Danmark er, som det første land i EU, ifølge Handelsbanken, i recession (børsen den 1. juli 2008). Men dansk økonomi er tæt forbundet med den internationale økonomi, først og fremmest resten af Europa. Og tendens til tilbagegang i økonomien er ikke et særligt dansk fænomen. Deutsche Bank vurderer, at det er et spørgsmål om tid inden resten af Eurozonen og Storbritannien kommer med på recessionsvognen (børsen den 8. august 2008).
Tilbagegangen i dansk økonomi sker på trods af at landets stats- og finansminister stadig buldrer frem om, at økonomien er ved at blive ”overophedet”. I begrebet overophedning ligger implicit, at arbejderklassen bruger for mange penge. Løsningen er altså at tage flere penge fra arbejderklassens lommer, så de ikke kan bruges til forbrug. Derfor vil regeringen genindføre den såkaldte SP-ordning, en tvungen pensionsindbetaling på en procent. Men det stemmer jo dårligt overens med regeringens skattelettelser?
Nej, faktisk ikke. For det samlede resultat af skattelettelser minus en genindført SP-ordning, har et klart klasseperspektiv: tjener du 250.000 om året, mister du 1.153 kr., tjener du 300.000 om året, mister du 1.422 kr. mens folk der tjener 4-500.000 vinder omkring 2000 kroner (www.business.dk den 20. august 2008) Altså lægges byrden endnu engang på arbejderklassen.
Men problemet er ikke, at almindelige mennesker har for mange penge. Tværtimod. Problemet er en klassisk overproduktionskrise, fordi arbejderklassen ikke kan købe de produkter tilbage, de producerer. Det har man, især siden den milde krise omkring årtusindskiftet, prøvet at afhjælpe ved at bringe arbejderklassen ud i historiens største gældssump.
Det er en gældssump, som har store konsekvenser for arbejderfamilierne. Og udsigterne lover kun stigende renter og udgifter til banker, realkreditselskaber og forsikringsselskaber, hvilket ifølge Jyske Banks topchef Anders Dam vil føre til problemer for 2 til 3 procent af privatkunderne og virksomhederne, med tvangsauktioner og konkurser til følge (business den 20. august 2008) Allerede nu er antallet af konkurser i juli måned i år, sammenlignet med samme måned sidste år, 67,5 procent højere. Antallet af tvangsauktioner er steget med 146 procent, dog fra et historisk lavt niveau, men tendensen er klar (Danmarks Statistik).
Oven i arbejderklassens udgifter til boligen og gæld, skal vi tillægge den øgede inflation på 4,2 procent, der nu har ædt alle lønstigninger op (www.3F.dk den 7. august 2008) og er i fuld gang med at sende reallønnen ned. Det il aige, at arbejdsgiverne giver en mindre del af produktionen til løn.
De officielle inflationstal giver dog i realiteten ikke et retvisende billede af udgiftsudviklingen for en arbejderfamilie. Her udgøres hovedposterne i budgettet af bolig, mad og transport. Togbilletterne er steget 3,4 procent, hvis man sammenligner juli måned i år, med juli måned sidste år. De samlede udgifter til boligen er steget 6,9 procent. Fødevarepriserne er steget 10,2 procent og brændstofpriserne er steget med 14,4 procent (Danmarks Statistik).
Arbejderklassens levestandard forringes
At arbejderklassen har færre penge mellem hænderne kan også aflæses i salget af de lidt dyrere varer som elektronik. Omsætningen i hvidevarebranchen og radio- og tvkæderne faldt i første halvår af 2008 med op til 6 procent (børsen den 22. august 2008).
Men også i detailsalget generelt kan man se, at arbejderklassen er økonomisk trængt. Omsætningen i detailsalget i juli sammenlignet med samme måned sidste år, faldt med 2,6 procent (Danmarks Statistik).
Til gengæld er mængden af dyre forbrugslån steget kraftigt. Siden boligmarkedet toppede i andet kvartal 2006, er lån uden sikkerhed, de såkaldte blankolån, steget med 67,6 procent til 10,8mia kroner (Danmarks Statistik) Det siger noget om, hvor pressede almindelige familier er. Mange har i det seneste ’opsving’ knoklet hårdt for at opbygge sig et ordentlig liv og har måttet købe bolig da priserne var på toppen. Nu falder priserne og mange står tilbage som værende ”teknisk insolvente”. Det vil sige, at hvis de flytter fra deres hus, står de tilbage med gæld. Det betyder også, at disse familier ikke længere har mulighed for at tage lån i deres friværdi, da den er forsvundet op i den blå luft. Tilbage er kun de dyre blankolån.
Nogle af de mest ubehagelige af disse lån, er de såkaldte ”sms-lån”. Det er mikrolån i størrelsesordnen 1000-3000 kroner med løbetid på en enkelt måned. De er hurtige at anskaffe og der reklameres med, at der betales 0 procent i rente. Virkeligheden er imidlertid årlige omkostninger i procent på fantastiske 2969 procent (www.mobillan.dk) Det kan man da kalde ågerrenter.
Værst ser det ud for de arbejdere, der står uden arbejde. Overførselsindkomsterne reguleres med inflationstallet, men det er tallet for to år siden, der tæller. Det vil sige, at deres indkomst reguleres med 2,9 procent, et underskud på 1,3 procentpoint i forhold til bare den officielle inflation (www.epn.dk den 6. august 2008)
Banen kridtes op
Men nedgangen i økonomien rammer også kapitalisterne. Eller i hvert fald deres virksomheder. Først og fremmest bankerne, der ,som vi har skrevet om i tidligere numre, har store vanskeligheder med at holde indtjeningen på grund af faldet i aktiemarkedet og de højere priser på pengemarkederne.
Som eksempel kan vi tage Saxo Bank (for ikke at tale om de kollapsede banker; Banktrelleborg og Roskilde Bank, som vi har behandlet i tidligere numre) Som kuriosum kan nævnes, at den ledes af blandt andre den tidligere sidegadevekselér, Lars Seider Christensen, kendt fra Tv-programmet ”Rapporten” og nu også som ”ejer” af Ny Alliance. Saxo Bank er kommet ud med et, på overfladen flot halvårsregnskab, overskud før skat på 162 mio. kr. Det er en fremgang på 57 procent sammenlignet med sidste år (børsen den 21. august 2008) Det lyder jo fint. Men det dækker over et stærkt første kvartal, hvor banken tjente stort på valutaspekulation og decideret tab i andet kvartal. Imidlertid vil banken ikke offentliggøre størrelsen af underskuddet i andet kvartal.
Også store hæderkronede danske virksomheder som SAS, B&O og Mærsk har problemer med at hente overskuddene hjem. Derfor begynder kapitalisterne i stigende grad at kræve handling! Arbejderklassen må trænges tilbage, så lønudgifterne kan reduceres og arbejdstiden forlænges. Samtidig skal al velfærd barberes væk, hvilket kan lægge grund for yderligere skattelettelser. Det er kapitalisternes mantra.
At den velfærd som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig i efterkrigstiden, er under afvikling, er ikke nogen nyhed. Men det er alligevel skræmmende at se de sidste nye konsekvenser, hvor skoler begynder at droppe undervisning, for eksempel hver anden fredag. Det er bare én af konsekvenserne af regeringens kontinuerlige besparelser, efter salamimetoden, overfor kommunerne.
60 timers arbejdsuge
Kapitalens ”meningsdannere” taler konstant om, at vi skal øge udbuddet af arbejdskraft. Hvad betyder det? At vi skal øge arbejdsløsheden. Hvorfor? Fordi arbejdsgiverne så kan tvinge lønningerne ned. Det kan de gøre, hvis der er en lang kø udenfor fabriksporten af dybt forgældede arbejdere, der til enhver tid vil tage et hvilket som helst job. Og jo mere desperate man kan gøre arbejderne ved udsigten til arbejdsløshed, jo bedre. Derfor er de borgerlige også i fuld gang med at smadre dagpengesystemet. Det giver jo ikke de store problemer, når arbejdsløsheden er historisk lav. Men de ved godt, at arbejdsløsheden snart vil stige igen. Derfor er de fremsynede og smadrer alt, hvad der hedder understøttelse nu, inden festen rigtig går i gang.
Senest er EU kommet kapitalisterne i møde, med beslutningen om at lovliggøre en arbejdsuge på op til 60 timer, mod tidligere 48 timer, hvis det enkelte land eller arbejdsmarkedets parter ønsker det (www.politiken.dk den 10. juni 2008) Samtidig blev det også besluttet, at arbejdstimer der tilbringes under tilkaldevagter, som for eksempel på hospitaler, ikke længere skal beregnes med i antallet af ugentlige arbejdstimer.
Med andre ord: en direkte opfordring til medlemslandenes kapitalister om at skyde kampen om arbejdsugen og arbejderklassens fritid i gang. Vi skal arbejde længere, hårdere og til lavere løn.
Enhed giver sejr
Det er et dystert perspektiv, der tegner sig foran os, hvis kapitalens tunge drenge får frit spil. Men det får de heller ikke nødvendigvis. Kapitalisterne vil have os presset tilbage til løn og arbejdsforhold ”som i gamle dage”. Men så skal de også få den tilsvarende klassekamp der følger med.
Men vi har ikke alverdens tid. Arbejderklassen har kun én styrke: Enhed. Jo før de tre arbejderpartier begynder at gå i samme retning, til forsvar for arbejderklassen, jo bedre. SF og SFU spiller en afgørende rolle i den sammenhæng. Det er partier, der om nogen er lykkedes at samle kravene fra arbejdspladserne og ungdommen op under valgkampen, med deraf følgende fremgang. Den udvikling må fortsættes og udbygges. Arbejderklassen og ungdommen har i allerhøjeste grad brug for en politisk stemme. De har brug for SF og SFU til at samle de tre arbejderpartier til samlet kamp imod borgerskabets angreb, på et klart program til forsvar for arbejderklassen og ungdommen - et socialistisk program. Det er det eneste svar på kapitalisterne og de borgerliges offensiv.
