Der er ingen tvivl om, at den danske økonomi, ligesom verdensøkonomien, i godt i gang med den største krise siden den store depression i 1930. der er heller ingen tvivl om at der nu mere end nogensinde før er brug for at arbejderpartierne står sammen. Det øgede samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF, som dette brev er et udtryk for, er et vigtigt skridt i den retning.
Der er brug for en krigserklæring
Den borgerlige regering har i alle årene siden den kom til magten ført en politik med angreb på velfærden og den danske arbejderklasse; forringelser af dagpengene, startløn, kontanthjælpsloft, nedskæringer, afskaffelse af skolepraktikordningen osv. Samtidig har regeringen forgyldt den danske finansielle sektor med en række love der afregulerede restriktionerne på udlånspolitikken. Det har betydet at bl.a. de danske banker har haft milliardoverskud i årevis, betalt af den danske arbejderklasse i renter på lån og gebyrer.
I brevet kræver Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, at finansloven genforhandles, fordi forudsætningerne er ændret siden med krisen. Kravet om en genforhandling af finansloven fra Socialdemokraterne og SF ville være oplagt at bruge som en krigserklæring mod regeringen. Desværre er resten af brevet det stik modsatte af en krigserklæring; det appellerer til den borgerlige regering om et bredt samarbejde mellem partierne og at der laves et ”nationalt kompromis”!
De seneste otte år har gymnasieelever, lærlinge, sosu-assistenter, sygeplejersker, politibetjente, buschauffører osv. været ude i strejker og demonstrationer i protest mod regeringens politik. For mange er det gennem disse kampe blevet tydeligt, at der er brug for en ny regering, hvis der skal gennemføres en ny politik uden nedskæringer, krige og angreb på arbejderklassen. Men en ny regering kommer ikke af sig selv, den kommer kun med en klar opposition til regeringen.
Når Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal siger, at løsningen er et nationalt kompromis, gør de i virkeligheden det stik modsatte; de fremstiller den borgerlige regering som en del af løsningen, og ikke en del af problemet. Hvis de borgerlige er en del af løsningen, hvorfor så vælge en ny regering? Parolen om et nationalt kompromis er den direkte vej til at lade den borgerlige regering blive siddende på magten, ligesom Helle Thornings strategi om at ”arbejde regeringen ud af kontorerne”, har vist sig at være.
Der er brug for at arbejderpartierne i stedet, siger det klart, som det er; den borgerlige regering må væltes, så vi kan få en ny regering bestående af arbejderpartierne, der vil sikre arbejderklassen og ungdommens forhold.
Et nationalt kompromis?
Men hvad betyder et nationalt kompromis i virkeligheden? De fleste har mærket, hvilke interesser den borgerlige regering har forsvaret de seneste otte år; de har forsvaret dem, der støtter dem; erhvervslivet, ikke mindst den finansielle sektor. Det er sket på bekostning af arbejderklassen, når dagpengeregler er forringet, velfærden skåret ned osv.
Nu forsøger regeringen at lægge byrden for krisen på arbejderklassens skuldre. Allerede nu stiger arbejdsløsheden dramatisk med arbejdsfordeling og fabrikslukninger, med fyringer i byggeriet og en offentlig sektor der kommer til at stå overfor endnu mere massive nedskæringer end vi hidtil har set, når kommunerne skal til at udbetale dagpenge til det stigende antal arbejdsløse i den næste periode.
De to partilederes brev til den borgerlige regering fastslår korrekt, at Finansloven bør genforhandles. Men i stedet for at lægge op til kamp imod den borgerlige politik, appellerer de til den borgerlige regering om samarbejde.
Men man kan ikke forene to modsatrettede interesser. På den ene side står kapitalisterne, dvs. dem der ejer fabrikkerne, bankerne osv. På den anden side står arbejderklassen og deres familier, dvs. dem der hver dag må gå på arbejde, dvs. det overvældende flertal af danskerne - alle dem der har været tvunget til at tage lån i banken for at kunne købe hus eller bil, eller bare få kontoen til at hænge nogenlunde sammen med en kassekredit.
Et nationalt kompromis med den borgerlige regering kommer uden tvivl til at betyde, at arbejderklassens interesser underlægges kapitalisternes.
Det er det samme, som når lederne af Socialdemokraterne og SF stemmer for finansloven og den første bankpakke for at være ”ansvarlige”. Men man kan ikke være ansvarlige overfor både kapitalisterne og arbejderklassen på samme tid, man må vælge side.
Socialdemokratiet og SF er arbejderklassens partier, den eneste vej frem er at kæmpe for arbejderklassens interesser, det vil også sige imod ethvert kompromis med de borgerlige.
Bankpakker og alternativer
For det første kræver Helle Thorning og Villy Søvndal, at der vedtages en ny bankpakke, fordi den ”finansielle sektor hverken kan eller vil løfte sit samfundsansvar”.
Det har de sådan set fuldstændig ret i. At den finansielle sektor, eller for den sags skyld nogen andre dele af erhvervslivet, ikke vil løfte et samfundsmæssigt ansvar, er en indbygget logik i det nuværende kapitalistiske samfund. For enhver virksomhed, hvad enten det er et byggefirma, en fabrik eller en bank, er målet at tjene flest muligt penge til aktionærerne, ellers går firmaet under i konkurrencen og aktionærerne tjener dermed ingen penge. Så længe den private ejendomsret eksisterer, vil ethvert firma være styret af målet om profit og ikke ”samfundets interesse”.
Og hvad betyder samfundets interesse i virkeligheden? For kapitalisterne er det i deres interesse, at mulighederne for at tjene penge er bedst mulige, dvs. lavest mulige lønninger, dårlige arbejdsforhold, lavest mulig skat. For arbejderklassen er interesserne det stik modsatte.
Der findes ikke en ”samfundets interesse”, men en flertallets interesse, dvs. arbejderklassens interesse, og den vil den finansielle sektor aldrig nogensinde opfylde.
Både S og SF stemte for den sidste bankpakke med argumentet om, at der ikke var noget alternativ. Men der er et alternativ, og Socialdemokraterne har med et tidligere forslag om at kræve, at staten får indflydelse i bankernes bestyrelser, allerede vist det første skridt i retning af alternativet. Helle Thorning og Villy Sønvdal skriver helt korrekt, at bankerne nu efter den første bankpakke er dybt afhængige af statsstøtte. Det betyder i virkeligheden, at de danske skatteydere, det vil i overvældende grad sige de danske arbejdere, finansierer de danske banker, der har skovlet milliarder ind i overskud de seneste mange år.
Hvis arbejderne betaler til bankerne, bør de også bestemme over dem. Man kan ikke bestemme over noget man ikke ejer, som vi bl.a. har set med statens forsøg på sænkning af renten i nationalbanken, der primært er kommet finanskapitalisterne til gode, og ikke de almindelige lånere.
Alternativet til de borgerliges bankpakker er, at staten overtager bankerne. På den måde kan man demokratisk bestemme, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles, ligesom man kan beslutte rimelige lånevilkår for arbejdere, de små erhvervsdrivende osv., der de seneste år er blevet udplyndret af bankerne. Hvis staten ejer bankerne, skal der ikke skabes et overskud til nogen aktionærer og bankdriften kan med det samme gøres utrolig meget billigere og mere effektiv.
Udbyg velfærden
Årsagen til Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals brev er alvorlig – den største økonomiske krise siden depressionen i 1930. En krise, der vil have enorme konsekvenser verden over for arbejderklassen med massearbejdsløshed, tvangsauktioner, nedskæringer osv. til følge.
I Danmark ser vi allerede nu, hvordan virksomhedernes mangel på arbejdskraft er afløst af et hastigt stigende antal fyringer og lukninger af fabrikker, byggefirmaer og så videre. Her viser kapitalismens fuldstændige absurditet sig; der mangler mad, skoler, hospitaler, huse osv., samtidig med at millioner af mennesker nu gøres arbejdsløse.
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kræver, at begrænsningen af kommunernes anlægsaktiviteter ophæves, så kommunerne kan iværksætte alle de anlægsprojekter de ”finder økonomisk bæredygtige med øjeblikkelig virkning”.
Det er fuldstændig klart, at der er brug for et program for at iværksætte offentligt byggeri. Problemet er imidlertid også, at kommunerne ikke har nogen penge at starte dette byggeri for. De seneste år er der skåret kraftigt i kommunernes ressourcer, den nye finanslov skærer yderligere i ressourcerne, og den stigende arbejdsløshed vil få kommunernes udgifter til at eksplodere i den kommende periode til arbejdsløshedsunderstøttelse.
Der er ikke blot brug for et program for at sætte gang i det offentlige byggeri. Der er også brug for et program for, hvordan pengene skal skaffes. Brevet viser det første skridt i denne retning, med forslaget om oprettelsen af en oliefond, der med indtægter fra Nordsøen, bl.a. skal finansiere en ny aftale om fremrykket udbygning af dansk infrastruktur.
Nordsøolien blev foræret til A.P. Møller, der har tjent milliarder i de seneste år.
Et program for en arbejderregering må kræve, at staten overtager Nordsøolien, så pengene kan komme alle danskere til gode.
Derudover må svaret på virksomhedslukninger være, at staten overtager virksomheden og arbejderne demokratisk kører den videre og producerer i samfundets interesse. Det er det eneste fornuftige svar mod massearbejdsløshed og for at kunne finansiere en udbygning af velfærden i stedet for massive angreb.
Nationaliseringer og en planlægning af økonomien
I brevet fra Helle Thorning-Schmidt og Villy Sønvdal kræver de endvidere at reguleringen af den finansielle sektor kulegraves, og at ”...der må udvikles en langt stærkere regulering, som sikrer at skatteyderne ikke skal betale regningen, næste gang Danmark rammes af et økonomisk tilbageslag.”
For det første må det kræves, at de danske skatteydere, dvs. den danske arbejderklasse, heller ikke kommer til at betale regningen for krisen denne gang.
Men derudover må det slås helt fast, at regulering ikke kan løse problemet.
Den økonomiske krise skyldes ikke den finansielle sektors grådighed, mangel på regulering eller lignende.
Økonomiske kriser er indbygget i det kapitalistiske system. Den øgede gæld var bare med til at udskyde og uddybe krisen, fordi den holdt efterspørgslen kunstigt oppe i en periode. Men regulering af økonomien løser ikke de fundamentale problemer i det kapitalistiske samfund og de tilbagevendende kriser. Det viste regeringernes forsøg på keynsianistisk politik i 1970’erne og 1980’erne, hvor forsøgene på regulering førte til enorm inflation og statsunderskud.
Så længe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, dvs. virksomhederne, eksisterer, vil jagten på profit være det eneste motiv for produktion, og der vil herske anarki i produktionen. Skal kriser undgås og almindelige menneskers behov tilgodeses, er den eneste løsning, at økonomien planlægges demokratisk.
Vi har ikke brug for et nationalt kompromis med de borgerlige. Vi har brug for en klar opposition, der forsvarer arbejderklassens interesser og opstiller et klart modsvar til de borgerliges nedskæringer og angreb. Med et program om nationaliseringer af de vigtigste dele af økonomien kan arbejderpartierne udgøre et alternativ til de borgerlige, som hurtigt vil kunne få dem væltet af pinden.
