Siden nytår er der i gennemsnit blevet fyret 150 arbejdere om dagen. Det oplyser Politiken. Det er tydeligt for alle, at dansk økonomi er i frit fald. Arbejdsløsheden for murere i hovedstadsområdet er nu oppe på 25 procent. Og det er kun begyndelsen. Al snak om, at markdsøkonomien er verdens bedste system, er forstummet. Det er tydeligt, at bankdirektørernes regimente er en fiasko, der kun har ført til økonomisk ruin.

Hvad gør den borgerlige regering i denne situation? I stedet for at holde de danske banker og kapitalisterne ansvarlige for at ødelægge samfundets økonomi, og sætte bankdirektørerne i fængsel, har de foræret bankerne 100 milliarder. Regningen har de sendt til skatteyderne – det vil sige arbejderklassen.

Den store løgn

”Hov-hov,” vil nogle måske sige. ”De 100 milliarder er da kun et lån og ikke en foræring.”
Denne indvending er naturlig nok, da de borgerlige politikere har rygende travlt med at forsikre os alle sammen om, at der skam ikke er tale om en gave til overklassen, men derimod et lån, som vil blive betalt tilbage, og som vi alle sammen vil få gavn af. Men det er løgn og humbug. Her vil vi kort skitsere hvorfor.

At bankerne skal betale 10 % lyder af meget, men i praksis er det meget lidt. Baggrunden er, at lånet tælles med i bankerne kernekapital, dvs. at bankerne må låne mere ud. I gennemsnit låner de danske banker 7 til 9 gange deres kernekapital ud (bankpakken ligger et maksimum på 8,5 – det kaldes også gearing). Det vil sige, at bankerne ved at låne 100 mia., kan låne hele 850 mia. kr. ud.

Hvis vi laver et lille regnestykke ser vi derfor, at bankerne for at betale de 10 procents rente til staten af 100 milliarder, blot skal tage en rente på 1,2 procent af det udlån på 850 milliarder, de får mulighed for. Enhver ved, at bankernes udlånsrente er langt højere, og derfor tjener de fedt på denne handel. Lad os sige, at de låner ud til sølle 5 procent: det giver en ekstraprofit på 32,5 mia. kr. (850 x 0,05 - 10 = 32,5). Det er noget, de kan glæde sig over hos de danske finanskapitalister.

Imidlertid er det mere end tvivlsomt, om bankerne vil begynde at låne mere ud. De er klar over, at økonomien er i krise, og de ønsker ikke at låne ud for tiden.

Desuden er det værd at bemærke, at bankerne får de 100 milliarder som såkaldt hybridkapital. Bag dette uforståelige ord gemmer der sig den kendsgerning, at bankerne ikke skal betale pengene tilbage, hvis de går fallit.

Røveri fra arbejderklassen
Selv blandt de borgerlige økonomer er der mange, der ikke lægger skjul på, at bankpakken ikke er andet end et gigantisk røveri.

Aktieugebrevet (som ikke kan beskyldes for at udøve venstreorienteret propaganda) siger det ligeud:
”Bankpakke II er efter AktieUgebrevets vurdering danmarkshistoriens største foræring til en branche, hvoraf mange står på randen til at blive nødlidende på grund af flere års unødig udlånsfest og gearing af kapitalgrundlaget. Med pakken kan især Danske Bank ånde lettet op (…) Den indledende tekst om, at staten opnår et afkast, som svarer til den risiko, staten påtager sig er efter vores opfattelse vildledning af groveste karakter. Der væltes enorme risici over på de statslige finanser og skatteyderne, uden at staten får en tilsvarende upside, som eksempelvis en model, hvor den ansvarlige kapital senere kunne konverteres til aktier.”
Ifølge Aktieugebrevet bedriver den borgerlige regering altså ”vildledning af groveste karakter”. Det er det sprog, akademikere bruger, når de beskylder andre for at lyve vildt og uhæmmet.

Formålet med den borgerlige regerings løgn er klar: de ønsker at skjule bankpakkens klare klassekarakter. Bankpakken er en kæmpemæssig foræring til det danske samfunds absolutte top, og regningen går til arbejderklassen. Det er ingen tilfældighed, men skyldes, at de borgerlige partier er sat i verden for at tjene kapitalisterne interesser politisk. De borgerlige partier (Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale samt Liberal Alliance) får alle store pengebeløb af bankerne og deres organisation Finansrådet. De borgerlige fører altså benhård klassepolitik til fordel for kapitalisterne. Der er brug for, at arbejderpartierne gør det samme til fordel for arbejderklassen.

Lad os igen citere Aktieugebrevet om det egentlige formål med bankpakken:
”I sidste ende handler det efter vores opfattelse om at holde hånden under især Danske Bank. Det bliver antageligt her hovedparten af de 100 milliarder kroner eventuelt skal lægges. Og nu tilkommer gevinsten Danske Bank-aktionærerne på bekostning af skatteyderne.”
Med andre ord: planen handler om at hjælpe Danmarks største finanskapitalister på bekostning af arbejderklassen.

Socialisme må på dagsordenen
Den borgerlige regering og den danske overklasse er hyklere i verdensklasse. Da underbetalte pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte krævede en lønstigning, der følger med prisstigningerne, blev kassen smækket i. Vi fik at vide, at der ikke var råd. Men ikke så snart har bankerne det svært, og så udskriver den borgerlige regering en blankocheck til deres venner. Det er en hån.

Socialdemokratiet og SF har krævet, at staten får indflydelse i bankernes bestyrelser som gengæld for bistandshjælpen. Det er et helt rimeligt krav. Men i sig selv er det ikke tilstrækkeligt. Kapitalisterne har vist, at de ikke er i stand til at drive bankvæsen til samfundets bedste.

Derfor er der behov for en helt anden slags ”bankpakke”, hvor bankerne helt overtages af staten. Bankerne må underlægges en demokratisk plan, så arbejderfamilier og små selvstændige kan sikres lave renter på deres lån. Det må garanteres, at ikke en eneste arbejderfamilie skal sættes på gaden eller miste bilen på grund af bankernes profitjagt. Det kan ikke garanteres uden at nationalisere banksektoren og underlægge den demokratisk kontrol.

For at dette kan lade sig gøre er der brug for en ny regering med arbejderpartierne. I stedet for at prøve at være ”ansvarlige”, bør vore ledere fra SF og Socialdemokratiet føre en hård kamp imod de borgerliges redningspakker til overklassen. Der er brug for, at sætte spørgsmålet om offentlig, demokratisk planlægning af økonomien på dagsordenen. Det er den opgave, aktive i arbejderbevægelsen står over for.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.