Hvis nogle var af den overbevisning, at den økonomiske krise mest rammer finansfolk og spekulanter, så kan de godt tro om. Den danske overklasse er i fuld gang med at slå olympisk rekord i disciplinen ”hurtigløb fra ansvar”. De gør alt hvad de kan for at lægge krisens fulde vægt på arbejdernes skuldre. Et af de mest åbenlyse eksempler er byggeriet.
Dagbladet Børsen skriver 18. juli, at der er en bølge af konkurser på vej i byggeriet. Skattevæsenet har oplyst til avisen, at byggebranchen ved årsskiftet havde en gæld på næsten 800 mio. kr. i form af ubetalte skatter, moms og afgifter. Godt hver femte bygge- eller anlægsvirksomhed skylder penge. Skattevæsenet spår en bølge af konkurser. Det betyder en bølge af fyringer og et gensyn med massearbejdsløshed.
Spekulation har gjort krisen værre
Mens der var opgang i økonomien, var det ikke noget problem for arbejdsgiverne i byggeriet at låne massivt. Bankerne spekulerede i stor skala i de stigende ejendomspriser. Alle mulige handler blev gjort – ikke med eksisterende ejendomme, men med forventninger om fremtidige byggerier i alle tænkelige (og utænkelige) konstruktioner. Spekulationen var massiv, men alle tjente penge, så der var tilsyneladende ikke noget at bekymre sige om. Problemet var bare, at hele denne spekulative boble var baseret på luftpenge og ikke på virkelige forhold i økonomien. Nu kommer regningen – og det er arbejderne, der skal betale, hvis det står til arbejdsgiverne.
Økonomien som helhed blev trukket fremad af den store spekulation. Den voksende gæld tillod et voksende forbrug, og opsvinget blev forlænget langt ud over dets naturlige grænser. Marx forklarede for længe siden, at kriserne kunne udskydes ved at pumpe såkaldt fiktiv kapital ud i det økonomiske kredsløb. Men han forklarede også, at det kun kunne lade sig gøre i en begrænset periode, og at krisen ville blive værre når den endelig kom.
Regnskaberne må åbnes
De tilbagevendende kriser i den kapitalistiske økonomi ville måske være til at leve med, hvis det bare var nogle få spekulanter og ågerkarle, der blev ramt. Men sådan spiller klaveret ikke. I krisetider, som den der nu er begyndt, prøver arbejdsgiverne desperat at redde hvad reddes kan, og klare krisen gennem fyringer, hårdere arbejdspres og lavere lønninger. Men efter et ”opsving” med stagnerende lønninger og højere arbejdstempo er det aldeles ikke en ”løsning”, som den danske arbejderklasse kan bruge til noget som helst. Der er brug for, at fagbevægelsen ruster sig imod arbejdsgivernes forsøg på at lade arbejderne betale for krisen. Regnskaberne i byggebranchen må åbnes, så det bliver tydeligt, hvor pengene løber hen.
Det er ikke de danske arbejdere, der har skabt den store spekulative boble. Det er ikke, den danske arbejderklasse, der har skabt krisen. Tværtimod er det kapitalisterne og deres system, som har skabt nedgang. Deres system dikterer, at bygningsarbejdere i massevis snart skal gå ledige, samtidig med at der er god brug for nybyggeri – ikke mindst af almene boliger. Men det er det rene vanvid. Hvis ikke kapitalisterne kan administrere økonomien, så almindelige mennesker kan opnå tryghed, så må der forandringer til. Bankerne og de store virksomheder må underlægges demokratisk kontrol. Ved en demokratisk socialistisk planlægning af banker og andre afgørende dele af økonomien vil det være aldeles muligt at garantere sig imod tilbagevendende kriser og alle de dårligdomme, de medfører for almindelige mennesker.
