Krisen udvikler sig med en sådan hastighed, at det er umuligt at følge op på alle begivenheder. Banker falder på stribe, og hele verden bliver vendt på hovedet. Begivenheder, der under ”normale” omstændigheder ville udfolde sig over 20 år, finder sted i løbet af en uge. Turbulensen er fuldstændig. Denne artikel er et forsøg på at samle op på de generelle linjer, drage en lære af krisen og pege på en vej ud gennem enhed i arbejderbevægelsen imod de borgerlige og deres system.

Økonomisk krise og politisk ustabilitet
Mandag den 6. oktober blev dagen hvor verdens aktiemarkeder så rødt. Den internationale finanskrise slår igennem alle steder og regeringers forsøg på at redde nødlidende finanskapitalister med statslige hjælpepakker har tilsyneladende ingen effekt haft. På bare en enkelt dag blev der barberet, hvad der svarer til næsten 14.000 milliarder kroner af markedsværdien af aktierne på verdens børser. I Danmark tabte de tyve største aktier i C20-indekset i alt 115 mia., hvilket svarer til et fald på 11 procent. Aldrig før i indeksets historie har der været så store fald, og internationalt set har der ikke været større fald på en enkelt dag siden 1979. De seneste måneder har billedet været det samme.

For mindre end et år siden sang koret af jubeloptimister blandt økonomer, finansielle eksperter, politikere og andre fantaster lovprisende om kapitalismens overlegenhed og markedets evne til at overkomme forhindringer og regulere sig selv. En ny ”stabil” kapitalisme, hvor kriser kun var historie, var en realitet for disse mennesker. I dag er de alle vendt på en tallerken og taler om risiko for total nedsmeltning af økonomien og behovet for statslig intervention for at redde finanskapitalisternes skind. For disse subsistenser udfolder krisen sig i en stemning af kaos og panik. Kapitalisterne og deres parlamentariske tjenere har ingen ide om hvad de skal gøre for at afværge eller bare begrænse krisens omfang.

Redningskrans uden opdrift
Disse parlamentariske repræsentanter for finanskapitalen har efterhånden fået sved på panden. De forsøger at lægge redningsplanker ud ved store statsgarantier og støtteopkøb af finanskapitalisternes dårlige forretninger, og dem er der mange af.

Den 19. september fremsatte den amerikanske regering en gigantisk ”redningsplan”, som skulle skabe stabilitet på de amerikanske finansmarkeder. Finansministeren skulle have mulighed for at overtage dårlige forretninger fra kapitalister, som i de foregående år har tjent gigantiske summer på spekulation. Blandt andet overtages en stor del af boliglånene med høj risiko, som oprindeligt udløste krisen. 700 mia. dollars blev i slutningen af sidste uge bevilget. Hvad har virkningen været? Amerikanske kapitalister har fået dækket nogle af deres tab, men nedturen fortsætter, og pengene, som er betalt af almindelige menneskers skat, er kastet direkte ned i et stort sort hul.


Billedet er det samme i resten af verdenen. I England har staten nationaliseret konkurstruede banker, og har iværksat en omfattende redningsplan på 433 mia. kr., i Rusland har myndighederne støttet bankerne med 34,4 mia. dollar og har flere gange set sig nødsaget til at suspendere handelen på børsen, og i Island, som de seneste år har oplevet et økonomisk opsving på baggrund af vilde spekulationer og gigantiske kreditter, gik statsministeren på nationalt tv og forklarede at staten muligvis ville nationalisere bankerne og at landet risikerede at gå bankerot. Lignende redningsplaner er blevet ydet af regeringerne i blandt andet Tyskland, Frankrig, Belgien.

Borgerlig plan: gavebod for de rige
I Danmark har den borgerlige regering også set sig nødsaget til at handle (se artikel af Frank Andersen). Men i virkeligheden vil enhver handling bare blive et slag i luften. De har sammen med bankernes chefer vedtaget en plan, som efter sigende skal give den finansielle sektor bedre mulighed for at få tilført likviditet fra andre banker og fra Nationalbanken. Ligeledes vil der blive opsat et ”afviklingsselskab” af staten, som vil overtage og afvikle konkurstruede banker. Men formuleringerne i aftalen er meget luftige og har ikke andet til formål end at give et indtryk af at der bliver gjort et eller andet. Den borgerlige regering er udmærket klar over at de ikke kan stille noget op for at stoppe krise.

Hver dag bliver koret af paniske finanskapitalister mere og mere larmende. De samme mennesker, som for bare få måneder siden prædikede om markedets overlegenhed og faren for statslig indblanding, er i dag dem der råber op om nødvendigheden for omfattende støtte fra statskassen. Støtten er som sagt kommet, men vil ikke løse problemet. Støtten er udelukkende subsidiering fra de danske skatteydere til de danske kapitalister, som er dem der har skubbet økonomien mod krisens afgrund. Finanssektoren har selv lovet at indskyde 35 mia. kr. som et såkaldt ”sikkerhedsnet”. Derudover er der stillet en ubegrænset statsgaranti til at opkøbe og afvikle konkurstruede banker. 35 mia. kr. er en særdeles god aftale for de danske kapitalister. Nu og her er det ikke sikkert, der vil blive lukket op for kassen, men med et perspektiv om krisen ikke er nået nær enden endnu er bankernes indskud på 35 mia. kr. et yderst beskedent beløb. Krisens omfang er ikke til at spå om, men det er sikkert, at den langt fra er ovre, og at bunden langt fra er nået. Flere års økonomisk krise i Danmark og internationalt vil betyde, at 35 mia. kr. hurtigt kan få ben at gå på. Statsgarantien kan hurtigt vise sig at blive mange gange større end dette beløb. Det vil sige, at den danske arbejderklasse kommer til at betale for kapitalisternes tab gennem skatten.

Bankerne i panik
Finansminister Lars Løkke Rasmussen sagde i en pressemeddelelse fra økonomiministeriet søndag den 5. oktober, at: ” Den finansielle krise afspejler, at banker i Danmark og udland ikke vil låne til hinanden. Det skyldes ikke realøkonomiske forhold i Danmark.”

Ser I, problemet er ikke, at økonomien er usund. Problemet er ikke en gigantisk spekulativ boble. Problemet er ikke en klassisk overproduktionskrise i kapitalismen. Problemet er ikke en lav profitrate eller andre ting, der har med den virkelige økonomi at gøre. Problemet er, fortæller finansministeren os, at bankerne ikke vil låne penge ud til hinanden. Men hvorfor vil de ikke det? Svaret på dette spørgsmål vælger han at beholde for sig selv.

Sagen er imidlertid, at bankernes manglende ”lyst” til at låne penge ud til de andre banker har en meget materiel årsag: de frygter for, om de får pengene igen. Og igen: hvorfor denne frygt? Fordi banksektoren netop ikke er sund, stabil eller solid. Fordi en enorm del af pengeinstitutternes forretning er bygget på fiktiv kapital og spekulation, især i ejendomsmarkedet.

Det er ikke mangel på penge, der har skabt en krise. Tværtimod er det krisen, der har skabt en mangel på penge. De borgerlige økonomer forveksler årsag med virkning og indhold med form. Når økonomien går i krise slipper kreditten op og folk forlanger rede penge i stedet. Det er krisens virkning, men det bliver til gengæld årsag og presser efterspørgslen nedad og skaber en nedadgående spiral.

Fiktiv kapital
Karl Marx pegede på, at kapitalisternes ideal er at tjene penge på penge uden at investere i produktion. I den tidligere periode så det ud som om, at dette mirakel var opnået. I alle vestlige kapitalistiske lande har bankerne investeret tusindvis af milliarder i spekulation, især i ejendomsmarkedet. Det har skabt enorme mængder fiktiv kapital. Det gav et overfladisk indtryk af, at opsvinget kunne trodse tyngdeloven til evig tid. Ligesom ulven Grimm E. Ulv i tegnefilmene fra Warner Bros., der fortsætter med at løbe fremad længe efter, at han er løbet ud over afgrunden. Men før eller siden kommer den uheldige ulv til at kigge ned, og så opdager han, at der er endog meget langt ned. Resultatet er forudsigeligt: tyngdeloven sætter ind, med smertefulde følger for vores ulv. I perioden siden 1998 har kapitalisterne forlænget opsvinget kunstigt ved en udvidelse af kreditten. Men nu er investorerne kommet til at kigge ned – og resultatet ser vi nu.


Allerede på Marx’ tid var der enorme mængder af kapital i kredsløb. Det er denne kapital, der danner grundlag for fiktiv kapital. Dengang var der kreditsvindel – datidens derivater. Imidlertid blegner datidens spekulation i sammenligning med det, der foregår i dag.

I de senere år har den amerikanske centralbank holdt renten lav. Renten var endda en overgang – set i forhold til inflationen – direkte negativ. Ud fra et borgerligt økonomisk synspunkt var det aldeles uansvarligt. Det skabte boligboblen og lagde grunden for den nuværende finanskrise. Men så længe, de enorme profitter blev ved at strømme ind, var investorerne glade, og ingen bekymrede sig. Alle de respektable bankfolk og angiveligt kloge økonomer tog hinanden i hænderne og festede uden at tænke på morgendagens tømmermænd.

Årsagen til, at de nu beklager sig – årsagen til deres tømmermænd – er at en stor del af aktiverne var fiktive. De var resultater af et hidtil uset niveau af svindel. Nu, hvor opsvinget er blevet til krise, er glæden vendt til sin modsætning. Bankernes tidligere tillid til, at der ikke var nogen risiko ved enorme udlån, er nu vendt til en dyb mistillid. Optimismen er slået om i en påholdende holdning til ind- og udlån. Hele det finansielle system, som kapitalens cirkulation hviler på, er sent til tælling.

Marxisterne advarede
Da herværende avis i 2005 i vores program for forsvar for velfærden og diverse artikler (se for eksempel Dansk økonomi og boligboblen fra 2005 eller Dansk økonomi: falsk optimisme fra 2004) forklarede, at opsvinget i Danmark ville blive afsluttet med et brag på grund af de ophobede modsætninger, samt at boligprisernes himmelflugt var en spekulativ boble, fik vi at vide, at vi var gammeldags, dogmatiske og ikke forstod den nye økonomi. Vores kritikere havde travlt med at forklare os, at vi var i en ny kapitalisme. En kapitalisme uden kriser, uden modsætninger, uden tvangsauktioner, uden elendighed og uden fare for en tilbagevenden til tidligere tiders massearbejdsløshed. Nu herskede den ny kapitalisme, videnssamfundet, samdrægtigheden og moderniteten (måske endda post-moderniteten!), hvor alt var godt, og kun kunne blive bedre. Disse kritikere må have fået sig et chok eller to i løbet af de seneste uger. De vil få endnu flere i fremtiden.

Kapitalisternes ”planer”
Som nævnt har alverdens regeringer stået i kø for at komme med såkaldte ”redningsplaner”. Årsagen er, at de med rædsel har opdaget, at et opsving, der er blevet kunstigt forlænget ved hjælp af kredit, ikke kan vare ved. Ligesom en person, der har festet og drukket hele natten, vågner de op og siger ”aldrig mere”. De prøver desperat at finde en kur. Harry Reid, lederen af flertallet i det amerikanske Senat, udtrykte den herskende stemning, da han sagde, at ”ingen ved hvad man skal gøre”.


Ikke desto mindre forsøger de at komme med ”redningsplaner”. Den amerikanske regering præsenterede en redningsplan der i første omgang blev stemt ned i Repræsentanternes Hus. Politikerne blev presset af befolkningen, der let kunne se, at planen ikke var andet end en gave til USA’s rigeste procent – de tre millioner milliardærer, der tilsammen ejer 25 procent af USA’s rigdomme.

USA’s regering kørte en skræmmekampagne, hvor de sagde, at verden ville gå under, hvis planen ikke blev vedtaget. Den amerikanske finansminister Paulson sagde, at det ville føre til en katastrofe på finansmarkederne, hvis planen blev forkastet.

Flertallet af republikanere, delvist motiveret af en ekstremistisk, liberal ideologi og had til såkaldt ”indblanding” i markedet, og delvist motiveret af pres fra vælgerne, der kan afsætte dem om fire uger, gjorde ikke, hvad deres ledere bad dem om. Derudover var der mange demokrater, der var presset til at følge vælgerne i stedet for deres ledere.

Inflation eller depression
Imidlertid er en revideret udgave af planen blevet vedtaget. Det betyder massive offentlige udgifter til bistand til bankerne, og at seddelpresserne vil køre for at hjælpe samfundets top. Det vil sænke pengenes værdi. Det vil betyde inflation sammen med en nedgang i økonomien – både i USA og Europa. Verdensøkonomien står over for et valg mellem verdensomspændende depression eller ”stagflation” (økonomisk nedgang kombineret med inflation).

Kapitalisterne leger med ilden, når de lader seddelpresserne køre for at sprøjte penge ud i systemet. I 1930’erne var valutaerne bundet til guld. Enhver kunne – i princippet – gå ned i Nationalbanken eller den amerikanske centralbank og få sine penges værdi udleveret i guld. Men siden 1970’erne har dollaren været den valuta, som andre følger. Dollaren er blevet løsrevet fra et direkte materielt grundlag. Det eneste ansvarlige ville, ud fra et konservativt, borgerligt synspunkt, være at lade de fallerede banker kollapse og tage krisen for fuld styrke.


Men i stedet forsøger de at holde sig oven vande ved at pumpe penge ud i systemet, som der ikke er dækning for i form af virkelige varer. Hvis denne proces får lov at køre, kan den føre til et kollaps i dollaren og et egentligt sammenbrud i det monetære system på verdensplan. Det vil igen betyde, at verdenshandelen kollapser – og en endnu dybere depression. Kapitalisternes ”løsning” med at pumpe kredit ud i et system, hvor værdien af verdens hovedvaluta i forvejen er undermineret, kan altså vise sig at være en særdeles giftig cocktail.

”Grådige spekulanter”
For tiden er der mange, der har travlt med at skyde skylden for krisen og det økonomiske roderi på en grå gruppe af ”grådige spekulanter”. Fordelen ved at skyde skylden på disse folk er, at ingen ved, hvem de er. Derfor kan man heller ikke lave tiltag, der rammer disse ”grådige spekulanter”.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i sin åbningstale i Folketinget, at den danske banksektor grundlæggende er ”sund og solid”, samt at krisen skyldes ”lykkeriddere” og brodne kar”. Kapitalisterne og de borgerlige politikere råber i kor på ”ansvarlighed” og ”gennemsigtighed” i finansverdenen. Hensigten er klar nok: de ønsker for alt i verden at undgå, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system med dets tilbagevendende kriser, og i stedet henlede opmærksomheden på nogle anonyme, ”grådige spekulanter”.

Det fundamentale problem er, at kapitalisterne holder igen med investeringerne. Hvorfor gør de det? Af en meget enkel grund: fordi de ikke tjener tilstrækkeligt med profit, hvis de investerer nu. Profitraten er for lav. Varelagrene er fyldt op, fordi arbejderne ikke har råd til at købe de varer, de selv har produceret. Opsvinget er blevet forlænget ud over sine naturlige grænser, men nu trækker alle de mekanismer, der drev opsvinget fremad, økonomien ned. Det er den virkelige årsag til den ”lave tillid” til markederne. Det har ikke noget at gøre med ”grådige spekulanter”, men derimod med en klassisk, kapitalistisk krise, der er blevet forværret kraftigt af den store mængde fiktive kapital, som nu forsvinder og trækker jorden væk under den ene bank efter den anden og truer et land som Island med statsbankerot.

Arbejderklassen betaler for krisen
Som vi har set bliver store mængder penge sprøjtet direkte ind i kapitalismens arterier, med den ene hensigt at undgå at kapitalisterne taber for mange penge. Borgerlige politikere forsikrer ellers om, at ”hjælpepakken” er til gavn for almindelige mennesker og folk med indlån i bankerne, men de fleste har i forvejen været dækket af en indskydergaranti, som har dækket op til 300.000 kr. i tilfælde af krak. Det er en forsvindende lille del af den danske arbejderklasse, der har mere end dette beløb stående på bankbogen. Selv under det såkaldte opsving, som den danske økonomi har oplevet siden starten af det dette århundrede, har den almindelige dansker ikke oplevet at bankbogen bugnede af penge, tværtimod er gælden for de fleste steget voldsomt. Opsvinget de senere år har, som vi har forklaret i mange artikler, har udelukkende været drevet af en udvidelse af kreditten. Derfor skal regeringens redningspakke udelukkende ses som et underhold for den danske overklasse af kapitalister og simple spekulanter, som har tjent styrtende med penge de seneste år og, som har været med til at skabe krisen.

Når krisen kradser er der for kapitalisterne ingen tvivl om, hvem der skal betale gildet. De vil forsøge at lægge hele byrden for det kapitalistiske systems fallit over på arbejderklassen. Vi ser allerede nu hvordan bygningsarbejdere bliver sendt hjem fordi kapitalisterne ikke er i stand til at investere i nyt byggeri. Arbejdsløsheden vil i den følgende periode stige kraftigt. Allerede nu ser vi at byggeriet allerede begynder at gå i stå. En masse bygningsarbejdere vil i den næste periode se frem til kæmpe arbejdsløshed. Den samme tendens er i mange andre brancher. Jo dybere krisen bliver des længere vil den stikke sine rødder i det danske arbejdsmarked og realøkonomien.

I den foregående periode med økonomisk opsving har arbejderklassens forhold været under konstant pres. Reallønnen har været stagnerende, arbejdstempoet har været skruet op og velfærden har været under massive angreb fra den borgerlige regering. Hvad vil en periode med massiv økonomisk recession så ikke betyde for arbejderklassen? Sandheden er at almindelige mennesker ikke har fået andet ud af opsvinget end enorme lån, men når krisen kommer der det dem, der kommer til at betale for kapitalismens fallit.

Den næste periode vil vi se, at kapitalisternes parlamentariske tjenere vil skære i dagpengesystemet, så det bliver endnu svære at få et ordentligt liv til at hænge sammen som arbejdsløs. De vil gøre det under dække af at få flere i arbejde, men når der ikke er noget arbejde at få, vil mange arbejdsløse komme til at stå i en desperat situation. Dem der stadig har et arbejde, vil komme under massive angreb hvad angår arbejdstid og løn.

Perspektivet er det samme over hele verden. Den globale kapitalismes krise vil kaste millioner af mennesker ud i fattigdom.

Politisk ustabilitet og hurtige skift
Den økonomiske krise afslører de borgerliges politikeres og reformisternes totale fallit. De er præcis lige så desorienterede og desperate som kapitalisterne, der ikke forstår hvorfor alle deres aktiemillioner forsvinder ud af hænderne på dem. Deres psykologi er styret af at den eneste mulige løsning for dem er kapitalismens beståen på den anden side af krisen. Dette viste sig blandt andet da statsministeren i sin åbningstale i Folketinget sagde at ”mørke skyer trækker ind over Danmark”. Det ser unægtelig sådan ud, må vi give ham ret i, men i samme tale prøver han at overbevise folk om at Danmark er ”…et samfund der skaber sammenhængskraft”. Mest af alt lyder det som en sindsforvirret persons oplevelse af en imaginær virkelighed. Det er svært at se, hvor den ”sammenhængskraft” skal komme fra, hvis ikke det betyder et angreb på arbejderklassen. Men det er en klar taktik for den borgerlige regering. Den mest intelligente del af den herskende klasse er godt klar over at de kommer til at stå overfor den danske arbejderklasse i et alvorligt opgør i den næste periode. De er godt klar over at de vil blive enormt miskrediterede uanset hvordan de tackler krisen, fordi det er dømt til at mislykkes på forhånd.

I disse krisetider må der være nogle af kapitalismens strateger i Folketinget og erhvervslivet, som spekulerer i muligheden for at lade en socialdemokratisk regering komme til magten og tage skraldet for kapitalismens umenneskelige kaos og hærgen. Men det er en fælde for arbejderpartierne.


Hvis arbejderpartiernes ledere kommer i regering, og de ikke vil bryde med kapitalismen, bliver de nødsaget til at gennemføre den kapitalistiske økonomis diktater. En reformistisk politik med reformer og fremgang til gavn for arbejderklassen, er kun mulig, når økonomien går fremad. Men siden politikerne ikke kontrollerer samfundets økonomi og produktion, er de nødt til at skære ned og angribe arbejderklassen, når den kapitalistiske økonomi er i krise.

Hvordan skulle ”regulering” af reglerne for bankers solvens, gennemsigtighed og så videre – sammen med massive statstilskud – kunne løse den nuværende krise? Det vil aldrig kunne lade sig gøre. At tro det, er ren utopi og ønsketænkning. Reformisterne i arbejderbevægelsens ledelse tror, at de er ”realister”, men når det kommer til en økonomisk krise, mister de enhver kontakt med virkeligheden. Desværre er den økonomiske virkelighed en stædig størrelse, og alle politikere – uanset partifarve – vil være tvunget til at finde nogen, der skal betale regningen for de massive udskrivninger til finanskapitalisterne. Desuden vil den økonomiske nedtur betyde større arbejdsløshed og faldende skatteindtægter til staten. For at beskytte valutaen og undgå hyperinflation, vil sådan en regering være nødt til at skære ned på de offentlige budgetter – det vil sige dagpenge, sygehuse, efterløn, skoler og anden velfærd.

En regering anført af socialdemokraterne med den nuværende højreledelse vil under en økonomisk krise ikke være andet end en blind tjener for kapitalismens interesser, hvis de ikke vil bryde med kapitalismens rammer. Det vil være dem, der vil komme til at skære ind til benet på den danske velfærd og angribe arbejderne på deres forhold. Det vil miskreditere de reformistiske ledere – og det samme vil gælde for SF’s ledelse, hvis de støtter op om sådan en regering – og det vil åbne op for interne kampe i såvel Socialdemokratiet som SF samt deres ungdomsorganisationer, hvor de menige medlemmer vil komme i konflikt med den ”ansvarlige” linje, som uundgåeligt vil blive til nedskæringspolitik, hvis de ikke er villige til at bryde med kapitalismen. Vi er gået ind i en periode med enorm polarisering og ustabilitet på alle niveauer.

Reformisterne tror, at de kan styre kapitalismen. De drømmer om en ”kontrolleret” kapitalisme, om at løven roligt skal ligge ved siden af lammet. Men man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at krisens byrde bliver lagt på arbejderbevægelsens skuldre er, hvis de afgørende dele af økonomien – det vil sige bankerne, forsikringsselskaberne og de største virksomheder – bliver eksproprieret og overtaget af staten, så økonomien kan underlægges en demokratisk plan under arbejderklassens kontrol. Alle andre ”løsninger” vil enten resultere i kæmpemæssige angreb på arbejderklassens levestandard eller kæmpemæssig inflation (som igen vil blive løst gennem angreb på arbejderklassen).

Vi lever i periode af den menneskelige historie med turbulens og med revolutioner og kontrarevolutioner. Dette har marxisterne slået fast i både internationale og danske perspektiver de seneste år. Vi har beskrevet, hvordan kapitalismens modsætninger, som har været bygget op over den forrige periode, uundgåeligt vil komme til udtryk i en økonomisk krise af historiske dimensioner, men historien kender alle mulige former for forandring. Derfor er det også svært, at forudse hvordan modsætningerne konkret kommer til udtryk når krisen bliver dybere.

Vi har i de seneste år oplevet en kraftig intensivering af klassekampen. Bredere lag af den danske arbejderklasse er blevet kastet ind i kampen, og med de forestående angreb vil skarerne utvivlsomt vokse. Vi vil se hurtige bevægelser både på den økonomiske og på den politiske front. Vi vil se hvordan den økonomiske krise uddybes og skaber en dyb politisk krise. Den herskende klasses ideer vil fremstå som ubrugelige.

Kapitalismen har spillet fallit – socialismen på dagsordenen!
Hvad vi oplever nu er ikke blot en hændelse i historiens gang, som bliver glemt om få måneder. Det vi er vidne til er kapitalismens senile forfald, hvor alt synes kaos og udenfor kontrol af de ellers så fantastiske finanskapitalister, som for kort tid siden blev lovprist som almægtige kapital-”tæmmere”, der havde løst kapitalismens modsætninger. Kapitalismen har definitivt vist, at et system, hvor markedets anarki styrer, ikke er til gavn for flertallet af befolkningen. Denne konklusion vil arbejderklassen i Danmark og internationalt drage på baggrund af begivenhederne. De har fået tudet ørene fulde om kapitalismens overlegenhed over noget som helst andet økonomisk og system og om kapitalisme med et humant ansigt.

Men det humane ansigt har kun været en maske, som har kunnet blive siddende i en periode med ”økonomisk fremgang”. Kapitalismen har nu smidt masken og viser sit grimme fjæs. Den ”demokratiske” stabilitet i Vesten vil ikke engang være sikker i fremtiden. Perspektivet er ikke et fascistisk styre i Vesteuropa – men polariseringen mellem klasserne vil uundgåeligt skabe større tendenser i den herskende klasse i retning af bonapartisme – altså ”stærke mænd”, der regerer på et stærkt statsapparat. Man kunne se det i ansigterne på Wall Street efter Repræsentanternes Hus havde forkastet den første redningsplan; det var ikke meningen, at politikerne skulle tage en beslutning, der gik finansfyrsterne imod. De var forstenede af chok. Dette var uhyrligt! Hvis en amerikansk general på dette tidspunkt havde bebudet, at militæret nu tog magten for at skabe ro om finansmarkederne og støtte kapitalisterne, havde sådan en general fået støtte af ikke så få af de ”demokratiske” finansfyrster.

Kapitalismen byder ingen fremtid for arbejderklassen. Det er et sygt økonomisk system, som ikke tilbyder flertallet af verdens befolkning andet end usikkerhed og lidelse. Det kan ikke lade sig gøre at regulere kapitalismen, som de borgerlige og de reformistiske ledere forsøger at forklare. Det eneste, der kan bringe en ende på kapitalismens tilbagevendende og uundgåelige kriser, og hvad dertil hører, er arbejderklassens overtagelse af produktionen og finanssystemet under deres demokratiske kontrol. Kun gennem en planlagt nationaliseret økonomi i Danmark og på verdensplan kan økonomiske kriser undgås.

Vores kritikere fortæller os at den danske arbejderklasse er borgerliggjort og ikke forstår når man taler om revolution og socialisme. De se verden i dens stilstand og ikke i dens bevægelse. De forstår ikke at arbejderklassens bevidsthed hurtigt kan ændre sig. Arbejderne i Danmark, Europa og resten af den vestlige verden har gennem det nu afsluttede opsving ikke oplevet en reel fremgang. I stedet har vi oplevet længere arbejdstid, stagnerende eller endda faldende realløn samt et uhørt arbejdspres. Nu står vi over for en offensiv fra kapitalisternes side. De vil blive tvunget til at angribe arbejderne med en hårdhed, der er uset siden Anden Verdenskrig. Det vil uundgåeligt skabe nye eksplosioner i klassekampen.

Den danske og internationale arbejderklasse vil lære af erfaringerne nær krisen uddybes og de vil drage revolutionære konklusioner. Lenin sagde engang, at det ikke var bolsjevikkerne, der skabte den russiske revolution, men at det var kapitalisterne. Kapitalismens krise vil tvinge arbejderne i lande som Danmark i retning af at tage magten. Vi vil igen komme til at stå i situationer som vi så i 1960’erne og 1970’erne i Frankrig, Spanien, Italien, Grækenland og Portugal, hvor revolutionære bølger truede kapitalismens fortsatte eksistens. Det er det perspektiv, alle aktive unge og klassebevidste arbejdere må forberede sig på.