største styrke. Selv om ledelsen indgår i et yderst fornuftigt samarbejde med Socialdemokratiet, skal vi ikke glemme hvorfor: For at føre en socialistisk politik og gennemføre reelle forbedringer for arbejderklassen. Det kan kun ske, hvis ledelsen anlægger den samme synsvinkel som programmet: at vi lever i et klassesamfund. Et kapitalistisk samfund. Og at vi må gøre op med det. For reelle forbedringer, et reelt forsvar af arbejderklassen, kan kun ske ved at angribe samfundets absolutte tops ejerskab og herredømme over de danske arbejdspladser, boligmarked, banker og så videre.
Når Nørhøj forslår at udrense programmet for socialistisk indhold, foreslår han i virkeligheden, om han vil det eller ej, at gå imod reelle forbedringer og et reelt forsvar af arbejderklassen – det stik modsatte af hensigten med at deltage i en kommende regering med Socialdemokraterne.
På 90-året for hendes drab er det passende at huske, hvad Rosa Luxemburg blandt andet sagde: ”de revolutionære er de bedste reformister.” De eneste, der kan gennemtvinge reelle reformer, fordi vi tør tage fat, hvor det gør ondt på kapitalisterne.
