Formanden for regionerne, Bent Hansen, er officielt socialdemokrat. Men ligesom de færreste nok vil tro på, at manden bag kædemails fra Nigeria, der beder dig om at give ham adgang til din bankkonto, vitterligt også er millionær og har reelle hensigter, fordi han siger det, så bør man heller ikke tro på, at Bent Hansen er socialdemokrat. I hvert fald fører han ikke en politik, der peger i retning af demokratisk socialisme. Han fører ikke engang en politik, der peger i retning af at forsvare velfærden.
Bent Hansen står i en vanskelig situation. Han er formand for regionerne, og dermed er han umiddelbar arbejdsgiver for de strejkende i Sundhedskartellet. Regionerne har en begrænset pose penge, som de får udleveret af regeringen, og regionerne kan ikke selv inddrive flere penge gennem skat. Derfor er Bent Hansen bundet på hænder og fødder af den borgerlige regering. Men i stedet for at kræve, at den borgerlige regering åbner for posen og imødekommer de strejkendes rimelige og beskedne krav – der i virkeligheden handler om at bevare et offentligt sundhedsvæsen – har Bent Hansen valgt at bede den borgerlige regering om at gribe ind i konflikten – vel og mærke uden at tilføre de nødvendige midler, så sundhedspersonalet kan få ligeløn. Magen til skandale skal man lede længe efter – især fra en mand, der hævder at tilhøre arbejderbevægelsen.
Men Bent Hansen handler i strid med arbejderbevægelsens traditioner, og med sine gerninger hjælper han den borgerlige regering i stedet for at hjælpe til at bevare et offentligt sundhedsvæsen, som i fremtiden kan tiltrække personale. Sundhedspersonalet har i årevis fundet sig i nedskæringer (så normeringerne mange steder er nede på niveau med nødberedskabet), såkaldte ”rationaliseringer” (som kun medfører opskruet arbejdstempo og afskaffelse af pauser) og en løn, der halter langt bagefter resten af arbejderklassens. Det er en skandale, og det burde Bent Hansen arbejde for at få lavet om. I stedet beder han nu den borgerlige regering om med magt at gribe ind for at fastholde en situation, der er katastrofal, og som undergraver det offentlige sundhedsvæsen.
I denne konflikt har det indtil nu været aldeles tydeligt, at der mangler enhed i arbejderbevægelsen. Strejkerne har været isoleret til relativt få grupper i den offentlige sektor, og udover de esbjergensiske havnearbejderes forbilledlige aktion har arbejderne i den private sektor ikke rigtig været på banen. Men enhed mellem arbejdernes organisationer er det eneste, der kan sætte magt bag ordene og presse den borgerlige regering tilbage. Det bedste middel til dette vil være en samlet aktionsdag med arbejdsnedlæggelser for alle arbejdere under LO og FTF. Det vil presse de borgerliges bagland i industrien.
Desværre har arbejderpartiernes ledelser heller ikke spillet den rolle, som de burde. Det burde være de socialdemokratiske lederes fornemste opgave at støtte de strejkende af al magt for at modgå nedbrydningen af den offentlige sektor, og de burde benytte muligheden til at udstille den borgerlige regering som de kyniske velfærdsmodstandere, de er, og sætte sig i spidsen for en samlet aktion i arbejderbevægelsen, der kan vælte de borgerlige af pinden.
Det er ikke Bent Hansen som person, der er problemet. Det er den linje, han sammen med andre i partiets top fører. Det er en linje, der ikke peger i retning af at opbygge velfærden. Det er en linje, der peger i retning af yderligere ødelæggelse af den velfærd, som arbejderbevægelsen har kæmpet hårdt for at opbygge i årtierne efter anden verdenskrig. Der er brug for, at kursen bliver lagt om. Der er med andre ord brug for at opbygge en stærk marxistisk tendens inde i arbejderbevægelsen.
