SF stormer for tiden frem i alle meningsmålinger så meget, at de i en enkelt måling havde flere stemmer end Socialdemokraterne. Hele partiets fremgang må siges at være en bemærkelsesværdig og flot præstation.

Ved folketingsvalget i 2007 fordoblede de deres mandatantal i forhold til sidste valg. Samtidig formåede de at bruge valget til at tiltrække folk til partiet som medlemmer. Det har betydet, at de har over 14.000 medlemmer, hvilket er en fremgang på 1/3 i forhold til for ét år siden. 

Årsagen til, at SF gik så voldsomt frem ved sidste valg, skal findes i deres evne til at forbinde sig med vælgernes krav. Op til valget i november, havde oktober været præget at kæmpe demonstrationer og arbejdsnedlæggelser blandt offentligt ansatte. Deres krav var flere hænder og mere i løn. Mange offentlige ansatte ser til SF, som det parti der bedst sikrer deres interesser. Derfor fik det en ekstra stor effekt på SFs opbakning, at denne gruppe havde været i kamp umiddelbart op til valget.

Kravene fra protesterne tog SF med over i valgkampen og forbandt sig dermed direkte med de offentligt ansattes krav. SF fremsatte klare paroler om mindst 2000 mere i løn til offentligt ansatte og 5000 flere til at klare opgaverne. Det var på disse klare paroler de vandt den store fremgang.

SFs taktik var den helt rigtige til at sikre stor fremgang og allerede n,u er de i gang med at forberede sig til næste folketingvalg. Målet er at komme i regering, men desværre har det ind til videre ført til, at SF har nærmet sig de Radikale.

SFs ledelse er de seneste måneder trådt så meget tilbage, at der nu ikke er noget som står i vejen for et regeringssamarbejde med de radikale. De er trådt tilbage på spørgsmålet om EU forbeholdene, som de er parat til at opgive. Dette har ellers været en af SFs mærkesager. SFs indrømmelser til EU kommer på et tidspunkt, hvor der er kommet store angreb på arbejderklassen fra EU med blandt andet Vaxholm og Rüffert-sagerne. På indvandrerspørgsmålet er SFs ledelse ligeledes trådt tilbage og bruger nu den retorik, som de borgerlige politikere. Ledelsen har sagt at de ikke har nogen ultimative krav på noget område. I praksis betyder det, at de kan give alt op for at komme i regering på hvilket som helst grundlag.  

Årsagen til at SF gik så markant frem ved sidste folkeafstemning var netop, at de fremførte en klar politik på en lang række områder, som blandt andet skulle sikre ordentlige forhold for flertallet og de offentligt ansatte - en løn der var til at leve af. Det er derfor en utrolig dårlig idé at opgive kravene og underlægge sig borgerlige partier. Fortsætter ledelsen med denne kurs, vil vælgerne ikke længere se nogen idé i at støtte SF frem for de Radikale eller andre borgerlige partier. I stedet burde SF bruge opbakningen til deres politik til at skabe enhed blandt arbejderpartierne for deres politik.

Hvorfor skulle SF opgive den politik og de krav, der har givet fremgang, for at kunne samarbejde med de Radikale? Det er absurd.

En stor del af de nye medlemmer og mange af de, som stemte på SF ved valget, kommer fra Socialdemokraterne. Årsagen til, at de har flyttet deres kryds er, at mange arbejdere, der ser til Socialdemokratiet efter en løsning på samfundets problemer, er blevet frastødt af den højrekurs, som ledelsen fører. SFs fremgang og Socialdemokratiets krise understreger det, som marxisterne hele tiden har sagt: at et arbejderparti, der baserer sig på arbejdspladsernes krav, vil gå fremad, mens højrekurs og ”ansvarlighed” over for den danske erhvervstop kun vil give nederlag.

Ledelsen af Socialdemokraterne har hverken ved valget i november eller siden formået at fremstå som et reelt alternativ til VKO-regeringen. Der har været tiltag som velfærdsrettighederne og nu Mette Frederiksens teser, som bruges til at diskutere, hvad der er vejen frem for partiet. At diskutere årsagen til krisen bredt i partiet, er en positiv udvikling. Og hvis diskussionerne bruges konstruktivt kan det ændre Socialdemokraternes kurs, til at fremføre en egentlig arbejderpolitik.   

Så længe højrekursen ikke stoppes, vil krisen i partiet fortsætte. Ledelsen fik ved valget i 2007 en kraftig advarsel, da vælgerne flygtede fra partiet og de endte med et dårligste valgresultat i 100 år.

Men på trods af ledelsens højrekurs er det afgørende at forstå, at partiet har dybe rødder i arbejderklassen. Bare det faktum at partiet har omkring 56.000 medlemmer viser dette. Mange som er aktive i deres fagforening, er samtidig medlemmer af Socialdemokraterne og kæmper derigennem for bedre forhold for arbejdere og unge i Danmark. Det er disse tusinder af almindelige arbejdere, som gør Socialdemokraterne til en helt unik magtfaktor i Danmark. Når arbejderne i Danmark vil forsvare deres forhold, vil de søge mod arbejdernes traditionelle organisationer og dermed Socialdemokraterne som deres traditionelle parti – ikke på grund af ledelsen, men på trods af den nuværende højredrejede ledelse.

Det er derfor afgørende, at Socialdemokraternes kurs lægges om. Arbejdere og unge ønsker ikke en fortsættelse af VKOs nedskæringspolitik, men en arbejderpolitik, som forsvarer velfærden. De ønsker ikke, at der skæres én eneste krone på uddannelser eller på ældrepleje, de ønsker, at der tilføres penge til den offentlige sektor, at offentlig transport bliver til at betale, at ventetider på sygehusene elimineres og at ingen skal bekymre sig om at kunne betale regningerne hver måned.

Socialdemokraterne og SFs ledelse må derfor holde op med at bejle til de Radikale. De Radikale var i regering i 90’erne, hvor de havde muligheden for at vise, at de kunne føre en politik til gavn for flertallet. De Radikale er et arbejdsgiverparti, stiftet med det formål at trække Socialdemokraterne til højre og kan dermed aldrig blive et arbejderparti. De har intet at gøre i en regering med SF og Socialdemokraterne. De borgerlige partier skal være velkomne til at føre borgerlig politik, men de skal ikke gøre det i samarbejde med arbejderpartierne. Den form for klassesamarbejdspolitik har aldrig medført andet, end dårligere forhold for flertallet af befolkningen. Netop kassesamarbejdspolitikken i 90’erne var årsagen til, at vælgerne blev skuffede og VKO fik flertal ved folketingsvalget i 2001. 

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er de tre eneste arbejderpartier i Danmark. De må gå sammen om at danne en arbejderregering, som kan føre en politik uden nedskæringer og som er til gavn for arbejdere, unge og gamle, altså flertallet af befolkningen. Det var den politik som i efterkrigstiden gav arbejderne markant bedre forhold og opbyggede det velfærdssamfund, som de borgerlige er i fuld gang med at smadre. Gør de dette på en seriøs og konsekvent måde, vil vælgerne ikke tøve med at vælte den borgerlige regering i løbet af ganske kort tid og erstatte den med en arbejderregering.