Denne tekst er skrevet i perioden 1. januar til 1. marts i år og blev diskuteret på Socialistisk Standpunkts konference 18. april. Pjecen kan desuden læses i layoutet pdf-format.

---

Indledning

”Det vigtigste i videnskabelig tænkning, især i komplicerede politiske og historiske spørgsmål, er at skelne det fundamentale fra det sekundære, det essentielle fra det tilfældige, at forudse de essentielle udviklingsfaktorers bevægelse. For de folk, hvis tænkning ikke går længere end fra dagen i dag til den næste, for de der forsøger at berolige sig med alle slags episodiske hændelser uden at sammenkæde dem med det store hele, fremstår den videnskabelige tænkning, som tager udgangspunkt i de fundamentale faktorer, som dogmatisk: I politik støder man på dette paradoks hvert øjeblik.”
Leon Trotskij, Krig og fred, 1940.

Hvis man vil ændre verden er det aldrig nok med gode intentioner. Enhver person, lige gyldigt hvor ærlig han eller hun er, vil ikke kunne kæmpe for socialisme, medmindre vedkommende sætter sig grundigt ind i situationen, dykker ned under og overfladen og ser på de grundlæggende faktorer, som skaber udviklingen.

Et perspektiv er en grundlæggende nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem. Marxister er klar over, at de forskellige faktorer i samfundet indvirker på hinanden. Arbejderklassen reagerer forskelligt, alt efter om der er en økonomisk krise eller et opsving, kapitalisterne vil ikke turde angribe en arbejderklasse med en stærk ledelse, men vil gøre det, hvis de har en svag ledelse og en lav kampvilje.

Vi skriver dette dokument efter talrige diskussioner og gennemgang af de sidste par års vigtige begivenheder. Dette dokument skal dog ikke ses som en færdig og endegyldig ”plan”. Det er skrevet af en ung, marxistisk tendens, og det er muligt, at der er faktorer, vi ikke har regnet med. Vi giver derfor ingen garantier mod fejl og forkerte konklusioner, tværtimod er det af allerstørste betydning, at dokumentet bliver kritisk læst af den arbejder, student eller elev, som vil stifte bekendtskab med de marxistiske idéer. Jo flere erfaringer og synspunkter der deltager i en diskussion, des mere præcise vil konklusionerne blive.

Vi håber, i al beskedenhed, at dette dokument kan bidrage til en diskussion om Danmark og perspektiverne på kort og langt sigt. Imens nogle folk på venstrefløjen, i arbejderpartierne og fagforeningerne ser pessimistisk på situationen og deraf drager pessimistiske konklusioner, er udgiverne af dette dokument fast overbeviste om, at arbejderklassen vil bevæge sig igen og igen for at ændre samfundet.

Dette dokument skal ikke ses som en ren teoretisk beskæftigelse. Et perspektiv-dokument som dette skrives ikke for diskussionsklubber og teselskabernes skyld. Det skrives med et praktisk formål; at bevæbne de mest bevidste arbejdere og unge med en forståelse for hvorhen samfundet bevæger sig, som en guide til handling. Formålet er altså at give argumenter, kendsgerninger og analyser, som kan bruges i den daglige kamp for de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen.
For at forstå situationen i Danmark og perspektiverne på længere sigt, er det afgørende, at se det i et internationalt lys. Danmark er ikke en isoleret ø – landets politiske, økonomiske og sociale udviklinger foregår i tæt samspil med de internationale begivenheder. Den danske kapitalisme er dyb afhængig af den europæiske kapitalisme, som så igen er forbundet til den amerikanske kapitalisme og de andre store aktører i verden. Som Marx og Engels forudså for længe siden, helt tilbage til udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i 1848, har kapitalismen udviklet sig som et verdensmarked:

”Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens vækst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, øgede sine kapitaler, trængte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen. Vi ser altså, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en række omvæltninger i produktions- og samfærdselsforholdene.
(…)
Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.”

Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest. Udvalgte værker, bind 1, side 28-30

Selvom disse linjer blev skrevet for over 150 år siden, er det faktisk en meget præcis beskrivelse af verden i dag. Det er præcis det som vi ser i f.eks. Kina, Asien og det tidligere USSR, hvor kapitalismen nu for alvor gør sit indtog og hvor kapitalisterne kæmper med al magt for at komme igennem og udvide markederne. Udbredelsen af verdenskapitalismen til disse nye markeder, og adgangen til billig arbejdskraft har givet kapitalismen et midlertidigt pusterum. Men det har på ingen måde løst de grundlæggende modsætninger, indbygget i kapitalismen. Faktisk er disse modsætninger bare blevet reproduceret, på en langt større skala, og så snart boblen brister, vil det resultere i en endnu værre krise.

Verdensøkonomien: Et skrøbeligt fundament
Verdenssituationen er præget af usikkerhed om fremtiden og bekymring. Dette ses ikke bare i ydre afkroge af verden, men anerkendes selv af kapitalens ledende strateger i Europa og USA.

Denne skepsis og mistro til fremtiden, grunder i det uhyrligt skrøbelige fundament, som verdensøkonomien i øjeblikket bygger på. Kapitalisterne ved udmærket godt, at de sidste par års milde opsving (som i overhængende grad har været baseret på kredit), ikke kan fortsætte og det står klart for alle, at en økonomisk krise er under opsejling og faktisk allerede har taget sine første skridt.

Selv OECD har forudsagt tilbagegang i 2008 og særligt i 2009. Mange amerikanske banker, siger, at recessionen allerede er i gang i USA. Nogen borgerlige økonomer frygter sågar officielt, at vi står overfor for den største økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne. Væksten i den amerikanske økonomi siden den nuværende konjunkturcyklus’ begyndelse i 2001 har i en sammenlignelig periode ikke været lavere siden 1940’erne. Billedet er det samme overalt. Snakken om ”ny økonomi” er for alvor død. Vækstrater på tre procent er nu jubelgrund blandt borgerlige økonomer. Vækstrater på seks, syv eller otte procent, som var almindeligt i ”de gyldne år” efter anden verdenskrig, er kun noget, man drømmer om.

Svagheden i verdensøkonomien ses klarest i den meget svage udvikling i produktivitetsvæksten i de mest avancerede kapitalistiske lande, som siden ”de gyldnes års” endeligt i 1974 er faldet:



Og så skal det tilmed bemærkes, at store dele af de stigninger, der trods alt har været, kan forklares med hhv. øget kapitalmængde og især øget intensivering af arbejdet.

Kriser er iboende i kapitalismen
Selvom de fleste borgerlige økonomer altså er enige om, at vi nok står overfor en krise, kan ingen forklare hvorfor. Der peges på ”overophedning”, som skulle betyde, at hjulene kører for hurtigt. Men det er ikke nogen forklaring – slet ikke under et opsving, der har været så svagt som i den sidste periode. Andre lægger skylden på de for høje boligpriser eller de deregulerede finansmarkeder. Men det er alt sammen sekundære årsager og symptomer. Grundlaget for de tilbagevendende kriser skal findes i selve den kapitalistiske produktionsmåde. De borgerlige økonomer gør alt, hvad de kan for at skjule, at kriser er en indbygget del af kapitalismen.

Allerede Marx forklarede, at det grundlæggende problem for kapitalismen ligger i, at der under kapitalismen produceres for profit og ikke efter behov. Kun så længe kapitalisterne kan tjene styrtende med profit på at producere, vil de lægge deres kapital ud og igangsatte produktion og ansætte arbejdere. Arbejderne er tvunget til at arbejde for kapitalisterne, da de ingen produktionsmidler ejer, og bliver oveni betalt mindre i løn end værdien af det de producerer. Herved opstår krisernes uundgåelighed.

Kapitalismen har altid haft en cyklisk karakter med periodiske op- og nedture. Marx henførte dette til ændringer i profitraten, dvs. den mængde profit kapitalisten får, når han investerer sin kapital. Marx viste, at profitraten under kapitalismen har en overordnet tendens til at falde, fordi kapitalisterne for at underbyde hinanden indfører nyt maskineri og derved øger den konstante kapital i forhold til den variable kapital (arbejdskraften). Det vil med andre ord sige, at mængden af dødt arbejde øges i forhold til mængden af levende arbejde. Men da kun levende arbejde skaber ny værdi, har profitraten en tendens til at falde. Som vi skal se i det følgende udtrykker denne tendens sig ikke absolut, men lige præcis kun som tendens - modificeret og tilpasset gennem en række andre faktorer, hvilket Marx også forklarede.

Krisen har været på vej i flere år
Verdenskrisen i 2001-2003 blev forholdsvis mild og der har derfor ikke været en større international krise siden starten af 1990’erne. Derfor har enorme modsætninger ophobet sig i økonomien. Krisen er blevet udskudt i flere år, hovedsageligt på grund af åbningen af nye markeder samt øget kredit, der er forbundet til boligmarkedet.

Det nok vigtigste nye marked er Kinas næsten fulde indtræden i den kapitalistiske verdensøkonomi. Udvidelsen af kapitalismen til denne del af verden, har været en stor omvæltning, som dels har betydet, at millioner er flyttet fra landet ind til byerne, at Kinas produktivkræfter er blevet udviklet på massiv plan og at arbejderklassen er vokset betydeligt. Udviklingen af produktivkræfterne er noget, som marxister ser som en progressiv udvikling, ligesom vi f.eks. anså kapitalismens og den moderne industris fremkomst i Danmark i 1870'erne, som en progressiv ting. Det forbereder nemlig grundlaget for, at menneskeheden kan planlægge og udnytte disse ressourcer, til at f.eks. at sænke arbejdstiden for alle og producere god mad og gode boliger.

Udviklingen af produktivkræfterne i Kina sker dog med enorme og unødvendige menneskelige omkostninger og bliver brugt til at angribe arbejderklassen og bønderne i stedet for at forbedre massernes leveforhold. Under en demokratisk planlagt økonomi ville udvidelsen af den kinesiske produktion også foregå i høj hastighed, men uden de katastrofer for mennesker og miljø, som kapitalismens indførelse i Kina har betydet. Afskaffelsen af planøkonomien i Kina var et historisk tilbageskridt, og de enorme modsætninger, som bliver skabt i Kina, forbereder en social eksplosion.

Kapitalisterne har investeret milliarder i Kina, hvor de har fundet en umådelig kilde til billig arbejdskraft og dermed lavere produktionsomkostninger. På grund af den lavere andel af maskiner i det kinesiske produktionsapparat har det været med til at styrke profitraten på verdensplan i en kortere periode. Men der er en anden side af sagen, som langt fra er gået op for alle; Udvidelsen af verdensmarkedet betyder blot, at kapitalismens "grænser" er blevet udvidet, men ikke at en krise kan undgås for evigt.

Allerede nu ser starten på en overproduktionskrise - også i Kina. Den kinesiske økonomi er vokset med 11 procent årligt, de seneste år, selvom denne vækst for nylig er gået ned til "kun" 10 procent. Kina overgik i 2004 USA som hovedproducent af hi-tech udstyr. Umådelige mængder af TV, radioer, computere, osv. fremstilles nu på moderne fabrikker i Shanghai og Guandong. Men problemet er, at denne masse af produkter skal afsættes. Selv om Kinas interne forbrugsmarked er blevet udvidet betydeligt de senere år, er det stadig afgørende at pointere, at Kina er dybt afhængig af eksport til andre lande, især til USA. Der er stadig en reduceret købekraft i Kina, da størstedelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. F.eks. er minimum 150 millioner i byerne arbejdsløse og de der har fået arbejde, er på kæmpe fabrikker med minimale lønninger. Faktisk sælges kun 15 procent af kinesiskproducerede elektronik- og informationsprodukter på hjemmemarkedet. Faldet i det amerikanske forbrug vil ramme Kina hårdt. Men det ville også ramme andre asiatiske lande, som for eksempel Taiwan og Korea, der eksporterer produkter til Kina, som så samler dem og videreeksporterer til USA og Europa.
Også Sovjetunionens opløsning og Østeuropa og Ruslands indtræden på det kapitalistiske verdensmarked har haft en lignende effekt på profitraten og udsættelsen af krisen.

Chok i den internationale finansverden
Den vigtigste faktor i udskydelse af krisen har været øget kredit. Den forøgede kredit bygger på store prisstigninger på aktiemarkedet og boligmarkedet samt centralbankernes voldsomme nedsættelser af rentesatserne. Øget låntagning og en øget mængde af spekulativ kapital øger den samlede efterspørgsel og kan derfor i en tid presse profitraten højere op end den egentlig er, og derved holde økonomien ude af krisen. Men lån skal altid betales tilbage – og med renter. Ikke nok med dette, men hvis kreditten også baserer sig på kunstigt høje aktier, som ikke svarer til virksomhedernes overskud, eller overvurderede boliger, så kan denne tilbagebetaling få en meget eksplosiv karakter.

I august 2007 gik det første chok igennem aktiemarkederne verden over. Den 16. august så vi de største prisfald på det danske aktiemarked i 5 år. Samlet set faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. september 2001 kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Børsen talte om ”total nedsmeltning på finansmarkedet” og ”blodrøde cifre”. Den umiddelbare årsag var, at det blev tydeligt, at en del af låntagerne til de såkaldte sub-prime lån i USA, ikke kunne betale deres lån tilbage.

Den amerikanske subprime-sektor er den del af kreditmarkedet, der er rettet mod de kunder, som ikke er i stand til at ”kvalificere sig” til normal bankrente, pga. en fortid med dårlig tilbagebetaling af lån og kreditter. Med andre ord er subprime-sektoren den del af lånemarkedet, der er rettet mod den laveste del af arbejderklassen, hvor risikoen for bankerne er højere, idet at folk under denne kategori er de mest økonomisk udsatte, og hvor bankerne derfor tager ågerrenter for at kompensere for deres højere risiko.

I de sidste par år har det været den del af bankernes marked, der har udviklet sig hurtigst, netop fordi at de stigende huspriser har bragt antallet af dårlige betalere helt i bund og dermed også bankernes risiko, mens bankerne stadig har taget høje renter. Altså har det været en rigtig god forretning at forgælde de nederste lag af arbejderklassen og dermed smadre deres fremtid.

Krisen på aktiemarkedet forsatte året ud og tog til i begyndelsen af 2008. Den 21. januar kom endnu større fald end rekorden fra august 2007. 3.408 mia. kr. forsvandt som dug for solen på enkelt dag. Det gav 2008 pladsen som det år med den værste start på aktiemarkederne i 30 år. Samtidig var verdens samlede aktiemarked faldet med over 20 procent siden den midlertidige top i november 2007.

De borgerlige aktieanalytikere er meget uenige om perspektiverne for aktiemarkedet. Mange forventer på den ene eller anden vis, at al snart vender tilbage til det gamle. Et sådan overmod er typisk i slutningen af et længere opsving. Aktiemarkederne er et udtryk for kapitalisternes egentlige forventninger til fremtiden, og de ser ikke for lyse ud.

En del af baggrunden for aktiefaldene i først omgang var faldende boligpriser i USA. I 2007 faldt de med cirka 5 procent. Det efter at de i perioden 1997-2007 voksede med over 70 procent (Economist Housing Price Index). Anerkendte borgerlige økonomer siger, at fald på op imod 40 procent i 2008 ikke kan afvises. Det vil betyde, at millioner af amerikanere må gå fra hus og hjem og at krisen på aktiemarkedet fortsætter. Det vil skabe en sneboldeffekt, som gennem lavere forbrug vil ramme resten af økonomien. Lignende tendenser ses i alle de andre store kapitalistiske lande. Alle de tendenser, der har drevet opsvinget fremad, bliver nu til sin modsætning. Ligesom kreditten forlængede opsvinget, vil den også forværre krisen.

På vej mod en international krise
Selv af disse korte bemærkninger, som overhovedet ikke er dækkende for en analyse af hele verdensøkonomien, er det klart, at vi med al sandsynlighed står foran en krise. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvornår denne krise vil indtræffe og hvordan den vil sprede sig til resten af verden.

Kapitalisterne skriger nu på rentesænkelser for at sætte gang i økonomien. Det forventes på markedet, at den amerikanske nationalbank sætter renten ned til 4,25 procent til 2,5 procent i løbet af 2008 og at ECB vil følge med. Med de kraftige rentesænkninger efter aktiefaldene i både august 2007 og januar 2008 er dette ikke usandsynligt.

Det vil dog ingenting løse. Centralbankerne kan pumpe ligeså mange penge ud på verdensmarkedet de vil, det vil ingenting gøre for skabe profitable markeder på længere sigt. Derudover er det tvivlsomt om centralbankerne overhovedet har mulighed for styre økonomien selv på kort sigt. Og det er det som kapitalisterne mangler. Problemet er den faldende profitrate og det kapitalistiske system, som kun producerer for at skabe profit til de stenrige kapitalister. De mere kyniske borgerlige økonomer fra blandt andet The Economist forstår dette og har gentagende gange argumentet imod rentesænkninger, fordi de er fastbesluttet på, at krisen skal tages nu, da den alligevel ikke kan undgås.

Det har de fuldstændig ret i. Men hvor de ser en lille ligevægtstilpasning, ser vi millioner af arbejdende mennesker, som verden over bliver kastet ud i fattigdom, udelukkende på grund af at det kapitalistiske system ikke fungerer, men endnu engang går i krise. Det er rigtigt, at kriser er nødvendige, men kun på grund af kapitalismen.

Økonomi og politik
Når vi har brugt et vist stykke tid på at beskrive perspektiverne for økonomien, er det selvfølgelig fordi det er af absolut nødvendigt for at forstå perspektiverne både på kort og lang sigt. Hvis ikke vi forstår om økonomien er på vej ind i et opsving eller i en krise, og hvorfor og hvordan, vil det være umuligt at forstå, hvordan situationen vil udvikle sig i den kommende periode. Til gengæld er det nødvendigt at slå fast, at Marxister ikke er økonomiske determinister.

Mange kritikere anklager ofte marxister, for at være økonomiske determinister, som bare mener, at der så snart krisen indtræffer automatisk vil komme revolution. Dette er selvfølgelig en karikatur, som intet har med ægte marxisme at gøre. Marxister er dialektiske materialister. Vi forstår at økonomi er af afgørende betydning, men det er ikke den eneste faktor, som har en indvirkning på et historisk forløb. Engels forklarede dette for længe siden:

”Vi skaber selv vor historie, men for det første under meget bestemte forudsætninger og betingelser. Blandt disse er de økonomiske til syvende og sidst de afgørende. Men også de politiske osv., ja selv traditionen, der spøger i menneskets hjerne, spiller en rolle, om end ikke den afgørende.”
(Brev fra Engels til Bloch, 1890, Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind II, s. 488, Forlaget Tiden, København 1973.)

Pointen er altså, at det kapitalistiske systems indbyggede krise, ikke er noget der mekanisk bliver defineret udelukkende af økonomien. Det er et sammensurium af faktorer - bl.a. politik, militær, diplomati, økonomi – som har en vekselvirkning på hinanden - men hvor økonomien dog ligger de grundlæggende rammer.
Sagt kort kan en krise både intensivere klassekampen, fordi den gør kapitalismens modsætninger klare og tydelige for alle, og svække klassekampen, fordi den tvinger arbejderne til at kæmpe for deres eget liv og levned, og de derfor ikke har tid og kræfter til større politiske kampe. Tilsvarende, men bare omvendt, med kapitalistiske opsving.

Som vi vil forklare i det følgende, tager klassekampen til i disse år og bevidstheden vokser. På den baggrund er den mest sandsynlige konsekvens af en krise en intensivering af klassekampen på i hvert fald mellemlang sigt. Det vil sige, at påvirkningen af klassekampen vil være mere som efter krisen i 1974-1975 end efter krisen i 1993-94.

Imperialismens svaghed
På trods af stor voldsomhed og blodige krige, står imperialismen særdeles svagt på verdensplan. Verdenshistoriens største økonomiske og militære magt, USA, er ikke i stand til at vinde krigen i Irak. Nato, der skulle forestille at være den stærkeste militære alliance i verden, er fanget i en blodig og bekostelig krig i Afghanistan uden udsigt til sejr. USA har på trods af sine enorme ressourcer og organiserede intervention, sabotage, valgfusk og statsterrorisme ikke været i stand til at forhindre den revolutionære udvikling, der foregår overalt i Latinamerika. Over for massernes opvågnen i hele den koloniale verden er imperialisterne magtesløse og selv det stærkeste militære apparat kan ikke gøre fra eller til.

Over hele verden ser vi en genopblusning af den koloniale revolution. De undertrykte folk i den såkaldte ”tredje verden” udfordrer imperialismen og de pro-imperialistiske regimer i Asien, Afrika og Latinamerika. I den seneste periode har vi set massestrejker i flere afrikanske lande som Nigeria, Guinea og Gabon. Vi har set store strejker, opstande og masseprotest i Filippinerne, Nepal, Burma og Bangladesh. I Mellemøsten ser vi, at det pro-imperialistiske Mubarak-regime i Egypten er blevet rystet af en massiv opblusning i klassekampen og imponerende fabriksbesættelser. Desuden var imperialismen ude af stand til at vinde krigen i Libanon i sommeren 2006, som udstillede imperialisternes barbari såvel som deres magtesløshed.

Krigene i Irak og Afghanistan
Krigene i Irak og Afghanistan er nogle af de konflikter, som har udgjort et nyt element i verdenssituationen de sidste syv år. For nogle så USA-imperialismen umådeligt magtfuld, ja nærmest uovervindelig ud, men nu er virkeligheden i de flestes øjne nu en ganske anden, og den kendsgerning at USA ikke har været i stand til at vinde krigen, viser verdens befolkning, at den mægtigste militærmagt på kloden ikke er almægtig. Krigen i Irak har betydet massedestruktion og elendighed for den irakiske befolkning; Ud af en befolkning på 27 millioner, er 2,2 millioner flygtet ud af landet. Ifølge FN yderligere 2 millioner er blevet fordrevet til en anden del af landet.

Den uafhængige hjemmeside Iraqbodycount.org oplyser, at der i 2007 døde 38 civile pr. dag, som resultat af henrettelser eller skud, og 14 pr. dag som resultat af vejbomber. I alt er der omkring 87.000 dødsfald, som medierne har dokumenteret under Irak-krigen. Og dette er selvfølgelig kun de dokumenterede civile krigsofre. Tallet for døde soldater og oprørere vides ikke, men ligger uden tvivl meget, meget højere. Den amerikanske tænketank Just Foreign Policy, som ikke kan beskyldes for at være socialister, regner med, at omkring 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen.

I starten af januar 2007 besluttede Bush, at der skulle sendes flere soldater til Irak for at vinde kontrol med de områder, som var blevet erobret af oprørere. Samtidig med at flere af de andre lande i koalitionen (inklusiv Danmark) trak sig ud, sendte USA 21.000 ekstra soldater af sted, så det totale antal soldater ligger på 160.000, det højeste antal tropper siden 2005.

De intelligente dele af den herskende klasse ved, at Bush' politik i Irak er vanvittig, men de ved ikke hvad de skal stille op. Imperialister fører selvfølgelig ikke krig for sjov. De gør det for udplyndring, markeder og indflydelsessfærer. Men Irak har ikke givet dem noget overskud. Faktisk koster krigen dem mindst 2 milliarder dollars ugentligt. At Irak er verdens tredjestørste eksportør af olie, er ligegyldigt, hvis infrastrukturen og redskaberne til udvinding ikke bliver udviklet og det er svært med et land i en så kaotisk tilstand, med daglige bombeattentater og skududvekslinger. Faktisk er produktionen stadig markant mindre, end det håbløse tal fra før krigen, som lå på 2,5 millioner tønder pr. dag.

Før eller siden vil amerikanerne blive nød til at trække sig ud. Ligegyldigt hvad de gør i Irak, kan deres fortsatte tilstedeværelse i landet kun slå fejl. Men hele denne misere vil få enorme konsekvenser, ikke mindst på bevidstheden hos masserne i USA, som langsomt vil begynde at drage revolutionære konklusioner. Dette vil især gøre sig gældende hos de millioner af illegale latino-emigranter, som opholder sig i USA som vi allerede har set de første bevægelser blandt og senere sprede sig til resten af den amerikanske arbejderklasse, som det følgende afsnit vil vise.

Latinamerika - revolution på dagsordenen
Alt dette sker samtidig med, at en revolutionær proces udspiller sig i Latinamerika. Det er umuligt at forstå f.eks. revolutionerne i Bolivia og Venezuela, hvis ikke man ser det som en kontinental proces. I virkeligheden findes der ikke ét stabilt regime fra Tierra del Fuego i syd til Rio Grande i nord. Da processen startede i Ecuador 2000 og i Argentina 2001, var det på grund af en krise i økonomien. Men selvom krisen er vendt nu, har det ikke haft en nedgangseffekt i klassekampen, tværtimod har det styrket massernes selvtillid. Det mislykkede kupforsøg i 2002 imod Chávez, havde en vigtig psykologisk effekt på masserne i hele kontinentet. Det viste at det er muligt at trodse imperialismens dagsorden. At handelsaftaler som ALCA, etc. er blevet afvist har givet alvorlige problemer for Bush.

Marxisterne forstod allerede fra Chávez valgsejr i 1998, at en revolutionær proces i Venezuela var igangsat. Vi forklarede dengang, at regeringen ville blive sat overfor et klart valg; Enten tjene masserne af arbejdere, fattige bønder og småhandlende, eller tjene imperialismens interesser. Dette er nøglen til at forstå alle de begivenheder, som har udspillet sig i Venezuela de sidste 10 år; når Chávez har udfordret imperialisterne og det lokale oligarki, har disse forsøgt at fjerne ham og smadre den revolutionære proces. De har forsøgt utallige metoder; Statskup (2002), lockout (2002-3), Folkeafstemning (2004), gadeoptøjer og mediepropaganda (2007), løbende økonomisk sabotage (2007-08). Men hvert eneste af disse kupforsøg er blevet smadret tilbage af masernes fantastiske bevægelse.

Det er et direkte svar til alle de reformister som tror, hævder at ”masserne i Venezuela ikke er modne til socialisme”. Intet kunne være mindre sandt. At Chávez tabte folkeafstemningen om konstitutionsændringerne i december 2007 med få procentpoint, skyldes ikke at masserne pludselig er imod revolutionen, men derimod at de er trætte af bureaukrati, korruption og floskler. Ved folkeafstemningen fik oppositionen ganske få ekstra stemmer over på sin side, men det der gjorde udfaldet var, at næsten 3 millioner, som tidligere har stemt på Chávez, ikke satte et kryds og blev hjemme. Det viser, at man ikke bare kan tale om socialisme, men at socialismen må virkeliggøres.

Efter næsten 9 år med revolution, er masserne trætte af ord og taler. Som Lenin forklarede om de russiske masser lige inden oktoberrevolutionen i 1917, så var masserne trætte - ikke af revolution - men af manglen på handling. I Venezuela er dette om noget endnu mere rigtigt. En anden faktor er, at regeringen ikke formår at gøre noget ved den omfattende økonomiske sabotage, som arbejdsgiverne i mange industrier har sat ind og som f.eks. betyder stor mangel på basale fødevarer som mælk, æg, brød, osv. Det viser, at man ikke kan overlade produktionsmidlerne i hænderne på kapitalisterne, som er konsekvente modstandere af revolutionen. Kun igennem en socialistisk planøkonomi kan den venezuelanske revolution gennemføres. En lignende proces udspiller sig i Bolivia. Efter de revolutionære bevægelser i 2003 og 2005, hvor den borgerlige parlamentarisme blev rystet i sin grundvold, og massernes sejr ved valget af MAS' Evo Morales i 2005, har manglen på ledelse fra MAS-regeringen åbnet op for sabotage fra højrefløjen. De besiddende klasser har igennem lang tid forsøgt at knuse bevægelserne, og beholde deres økonomiske og politiske magt, blandt andet ved brug af økonomisk sabotage, og kravet om autonomi, hvis formål er at beholde naturressourcerne i hænderne på oligarkerne og splitte befolkningen. Dette gør det klart for flere og flere, at hvis revolutionen ikke bliver ført til ende i tide, vil konsekvensen uundgåeligt blive en blodig kontrarevolution. På den anden side vil det have konsekvenser langt ud over Latinamerika, hvis revolutionen sejrer i f.eks. Bolivia eller Venezuela. En succesfuld socialistisk revolution i bare ét land, vil have en jordskælvsagtig effekt, ikke kun i resten af kontinentet, men også i Europa og Danmark.

Turbulens på verdensplan
Udviklingerne i især Latinamerika, viser helt klart, at denne periode er en ekstremt turbulent periode, hvor revolution og kontra-revolution bliver sat på dagsordenen. Og ikke kun i Latinamerika vil det gøre sig gældende. 2007 sluttede med mordet på den pakistanske oppositionsleder Benazir Bhutto. Det udløste en massebevægelse, med kampe i gaderne, bombeattentater og arrestationer. Sammen med situationen i nabolandet Afghanistan, kan den ekstreme ustabilitet i Pakistan få de underliggende modsætninger i hele det indiske subkontinent op over overfladen. Dette kan resultere i revolutionære bevægelser, i hvad borgerlige teoretikere har forsøgt at fremstille som den direkte modsætning til Vesten - men sandheden er, at arbejderne i den såkaldt muslimske verden og Vesten har de samme interesser, og en socialistisk bevægelse i den del af verden vil sprede sig også til vores del.
2007 sluttede også med udbrud af masseødelæggelse og etniske konflikter i Kenya efter præsidentvalget. Kenya var ellers et af de lande, som blev regnet for at være ”stabile” i Afrika. Afrika er som kontinent præget af den største og mest grusomme ødelæggelse, de mest blodige krige og den mest ekstreme fattigdom. Bag ved hver eneste krig i Afrika, har den ene eller den anden imperialistiske magt stået bag, som kæmper for kontrol med kontinentets rige undergrund (der bl.a. indeholder meget olie, kobolt, uran, guld og sølv).

Der er desværre ikke plads til at gå i detaljer med det i dette dokument, men det er tilstrækkeligt at give nogle få tal, som illustrerer situationen i Afrika: i de sidste 12 krige har USA ydet våben og militær træning til 11 deltagere. Mellem 1991 og 1995 gav USA militærhjælp til 50 af Afrikas lande, og fra 1991-98 oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer 227.000 millioner dollars. Samtidig med en ødelæggende konflikt i Darfur, hvor over 200.000 civile er døde siden 2003, er der i 21 år foregået en borgerkrig imellem nord og syd i Sudan, hvor ca. 1,5 millioner mennesker er blevet dræbt. Oven i det skal selvfølgelig ligges konflikter som dem i Congo, Tchad, Rwanda eller i Somalia, hvor Etiopien, der er en af USA’s allierede i regionen, i december 2006 invaderede landet, hvor omkring 1,5 mio. der lever i hungersnød ifølge FN. Disse tal understreger rigtigheden af Lenins udtalelse om, at spørgsmålet foran menneskeheden er socialisme eller barbari.

Europa er ikke en øde ø upåvirket af klassekampen. Tværtimod har vi i løbet af sidste periode oplevet, at klassekampen er taget til i Europa. Der har været generalstrejker i Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien, Østrig og Belgien. Desuden har vi set vigtige strejkebevægelser og masseprotester i Sverige, Holland, Tyskland, Slovenien, Portugal, England og Danmark. Den europæiske kapitalisme befinder sig i en blindgyde, og de europæiske kapitalister vil i næste periode være tvunget til at angribe arbejderklassen hårdt for at klare sig på verdensmarkedet. Der er blot ét lille problem: arbejderne i de europæiske lande har ikke i sinde at sidde med hænderne i skødet, mens kapitalisterne ruller alle fremskridt tilbage, som er opnået siden anden verdenskrig. I forsøg på at opnå økonomisk stabilitet.

Det er vigtigt at slå fast, at verdenshistorien har forskellige perioder, med bestemte karakteristika. Nogle perioder kan der være et længere opsving i økonomien, hvor der ikke er behov fra kapitalisternes side for at angribe arbejderklassen benhårdt og hvor man igennem forhandlinger og klassesamarbejde med ledelsen af fagforeningerne kan manøvrere sig ud af situationen. Det ledsages ofte med en relativ (midlertidig) stilstand i klassekampen. Men den periode vi befinder os i nu, er kvalitativ anderledes. Denne periode er en periode med ekstrem turbulens på alle niveauer; politisk, social og økonomisk.

Hvis perspektivet for verdenssituationen var en med fremgang, stabilitet og fred imellem klasserne, ville dette ikke kunne undgå at smitte af på Danmark. Men nu er perspektivet det modsatte og som vi nu vil se nærmere på, vil Danmark ikke kunne undslippe sig dette virvar. Det økonomiske perspektiv er vigtigt, men kan ikke isoleres fra det generelle perspektiv. Vi er ikke økonomiske determinister, men dialektiske materialister. Der er ikke et mekanisk forhold mellem udviklingen i økonomien og udviklingen i overbygningen, dvs. ideerne, staten, klasserne osv. For at forstå udviklingen må man se på disse faktorer i deres sammenhæng.

Danmark er et lille land, og som Marx forudsagde i det kommunistiske manifest ville den mest afgørende faktor blive den verdensøkonomiens knusende dominans. Perspektivet for dansk økonomi kan således ikke adskilles fra perspektivet for verdensøkonomien.

Selv om dansk økonomi i den seneste periode er blevet betegnet som en undtagelse fra resten af verdensøkonomien med ”eksemplarisk vækst”, kan alt hvad der blev sagt om krisen i den internationale økonomi også siges om den økonomiske situation i Danmark. Danmark er et lille land og er fuldstændig underlagt udviklingen i de store kapitalistiske økonomier. OECD forudsiger nu også, at den danske økonomi bliver en af de langsomst voksende. På linje med Finansministeriet regner de med, at væksten i 2008 vil ligge omkring 1,5 procent. I Børsen førte det den 2. januar 2008 til en forside med overskriften ”Opbremsnings i dansk økonomi”.

Det falske opsving
De borgerlige er glade for at male en lyserød sky af den danske økonomi. Tidligere finansminister Thor Pedersen sagde, at vi kunne købe hele verden, mens at Anders Fogh i sin nytårstale kammede over af begejstring: ”Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde. [...] Det økonomiske opsving er en social revolution. Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.” (Statsministerens nytårstale 2007/08)
Men ser man lidt under overfladen er situationen en helt anden. De sidste års opsving har været meget mildt og noget de færreste for alvor har kunnet mærke.

Arbejdsløsheden
Arbejdsløsheden er rigtig nok historisk lav, men i virkeligheden bygger store dele af dette også på statistiske fiksfakserier. Det kommer klarest frem når man ser på de 30-49 årige. Officielt er arbejdsløsheden her på ca. 3 procent af den samlede befolkning, men herved ”glemmer” man de cirka 13 procent, som betegnes ”udenfor arbejdsstyrken”, dvs. modtager sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension eller lignende. Denne ”restgruppe” er over de sidste 20 år vokset med over 50 procent. Kapitalismen slider bogstaveligt mennesker op og spilder derved værdifuld arbejdskraft.

Når flere arbejder, kan der selvfølgelig blive produceret mere. Men også andre faktorer er vigtige. Eksempelvis er arbejdstiden for en gennemsnitlig lønmodtager steget med ca. 50 timer om året siden 1995. Det giver samlet set omkring 4 mia. lønmodtagerarbejdstimer i Danmark i 2007 mod kun 3,5 mia. i 1995. Desuden er en arbejdstime ikke bare en arbejdstime. Intensiteten i arbejdet er svært at måle, men det er uden tvivl steget over de sidste 10 år. Stres er blevet en folkesygdom.

Uproduktive erhverv
En teknisk spidsfindighed som får væksten i form af vækst i BNP til at se kunstigt stor ud, er, at alle økonomiske transaktioner tæller lige. Når numerologer tager 500 kr. for at finde det perfekte navn til din hund, tæller det lige så meget i BNP, som når der laves industriprodukter til en værdi af 500 kr. Det lever en kapitalistisk økonomi, som er afhængig af alle mulige uproduktive erhverv som reklamebrancen, management og ikke mindst af finansbranchen, højt på. Økonomiske analyser viser, at de tre brancher ”Engroshandel”, ”Forretningsservice” og ”Finansiering og forsikring” som dækker en stor del af det uproduktive forbrug under kapitalismen siden 1995 står for 30 procent af væksten.

Kredit for alle pengene
Hvad gør det hele værre, er, at den betydning som kreditten har haft for verdensøkonomien, er endnu større for Danmark. Opsvinget har altså været kunstigt og kun fortsat grundet en enorm udvidelse af kreditten. Siden starten af 2001 er obligationsrestgælden i ejerboliger og fritidshuse næsten fordoblet fra 657 mia. kr. til 1219 mia. kr. Lægger vi de resterende former for realkredit til kommer vi over 2000 mia. kr., hvilket skal sammenlignes med en årlig produktionsværdi (BNP) på ca. 1600 mia. kr. Den er således højere end i f.eks. Storbritannien, og flere udenlandske institutter peger på, at situationen i Danmark er utrolig ustabil, og at de danske boligejere har et rekordhøjt gældsniveau. Med andre ord er der en boble af dimensioner i den danske økonomi, som blevet udmøntet i øget forbrug (eksempelvis nye køkkener) for lånte penge og en kunstig høj profitrate.



Også den almindelige forbrugerkredit er steget enormt. Siden 2001 er gælden på købekort og kontokort steget med 1,7 mia. kr., mens bankernes blankolån er vokset med 4,7 mia. kr.

Mange flere boligejere har en højere gæld i dag end under boligkrisen i 1987-1993, i forhold til deres indkomst. Halvdelen af de 30-39 årige boligejere har en gæld der er mindst dobbelt så stor som deres årsindkomst før skat, og hver femte skylder mere end tre årslønninger væk. Omkring 20 procent skyldte i efteråret mere væk end deres bolig var værd, hvilket på nuværende tidspunkt må være steget, tallet er højst hos de yngre boligejere, hvor 40 procent af de 30-39 årige boligejere er teknisk insolvente.

Krakket på boligmarkedet
I vores ”Program for forsvar for velfærden” fra 2005 forudsagde vi klart og tydeligt, at vi stod over for kraftige fald på boligmarkedet. De er nu for alvor ved at indfinde sig. Kurven for prisen på ejerlejligheder knækkede allerede i tredje kvartal 2006, mens at almindelige enfamilieshuse kun har oplevet en udfladning på landsplan.



Alt tyder dog på, at vi har de største prisfald foran os. Antallet af parcel- og rækkehuse til salg steg med 24,4 procent i 2007 og antallet af ejerlejligheder sted med 3,4 procent i samme periode. Det er vigtigt at forstå, at et krak på boligmarkedet ikke sker så hurtigt som eksempelvis et aktiekrak. Godt nok er der betydelig spekulation på boligmarkedet, men størstedelen af handlerne sker alligevel mellem almindelige arbejdende mennesker, og de er for det meste ikke tvunget til at handle fra dag til dag. Liggetiden steg i 2007 med 32,3 procent for parcel- og rækkehuse og med 37,8 procent for ejerlejligheder. Men når disse boliger før eller siden bliver solgt, vil det være til betydelige lavere priser.

Det skal dog også bemærkes, at antallet af tvangsauktioner stadig kun ligger på omkring beskedne 100 om måneden. Til sammenligning var der 1.246 tvangsauktioner i oktober 1993, hvor den sidste boligkrise toppede. Men det er kun stilhed før stormen. Som forklaret er mange især unge købere allerede teknisk insolvente. Det er som at stå ved randen til afgrunden. Kun et lille skub og så ryger man udover. Og ser man på de overordnede perspektiver kan dette skub i form af fyringer o. lign. ende med at blive ikke så lille endda.

Boligpriserne kan altså ikke længere trække væksten fremad og det bliver tydeligt, at dansk økonomi grundlæggende er syg og at heller ikke dansk kapitalisme har formået at sætte sig udover kapitalismens indbyggende modsætninger. Det afgørende er den virkelige økonomi, altså produktionen, men ligesom at boligmarkedet har været med til at forlænge og udvide opsvinget udover produktionens reelle grænser, kan boligprisernes fald nu få en bestyrkende virkning på den reelle økonomis fald.

Turbulens på finansmarkederne
Turbulensen, som er det mest karakteristiske træk i den nuværende epoke, har vist sig tydeligt i aktiemarkederne, der har skøjtet op og ned. Den 6. august 2006 oplevede de danske aktiemarkeder det største fald i 5 år, hvor værdien blev beskåret ca. 70 milliarder kr. Børsen hev dagen efter de store ord frem, og taler om ”total nedsmeltning på finansmarkedet” og ”blodrøde cifre”. De fleste talte om panik, men ville ikke bruge ordet. Aktierne rettede sig siden op, men ikke for at stige som før, resten af året fortsatte med store udsving, og de danske aktier sluttede ikke mere end 4,6 procent højere end i 2006, hvilket er langt under halvdelen af afkastet i 2006 (Børsen 31.12.07). Det blev så overgået 21. januar 2008, hvor det tredje største fald i OMX-indekset 20-årige historie indfandt sig.

Nedturen på de danske aktiemarkeder hang uløseligt sammen med nedturen på de internationale finansmarkeder, der blev startet i USA, efter det kom frem at der var en krise i subprime sektoren, hvilket reelt betyder at en række banker og finansinstitutioner havde lånt penge ud til folk, der reelt ikke kunne stille sikkerhed for disse lån. Det kunne lade sig gøre så længe huspriserne steg, men da de begyndt at falde, blev det usikkert om bankerne overhovedet ville kunne overleve. Det fik verdens og dermed også Danmarks aktiemarkeder til at falde drastisk. Den hast hvormed aktienedturen spredte sig, viser samtidig den enorme internationalisering der eksisterer i økonomien.

Derudover er oliepriserne steget til abnorme højder på over 100 dollars pr. tønde, det højeste nogensinde, dollaren er faldet drastisk og nu også det engelske pund. Centralbankerne i USA og Europa skød milliarder ind i bankerne for at forsøge at redde dem, men uden den store effekt. Det ser ud til at denne ustabilitet fortsætter i år 2008. I udlandet så vi hvordan Northern Rock kunder stod i kø for at trække deres penge ud af banken, et fænomen vi ikke har set siden 1930’erne, og også de danske banker blev ramt hårdt af kreditkrisen.

”Kreditkrisen gav flest tæsk til de finansielle selskaber. Sydbank og Danske Bank har begge præsteret væsentligt dårligere end indekset med årlige afkast på henholdsvis - 18,8 pct. og - 20,4 pct. Nordea-aktien landede på - 3,4 pct. Bankernes vægtning i C20 var ca. 40 pct. og dermed større end nogensinde.
Samlet har C20-bankaktionærer tabt i omegnen af 50 mia. kr. i løbet af 2007. Topdanmarks selskabsværdi blev reduceret med over 21 pct., selvom den underliggende forretning er sund.” (Børsen 31.12.07)

I august skrev Børsen:

”Men aktiemarkederne er et uhyre følsomt barometer, der meget nøje forsøger at måle, hvordan det vil gå med økonomen og virksomhedernes indtjening i fremtiden. Aktierne afspejler derfor ikke økonomien, som den er lige nu. Det er derimod, hvordan økonomien vil blive i fremtiden, der kan aflæses på verdens aktiebørser.”

Disse store svingninger, hvor milliarder og atter milliarder forsvinder op i den blå luft, viser det meningsløse i en uplanlagt økonomi. De store fald på aktiemarkederne fandt sted helt uden, at virksomhederne overhovedet havde ændret sig. Det var de samme arbejdere, de samme maskiner, de samme produkter. Svingningerne har altså intet med produktionsmulighederne at gøre som sådan, men er udelukkende et udtryk for, at kapitalisterne pludselig er nervøse for deres egne profitter. Men det får alligevel indflydelse på den virkelige økonomi. Eksempelvis er det blevet beregnet, at staten grundet aktieprisfaldene fra august 2007 til januar 2008 mister 15-20 mia. kr. Til sammenligning koster alle ungdomsuddannelser cirka 22 mia. kr. om året.

Hele finanskapitalen er en stor snylter på økonomiens produktive legeme, som på magisk vis skaber penge ud af penge uden mellemkomst af arbejde og produktion. Allerede Lenin forklarede i sit mesterværk Imperialismen, hvordan finanskapitalen under moderne kapitalisme fik større og større magt. Det er kun fortsat lige siden. At overtage bankerne og demokratisk bestemme over ud- og indlån, for derved at undgå voldsomme udsving, er derfor et af marxisternes hovedkrav.

Produktivitet og investeringer
Det grundlæggende problem ligger dog hverken på boligmarkedet, aktiemarkedet eller i bankerne. Problemet skyldes derimod kapitalisternes manglende evne til at udvikle økonomien, hvilket vi allerede har set nærmere på i afsnittet ”Det falske opsving”. Selv de borgerlige økonomer ved at produktivitetsvækst på lang sigt, er det afgørende. Den seneste Vismandsrapport peger på, at produktiviteten vil være den vigtigste vækstkilde frem til 2015. ”I perioden 2000-2006 har der årligt været en gennemsnitlig velstandsstigning på 1,1 procent, og heraf kan voksende produktivitet forklare 0,7 procent” (Børsen 20.12.07).



Vi ser altså fuldstændig det samme billede for Danmark, som vi så for G7 – faldende produktivitetsvækst. Indirekte forklarer Børsen også hvordan produktiviteten forbedres ”Dels kan virksomhederne forbedre kapitalapparatet – og derved øge produktiviteten. Kvaliteten af arbejdskraften kan desuden søges forbedret gennem øget uddannelse. Endelig kan der høstes yderligere gevinster gennem generelt bedre arbejdstilrettelæggelse.” Hvilket i menneskesprog betyder, hvad den danske arbejderklasse har oplevet de sidste mange, mange år, nemlig øget arbejdspres og tempo. Med andre ord: de danske arbejdere skal arbejde mere, længere og hurtigere i den næste periode. Og i øvrigt skal vi ikke kræve mere i løn, da det fører til ”overophedning”.

Profitraten
Umiddelbart ser de borgerlige ud til at være skizofrene. På den ene side udsiger Anders Fogh dommedagsprofetier om krise i den danske økonomi, mens han på den anden side snakker om risikoen for at ”det kommer til at gå for godt”. Men i virkeligheden er det ikke skizofreni hos Anders Fogh, men en indbygget ”skizofreni” i det kapitalistiske system selv, nemlig at kriserne kommer når der bliver produceret ”for meget”, altså når arbejderne ikke kan købe varerne tilbage, og ikke fordi der bliver produceret for lidt.

Det ser allerede nu ud til, at den uundgåelige nedgang i økonomien tager til. De seneste BNP-tal siger, at væksten allerede i 2007 lå på 1,8 procent. Altså under de 2,0 procent som borgerlige økonomer bruger som grænsen for en lavkonjunktur. Krisens faser, dybde og længde afhænger af mange faktorer, men de indbyggede modsætninger i kapitalismen må nødvendigvis komme til udtryk.

Sidste år brugte kapitalisterne den såkaldte ældrebombe til at argumentere for nedskæringer i velfærden og ikke mindst pensionerne, så var det de privatansatte der ikke måtte kræve for meget i løn, og i år er det så de offentligt ansatte der er anset som syndebukken for alle den danske økonomis dårligdomme, hvis ikke de stopper deres helt rimelige krav om markant højere løn.

Men hverken de ældre eller arbejderklassen hvad enten de er ansat i det private eller det offentlige bærer skyldes for kapitalismens kriser. Det gør kapitalismen selv, det er et anarkisk system, hvor der produceres for profit og ikke behov. Faktisk kom det efter overenskomsterne for de privat ansatte sidste år frem, at flere økonomer anså lønstigninger som forholdsvis gode, da de holdt lidt gang i købekraften, der er afgørende for afsætningen af varer.

Allerede nu stiger priserne på fødevarer, olie osv, prisstigninger der faktisk udhuler skattelettelserne. Det vil altså ikke være de offentligt ansattes lønkrav der får priserne til at stige, men omvendt berettiger de stigende priser til markant højere lønninger, hvis ikke reallønnen skal udhules fuldstændig.

Det egentlige problem er den kapitalistiske tendens til en faldende profitrate og profitmotivet. Kapitalisterne investere nemlig kun deres penge i ny produktion hvis de kan sikre sig selv kæmpe profitter. Hvis ikke, bruger kapitalisterne profitterne på spekulation udenfor produktionen, i stedet for i nye maskiner og arbejdspladser. På den måde bliver det tydeligt at markedsøkonomi er lig med økonomisk anarki og ustabilitet, hvor hver enkel kapitalists jagt på profit har en ødelæggende effekt på økonomien. Som det ses af figuren er konjunktursvingningerne tæt forbundne med svingninger i profitraten. Som forklaret har profitraten været holdt kunstigt oppe de seneste år, men som det også er blevet forklaret, vil kredittens påvirkning af profitraten nu skifte fortegn.



Den umulige reformisme
Siden starten af halvfjerdserne har produktivkræfterne ikke udviklet sig afgørende, og velfærden er ikke udviklet, trods midlertidige mindre opsving. Kapitalismens grundlæggende krise er langt fra overkommet, som det blev spået efter Sovjetunionens fald.

Det beviser det, at reformismen ikke er i stand til at styre den kapitalistiske økonomi og undgå slemme kriser. Kapitalismen har grundlæggende ikke råd til at give arbejderne et værdigt liv. Uanset om man pumper penge ud i økonomien gennem øget offentligt forbrug, lavere skatter eller rentesænkelser, så kan det ikke på længere ændre på profitratens tendens til fald og manglen på profitable markeder, som er det egentlige problem.

Anders Foghs snak om en ”social revolution” i nytårstalen er derfor ikke andet end tom snak. Problemet er, at får vi en anden regering bestående af arbejderpartierne, vil de heller ikke, trods løfterne, kunne gøre det meget anderledes hvis de holder sig indenfor kapitalismens rammer. Med en krise i udsigt stiger arbejdsløsheden, og dermed statens udgifter, samtidig med at skatteindtægterne falder, hvad skal så betale velfærden, højere løn til de offentligt ansatte og så videre?

Arbejderklassen bærer byrden
Det milde opsving de seneste år har været baseret på en øget udbytning af arbejderklassen. Som allerede beskrevet har kapitalisterne benyttet sig af øget arbejdspres og -tempo, hvor arbejdstiden pr. familie er sat kraftigt i vejret med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og generelt flere arbejdstimer pr. lønmodtager.

Finanskapitalen har nydt godt af arbejdernes behov for øgede lån, og Danske Bank er således den virksomhed i Danmark, der havde det næststørste overskud i 2006, og overskuddet varmere end dobbelt så stort som nummer 3 på listen. I 2002 var overskuddet efter skat på 8,2 mia. kr. i 2006 var overskuddet steget med 65 procent til 13,5 mia. kr. efter skat. Den eneste virksomhed med et større overskud i 2006 var A.P Møller-Mærsk med et overskud på 15,5 mia. kr. (Buisness.dk 27.12.07)

At økonomerne regner med at væksten i produktiviteten går ned, må hænge sammen med to ting, på den ene side at grænsen er nået for, hvor meget mere man kan presse arbejderne til at arbejde hurtigere, og samtidig at der ikke introduceres ny teknologi, der afgørende kan forbedre produktiviteten. Det stigende arbejdspres giver sig konkret udslag i et konstant stigende antal langtidssygemeldinger, stress osv.

Grænsen blev nået for længe siden, og kapitalismens problem er at det siden starten af halvfjerdserne ikke har været i stand til at skabe grundlæggende fremgang.

Arbejderklassen er også blevet angrebet på andre områder, som forberedelse til en kommende økonomisk nedgang, bl.a. de gentagne angreb på dagpengeregler, efterløn og pension er en forberedelse til når arbejdsløsheden, der i øjeblikket er historisk lav begynder at stige igen. Den er allerede så småt begyndt at stige indenfor byggeriet, hvilket er første tegn på en kommende krise.

Den samlede profit er steget enormt og det samme er direktørlønningerne, hvor f.eks. bestyrelseshonorarerne i de største virksomheder sidste år steg med 25 procent (epn.dk 10.01.08), og kommunaldirektørernes lønninger er fordoblet siden 1998, så gennemsnitslønnen for en kommunaldirektør nu er på 92.000 kr. om måneden, et beløb pædagoger, SOSU’er o.l. kan kigge langt efter (ekstrabladet.dk 19.12.07).

Uligheden er generelt steget de seneste 15 år, og det kan ikke bare aflæses på bankkontoen, men også på helbredet. De dårligst uddannede danskere lever omkring 5 år kortere og er syge omkring 6 år mere end de højst uddannede, dvs. at de højst uddannede har cirka 11 raske år mere at leve i, ifølge tal for Statens institut for folkesundhed (avisen.dk 21.12.07). Lavt uddannede bliver også oftere syge og nedslidte af deres arbejde, og risikoen for at blive langtidssygemeldt er fire gange større for danskere uden uddannelse, end for danskere med en lang videregående uddannelse. Derudover har de lavest lønnede og kortest uddannede dårligst adgang til hurtig behandling, fordi det er dem med de største indkomster der tegner sygeforsikringer til privat sygehuse, som almindelige arbejdere er med til at betale gennem skatten fordi regeringen har gjort det skattefrit for arbejdsgiverne at tegne forsikringerne for deres medarbejdere.

Regeringen har givet skattelettelser, som har gavnet de rigeste i samfund på bekostning af velfærden. Fogh og co. påstår, at de forbedrer velfærden, men virkeligheden er en anden. Siden Fogh tiltrædelse er den offentlige beskæftigelse faldet med 2,3 procent (Statistisk 10 årsoversigt, 2006, s. 125, 131, bearbejdet af Jesper Jespersen). Og uden flere hænder bliver hverken folkeskole, børnepasning eller ældrepleje bedre. Ifølge KL’s budgetredegørelse bruges der nu godt nok 2 procent mere på Folkeskolen end i 2002, men til gengæld er der også kommet 4 procent flere elever. I praksis betyder det, at alle lærere i gennemsnit skal holde styr på 11 elever i stedet for 10 elever. Noget lignende ser man i børnehaverne, hvor der er 10 procent færre pædagoger pr. barn, da udgiften pr. barn i børnepasning i perioden 2003-2006 faldt med -2,7 procent. Tilsvarende udvikling kan ses overalt i samfundet.

Hvis kapitalismen byder arbejderne sådanne forhold under opsving, hvordan vil det da ikke blive under en krise?

For en demokratisk planlagt økonomi
Der produceres masser værdier i det danske samfund. De havner bare i kapitalisternes lommer, og de kan kun komme op af disse lommer og bruges til gavn for flertallet hvis de største virksomheder nationaliseres under arbejdernes egen demokratiske kontrol. Gennem en planøkonomi kan kriserne undgås, arbejdstiden sættes ned, produktionen udvides enormt, produktionsmidlerne udvikles, og velfærden forbedres. Under kapitalismen venter krise, arbejdsløshed, tvangsauktioner og nedskæringer.

Udbytningen af arbejderklassen er steget kraftigt siden 1960’erne, hvilket ses tydeligt af denne graf:



I Socialistisk Standpunkt kræver vi, at de 200 største virksomheder nationaliseres. De 200 største virksomheder har lige over 1 million ansatte, en egenkapital på 800 mia. og et nettoresultat på 133 mia. i 2005. En socialistisk planlægning vil give kontrol over de vigtigste dele af økonomien og skabe muligheden for opbyggelsen af et ordentligt velfærdssamfund og skabelse af et arbejdsliv, hvor stres og jag ikke er en del af hverdagen.
Foghs udskrivelse af folketingsvalg i november 2007 gav arbejderpartierne en stor chance for at vælte ham af pinden. Den borgerlige regering har de seneste år arbejdet, for langsomt at afmontere velfærdssamfundet, indføre brugerbetaling på offentlige ydelser, privatisere og udlicitere (se afsnittet om økonomi). Udover dette, skal det ikke glemmes, at de har sendt Danmark i krig i Irak og Afghanistan, hvilket allerede har kostet en håndfuld menneskeliv.

Desværre blev Fogh genvalgt endnu en gang. Det skal siges, at arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) samlet gik fremad - båret frem af SF's store vælgerboom - med 224.475 stemmer, i forhold til valget i 2005. Det var dog ikke nok til at vinde valget og de borgerlige sikrede sig et flertal, trods en lille tilbagegang til Venstre.



De fleste aktive i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen, stiller nok sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi få endnu en borgerlig regering, når de har sendt os i krig, slagtet velfærden i kommunerne og er godt i gang med at underminere uddannelserne og elever og studerendes forhold? Der har endda, især i det sidste halvandet år, været kæmpe demonstrationer, strejker, skolebesættelser, krigsmodstand, ungdomshuskamp osv. Hvordan kan de så blive genvalgt?

Hvis man kigger på de fleste analyser, som er kommet fra lederne i Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten eller fagtoppen, så får man det indtryk, at det enten skyldes et "kommunikationsproblem", for lidt plads til dem i medierne eller lignende. For eksempel skriver Socialistisk UngdomsFront, SUF (en ungdomsorganisation som støtter Enhedslisten), at: "På trods af mediernes forsøg på at dække over politisk indhold lykkedes det Enhedslisten, med hjælp fra SUF, at holde sig i Folketinget".

Socialdemokratiets Henrik Sass-Larsen har været ude og hævde, at det i år har været partiets asylpolitik, som ikke blev forklaret godt nok til vælgerne. Efter nederlaget ved valget i 2005 hævdede samme Sass-Larsen, at det var skattepolitikken, som ikke var blevet kommunikeret ordentligt ud. Det lader til, at man har et enkeltstående politikpunkt, som man bruger som undskyldning for hvert eneste nederlag! Andre folk er gået skridtet videre og siger, at det simpelthen er vælgernes skyld, fordi de ikke har nok bevidsthed.

Alle disse udtalelser er intet andet end bortforklaringer. Højrefløjens valgsejr overrasker ikke marxisterne. Tværtimod forstår vi, at det er nødvendigt at se den, som et led i de sidste par års udvikling i Danmark med klassekamp og radikalisering. Højrefløjen vandt ikke på grund af medierne, ej heller på grund af et "uvidende" folk. Det skete først og fremmest på grund af en total mangel på politisk alternativ, fra ledelserne af både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Inden vi går over til at analysere selve partiernes valgkamp, er det dog nødvendigt at komme med en præcisering: Valg viser kun et øjebliksbillede af stemningen. Det er som et still-billede i forhold til en videofilm. Det kan afspejle stemningen i et givent øjeblik, men kan ikke vise bevægelsen i sin helhed, ej heller processen med udviklingen af arbejderklassens bevidsthed. Samtidig giver valgresultatet ikke et klart billede af situationen. I et valg vejer de inaktive lag i samfundet lige så tungt, som de aktive. By og land er også ligestillet, selvom førstnævnte i virkelighedens verden spiller en meget mere aktiv rolle end sidstnævnte.

Det er tydeligt, at arbejderklassen i de store byer stemmer på arbejderpartierne. I Aalborg Øst fik de tre arbejderpartier tilsammen 49,5 procent af stemmerne. I Århus Nord fik de 52,8 procent og i Odense Øst 52,7 procent. I Københavns Storkreds, hvor over 400.000 stemte, fik arbejderpartierne flertal med 51,9 procent. På Nørrebro og Vesterbro overgik SF tilmed Socialdemokratiet som det største parti. Alt sammen viser det, at arbejderklassen absolut ikke er borgerliggjort. Tværtimod viser tallene, at arbejderklassen i de store byer har en veludviklet klassebevidsthed, men at udviklingen er ujævn i forhold til resten af landet.

Samtidig hører det med til historien, at valget viste en øget polarisering i dansk politik. De radikale mistede otte mandater og har nu kun ni. Valget har altså været en katastrofe for partiet. Ny Alliance fik kun fem mandater. Inden valget så det ud til, at partiet ville få langt større tilslutning og at det nye folketing ville have en stærk midte. Men resultatet blev det modsatte. Midten er svækket. Dette er meget positivt, da disse partier altid har haft til formål at binde Socialdemokratiet til de borgerlige partier og til at legitimere den borgerlige nedskæringspolitik. Valgresultatet vidner om at flere og flere bliver opmærksomme på at der er to veje i dansk politik. Den borgerlige vej og arbejderpartiernes vej.

Samlet set viser dette, at der absolut intet endegyldigt er over Foghs sejr. Den er endnu spinklere end de tidligere og det er absolut ikke en stabil borgerlig regering.

Socialdemokratiet
Vi så, at da Socialdemokraterne samtidig med massebevægelsen mod nedskæringerne i kommunerne fremlagde deres velfærdsrettigheder, hvis mål var at forbedre velfærden markant på en række områder, steg de rent faktisk i meningsmålingerne. Der var stor opbakning til, at man skulle have sådanne rettigheder og mange så det helt korrekt som et skridt til venstre for Socialdemokraterne.

Efterfølgende undlod ledelsen så at komme med et konkret bud på, hvordan velfærdsrettighederne skulle finansieres, hvilket fik mange til at stille spørgsmålstegn ved om Socialdemokraterne overhovedet ville være i stand til at gennemføre deres eget udspil, hvis de fik regeringsmagten.

Mange husker tydeligt 1990’erne, hvor vi rent faktisk havde en socialdemokratisk ledet regering og mange husker også, at der også dengang blev skåret ned og privatiseret. Dengang blev nedskæringerne gennemført efter pres fra de Radikale, som var med i regeringen og som gjorde hvad de kunne for at trække Socialdemokraterne til højre. Det lykkedes på mange områder. Resultatet var at de mistede magten i 2001.

Under valgkampen i denne runde inviterede Henrik Sass Larsen de Konservative inden for i varmen hos Socialdemokraterne og viste dermed, at ledelsen i Socialdemokratiet ikke har nogen som helst skrupler ved at skulle rette ind efter et borgerligt parti. Det øger især utroværdigheden, for der er ingen tvivl om, at Socialdemokraternes velfærdsrettigheder ikke kan gennemføres med de Konservative, lige som de ikke kan det med hverken Ny Alliance eller De Radikale.
At gå i regering med et borgerligt parti som de Radikale i 1990’erne var slemt nok, men overhovedet at overveje muligheden for at indgå regeringssamarbejde med de Konservative, viser at ledelsen bevæger sig længere og længere væk fra både menige medlemmer af Socialdemokraterne og fra vælgerne.

Derfor er det ingen overraskelse, at Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 100 år. Når ledelsen går ud og foreslår samarbejde med de Konservative, der repræsenterer de største kapitalister i Danmark, og dermed også en ultraborgerlig politik, giver de samtidig køb på samtlige løfter om velfærdsrettigheder og bekæmpelse af uligheden.

En regering som samarbejder med et borgerligt parti, ligegyldig om det er de Konservative eller de Radikale, vil aldrig kunne forbedre velfærden. De borgerlige partier har altid repræsenteret de rige virksomhedsejere og hos de rige direktørers interesser. Det vil de forsat gøre og den politik, som de derfor må føre, er derfor direkte i modstrid med arbejderklassens interesser.

Efter valgnederlaget kunne man måske håbe på, at en del af partitoppen havde forstået bare en brøkdel af læren af valget. Men nej. I månederne derpå har de fulgt den samme linje og har forsøgt at efterligne de borgerlige til forveksling. Det mest groteske eksempel er helt afgjort de offentlige overenskomster, hvor Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt ellers var gået i front for a støtte de offentligt ansattes krav om markante lønstigninger.

Dels accepterede partiets ledelse en fuldstændig ubrugelig aftale med regeringen om blot at skyde 5,1 mia. kroner frem i regnskabet. Det vil så vidt vides betyde, at de offentligt ansatte bare får fremskyndet nogle af de lønstigninger, som alligevel skulle bruges i fremtiden for at holde lønnen på niveau med inflationen. Dels har socialdemokraternes ledelse accepteret, at de vil være med til at bryde ind i en eventuel storkonflikt på det offentlige område.

I januar 2008 var Socialdemokraternes ledelse igen være ude med udmeldinger, som mest af alt lignede Venstre +/- 10 procent. Med det klassiske arbejdsgiverargument om "dovenskab" blandt arbejdsløse ville de endda være med til at stramme dagpengereglerne: "På områder, hvor ledigheden ligger under tre procent, skulle man ikke kunne få supplerende dagpenge. Det tilbud tog regeringen ikke imod. At der ikke er sket noget på området, skyldes regeringens smøleri", sagde Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. (Politiken, 5. januar 2008).

Men den politik vil være katastrofal. Den vil ikke skabe større opbakning, men derimod skade partiets omdømme i mange arbejderes øjne. Socialdemokratiet blev ikke stiftet for at tjene kapitalisternes interesser. Det blev ikke stiftet for at forringe de arbejdsløses vilkår, ej heller for at hjælpe arbejdsgiverne imod strejkende arbejdere. De ledere, som hævder at de varetager partiets interesser, er i virkeligheden folk som har infiltreret partiet med fremmede idéer - den herskende klasses ideologi.

I den næste periode vil Socialdemokraternes ledelse blive testet og der vil komme en række interne diskussioner. Ritt Bjerregaards mediestunt med ”den røde skole” og den store interesse blandt almindelige socialdemokrater viser, at der overalt i Socialdemokratiet er usikkerhed om, hvad fremtiden bringer og at mange mener, at kursen må ligges om. Nogen har sågar sagt, at ”vi bør genoplive klassekampen”.
Denne proces vil tage til i den kommende tid. Medlemmer af Socialdemokratiet og DSU vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved den politiske linje, som lederne fører. Socialdemokratiet er nemlig trods alt stadig arbejderklassens traditionelle parti og mange arbejdere ser med afsky, hvordan ledelsen af deres parti efterligner de borgerlige. Hvis der for eksempel udbryder storkonflikt i den offentlige sektor til foråret og hvis Socialdemokraternes ledelse støtter et regeringsindgreb, vil dette højst sandsynligt betyde kæmpe interne kampe og måske endda starten på en egentlig organiseret opposition til ledelsens højredrejede linje.

Det er ikke nok med fine hensigtserklæringer, hvis Socialdemokratiet vil genvinde tidligere tiders styrke og arbejderklassens og ungdommens tillid. En tillid som man har brugt årevis på at kaste i grams. Man må vise, at man mener det man siger. At man vil gøre noget ved det og lade de borgerlige sejle deres egen sø.

Hvis man går offentligt ud og siger, at man vil forsvare de folk, der hver dag arbejder under elendige forhold for at passe vores børn, hjælpe de ældre osv. må man være parat til at tage de økonomiske konsekvenser. Så må Socialdemokraternes ledelse også være klar til at skære benhårdt i de største virksomheders profitter og i sidste ende være parate til at nationalisere dem under arbejdernes kontrol, for at lade overskuddet gå til samfundet, velfærden og arbejderklassen, i stedet for kapitalisternes fordækte bankkonti.

Men for at det skal ske, kræves der et internt opgør med årtiers nedskæringspolitik. Ledelsen må presses til at føre den politik, som medlemmerne ønsker, frem for at gå i lag med de borgerlige. Hvis ikke ledelsen vil skabe et reelt arbejderalternativ, må der vælges en ny ledelse. Ellers vil idéen om ”velfærdsrettigheder” forblive en idé og lidt blæk på et stykke papir.

Socialistisk Folkeparti, SF
Det eneste af de tre arbejderpartier, som gik frem ved valget var SF. Deres fremgang er imponerende. De har næsten fordoblet deres stemmetal og er gået fra 11 til 23 mandater. Man behøver ikke lede længe efter forklaringen: SF er det eneste parti, som har formået at forbinde sig med de krav, som har været diskuteret og fremført på arbejdspladserne landet over.

De har opstillet en række krav, som fordi SF samtidig har holdt sig ude af studehandlerne med regeringen, har virket klare og ærlige. Det var krav indenfor tre temaer: Ældrepleje, folkeskolen og klima. Kravene er bl.a. 2000 kr. mere om måneden til de ansatte i ældreplejen og 5000 flere af dem. Højst 22 elever i klassen og at en bybus-billet kun må koste 10 kroner.

Dette står i klar modsætningerne til Socialdemokratiets ledelses velfærdsrettigheder, som på grund af netop studehandler med regeringen, for mange virkede som utroværdige. Med den ene hånd fremførte de progressive velfærdsrettigheder, mens de med den anden skær ned sammen med regeringen gennem velfærdsforliget.

Men samtidig med disse krav gik SFs ledelse i offensiven med idéen om, at de nu skulle ind i en ny regering sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Det eneste ”ultimative krav” som SFs ledelse ville stille. var, at Fogh og co. skulle væk. Efter landsmødet blev der især bejlet til de Radikale. Og i valgkampen blev det blevet tydeligt, at ingen krav er ultimative, da SFs ledelse fulgte efter de Radikale og sagde at 24-års regelens afskaffelse heller ikke for dem var et ultimativt krav for en regeringsdannelse.

SF har ligesom andre venstrefløjspartier gennem tiden begrundet sin eksistensberettigelse med at ville trække Socialdemokraterne og en socialdemokratisk ledet regering til venstre. Men problemet er, at SFs ledelse nærmere er blevet trukket til højre på en lang række spørgsmål. Et tydeligt eksempel var, da SFs ledelse droppede modstanden mod EU.

I den kommende periode vil lige præcis spørgsmålet om EU ryste SF i dets grundvold. Den store succes, med en hele 23 mandater stor folketingsgruppe og over 10.000 medlemmer, betyder ikke, at alle vil være enige i disse kompromisser og studehandler. På EU-spørgsmålet, er det en offentlig hemmelighed, at SF's ledere har været indbyrdes splittede i en årrække.

Anders Fogh besluttede i december 2007, at den nye Lissabon-traktat skal gennemtrumfes via Folketinget, det vil sige uden en folkeafstemning. Da SFs hovedbestyrelse så besluttede, at man ville støtte Lissabon-traktat, selv uden en folkestemning, og derudover være med til at fjerne både forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold, førte det til en mindre splittelse, i SF hvor bl.a. et hovedbestyrelsesmedlem meldte sig ud og stiftede ”Folkesocialistisk Alternativ”.
Men hele denne sag er overhovedet ikke færdig endnu og kan føre til endnu mere splittelse. I sær i SFU, hvis ledelse ikke har udtalt sig om sagen, men som samtidig i skarpe vendinger kritiserede, at der ikke kommer en afstemning i Frankrig: ”I SFU er vi stadig en aktiv del af den bevægelse, der målrettet kæmper for at folket skal spørges om Unionens fremtid. En bevægelse der rummer både fortalere og modstandere af traktaten” (www.sfu.dk/11539).

Også på spørgsmålet om de offentligt ansattes lønkrav til foråret vil SFs ledelse blive testet. SF har markeret sig som forkæmper nummer ét for de tusinder af SOSU-arbejdere, sygeplejersker, pædagoger og lærere, som kræver højere lønninger. Men hvis VK-regeringen, med mulig opbakning fra Socialdemokraternes ledelse, griber ind i en overenskomstkonflikt for de offentligt ansatte, vil SF blive nødt til at vælge helt klart. Står partiets ledelse i praksis på arbejdernes side eller på de borgerliges?

Enhedslisten
Enhedslisten gik også tilbage ved valget og nåede med 2,2 procent kun lige over spærregrænsen. Det var det dårligste resultat siden partiet kom i Folketinget i 1994 og en tilbagegang på mere end en tredjedel siden sidste valg. De borgerlige medier og en del i Enhedslisten har forklaret det dårlige valgresultat med Asmaa Abdol-Hamid. I medierne blev Asmaa Abdol-Hamid fremstillet som en rabiat fundamentalistisk muslim, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd til mænd. Der er ingen tvivl om, at denne hetz, viser, at racismen eksisterer i bedste velgående i Danmark.

Men Asmaa Abdol-Hamids kandidatur kan dog ikke forklare Enhedslistens dårlige resultat. I årevis har Enhedslistens traditionelle vælger været trætte af manglen på socialistisk perspektiv og svar på arbejderklassens problemer. Internt i partiet er der ikke blevet diskuteret det grundlæggende perspektiv og de uenigheder der er. I stedet har man bare holdt sig til enkelt sager, som forsvinder i det store billede.
Da Enhedslistens ledelse ikke gav et klart svar på spørgsmålet om religion og socialisme, fik det for mange bægret til at flyde over. Ledelsen forsøgte bare at manøvrere sig uden om ”de ubehagelige spørgsmål” ved at indkalde til et ekstraordinært stormøde, hvor dagsordenen var Asmaas kandidatur og ikke de politiske spørgsmål.

Et brugt argument for at stemme på Enhedslisten var, at Folketinget har brug for en ”vagthund”. Men en vagthund løser ikke problemer med stress på arbejdspladsen, nedskæringer eller krig og miljø. At Enhedslistens spidskandidater bare sagde, at de ville "stille kritiske spørgsmål", fik mange arbejdere til at ryste på hovedet. For når alt kommer til alt, hvad skal man så bruge "kritiske spørgsmål" og "en vagthund" til, når det, som de fleste vil have, er en politik uden nedskæringer?

Enhedslisten er det mindste og nyeste af arbejderpartierne og den eneste måde dets eksistens kan retfærdiggøres på, er ved, at de har en klar socialistisk politik. Når det ikke er tilfældet, så ser de fleste arbejdere et bedre alternativ i de større arbejderpartier.

Andre har givet medierne skylden. Enhedslisten er blevet ignoreret og valget har ikke handlet om politik, men om bogstavleg. Det er rigtig nok. Men sådan er betingelserne, det er det borgerlige demokrati. Et revolutionært parti kan ikke være afhængig af de borgerlige medier. Et socialistisk parti må bruge en valgkamp til at hæve bevidstheden blandt det store flertal, vinde opbakning på arbejdspladserne, opbygge en stærk base, der samtidig gør partiet fuldstændig uafhængig af de borgerlige medier, og pengene fra Folketinget.

Da Johanne Schmidt-Nielsen, spidskandidat for Enhedslisten, på DR2 fik stillet et direkte spørgsmål om Enhedslistens revolutionære perspektiv svarede hun perspektivløst: ”Ja, vi vil gerne have grundlæggende forandringer i samfundet fx 100 procent vedvarende energi og økologi. Det er en grundlæggende forandring og en revolution i landbruget…”.

Problemet er, at Enhedslistens fokus på enkeltsager reelt er reformistisk politik. De rejser krav om vedvarende energi, krav om bedre velfærd, ungdomshuse osv., men fortæller ikke, at dette kun kan gennemføres gennem en revolution. Og i flere omgange har deres politiske fokuspunkter været rimelig løsrevet fra almindelige arbejderes krav.

Vigtigst af alt er valgkampen kun en del af det konstante arbejde, med at kæmpe sammen med kolleger, klassekammerater osv. et koordineret arbejde, hvor de socialistiske ideer fremlægges.

Hovedproblemet for Enhedslistens valgkamp var manglen på et socialistisk alternativ til både den siddende regering og ledelsen i resten af arbejderbevægelsen.

Enhedslistens program forklarer, hvordan produktionsmidlerne må nationaliseres, for at få råd til rigtig velfærd, og hvordan der må indføres arbejderkontrol på alle virksomheder, for en demokratisk styring af produktionen.

”Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.” (Enhedslistens program)
Det er dette perspektiv, der burde have været fokus i valgkampen og det er det eneste program, som er brugbart, hvis partiet skal gå frem i den kommende periode.

Stemmetallene viste også, at der er et potentiale for Enhedslisten, som for eksempel på Nørrebro fik over 12 procent af stemmerne. Men skal Enhedslisten for alvor gå frem og have en eksistensberettigelse, må partiets kandidater fremsætte et konkret alternativ til den nuværende borgerlige regering, der kan appellere til arbejderklassen og medlemmerne af de to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF om en arbejderregering på et socialistisk program.

Parolen om en arbejderregering
Socialistisk Standpunkt har i de seneste par år fremført parolen om en arbejderregering på et socialistisk program. Det vil sige en appel til Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om at føre en fælles kampagne for at få regeringsmagten og føre socialistisk politik. Dette har vi gjort af flere årsager: For det første fordi det er nødvendigt, at bryde partitoppen i Socialdemokraternes alliance med det radikale venstre, som er et lille borgerligt parti, der bruges som en undskyldning for nedskæringer på velfærden og en accept af idéen om "økonomisk ansvarlighed". For det andet - og det vil vi forklare nærmere i de følgende linjer - fordi vi mener, at parolen om en arbejderregering kan samle arbejdere, der ser til alle de tre arbejderpartier, i en fælles kamp imod Fogh-regeringen.

Nogle grupper på venstrefløjen, ofte de som mangler kontakt og føling med massernes bevægelse, angriber os altid på dette spørgsmål. For dem er det næsten altid et spørgsmål om at nedsable de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen. I deres egen lille verden tror de, at det er tilstrækkeligt at hejse det socialistiske flag og så vil masserne følge med.

Sådan har det aldrig været noget sted i verden. Selvom det danske Socialdemokratis ledelse på nuværende tidspunkt fører en ekstremt højreorienteret politik, ændrer det ikke på det faktum, at det er arbejderklassens traditionelle parti. Det blev født i en hård kamp mod arbejdsgiverne, i et forsøg fra arbejdende mænd og kvinder på at tage deres egne skæbner og liv i egne hænder. Det er et parti, der stadig opnår hundredetusinder af stemmer og har tusindvis af medlemmer. Selv ved det sidste valg, som var et historisk lavpunkt for Socialdemokratiet fik de 25,5 procent af stemmerne. Alle revolutionære socialister har brug for en strategi for at vinde disse arbejdere over til socialistiske idéer.

Igen og igen har vi set, at når masserne går i aktion, gør de det gennem de største arbejderpartier og også gennem Socialdemokratiet. Arbejdermasserne vil igen prøve at skubbe de danske arbejderpartier – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten – mod venstre. Hvis socialister ignorerer denne kendsgerning, vil vi på forhånd være dømt til fuldstændig isolation fra masserne. Derfor må vi arbejde på være i kontakt med masserne, både i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen. Vi kan ikke ignorere ærlige arbejdere, bare fordi de ser til Socialdemokratiet.

Det ville føre til den værste form for sekterisme og det har aldrig været hverken Lenins eller Trotskijs metode, som begge forsvarede en klar orientering mod de største arbejderpartier.

På nuværende tidspunkt har de fleste arbejderaktivister i Danmark et spørgsmål i hovedet: Hvordan kommer vi af med Anders Foghs højrefløjsregering? Og hvordan sikrer vi at en ny venstrefløjsregering faktisk vil føre socialistisk politik? Det som de fleste arbejdere vil lede efter, er et klart, opnåeligt alternativ inden for deres rækkevidde. Vi bliver nød til at vise dem dette alternativ.

I det konkrete spørgsmål om valgkamp betyder det at lave en kampagne for en arbejderregering på et socialistisk program. Det betyder, at vi vil have en regering bestående af de tre arbejderpartier; Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Vi siger til lederne af disse partier; ”Hvis I forsvarer et rigtigt program til forsvar for velfærdssystemet, imod Irak-krigen osv. vil I være i stand til at vinde arbejderklassens støtte og entusiasme tilbage og sparke højrefløjsregeringen ud.”
Vi mener, at det er den bedste og eneste måde at gå ind i en dialog med arbejdere og fagforeningsaktivister om, hvad et socialistisk program er og hvordan vi kan kæmpe for det. Det betyder ikke én eneste brøkdel støtte til den socialdemokratiske ledelses højrepolitik eller til lederne af SF’s eller Enhedslistens reformistiske politik for den sags skyld.

Der er derfor ikke bare brug for en arbejderregering – men en arbejderregering på et socialistisk program. Kort sagt en regering, der overtager og nationaliserer de største virksomheder, så de enorme ressourcer, de danske arbejdere hver dag skaber, kan fordeles efter en demokratisk vedtaget plan, til en udbygning af velfærden. De 10 danske virksomheder med flest ansatte havde i 2006 et overskud på mere end 69 mia. kr. Der er altså masser af penge og rigdom i samfundet, problemet er, at de havner i kapitalisternes lommer.

Derfor må der stilles krav til arbejderpartierne om, at de fører en fælles kampagne for regeringsmagten med følgende krav:

• Opbyg velfærden – fjern nedskæringerne
• Arbejde til alle - 30 timers arbejdsuge
• Fri uddannelse til alle
• Nationalisér de største virksomheder
• Billige boliger til alle
• Tropperne ud af Afghanistan!

Det var den same fremgangsmåde, som Lenin brugte da han forsvarede sin berømte parole om “al magt til sovjetterne”. I virkeligheden havde de fleste af sovjetterne på det tidspunkt reformistiske flertal, de socialrevolutionære (SR’erne) og mensjevikkerne. Så i virkeligheden opfordrede Lenin reformisterne til at tage magten! En sekteriker vil aldrig kunne forstå dette. Var Lenin blevet opportunist? Langt fra. Lenin forstod udmærket, at størstedelen af arbejderne stadig så til SR’erne og mensjevikkerne. Derfor stod han frem med en parole, der forbandt sig med stemningen for handling og samtidig lagde pres på de reformistiske ledere af sovjetterne.

Det var kun på denne måde, at bolsjevikkerne var i stand til at vinde opbakning fra flertallet af arbejderne og i sidste ende gennemføre revolutionen. Uden en sådan fremgangsmåde ville oktoberrevolutionen aldrig have fundet sted. Så når vores modstandere angriber os på spørgsmålet om masseorganisationerne, angriber de os i virkeligheden på vores stærkeste side. Vi mener at enhver revolutionær, som er denne betegnelse værdig, må være i stand til, at sammenkæde socialistiske ideer med masserne.

Hvor stærkt står de borgerlige egentlig?
Hvis man har et overfladisk syn på situationen, kan man let komme til at konkludere, at den borgerlige regering står stærkt og at den ikke vil få synderlige problemer i de næste par år. Men det ville ikke blot være et pessimistisk syn på tingenes tilstand – det ville også være fuldstændigt forkert.

For det første, så er det et faktum, at regeringen hviler på et meget snævert parlamentarisk grundlag. Da meldte Pia Christmas Møller sig ud af de Konservative og blev løsgænger, gjorde det situationen endnu værre. Det blev dog vejet op af Malou Aamunds skifte fra Ny Alliance til Venstre. Men det skal lige slås fast, at vi er i starten af regeringens valgperiode og siden Dansk Folkepartis stiftelse, har partiet ikke set én valgperiode, uden at det har måttet ekskludere et af sine folketingsmedlemmer. Dette viser meget godt, hvor ustabilt grundlaget for regeringen er. Det ene øjeblik tipper vægten til den ene side, det andet til den anden.

Denne ustabilitet i parlamentet er udtryk for en generel ustabilitet i det danske samfund og i borgerskabet. Fogh sidder slet ikke så trygt i sadlen, som han kan se ud til. Grunden til at han udskrev et tidligt valg lige præcist i november 2007, var fordi han havde brug for at få fornyet sit mandat inden de offentligt ansattes overenskomster i foråret 2008. Han udskrev valget lige efter, at fagbevægelsen havde neddroslet den gigantiske protestbevægelse, der kulminerede i demonstrationerne den 2.oktober. Derfor var det taktisk for ham, at udskrive valget lige nøjagtig på det tidspunkt. Men samtidig viser det også en anden ting – nemlig at han godt ved, at han vil blive presset.

Udover de offentlige overenskomster i foråret 2008, vil Fogh med stor sandsynlighed skulle udskrive folkeafstemning om EU-forbeholdene. En afstemning, som han langt fra er sikker på at vinde.

Internt hos de borgerlige har vi allerede vist flere eksempler på splittelse. Men alle disse enkelt personer og tilfældigheder afspejler i virkeligheden en mere grundlæggende proces. Forskellige dele af borgerskabet har for det første interesse i forskellige nedskæringer og for det andet tror de på forskellige taktikker for, hvor kraftige disse nedskæringer kan være lige nu og her. Regeringens forhold til Dansk Folkeparti er også en del af denne modsætning.

Dansk Folkepartis racistiske retorik (og politik) har taget til i den seneste tid. Uden et klart perspektiv fra lederne af arbejderpartierne bliver Dansk Folkepartis racisme for mange en sidste udvej. Det især fordi de samtidig påstår, at de kæmper for velfærden, mens de faktisk har støttet alle regeringens nedskæringer. Dansk Folkepartis fornemmeste opgave er at splitte arbejderklassen på så mange måder som muligt. Det så vi blandt andet i opspillet til OK08, hvor de vil give flere penge til personalet i ældreplejen, samtidig med at de angreb alle de andre offentligt ansatte.

I virkeligheden står de borgerlige kun stærkt, når arbejderbevægelsen er i defensiven. I 2006 var regeringen om noget presset. Udover diverse ministerskandaler og afsløring af den danske krigspolitik i Irak blev Fogh-regeringen truet af en omfattende protestbevægelse imod velfærdsforliget og ugelang pædagogstrejker. I ren desperation og afmagt gik han ud og kaldte dem for ”socialistiske ballademagere”. Regeringens støtte raslede ned i meningsmålingerne.

Men hvad gjorde lederne af fagbevægelsen og arbejderpartierne, stillet overfor disse geniale muligheder for at vælte regeringen ikke bare én men to gange? Socialdemokratiet gik ind som en del af velfærdsforliget. Fagbevægelsens top valgte at stoppe alle demonstrationer og forsøge at undgå arbejdsnedlæggelser. Med andre ord kastede de muligheden for at vælte regeringen ud med badevandet. Dette, og kun dette, forklarer, hvorfor Fogh har kunnet blive siddende så længe og hvorfor han var i stand til at vinde igen. Toppen af Socialdemokratiet valgte at lade den borgerlige regering fortsætte sin eksistens omkring 17. maj 2006 samt under det ”kommunale oprør” i efteråret 2006, fordi lederne var bange for at blive båret til magten på en bølge af masseprotest. Det ville have tvunget de socialdemokratiske ledere til at vælge side mellem borgerskabet og den arbejderklasse, som de skulle repræsentere. Det ville have indvarslet en periode med øget intern kamp i arbejderbevægelsen. Denne position var potentielt livsfarlig for arbejderbevægelsens højredrejede ledelse, og de valgte at lade den borgerlige regering leve videre af frygt for alternativet.

Nu er der ikke lagt op til en fredelig tid med ro på arbejdsmarkedet og politisk stabilitet. Tværtimod. Vi vil komme til at se demonstrationer og strejker og en ekstrem svag borgerlig regering. Og der vil næppe gå fire år før vi skal til valg igen. De danske arbejdere er ikke blevet højreorienterede, tværtimod er problemet, at der har manglet en klar opposition, som kunne indgyde arbejdere og unge selvtillid til egne kræfter og præsentere et klart alternativ til den borgerlige nedskæringspolitik.

Hurtige skift og skarpe vendinger
Valgresultatet betyder på ingen måde, at der er en højredrejning i gang. Valgnederlag til arbejderpartierne og radikalisering af klassekampen er noget vi har set i flere europæiske lande. Gode eksempler er Frankrig og Grækenland. I begge lande har vi på det seneste set en proces med radikalisering store lag og med intensivering af klassekampen i form af generelstrejker samt udbredt politisk og social uro.

I Frakrig kulminerede det blandt andet i et kæmpe oprør med optøjer i indvandrerdominerede forstæder, kombineret med en massiv strejkebølge imod CPE-loven i maj 2006 og et ”nej” til den nye EU-forfatningstraktat og dens antisociale konsekvenser.

Alligevel vandt den borgerlige kandidat Sarkozy valget i 2007. Hvordan kan man forklare dette? Mange aktive på venstrefløjen og i fagforeningerne var fuldstændigt rundt på gulvet af bar forvirring. De troede, at dette betød, at klassekampen var for nedadgående og at arbejderne var blevet ”borgerliggjorte”. Men allerede nu har dette vist sig at være forkert. Vi har set, at de kommunalt ansatte har været inde i omfattende strejker.

Også Grækenland har dette mønster vist sig. Efter flere års strejker, demonstrationer og vilde studenterprotester, har højrefløjen vundet et valg for nyligt, men dette har ikke betydet stop for klassekamp og strejker – tværtimod.
Den kommende periode i Danmark vil udfolde sig på en lignende måde: Regeringens tilsyneladende sikre position vil blive rystet af den ene bevægelse, efter den anden. Og hvis den urolige politiske situation kombineres med en økonomisk krise, vil regeringen gå en meget svær tid i møde.

Der er stor mulighed for, at Socialdemokratiet på den ene eller den anden måde vil komme til magten. Borgerskabet vil få brug for de socialdemokratiske ledere til at tøjle arbejderklassen og gennemføre de nedskæringer, som de ikke kan gennemføre med de borgerlige partier. Men de socialdemokratiske ledere er ikke entusiastiske over udsigten til at tage skraldet for de borgerlige. Og da de heller ikke vil præsentere et klart socialistisk alternativ, som reelt ville kunne løse arbejderklassens problemer, så vil de stå i en kattepine, som de vil gøre alt for at komme ud af.

Det er derfor, at kampen for ledelsen af arbejderbevægelsen er den vigtigste opgave for alle revolutionære socialister, jævnfør afsnittet om parolen om ”arbejderregering på et socialistisk program”. ”Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise”, skrev Trotskij i Overgangsprogrammet og det gælder i dag med fornyet styrke og kræft.
Som beskrevet ovenfor har også det sidste år budt på klassekamp. Nye lag er gået med i kampene, mens andre ser ud til at være lidt afventende. Perspektivet for den kommende periode er absolut at klassekampen fortsat vil være på dagsordenen og at det kan blive året hvor klassekampen eksploderer, og også delvist skifter karakter.

Arbejderklassen kan ikke være på gaden hele tiden, ofte følges store bevægelser og kampe af en (midlertidig) nedgang, ikke fordi viljen til kamp forsvinder, men for at erfaringerne kan fordøjes, før nye skridt kan tages fremad. Men det ser ikke ud til at være det umiddelbare perspektiv i Danmark i den næste periode – tværtimod. Der har endnu ikke været en afgørende styrkeprøve mellem klasserne, men den ændrede økonomiske situation, kan medvirke til at klassekampen tilspidses og hårdt sættes mod hårdt. Arbejderne har i den sidste periode krævet del i denne fremgang, der har præget de seneste år, hvilket især udtrykkes klart blandt de offentlige ansatte, mens regeringen presses af kapitalisterne til at gå hårdt imod og intensivere angrebene. Imidlertid vil kampene i den kommende periode få en mere bitter karakter.

De store velfærdsdemonstrationer har været præget af vrede, men har samtidig ikke haft karakter af helt afgørende kampe om ”liv og død”. Angrebene på de rettigheder arbejderklassen har tilkæmpet sig i den foregående periode blandt andet på dagpengeregler, SU, pension og efterløn, er hårde angreb, men følgerne af dem mærkes først virkelig når arbejdsløsheden igen begynder at stige efter denne (korte) periode med historisk lav arbejdsløshed.

Al dette kan være medvirkende til en eksplosiv situation, især i foråret omkring de offentlige overenskomster. Det er ikke viljen til kamp, der mangler blandt de danske arbejdere. Men trods enorme bevægelser indenfor den sidste periode, og opsving i økonomien, er det ikke blevet til afgørende sejre for arbejderne, det var overenskomsten i 2007 for de privatansatte et glimrende eksempel på, ligesom de mange strejker blandt sosu-assistenter, pædagoger og de enorme velfærdsdemonstrationer. Problemet bunder i ledelsen for arbejderklassen, både den faglige og politiske del. Fagbevægelsens ledere har intet gjort for at samle kampene og give dem et perspektiv. Det er klart, at ledelsen kun kan holde bevægelsen tilbage i et vist omfang. Ligesom i en trykkoger opbygges der blandt medlemmer en større og større utilfredshed, der kan eksplodere i et oprør også mod fagbevægelsens ledelse.

Den danske arbejderklasse har lange og stolte traditioner, og er modsat hvad alle borgerlige aviser skriver meget kampvillige. Samtidig er den utrolig godt organiseret, en af de bedst organiserede i verden. Det betyder at den højreorienterede ledelse kan have en kontrol over medlemmerne i en periode, men det betyder også at når først arbejderklassen går i aktion og vælger en ledelse der vil kæmpe for dem, så kan intet stoppe den.

OK07: De privatansatte snydt igen
Sidste forår skrev vi i vores perspektiv at der var stor sandsynlighed for at der ville komme storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for de privatansatte. Storkonflikten udeblev, men de grundlæggende årsager til vores analyse holdt stik.

30. april, dagen før arbejdernes internationale kampdag, kunne forligsmanden afblæse kampen for i år og annoncere et lille ja til OK07 på 55 procent af stemmerne til forliget. I alle fagforeninger var der nejsigere, og i 3F, en af de vigtigste fagforeninger, stemte 63 procent nej. Forliget var da absolut heller ikke noget at råbe hurra for – det var rent ud sagt elendigt. Lærlingenes løn steg ikke nævneværdigt, der var ingen ordninger, der begrænsede misbrug af udenlandsk arbejdskraft, og der er ikke sat en stopper for øget arbejdspres. Derudover blev der ikke gjort noget afgørende ved de stærkt kritisable og sundhedsskadelige forhold for skifteholdsarbejdere, hvilket ellers var et af kravene.

I 2006 voksede profitterne enormt og arbejdsløsheden faldt. Derfor var der al mulig grund til at kræve et resultat, der gav den danske arbejderklasse en større andel i de enorme profitter de selv har skabt. Fra fagforbundenes ledelser blev kørt en ensidig ja-kampagne, med al den magt bag som adgang til hele apparatet giver; breve til alle medlemmer, fagbladene osv. Nej-kampagnen havde ikke samme muligheder. Kun 37 procent af medlemmerne stemte, hvilket mest af alt viser, at mange ikke tror det nytter noget. Det er et kæmpe problem, med det dårlige resultat, og manglende tro på at det nytter noget, er der intet tegn på at medlemsflugten fra fagbevægelsen vil stoppe. At, der var et kæmpe nej-flertal i 3F til trods for forbundstoppens ja, siger også en ting eller to. Det viser, at toppen er kommet alt for langt væk fra medlemmerne.

Arbejdsgiverne må nu sidde med et stort smil om læben. Til trods for, at arbejderne aldrig har løbet så hurtigt som nu, lykkedes det arbejdsgiverne at komme igennem med minimale lønstigninger. Modregner man inflationen er forbedringerne næsten ikke til at få øje på. At 99 procent af virksomhedsejerne har stemt ja, giver et klart billede af, at resultatet er en arbejdsgiver-overenskomst.

Den daværende formand for LO, Hans Jensen udtalte, at han synes at der er det bedste forlig i hans formandstid. Men det viser to ting. For det første, at de tidligere forlig heller ikke var særlig gode, og for det andet at LO-toppen er kommet alt for langt væk fra de menige medlemmer. Og at det er umuligt at kunne sætte sig ind i en LO-arbejders hverdag, når man modtager en løn, der er fire, fem eller seks gange så høj.

Det blev altså ikke til en storkonflikt på det private område i denne omgang. Men det må ikke mislede en til at tro at der er tilfredshed på de danske arbejdspladser, og det betyder heller ikke, at kamp fra de privatansatte arbejderes side er udskudt til 2010, hvor der igen skal forhandles ny overenskomst for dette område. Lige efter overenskomsternes afslutning startede en lang række strejker, blandt andet i DR, SAS, og blandt havnearbejdere, buschauffører, postarbejdere og Falckreddere.

OK08
Overenskomsterne på det offentlige område skal fornys i foråret. Det gælder op mod 800.000 offentligt ansatte. Det ser nærmest ud til at storkonflikten er en realitet, endnu før den er brudt ud. I skrivende stund forhandles der stadig, og intet er afgjort. Derfor begrænser vi os til en betinget prognose. Ingen kan sige med sikkerhed, om der kommer en storkonflikt, men at der er stor grund til at tro at den kommer, er en kendsgerning.

Gennem de sidste i hvert fald 10 til 20 er der år efter år skåret ned i den offentlige sektor, med øget arbejdspres og stress til følge. Sygefraværet i den offentlige sektor er enormt og stigende. Men de offentligt ansatte er begyndt at sige stop! Den offentlige sektor blev i vidt omfang opbygget op gennem 1960’erne og 1970’erne, og blev i høj grad kvindefag. Der var ikke tradition for at strejke, da det jo gik ud over ”uskyldige, svage mennesker”, såsom børn, gamle, syge osv. mange offentligt ansatte havde måske også bedre arbejdsvilkår end i industrien, men den tid er forbi. Og det bliver mere og mere tydeligt at de offentligt ansatte (hvis man lige ser bort fra departementschefer, kommunaldirektører og des lige) er en del af arbejderklassen, og derfor ikke kan stille sig uden for klassekampen. Arbejderne i den offentlige sektor har taget arbejderklassens traditioner og metoder til sig.

De offentligt ansatte har i stigende grad været ude i kampe de seneste år. I efteråret 2006 var det især pædagogerne i Århus, der med en fire uger lang ulovlig strejke mod nedskæringer tiltrak sig opmærksomhed, men de var langt fra de eneste der strejkede. I sommeren og efteråret 2007 var det sosu-assistenterne der gik i strejke, med krav om markante lønstigninger. Sosu’erne har ikke før taget del i kampene i særligt omfang, og det viser at nye lag trækkes ind i kampen.
Sosu’erne kamp fik sat fokus på lønstigninger, og det er også det gennemgående krav til OK08.

Fag og Arbejde, FOA, den store fagforening for de offentligt ansatte har kørt en kampagne med sloganet ”Mandeløn til kvindefag”, og det er også tydeligt at en del af ligelønsgabet kommer fordi mange kvinder er ansat i den offentlige sektor, og a lønningerne her er lavere end i den private sektor.

Hver gang en privatansat med en mellemlang videregående uddannelse tjener 100 kr., tjener en offentligt ansat med samme uddannelseslængde - f.eks. en sygeplejerske - kun 73 kr.

Kravene til lønstigningerne fra fagforbundenes forhandlere er som normalt meget luftige, med tale om ”markante lønstigninger”, hvilket betyder at der ikke er noget reelt at holde dem fast på. Anderledes konkrete er de offentligt ansatte selv.
Ifølge en undersøgelse i Ugebrevet A4 stod sygeplejerskerne op til overenskomstforhandlingerne forrest med de højeste krav, 8.200 kroner mere om måneden frem til 2011. Lige i hælene på sygeplejerskerne kommer sosu’erne, der forventer en lønstigning på 7.449 kroner. Det er 627 kroner mere, end de forlangte, da de blev spurgt i begyndelsen af oktober. Disse forventninger har ikke ændret sig trods Folketingsvalg, dommedagsprofetier for økonomien.

43 procent af de offentlige ansatte truer i Ugebrevet A4’s undersøgelse med at søge et andet job, hvis de ikke får et ”særligt stort” lønløft ved den kommende overenskomst. Mest radikale er sygeplejerskerne og sosu’erne endnu engang, hvor 62-3 procent truer med at søge et nyt job. I Finland truede 13.000 sygeplejersker med at sige deres job op kollektivt, hvilket gav dem et lønløft på over 20 procent.
Kravene er altså ikke til at tage fejl af, og der er heller ingen tvivl om at arbejdsgiverne, kommuner, regioner og staten ikke vil opfylde kravene, Anders Fogh gjorde dette helt klart i sin nytårstale. Det forslag, regeringen har fremlagt, giver, hvis det fordeles på alle offentligt ansatte pædagogmedhjælpere, 138 kr. ekstra om måneden, sosu-assistenterne 184 kr., sygeplejerskerne 212 kr. og skolelærerne 215 kr., mens kommunaldirektørerne får 650 kr. ekstra om måneden. I øvrigt er det ikke en reel lønstigning, men en fremskrivning af allerede aftalte lønstigninger. Det er en hån mod de offentligt ansatte, på lige fod med finansminister Thor Pedersens påstande om, at de offentligt ansatte tjente meget mere end de kunne se på deres lønsedler.

Men kampviljen er enorm, og fagforeningerne har op til forhandlingerne forberedt endnu større konflikter end de plejer. Sygeplejerskerne planlægger således, at alle på nær nødberedskabet går i strejke øjeblikkeligt, hvis konflikten bliver en realitet.
67 procent af de offentligt forventer at der vil blive storkonflikt, kun 19 procent tror den undgås.

Blandt sygeplejerskerne er 83 procent klar til at strejke, hvis ikke de er tilfredse med den lønstigning, som de stilles i udsigt. 79 procent af sosu’erne er parate til strejker, og de har ellers traditionelt ikke været ude i kampe før sommeren 2007. Den gruppe der mindst vil strejke er de offentligt ansatte akademikere, hvor ”kun” 29 procent, har svaret ja til strejke.

Det eneste, der på nuværende tidspunkt ser ud til at kunne afblæse en konflikt, er hvis regeringen og fagtoppen får overbevist de offentligt ansatte om, at de har opnået det absolut bedst mulige resultat i forhandlingerne, og at regeringen alligevel bare vil gribe ind, så det ikke nytter at stemme nej. Det er dog ikke det umiddelbare perspektiv, og fagtoppen har da også haft en rimelig kontant retorik, da de er klar over at det er den eneste måde ikke at blive fuldstændig miskrediteret blandt medlemmerne. Et sidste element der viser graden af radikalisering, er at vreden er begyndt at brede sig selv blandt politibetjentene, hvoraf flere deltog i demonstrationen 2. oktober, og som også har erklæret sig parate til at strejke for bedre løn.

Enhed i arbejderklassen – til fælles kamp
De borgerlige forsøger den gammelkendte taktik med del og hersk. Taktikken er at splitte de offentligt ansatte internt mellem de forskellige grupper og ikke mindst splitte de privatansatte og offentligt ansatte. Men den eneste vej frem er samlet kamp og enhed i arbejderklassen. Fagtoppen har intet gjort for at samle kampene og gå imod splittelsen. De forskellige strejker er forblevet spredte i stedet for samlede. Den eneste reelle samling har været velfærdsdemonstrationerne, men uden en klar linie om kamp.

At kræve at løngabet lukkes og at lønnen stiger markant for de offentligt ansatte må ikke forlede nogen til at tro at de privat ansatte får en høj løn. Lønnen må hæves for alle arbejdere, og pointen er at dette kun kan gøres gennem fælles kamp. De offentligt ansatte er en del af arbejderklassen, men de har ikke den samme magt som de privatansatte. Så selvom de offentligt ansatte lige nu går forrest i kampene, så er de i sidste ende helt afhængige af de privatansatte, især inden for de tunge brancher, hvis de vil vinde kampene. Når de offentligt ansatte strejker lammes al offentlig service, hvilket kan have en vis effekt på kapitalisternes pengepung i form af privatansatte arbejdere, der må blive hjemme for at passe børn og lignende. Men skal regeringens bagland – kapitalisterne – virkelig presses, så skal der strejker i de private virksomheder til.

Hvis en storkonflikt bryder ud i foråret i den offentlige sektor, så må en af de første handlinger være at appellere til de privatansatte arbejdere om at gå med i kampen. Ikke mindst fordi overenskomsterne handler om mere end ”bare” højere løn til de offentligt ansatte, det handler om hele arbejderklassens velfærd der angribes – det vil være at slag om velfærden i Danmark. Vinder regeringen, er der ingen tvivl om at dens første skridt vil være yderligere angreb på velfærden.

At det absolut er muligt viser en række meningsmålinger. I november offentliggjorde ugebrevet a4 en Vilstrup-undersøgelse, der viser, at der er massiv opbakning i befolkningen til at løfte kvindefagene til ”mandeløn”. Ikke færre end 74 procent (og dette tal gælder både et flertal blandt offentligt og privatansatte) er enig i forslaget om 5 milliarder kroner ekstra til at hæve lønnen til de typiske kvindefag indenfor børnepasning, ældrepleje, sundhed og sygehuse, og 72 procent mener, at folketinget bør skaffe disse penge. Og det er ikke bare en støtte om højere løn, men en direkte støtte til kamp. En meningsmåling foretaget af Vilstrup for ugebrevet Mandag Morgen viser, at 68 procent af befolkningen mener, at de offentlige lønmodtagere er i deres gode ret til at strejke for at opnå arbejdsmæssige krav. Over halvdelen - 54 procent - svarer ja til, at de er klar til at leve med en storkonflikt i tre uger, hvis de offentlige overenskomstforhandlinger skulle ende med det. 35 procent. er endda parat til at fortsætte en storkonflikt endnu længere eller ønsker slet ikke noget indgreb fra Folketingets side.

Især i lyset af den smædekampagne der har været fra medierne, de borgerlige, samtlige arbejdsmarkedsforskere og des lige, viser dette en enorm solidaritet i den danske arbejderklase, der ikke kan stoppes hvis den omsættes til kamp. Heller ikke den interne splittelse blandt de offentligt ansatte har de borgerlige haft held med. Flertallet – også blandt de offentligt ansatte – vil dog fordele de ekstra penge ligeligt mellem alle faggrupper. Af en undersøgelse i ugebrevet A4 fremgår det, ”at 58 procent af de offentligt ansatte går ind for en ligelig fordeling af en eventuel ekstraordinær milliardcheck fra Folketinget. Et mindretal på 36 procent er fortalere for, at enkelte grupper skal have størstedelen af pengene. Tilmed viser undersøgelsen, at der også blandt social- og sundhedspersonalet er opbakning til, at alle offentligt ansatte procentuelt skal have det samme lønløft, hvis Folketinget afsætter en særlig pulje penge til at gøde jorden for markante lønstigninger.” Mest bemærkelsesværdigt er det, at der både blandt ansatte i det offentlige og i det private er opbakning til, at politikerne afsætter en særlig pulje penge til et lønløft af de offentligt ansatte.

Afskaf ”Den danske model”
Al snakken om den såkaldte danske model er en del af propagandaen mod de danske arbejdere. Det foregår på flere områder. For det første fortælles gang på gang en løgn om at den danske model betyder et fredeligt arbejdsmarked – det er løgn! Ser man på statistikkerne, er Danmark et af de lande med flest strejker de seneste år.

Det er helt rigtigt at ”den danske model” burde sikre et fredeligt arbejdsmarked, eftersom at septemberforliget fra 1899 indførte fredspligten. Det betyder det er ulovligt at strejke mellem overenskomstforhandlingerne, og siden 1933 har regeringer grebet ind i alle større lovlige konflikter. Hvilket i realiteten vil sige en afskaffelse af strejkeretten.

Derudover siger både politikere og arbejdsmarkedets parter, at den danske model betyder at politikerne ikke skal blande sig. Men virkeligheden er anderledes. For det første viser de utallige regeringsindgreb at dette ikke er korrekt, for det andet så er det helt tydeligt at spørgsmålet om de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold ikke kan være andet end et politisk spørgsmål – eftersom arbejdsgiverne er politikerne i stat, regioner og kommuner.

Den borgerlige regering har år efter år skåret ned på budgetterne i kommunerne, og de er derfor direkte ansvarlige for at der ikke er råd til højere lønninger også i kommunerne. Det er tydeligt at den borgerlige regering blev rystet af strejkebevægelsen i efteråret 2006, og at de kan rystes i deres grundvold under en storkonflikt i foråret. Den borgerlige regering kan væltes, men kun med en ordentlig ledelse for arbejderbevægelsen, der er parat til at opstille et alternativ.

Som beskrevet ovenfor i dette dokument har Socialdemokraternes ledelse accepteret regeringens forslag til fremskrivningen af lønnen. Men efterfølgende kom det også frem at en lang række socialdemokratiske medlemmer var utilfredse med denne beslutning. Den faglige kamp vil få et udtryk i arbejderpartierne, og det er også absolut nødvendigt. Det kan godt være der går lidt tid før den stigende radikalisering på det faglige område for alvor spejler sig i partierne, først vil arbejderklassen afprøve deres styrke på det faglige område.

Sidst men ikke mindst er der nok ingen vej uden om en politisk kamp, hvis der kommer storkonflikt. Hvis overenskomsterne i foråret 2008 ender med konflikt er der ingen tvivl om at regeringen vil gribe ind. Om indgrebet bliver som i 1998, hvor regeringen greb ind efter en længere konflikt og det hele gik i sig selv, eller om det kommer til at minde mere om 1985 hvor den borgerlige regering greb ind efter bare to dage, med eksplosion til følge, er ikke til at sige. Men et scenario som 1985 kan ikke afvises.

Fagbevægelsen må kæmpe
Hovedproblemet for de danske arbejdere er deres egen ledelse. De sidste mange år har de gang på gang været ude i kampe, ikke pga. deres ledelse, men på trods.
Arbejderbevægelsens højrefløj lærer arbejderne at dukke nakken og indordne sig. Med Trotskijs ord lærer de arbejderne at være lakajer. Men arbejderne vil ikke kæmpe for en ledelse, der ikke viser en vej frem, ligesom soldater i en hær ikke ønsker at sætte livet på spil for en ledelse, der ingen plan har for, hvordan krigen, eller blot det næste slag, skal vindes.

Fagbevægelsens ledelse ser ud til at være rykket til venstre under pres fra begivenhederne. De har blandt andet været med til at arrangere de store velfærdsdemonstrationer, bl.a. d. 2. oktober 2007. Det er uden tvivl et stort fremskridt, at fagbevægelsen går med i organiseringen af demonstrationer med hundredetusinder af deltagere. Men problemet er at disse endags demonstrationer, trods deres enorme størrelse, ikke for alvor kan ryste regeringen og stoppe nedskæringerne. Hvad der er brug for er en ledelse der går forrest i kampene og som samler dem.

Efter demonstrationen 17. maj i 2006 indkaldt ”venstrefløjen” i fagbevægelsen til såkaldt stormøde hvor kampen skulle diskuteres. Disse møders udemokratiske karakter beskrev vi også i sidste perspektiv, men i år blev der ikke engang indkaldt til møde. Fagtoppen ved, at der ulmer en enorm utilfredshed blandt medlemmerne, der også afspejles blandt de tillidsvalgte, og et møde for disse kunne risikere at ende i en fortsættelse og udvidelse af kampen. Det ser da også ud som om der så småt under overfladen er ved at komme et organiseret udtryk for utilfredsheden, men det er endnu i sin kimform.

Valget af Harald Børsting som formand for LO er et udtryk for, at højrefløjens fremmarch i fagbevægelsen er stoppet. Den anden kandidat Trine Aurvig-Huggenberger, hidtidig næstformand for LO, var kandidaten fra den ekstreme højrefløj, som Hans Jensen også repræsenterede. Der er ingen tvivl om, at Harald Børsting ikke er særlig venstreorienteret, men han blev set som mere til venstre end Trine Aurvig-Huggenberger, og det er det afgørende når man skal aflæse den underliggende tendens. Desuden er det værd at huske på det seneste formandsvalg i FOA, hvor Dennis Kristensen, der var den mest venstreorienterede kandidat, vandt. Han afløste Poul Winckler, der tilhørte fagbevægelsens absolutte højrefløj.

Problemet er at selv, det der skulle være oppositionen i fagbevægelsen ikke har udgjort en reel opposition, og ikke har fremført nogen som helst perspektiver for kampen. Nej-kampagnen i forbindelse med 2007 var desværre endnu svagere end i 2004 og 1998, hvor der blev indkaldt til nationalt møde for tillidsmænd på nej-siden. I 2007 blev de konferencer der var planlagt endda aflyst. Arbejderne skal således opbygge en kampvillig ledelse fra bunden.

Men inden det kan ske, vil det stadigt stigende pres fra bunden før eller siden komme til udtryk gennem fremkomst af mere eller mindre venstrereformistiske strømninger i arbejderbevægelsens ledelse. Men i den kommende periode, vil reformer til fordel for arbejderklassen være umulige inden for den kapitalistiske økonomis grænser. Derfor vil disse, på trods af radikalt sprog, være nødt til at følge kapitalismens diktater. Det vil koste arbejderklassen dyrekøbte erfaringer.
Som sagt fungerer fagbevægelsens ledelse lige nu som et låg, men et låg på en trykkoger, hvor presset kan blive så stort at hvis ikke låget giver efter, kan det eksplodere. Den danske fagbevægelse har stolte traditioner og en stor organisationsgrad, men den højreorienterede ledelse har formået at vælge en linie, der er ved at underminere alle disse landvindinger. Medlemmerne fosser ud af fagforeningerne, og man kan til en vis grad forstå dem. Men det er tydeligt nu, at de ikke fosser ud fordi de ikke vil organisere sig, men fordi fagforeningerne ikke har kæmpet for dem. Medlemstallet i mange af de offentlige fagforeninger er således vendt under forhandlingerne op til forårets overenskomster – flere melder sig nu ind end ud. Det viser lige præcis vejen frem for den danske fagbevægelse: når den kæmpe for sine medlemmer, opfylder den sit formål, og de danske arbejdere bakker op. Ethvert skridt til højre har ført til nedgang og medlemsflugt, men så snart lederne viser vilje til at kæmpe, giver det medlemsfremgang.

Klassekamp forude
Der er lagt i kakkelovnen til de danske kapitalister i den kommende periode. Men det er ikke kun kapitalisterne, der vil få et hedt år, det vil mange af lederne i den danske arbejderbevægelse, og også på venstrefløjen.

”Klassekampen er død”, sådan har sloganet lydt både fra kapitalisterne, men også dem der skulle repræsentere arbejderne og sådan set også fra mange på venstrefløjen, der har argumenteret for at klassesammensætningen er mere ”kompleks”, og at alle forslag til videre kamp skulle afvises af frygt for at arbejderne ikke ville forstå det.

Den eneste der reelt har haft fremført et program og en plan for at vinde kampene er de danske marxister i avisen Socialistisk Standpunkt. Vi har fremført parolen om at samle repræsentanter for alle arbejdspladser, uddannelsessteder o.l. for at diskutere de næste skridt i kampen, og herunder muligheden for en 24-timers generalstrejke. Fra alle sider lød det at det var helt ude i skoven, og at det var helt umuligt. Men bevægelsen i Frankrig mod CPE loven og generalstrejken i Grækenland i efteråret 2007, viste at det absolut ikke er umuligt at samle alle arbejdere og ungdommen i en fælles kamp mod den borgerlige regering.
Det der er brug for nu er at samle alle klassebevidste arbejdere for at opbygge en opposition, der som det første må stille krav om demokrati i fagbevægelsen, arbejderledere på arbejderløn, og en fagbevægelse der går forrest i kampene.
Venstredrejning i ungdommen
Radikaliseringen af ungdommen er et af de klareste beviser på, at der finder ændringer af bevidstheden sted. I 1990'erne havde både Venstres Ungdom (VU) og Konservativ Ungdom (KU) rimelig meget vind i sejlene og rigtig mange førstegangsvælgere stemte borgerligt. Det mønster har ændret sig fuldstændigt fra slutningen af 1990'erne og frem til i dag.

Til gengæld har det strømmet til med medlemmer i Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) og også Socialistisk UngdomsFront (SUF, en ungdomsorganisation der støtter Enhedslisten) er vokset i løbet af de sidste par år. 2007 blev således det første år siden murens fald, hvor DSU, SFU og SUF til sammen kan mønstre flere medlemmer end de borgerlige.

I en undersøgelse af medlemstallene for ungdomsorganisationerne skriver SFU's sekretariat:

”Hvis man kigger dybere på medlemstallenes udvikling over de sidste 13 år, har det været én lang fremgang for venstrefløjen. Det samlede medlemstal i organisationerne har været stort set konstant omkring 9000, med enkelte udsving.
Derimod har fordelingen mellem venstrefløjen og de borgerlige forskubbet sig markant. I de glade Uffe-dage efter murens fald var 70 procent af de politisk aktive unge til højre. I 1995 havde VU over 4000 medlemmer.
Men lige siden er det kun gået en vej. 2007 blev året hvor venstrefløjen igen tog førertrøjen, med 52 procent. Tendensen viser, at en forklaring om at unge foretrækker at være i opposition, ikke holder. Udviklingen rækker helt tilbage fra Nyrup-regeringens fødsel. Unge er over 10-15 år simpelthen blevet mere venstreorienteret.” (fra http://sfu.dk/8914)

Det illustrerer ganske godt det, som marxisterne har sagt i lang tid: At det er en myte at tale om en passiv og egoistisk ungdom. Den såkaldte ”generation fucked-up”. Det vi ser nu, er tværtimod, at tusinder af unge danskere ikke ser noget håb eller nogen fremtid for det kapitalistiske system. De unge vil se, at deres generation kommer til at få en lavere levestandard end deres forældre. Det vil have en vigtig psykologisk effekt på ungdommen, som vil bevæge sig i endnu højere grad, for at forsøge at ændre samfundet.

Studenter- og gymnasieungdommen
Den første del af ungdommen som begyndte at rykke på sig, var gymnasieungdommen, som især siden 1999 er gået mod venstre. Efter en længere periode i 1990'erne, med en rimelig højredrejet og passiv ledelse i studenterbevægelsen, begyndte gymnasieeleverne at demonstrere og protestere. Kampagner som ”Nu er det nok” og senere ”STOP-NU”, var yderst succesfulde, forstået på den måde at de formåede at forene titusinder af elever og studerende landet over i fælles kampe imod besparelser på uddannelse. Ledelserne af elevorganisationerne (især DGS – Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) blev også skubbet til venstre og begyndte at arbejde aktivt for at udfordre regeringen med studenterprotester.

Problemet var, at de hver gang indkaldte til éndagsdemonstrationer, uden noget perspektiv for hvordan kampen kunne føres videre og føre til sejr. Det har gjort, at en del af gymnasieeleverne og andre elever, er blevet trætte af hele tiden at demonstrere én dag og så gå hjem bagefter. Samtidig har Bertel Haarder og de borgerlige angrebet DGS for at være venstreorienterede og det har fået ledelsen i DGS til at forsøge at fremvise sig som ”neutrale” og ”tværpolitiske” og gang på gang trække i land og præsentere mere moderate slogans, for ”ikke at skræmme eleverne væk” og vise ”bredde”.

Som vi har forklaret flere gange, er disse argumenter grundlæggende forkerte. DGS – og de andre elevorganisationer – kan ikke være upolitiske. Selve kampen for god og gratis uddannelse er ikke en upolitisk kamp. Det er en kamp for, at arbejderklassens børn (og alle andre) kan få adgang til at tage den uddannelse, de ønsker. Det er en benhård kamp imod arbejdsgivernes interesser. Med andre ord er det klassekamp. Derfor kan DGS ikke være upolitisk – kampen er en politisk kamp og der er nogen partier (de borgerlige), som forsvarer nogle fundamentalt anderledes interesser end elevernes.

Men ledelsen af DGS har gentagne gange afvist dette og hævder, at der ingen sammenhæng mellem elevkamp og klassekamp er. Et klart eksampel på det var sammenlægningen med den borgerlige elevorganisation i 2005. Som vi allerede forklarede dengang, ville en sådan sammenlægning uddybe højresvinget i toppen af DGS og fungerer som en permanent undskyld for at drosle ned på demonstrationer og strejker til fordel for handlinger og lobbyarbejde med regeringen. Alt sammen i enhedens navn.

I en løbeseddel til DGS' landsmøde i 2005 skrev vi:

”GLO er gået markant tilbage de senere år. Den nu positive indstilling til sammenlægningen med DGS er et resultat af, at GLO er i dyb krise og umiddelbart ikke er i stand til at overleve som organisation i fremtiden. I stedet regner GLO’erne med at kunne føre borgerlig politik i korridorerne og lave kompromiser med DGS. Men hvorfor skal DGS lave kompromiser med et lille ubetydeligt borgerligt mindretal? (…) Der vil komme nye kampe, nye kampe DGS’erne skulle vinde, ikke tabe ved at føre borgerlig opgivelses-politik.
Imod højredrejning af DGS – nej til sammenlægning med de borgerlige”

Det er desværre præcis, hvad der er sket. Unge borgerlige har været med på DGS stormøder og har forsøgt at stille forslag efter forslag. Mange af dem er heldigvis blevet stemt ned, men nogle er også gået igennem og i hvert fald er det tydeligt, at de har haft en indflydelse. F.eks. går DGS nu (med visse forbehold som overses i forbifarten) ind for karakterer som et legitimt evalueringsmiddel, hvilket må siges at være en skandale, i stedet for at fremhæve hvor asocialt og sorteringsagtigt et redskab det er.

På samme måde, har man set DGS lederne være ude og man til ro i flere omgange og til forsoning med de borgerlige. Udover det, er det lykkedes de borgerlige, at få en udtalelse igennem på et stormøde om, at man ikke skal arrangere demonstrationer hvert år. Selvfølgelig skal man ikke det, bare for at demonstrere – man må bedømme situationen hver enkel gang. Men hvorfor vedtage sådan en udtalelse? Det kan kun være for at dæmpe eleverne.

Men samtidig med at DGS i praksis trækkes til højre, bruger DGS ledelsen også de borgerlige til, at vise hvor ”venstreorienterede” de selv er, når de fremsæter kryptiske ukonkrete forslag om, at kampen for god og gratis uddannelse hænger sammen med kampen for bedre velfærd. Det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, men det er ikke nok bare at sige det. Det må følges op af praksis. Det må følges op af en tæt alliance med fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen, i stedet for kun alliancer med toppen.

I praksis viste DGS ledelsen sin manglende vilje til at følge elevernes krav efter demonstrationen d. 2. oktober. På et møde den 25. september havde flere hundrede elever og studerende gennem ændringsforslag vedtaget en klar plan for kampen:

”Dog mener vi ikke, at en enkelt demonstrationsdag kan lægge det nødvendige pres på undervisnings- og videnskabsministeriet. Derfor vil vi fortsætte kampen til nedskæringerne er taget af bordet, og samtidig opfordre de offentligt ansatte i uddannelsessektoren til at støtte op om vores krav, da det også er deres arbejdspladser, der bliver forringet af nedskæringerne.
Vi må som elever og studerende være klar over den kæmpe styrke vi har når vi står sammen. Derfor opfordrer stormødet de deltagende organisationer til at fortsætte samarbejdet efter demonstrationen.
Dette samarbejde indebærer bl.a. at der arrangeres regionale møder og et nationalt møde efter demonstrationen, hvor vi kan videreudvikle fælles fremadrettede krav til vores uddannelser, og diskutere fremtidige initiativer.” (kun offentliggjort online på www.marxist.dk)

Hvad gjorde ledelsen af DGS og de andre elevorganisationer? Intet. Absolut intet. Det er en skandale.

Udtalelsen og det store fremmøde 2. oktober viser på tydeligste vis den store kampvilje, der er blandt elever og studerende. Men det er ikke nok bare at vise sin utilfredshed, kampene må vindes. Derfor er der brug for en kampklar ledelse for elevorganisationerne, som viser en vej frem. Derfor tydeligt er der brug for en marxistisk opposition inde i DGS og de andre elevorganisationer.

Ungdomshus-bevægelsen
Den 1. marts 2007 blev Ungdomshuset i København ryddet. Ungdomshuset fungerede som et samlingssted for en del af den københavnske ungdom, som brugte stedet til sociale aktiviteter, m.m. Da det blev ryddet, var der en rimelig stor protestbevægelse, hvor flere tusinde unge gik på gaden, og nogle tyede til hærværk og sabotage. Vi kan ikke billige ødelæggelse af biler og individuelle slåskampe med politiet, men det er altafgørende at forstå, at dette oprør var udtryk for de ophobede frustrationer hos tusinder af unge. De er frustrerede over en kynisk, borgerlig politik, som føres indenfor rammerne af et kapitalistisk system, der ikke kan give et håb eller en fremtid for arbejderklassen og ungdommen.

Det handler ikke kun om det nu nedrevne hus på Jagtvej 69 i København. Mange af de demonstrerende havde aldrig sat deres fod der. Problemet går langt dybere. I årevis er der blevet skåret ned på folkeskoler, gymnasier, tekniske skoler, osv. samt på velfærden generelt set. Det er sket samtidig med, at Fogh-regeringen fra starten støttede den blodige krig og besættelse af Irak. Det er denne kyniske foragt for menneskeliv og for ungdommen, som har fået sagen til at eksplodere. ”De vil ikke engang give os ét hus, de tænker kun på deres egen magtkyniske dagsorden”. Sådan tænkte mange af de unge.

Gadekampene og demonstrationerne varede ved i omkring fire dage og efterfølgende er der en del unge, som er blevet ved med at demonstrere og kræve at kommunen finder et nyt ungdomshus. Det er klart, at når lederne af de traditionelle arbejderungdomsorganisationer ikke har vist et klart alternativ, og når fagbevægelsen i flere omgange har været med til at stoppe kampene, ja så vil mange unge forsøge at gå udenom og kaste sig ud i den slags spontane aktioner, for at ”gøre noget”.

Får de unge et hus, vil diskussionerne for alvor starte. Hvad skal huset bruges til, hvordan og ikke mindst hvad er så reelt ændret? Størstedelen af de unge, der har deltaget i kampen, vil ikke finde noget tilfredsstillende svare i ungdomshusmiljøet, men vil lede efter andre veje. Et nyt ungdomshus ændrer ikke på, at nedskæringerne på velfærden og den generelle forringelse af unges forhold fortsætter.

I fremtiden vil det dog afgørende blive, at denne vrede og afmagt, som tusinder af unge føler, kanaliseres ind i arbejder- og elevbevægelsen og at fokus ikke bliver individuelle gadekampe og sabotage, men derimod massekamp. De tusinder af unge som har været på gaden må tilbydes et revolutionært program og må kæmpe for at gøre SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet og deres ungdomsorganisationer til ægte redskaber i kampen for en ny regering og en ny politik.

Lærlingene
Med demonstration 17. maj 2006 så vi den første massive mobilisering af lærlinge på landets tekniske skoler. Det fortsatte i 2007, hvor tusinder af lærlinge gik med i demonstrationen den 2. Oktober. De københavnske lærlinge arrangerede en fantastisk karavane bestående af lærlinge og elever fra flere tekniske skoler. Generelt var der stor tilslutning og på mange skoler blev der arrangeret mødet, mens man Tuborgvej Tekniske Skole sågar arrangerede en skoleblokade.

At der er utilfredshed blandt lærlingene, burde ikke overraske læseren. Lærlingelønnen (ca. 50 kroner i det første år) gør det i sig selv utroligt attraktivt at udbytte lærlingene. Det er trods alt billigere at hyre en lærling end en arbejdsmand. Og de tekniske skoler er ikke mere moderne end de forhistoriske lønninger: Gamle maskiner, slidt og ubrugeligt udstyr, lærerefri timer, angreb på skolepraktikken ordningen (SKP) og mangel på overblik, er alle forhold, der tærer på elever og lærer. Taxametersystemet har reelt set omdannet skolerne til private virksomheder, der kun tænker på at få elever igennem maskineriet, og dermed penge i kassen, i stedet for at uddanne fremtidens faglærte arbejdere.

Siden Lærlinge og ungarbejdernes LandsOrganisation LLO blev nedlagt i 1989, har det faglige arbejde blandt unge ligget meget stille. LO Ungdom blev dannet i 1980erne som et modstykke fra toppen af fagbevægelsen mod LLO, som var styret af DKP. LO Ungdom har siden sin start været præget af at være meget upolitisk og nedtone kravene fra lærlingene. I stedet for at kræve strejkeret og en løn til at leve af, har LO Ungdom i samarbejde med toppen af LO startet ting som Mindscope, Sunraids og lignende. Disse ”kurser” har for eksempel handlet om gode manerer, bjergbestigning, at spise sundt osv. Det vil nogle måske mene er interessant, men det har ikke gavnet lærlingene og ungarbejdere, der stadig oplever dårlig løn, dårlig uddannelse og dårlige arbejdsforhold.

For marxisterne står det klart, at det aldrig kan og bør være fagbevægelsens opgave at tilbyde fritidsunderholdning. I stedet må fagbevægelsen gå forrest i kampen for at sikre bedre forhold. Det er selvfølgelig helt i orden, at der findes mennesker, der ikke mener, at faglige unge skal have bedre forhold, og at man ikke skal kæmpe for det – men de hører bare ikke hjemme i spidsen for arbejdsbevægelsens ungdomsorganisationer.

Nogle kunne fristes til at sige, at der skulle laves et nyt LLO ved siden af LO Ungdom. Men dette vil være en fejl. Der er ikke brug for 2 faglige ungdomsorganisationer – men én samlet kamporganisation, og det er hvad LO Ungdom burde være. Til gengæld er der i den grad brug for at lærlinge og ungarbejdere bliver aktive i LO Ungdom og kæmper for at organisationen på nationalt plan, kæmper for lærlingenes og ungarbejdernes krav.

En anden organisation indenfor det faglige arbejde er Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO). EEO blev dannet i 1990erne for at samle elever fra de tekniske skoler og tekniske gymnasier. Det gør EEO til en lidt speciel størrelse. Eleverne på de tekniske skoler er nemlig kun på skole en mindre del af deres læretid. Resten af tiden foregår ude i virksomhederne. Dermed har lærlingene en organisation når de går på skole, og en anden når de er ude i virksomhederne. Dette er knapt så effektivt. Ved overenskomsterne 2007 kunne man for eksempel se EEO stille en række (rigtig gode) krav om bedre løn, mens mange faglige ungdomsorganisationer stiller krav om bedre uddannelsesforhold.

Med andre ord overlapper de hinanden. Der er selvfølgelig ikke holdbart. Derfor bør EEO være en underdel af LO Ungdom, hvor de aktive i elevrådene også er aktive i lærlingeklubberne. På den måde ville man samle de aktive der er. Et af problemerne er, at LO Ungdom ikke eksisterer som en national organisation. Dette er et alvorligt problem for den faglige ungdom. Derfor bør lærlingeklubberne, EEO og ungdomsudvalgene igennem de lokale LO Ungdom afdelinger lægge pres på at indkalde til et landsmøde, der gendanner LO Ungdom som national organisation. Det bør foregå på et program, der kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold, strejkeret, demokratisering af fagbevægelsen, øget samarbejde med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer og kampen for et socialistisk program for arbejderbevægelsen. Desuden må de faglige ungdomsorganisationer modsat nu blive såvel økonomisk som politisk uafhængige. De bør have retten til at tage egne beslutninger på stormøder og vælge deres egne faglige og politiske krav og kampagner.

Hvis der skal vindes nogen som helst forbedringer igennem for lærlinge og ungarbejdere, kræves det, at de er organiserede i stærke organisationer. Arbejderklassen og dens ungdom har nemlig kun én styrke: enhed. De faglige ungdomsorganisationer må opbygges. Men det kan kun ske ved, at de almindelige lærlinge og ungarbejdere i praksis kan se, at fagforeningerne beslutsomt kæmper deres sag. Der er behov for en helt anden politik end ”gokart og bajere”.

Derfor må der dannes en opposition i ungdomsfagbevægelsen, der med samlet kraft kan tale de aktive lærlinge og ungarbejderes sag. En opposition der vil kæmpe for demokratiet i fagbevægelsen og indflydelse til lærlinge og ungarbejdere. En opposition der vil kæmpe for, at ledelsen af fagforeningerne gør deres opgave og udbreder de nationale kampe til alle lærepladser og skoler og samtidig forener dem igennem de nationale organisationer. En opposition der kan slås for at arbejderbevægelsen vender tilbage til sine rødder som kamporganisationer for arbejderklassen. En opposition der kan vise vejen til sejr - kort sagt: en marxistisk opposition, opbygget på følgende krav:

• En løn til at leve af!
• Reel strejkeret – også for svende
• Lærepladser til alle
• Afskaf mesterlæren
• Mod arbejdsgivernes racisme
• Billige ungdomsboliger

Nye kampe på vej
Alle de ovenfor beskrevne tendenser viser, at ungdommen nu for alvor er ved at blive radikaliseret. Dette må og vil have en effekt på arbejderklassen. Ungdommen, og især lærlingene, kan være med til at give et frisk pust og være med til at begynde at ændre arbejdernes organisationer og tilbageerobre dem, til det de blev opbygget som – kamporganisationer, med et socialistisk samfund som mål.
Hvad Trotskij skrev i Overgangsprogrammet i 1938 gælder også i dag:
”Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.” Perspektivet for næste periode i Danmark er, som det fremgår af det ovenstående, en skærpelse af konfrontationen mellem klasserne.

Den seneste periode er arbejderklassen begyndt at komme på gaden i stigende grad. I 2008 vil arbejderne igen røre på sig. Overenskomsterne for de offentligt ansatte kan let munde ud i en eksplosion. Men uanset hvad der sker, er nye eksplosioner indbygget i selve periodens karakter.

Den danske økonomi får i den kommende periode en grundlæggende anderledes karakter. Dansk økonomi gik i en periode og blev og blev fremstillet som undtagelsen i Europa og verden. Men det er slut nu. De processer der foregår i resten af verden påvriker Danmark, både de økonomiske, sociale og politisk. Den europæiske kapitalisme befinder sig i en blindgyde. For at opnå økonomisk stabilitet vil kapitalisterne skabe social ustabilitet. Udviklingen i Latinamerika viser, hvad der er i vente for Europa. Og her er Danmark ingen undtagelse.

De seneste års velfærdskampe har været en kamp om del i opsvinget. I den kommende periode vil arbejderklassen stå overfor for hårdere angreb på selve deres leveforhold. Kampene vil være kvalitativt anderledes end tidligere og handle om basale ting som retten til at arbejde og et sted at bo. Det vil gøre klassekampen mere indædt og bitter.

Alle løsninger indenfor kapitalismen vil vise sig som mere og mere utilstrækkelige. Det eneste man vil forbinde med kapitalismen er nedskæringer og tilbageskridt. Det vil åbne nye muligheder for den marxistiske tendens. Nye lag af arbejdere, især unge, som tidligere ikke så til revolutionære ideer, vil søge nye veje.

Den periode vi lever i internationalt er en periode med ekstrem turbulens på alle niveauer, hvor chok af enhver slags kan ændre hele situationen. Det er en periode med revolution og kontrarevolution. Vi ser massebevægelser og revolutionære processer udfolde sig på det ene kontinent efter det andet, med Latinamerika længst fremme.

Danmark er ikke en isoleret ø fra denne udvikling. Også Europa har været rystet af massebevægelser i de senere år. En strejkebølge gik gennem særlig Sydeuropa i starten af dette årtusinde, men efter det kom der en periode hvor arbejderne stoppede op og tænkte, efter de ikke havde opnået reelle forbedringer på den faglige front, har de afprøvet den politiske, med socialdemokratiske-centrum regeringer i både Spanien og Italien. Denne stilstand i klassekampen er kun midlertidig, og den næste bølge vil komme på et højere niveau.

Men der har været nogle undtagelser fra den midlertidige stilhed i Europa, især Grækenland, Frankrig og Danmark. I Frankrig har modstanden mod CPE bevist, at regeringen kunne rystes i sin grundvold, og at arbejderklassen og klassekampen langt fra var død, og at ungdommens kampe hænger uløseligt sammen med arbejdernes kamp. I Grækenland blev det bevist, at sloganet om en 24-timers generalstrejke ikke er noget der hører fortiden til, men en tværtimod er en taktik, der peger fremad mod sejr.

Situationen er således aldeles favorabel for de marxistiske ideer i Danmark og på verdensplan. Arbejderklassen er begyndt at kæmpe og ikke mindst arbejderungdommen er også i den seneste periode begyndt at gå på gaden. Det er bare en forsmag på, hvad der vil komme.

Hvad der dog også er tydeligt i Danmark og Internationalt er at den største bremse på arbejderklassens kamp er dens ledelse. Gennem årtier er der opbygget et lag i toppen af arbejderbevægelsen hvis levevilkår og dermed også politiske udsyn har fjernet sig så meget fra almindelige arbejdere, at de ikke længere kæmper for deres vilkår.

Denne ledelse kan kun sætte en bremse på bevægelsen op til et vist punkt. Men den utilfredshed der ulmer blandt de danske arbejdere og unge har brug for et middel at udtrykke sig igennem og at kæmpe igennem. Arbejderne vil udtrykke sig gennem kamp og denne kamp vil igen få sit udtryk i arbejdernes masseorganisationer. Men uden et middel, uden klare ideer, står arbejderne svagere. Det er dette middel vi må opbygge, den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen.

Kapitalismen har vist sin fuldstændige fallit. Som samfundssystem er det ikke længere progressivt, og kan ikke skabe fremgang for flertallet hverken internationalt eller nationalt. Den krise, som vil udfolde sig i næste periode, vil tvinge arbejdere over hele verden, herunder i Danmark, til at tænke over grundlæggende ting. Bevidstheden vil blive rystet, og større og større lag vil søge i retning af revolutionære løsninger.

Koncentrationen af produktionen, og skabelse af produktion med en samfundsmæssig karakter, som var en af kapitalismens historisk progressive bedrifter, har samtidig skabt grundlag for planlægning af produktionen – det vil sige for overførslen af planlægning fra den enkelte virksomhed til samfundet som helhed. Frigørelsen af potentialet i den menneskelige produktion forudsætter, at den befris fra den lænke, som den private ejendomsret til den samfundsmæssige produktion udgør. I et socialistisk samfund vil produktionen blive planlagt demokratisk af arbejderklassen, på den måde vil arbejdstiden kunne sættes ned, produktionen sættes op og forbedres, og velfærden udbygges.

Marxisternes opgave er at lære historiens rytme. Det vil sige at forbinde programmet med klassekampens dialektik og de konkrete opgaver. Selv de stærkeste fjender, hvis magt er i modstrid med den historiske udviklings lov, skræmmer os ikke. At deltage i kampen for menneskehedens befrielse er den højeste moral og den største tilfredsstillelse for et tænkende væsen.