Hvis der var nogle af læserne, der mod forventning var kommet i tvivl om, at den borgerlige regering er overklassens regering, så blev tvivlen ryddet af vejen for nylig.
Angreb på dagpengene
Fremover skal retten til supplerende dagpenge begrænses, så man højst kan modtage supplerende dagpenge i 26 uger inden for tre år. Det er en halvering fra de nuværende 52 uger. I medierne har der været stor fokus på, at det vil ramme skuespillere og andre scenekunstnere. Det er også rigtigt, men det rammer meget bredere. Ansatte på fiskefabrikker, havnearbejdere, håndværkere på vejrlig og deltidstjenere kommer også til at stå for skud. Desuden er der tusindvis af ansatte i den offentlige sektor, som arbejder på nedsat tid med supplerende dagpenge. Hvad alle disse arbejdere skal stille op, når dagpengeperioden udløber, har Claus Hjort et svar på: de må søge fuldtidsarbejde! Hvilke arbejdsgivere, der opslår fuldtidsstillinger for disse ansatte, fortoner sig imidlertid. Det er jo ikke de arbejdsløse, der ikke vil ansætte sig selv.
Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti lavede allerede i 2002 – som en af de første større ting – en deltidslov, der gjorde alle overenskomstaftaler om deltid ugyldige. Denne lov har ført til, at antallet af deltidsansatte er steget kraftigt, fordi arbejdsgiverne har fået meget bedre mulighed for at nedsætte de ansatte fra fuldtid til deltid, når det passer dem. Det er altså den borgerlige regering selv, der – på foranledning af sit bagland i Dansk Industri – har sendt tusindvis af arbejdere ud i deltidsansættelser og på supplerende dagpenge. Netop de dagpenge, som nu bliver angrebet.
DI: flere angreb, tak!
Arbejdsgivernes repræsentanter har ikke været helt tilfredse med de foreslåede angreb – hverken Dansk Industri eller den højreorienterede ”tænketank” CEPOS mener, at angrebene er hårde nok. Dansk Industris direktør Kim Graugaard sagde til Jyllands-Posten d. 22. januar, at ”det ville have været ønskeligt, om regeringen havde haft modet til at gå videre og sænke perioden til maksimalt 13 uger”. Underdirektør Lars Storr-Hansen fra Handel, Transport & Service sagde i samme anledning, at han gerne så selve dagpengeperioden halveret fra fire til to år. CEPOS siger, at angrebene er ”uambitiøse” og efterlyser indgreb i efterløn og selve dagpengeperioden. Det er altså tydeligt, at de tunge drenge i dansk erhvervsliv ikke er tilfredse med ”småtterier” som det nuværende angreb på dagpengene – de ønsker at vende tilbage til ”de gode gamle dage” uden efterløn, dagpenge og alt det andet ”overflødige”, som til daglig går under betegnelsen ”velfærd”.
Deltidsansatte er en fleksibel arbejdsstyrke, som arbejdsgiverne kan presse til at arbejde mere eller mindre, alt afhængig af virksomhedernes ordreindgang. For de ansatte er det en katastrofe. I USA er det ikke ualmindeligt, at arbejdere har to, tre eller fire deltidsjob. Det er disse tilstande, som de borgerlige gerne vil indføre i Danmark.
Krise-forberedelse
Fra arbejderbevægelsens side har reaktionen på regeringens angreb været blandet. Næstformanden i LO, Lizette Risgaard, har kaldt angrebet ”dybt uretfærdigt”, da det jo er arbejdsgiverne og ikke arbejderne, der bestemmer, hvor mange deltidsansatte, der skal være. Socialdemokratiet var til at begynde med villige til at gå med til et angreb på de supplerende dagpenge, men er siden vendt rundt og siger nu, at de ikke vil være med til at forringe dagpengene. Dette skyldes uden tvivl et pres fra neden – presset fra arbejdspladserne.
Men hvad er årsagen til, at regeringen angriber dagpengene nu? Jyllands-Posten skriver d. 22. januar: ”Udviklingen i de økonomiske konjunkturer med tegn på overophedning er den bagvedliggende årsag til, at regeringen efter valget nøje har arbejdet på et dagpengeindgreb.” Oversat til dansk betyder det, at de danske arbejdsgivere og deres regering er i fuldt sving med at ruste sig til en periode med økonomisk nedgang og øget arbejdsløshed. Hvis perspektivet var en lang periode med opsving og fuld beskæftigelse, så ville det være ligegyldigt for regeringen at angribe dagpengereglerne.
Dansk kapitalisme er svag
Sagen er, at dansk kapitalisme står i en meget svag position. Kapitalisternes evne til at udvikle den danske økonomi er ikke-eksisterende, hvilket kan ses på udviklingen i produktiviteten. Den økonomiske vækst der har været i Danmark siden 1970’erne skyldes ikke effektivisering af produktionsapparatet, men at nye lag – især kvinder – er kommet ind på arbejdsmarkedet og derfor er antallet af arbejdstimer pr. familie steget kraftigt. Nøglen til udvikling af økonomien ligger imidlertid i produktiviteten – altså, hvor meget der kan produceres pr. arbejdstime.
I begyndelsen af 1970’erne under det store efterkrigsopsving, voksede produktiviteten ifølge Nationalbanken med over 7 procent om året. Fra 1996 til 2006 oplyser Nationalbanken, at produktiviteten kun er vokset med knap 1,4 procent om året. Det er mindre, end tilsvarende tal for Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA. Ser vi nærmere på tallet ser vi, at næsten hele stigningen skyldes, at arbejderne betjener flere maskiner end før – altså, at det er arbejdspresset der er forøget. Det kan også ses på, at danskerne i snit arbejder 50 timer ekstra om året i forhold til 1995 – reelt er der altså blevet indført en ekstra årlig arbejdsuge. Væksten i det, som kapitalisterne kalder totalfaktorproduktiviteten, der dækker over opfindsomhed og innovation, har i denne periode været direkte negativ, med et gennemsnitligt fald på 0,1 procent om året. Det er denne kendsgerning, der er nøglen til den svage position, som dansk kapitalisme står i.
For at sige det helt klart: I alle de fremskredne kapitalistiske lande er der klar tendens til, at produktivkræfterne ikke bliver udviklet. Denne kendsgerning alene tvinger kapitalisterne til at presse arbejderne endnu hårdere i konkurrencen om mest mulig profit – men i Danmark er kapitalisterne nødt til at gå hårdere til værks, end i andre lande, hvis ikke de skal blive udkonkurreret på verdensmarkedet. Det er en færdig opskrift på nye eksplosioner i klassekampen.
Den er gal med profitten
For at de danske kapitalister ikke skal blive udkonkurreret af udenlandske virksomheder, så er det nødvendigt for dem at få en profitrate (profit i forhold til investeringerne) der er mindst lige så høj, som deres konkurrenters. Og siden de danske kapitalister ikke dur til at udvikle produktionen og være innovative (som det ellers er det, de borgerlige plejer at fremhæve som kapitalismens styrke), så må profitten hentes andre steder – ved at sænke lønniveauet, hæve arbejdstiden og stramme arbejdspresset endnu en gang. Med andre ord er det arbejderklassen, der må betale for, at det kapitalistiske system er i nedgang.
Det er i dette lys vi skal se dagpenge-angrebene i. Ved at de arbejdsløses forhold bliver forringet, stiger frygten for arbejdsløshed blandt de, der er i arbejde. Og dermed kan arbejdsgiverne, med truslen om fyring i hånden, bedre tvinge arbejderne til at acceptere øget pres og løntilbageholdenhed.
Arbejderbevægelsen må kæmpe
Det er imidlertid langt fra sikkert, at de borgerlige kommer igennem med angrebene på dagpengene. Da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i 2003 forsøgte at angribe dagpengene, endte det i et ydmygende tilbagetog for den borgerlige regering, fordi fagbevægelsen viste tænder og truede med storstrejke ved overenskomstforhandlingerne. Alene truslen om storstrejke var tilstrækkeligt til, at alle de borgerlige planer om angreb på dagpengene røg direkte i papirkurven. Det er en vigtig pointe, som aktive i arbejderbevægelsen må huske på.
Hvis arbejderpartierne – især Socialdemokratiet, som det vigtigste arbejderparti – klart afviser al snak om angreb på dagpengene og fagbevægelsen gør det klart, at sådanne angreb er uacceptable – og truer med strejker, hvis det bliver nødvendigt – så er der ingen tvivl om, at selv den mest højreradikale regering vil droppe alle planer i den retning. Hvis de borgerlige til gengæld lugter svaghed i arbejderbevægelsens ledelse, er der ingen tvivl om, at de vil fortsætte deres angreb – og de vil intensivere dem i fremtiden. Den økonomiske situation, som dansk kapitalisme befinder sig i, tillader ikke, at det velfærdssamfund, som blev opbygget under opsvinget i 1960’erne, fortsat kan eksistere. Det eneste, der kan sætte en stopper for de borgerliges planer om intense angreb på arbejderklassen, er enhed i arbejderbevægelsen og en ledelse, der er villig til at tage de nødvendige opgør med grundlaget for de borgerliges angreb – bankerne og de store virksomheders diktatoriske magt over økonomien.
