Den 29. januar præsenterede SF og S et fælles skatteudspil. Eller rettere: der blev præsenteret ni principper som SF og S går ind til forhandlingerne om en skattereform med. De ni principper er:

1. Pengene skal være der først
2. Færre skattefordele til erhvervslivet
3. Højere skat på forurening
4. Mindre skattesnyd og bedre ligning
5. Bunden er vigtigere end toppen
6. Særlig indsats for lavtlønnede forsørgere
7. Færre skal betale topskat
8. Husk folkepensionisterne
9. Overførselsindkomster skal kompenseres for stigende forureningsafgifter

Det er et stærkt budskab, at SF og S meddeler, at de går ind til forhandlingerne samlet, og går fra dem samlet. Og de ni teser i sig selv er ganske fine. Imidlertid er de samtidig meget brede, og med de borgerliges vanlige snuhed kan stort set alle deres "reform"-forslag lægges ind under et af punkterne. Men det er åbenlyst, at for de fleste arbejdere vil det fælles skatteudspil blive set som, at S og SF vil stå vagt om de nederste og bredeste lag i samfundet og lade den absolutte top og erhvervslivet betale. Og det er der absolut behov for. For med skattekommissionens nye rapport er der lagt op til hårde angreb og yderligere omfordeling fra arbejderklassen til overklassen.

De borgeliges skatteoffensiv
Skattereformen, som den borgerlige regering har startet, vil blive hastet igennem i løbet af de næste to måneder, og det vil ske på baggrund af den skattekommission som regeringen har nedsat. Skattekommissionens rapport udkom i mandags og indeholder en lang række forslag der sigter på at udvide skellet mellem kapitalister og arbejdere i Danmark.

Det erklærede formål for rapportens forslag er at sænke marginalskatten for overklassen i Danmark. Det pakker de ind i fraser om lavere skat på arbejde, men hele rapporten er en lang argumentation for hvorfor sænkning af netop topskatten er at foretrække, frem for sænkning af skatten på arbejderklassens surt tjente lønninger. Dog bliver de nødt til at foreslå kosmetiske sænkninger af bundskatten, (der opvejes med afgifter) for at legitimere deres slogan om lavere skat på arbejde.

Bunden skal betale for toppen
I dag findes der 600.000 mennesker eller ca. 10 procent af befolkningen i Danmark, der betaler 63 procent i skat (skattekommissionens rapport). Det er dette lag som regeringen og dens skattekommission vil forkæle på bekostning af de resterende 90 procent. Skattekommissionen foreslår endda et loft på trækprocenten for de rigeste på 50 procent.

Argumentationen er lidt den samme som med såkaldt trickle-down economics. Altså ”når det regner på præsten, drypper det på degnen”. Jo bedre og billigere, det bliver for overklassen, jo bedre bliver det for arbejderklassen.

Det argument kan imidlertid virke en kende besynderligt, når man tænker på at det primært er arbejderklassen, og ikke mindst de studerende, der lægges op til skal finansiere overklassens skattelettelser. Det skal ske gennem grønne afgifter (blandt andet stigning i afgifter på brændsel på 15 procent, el 5 procent, vægtafgift på biler osv.), der vejer langt tungest på en arbejderfamilies budget, nedsættelse af rentefradraget på ejerboliger, afskaffelse af de såkaldte ligningsmæssige fradrag som for eksempel på A-kasse, fagligt kontingent og befordringsfradrag. Derudover foreslår skattekommissionen begrænsning af SU til fire år, hvorefter den erstattes af statsgaranterede lån, eller mere passende: statsgaranteret gæld.

Indfasningen af rentefradraget på ejerboliger forslås først påbegyndt i 2012, men det vil være et yderligere søm i kisten for de mange arbejderfamilier der sidder i historisk dyrt købte parcelhuse eller ejerlejligheder med afdragsfri flex-lån til op over begge ører. I sidste ende kan det være skubbet der driver dem ud over kanten til tvangsauktion.

Yderligere udbygning af skellet mellem arbejdere og kapitalister
Ifølge skattekommissionens egen rapport vil indførelsen af deres forslag medføre at Danmark rykker ned i rækkerne i opgørelsen over forskellige landes forskel mellem rigeste og fattigste. For en familie på to voksne og to børn i en ejerbolig og en årlig lønindkomst på 600.000 vil reformen give dem 120 kroner mere om året. For en tilsvarende familie med en lønindkomst på 1.100.000 kroner vil det give 36.940 kroner (skattekommissionens rapport).

Det mærkværdige er, at ifølge alle skattekommissionens regneeksempler er der ingen, der får mindre i hænderne som konsekvens af deres forslag. Enten har kommissionen fundet det længe søgte pengetræ, eller også – hvilket er mere sandsynligt – er det arbejderklassen, der må lægge ryg til. Men man har behændigt undladt at udregne tilfælde hvor reformforslagene kommer til at koste arbejderfamilier dyrere end i dag.

Skattekommissionen vil øge arbejdsudbuddet
Skattekommissionens argument for at sænke marginalskatten er at det vil øge tilskyndelsen til at arbejde mere. Flere timer om ugen og mindre ferie. Sammenlagt håber de at kunne øge arbejdsudbuddet med 50.000 – 60.000. Inden vi går videre med dette, må vi stille os spørgsmålet: hvorfor vil man øge udbuddet?

I en markedsøkonomi svinger priserne hele tiden som følge af forholdet mellem efterspørgsel og udbud. Hvis der er stor efterspørgsel på en vare stiger prisen og omvendt. Arbejdskraft og dermed arbejdere er under kapitalismen en vare ligesom alle andre. Når udbuddet af arbejdskraft stiger, ja så falder prisen (lønnen) selvfølgelig. Det er målet med de borgerliges snak om at øge arbejdsudbuddet.

Men samtidig med at skattekommissionen siger de vil øge arbejdsudbuddet med hvad der svare til 50.000 – 60.000 fuldtidsstillinger, er vi i begyndelsen af den største økonomiske krise siden anden verdenskrig, og sandsynligvis endda siden depressionen i 30'erne. Allerede nu stiger arbejdsløsheden (eller arbejdsudbuddet om man vil) kraftigt. I København er ”arbejdsudbuddet” inden for murerfaget for eksempel 25 procent over hvad der er arbejde til. Så de 50.000-60.000 yderligere falder ikke just på et tørt sted. I det hele taget kan det ikke betegnes som andet end toppen af arrogance fra skattekommissionens side. Hvem andre end en af den borgerlige regerings ”ekspert-kommissioner” kan kræve højere arbejdsløshed i en tid hvor massearbejdsløshed truer med at stikke sit ækle fjæs frem endnu engang?

Arbejdsløse gemt af vejen
Alle skattekommissionens tiltag sigter kun på folk der i arbejde. Det er sådan, de mener at kunne omlægge folks udgifter fra skat på arbejde til afgifter osv., det man i gamle dage kaldte kopskat. Altså at alle uanset indkomst betaler samme beløb i kroner og ører. På den måde vil de borgerlige langsomt fjerne de sidste rester af den progressivt stigende trækprocent og flytte statens indtægter over imod kopskat, som vejer som en blyklods om halsen på arbejderklassen, særligt den arbejdsløse del og ungdommen, mens den rige overklasse knapt bemærker at de skal give de ekstra håndører for strøm eller lignende.

Men hvad med de, der ikke er i arbejde? Hvad med de 6000, der blev tilføjet arbejdsløshedskøen i december (pol.dk 29. januar)? Hvad får de ud af reformen? Intet. De skattesænkninger de vil opleve vil blive langt opvejet af stigende afgifter, og sænkning og afskaffelser af fradrag osv., særligt hvis de sidder i en ejerbolig. Dermed håber skattekommissionen og de kapitalister, de repræsenterer, at kunne gøre forholdene for arbejdsløse endnu værre, og dermed kunne presse lønningerne for de, der er i arbejde.

Kampen for gratis uddannelse til alle
I den senere tid har vi set en række kampe i Europa hvor studenter har indtaget en vigtig del. Det gælder ikke mindst Italien, Spanien og Grækenland. I Danmark har de universitetsstuderende dog kun i mindre grad været på gaden, i sammenligning med for eksempel gymnasieeleverne. Det skyldes ikke at de universitetsstuderende er tilfredse med deres forhold – så langt fra. Det skyldes snarere, at deres organisationer har været meget hårdt ramt af den bureaukratisering, der fandt sted i halvfemserne. Bureaukratiet i disse organisationer har virket som et låg på en trykkoger uden sikkerhedsventil. Et enormt tryk af frustrationer er blevet opbygget over de sidste år.

Fastholder regeringen skattekommissionens forslag om afskaffelse af SU på de lange videregående uddannelser, kan det meget let resultere i en eksplosiv studenterkamp.

Igennem hele studenterbevægelsens levetid har kravet om god og gratis uddannelse været et kardinalpunkt. Det er en forudsætning for, at arbejderklassens børn har blot den mindste chance for at få en videregående uddannelse.

Angreb kan skabe eksplosion
Igennem mange år har den borgerlige regering skridt for skridt, forhøjet brugerbetalingen og forringet forholdene. De universitetsstuderendes organisationer har bukket nakken.

Men nu foreslår regeringens skattekommission at en del af overklassens skattelettelser skal finansieres af de studerende der i forvejen må kæmpe med gæld på hundrede tusinder når de har afsluttet deres uddannelse. Afskaffelse af SU’en efter fire år vil betyde, at studerende så skal betale i hvert fald 150.000 oveni, hvis de går på en syvårig uddannelse, for ikke at tale om, hvis de vælger at skifte uddannelse.

Et så radikalt angreb vil meget vel kunne kaste de universitetsstuderende ind på klassekampens scene, i et omfang der kan få ’68 til at minde om en lilleput-fodboldkamp. Derfor er det også meget usandsynligt, at den borgerlige regering er villig til at tage den risiko og følge skattekommissionens forslag.

Imod de borgerliges skattereform
Denne artikel har kun overfladisk behandlet rapporten fra Skattekommissionen. Og det er da også uvist, hvilke dele der ender med at komme med i et forlig og i hvilken form. Men grundlaget har regeringens kommission hermed udstukket.

Utvivlsomt vil Fogh gøre som han har gjort før og affeje nogle af angrebene for at fremstå som garant for ”den lille mand”. Det er helt kalkuleret at kommissionen ”sigter over målet” for at få den borgerlige regerings kommende skatteangreb til at fremstå mere moderate og arbejderklassevenlige. Men de grundtanker, som kommissionen har præsenteret vil uden tvivl være retningsgivende for det endelige forlig.

Nej til klassesamarbejde
De borgerlige partier vil, som borgerlige gør, forsvare kapitalisternes interesser, også under forhandlingerne af en skattereform. Det kan også ses tydeligt på at de Radikale jubler over hele linjen over skattekommissionens forslåede angreb på arbejderklassen.

I en tid med krise, som den nuværende, kræver kapitalisterne angreb på arbejderklassen, og en skattereform er bare en af fronterne. Derfor bør ledelsen i SF ikke gå med i ”et bredt forlig” [læs: forlig med de borgerlige partier], heller ikke selv om toppen af Socialdemokratiet kræver det. I SF må vi forsvare arbejderklassen og ungdommens interesser. Det gør vi konkret ved at kæmpe side om side med socialdemokraterne imod arbejdsgiverne og de borgerlige.

Men det bør ikke betyde, at SF’s ledelse politisk skal underlægge partiet under Socialdemokratiets ledelse. Hvis ikke SF kan fremføre sin politik, risikere SF at blive et mini-socialdemokrati. Det kan hverken SF's medlemmer, arbejderklassen eller ungdommen være tjent med. Derfor må ledelsen også sige nej, hvis der foreslås en politik, der går imod arbejderklassen og ungdommens interesser. Og de må også sige nej til samarbejde med alle de borgerlige partier. Også selv om toppen af socialdemokratiet måske bliver bitre.

Vi har intet til fælles med arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier. Hvornår har man sidst set en bankdirektør i køen nede på jobcentret? Derfor skal SF’s ledelse heller ikke være med til at tage ansvaret for en borgerlig skattereform, som man kan få indtryk af ved at høre forhåndsudmeldingerne om, at SF vil deltage i et ”bredt” forlig. Vi så hvad der skete sidst noget lignende blev sagt, nemlig før finanslovsforhandlingerne, hvor ledelsen på forhånd meldte ud at man ville stemme for, uanset indholdet. Kort efter forliget var indgået, med blandt andre SF’s stemmer, fandt man så ud af, at finansloven var knapt så god.

Derfor bør ledelsen i SF, i stedet for at indgå i forlig med arbejdsgivernes repræsentanter i de borgerlige partier, udbygge de ni teser i dybden med et klart socialistisk perspektiv. I hvert af de ni punkter bør der være et gennemgående tema: forsvar af arbejderklassen imod kapitalisterne og deres krise – byrden skal ligge på kapitalisterne. Også når det gælder grønne afgifter.