Foghs udskrivelse af folketingsvalg i november 2007 gav arbejderpartierne en stor chance for at vælte ham af pinden. Den borgerlige regering har de seneste år arbejdet, for langsomt at afmontere velfærdssamfundet, indføre brugerbetaling på offentlige ydelser, privatisere og udlicitere (se afsnittet om økonomi). Udover dette, skal det ikke glemmes, at de har sendt Danmark i krig i Irak og Afghanistan, hvilket allerede har kostet en håndfuld menneskeliv.

Desværre blev Fogh genvalgt endnu en gang. Det skal siges, at arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) samlet gik fremad - båret frem af SF's store vælgerboom - med 224.475 stemmer, i forhold til valget i 2005. Det var dog ikke nok til at vinde valget og de borgerlige sikrede sig et flertal, trods en lille tilbagegang til Venstre.


De fleste aktive i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen, stiller nok sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi få endnu en borgerlig regering, når de har sendt os i krig, slagtet velfærden i kommunerne og er godt i gang med at underminere uddannelserne og elever og studerendes forhold? Der har endda, især i det sidste halvandet år, været kæmpe demonstrationer, strejker, skolebesættelser, krigsmodstand, ungdomshuskamp osv. Hvordan kan de så blive genvalgt?
Hvis man kigger på de fleste analyser, som er kommet fra lederne i Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten eller fagtoppen, så får man det indtryk, at det enten skyldes et "kommunikationsproblem", for lidt plads til dem i medierne eller lignende. For eksempel skriver Socialistisk UngdomsFront, SUF (en ungdomsorganisation som støtter Enhedslisten), at: "På trods af mediernes forsøg på at dække over politisk indhold lykkedes det Enhedslisten, med hjælp fra SUF, at holde sig i Folketinget".

Socialdemokratiets Henrik Sass-Larsen har været ude og hævde, at det i år har været partiets asylpolitik, som ikke blev forklaret godt nok til vælgerne. Efter nederlaget ved valget i 2005 hævdede samme Sass-Larsen, at det var skattepolitikken, som ikke var blevet kommunikeret ordentligt ud. Det lader til, at man har et enkeltstående politikpunkt, som man bruger som undskyldning for hvert eneste nederlag! Andre folk er gået skridtet videre og siger, at det simpelthen er vælgernes skyld, fordi de ikke har nok bevidsthed.

Alle disse udtalelser er intet andet end bortforklaringer. Højrefløjens valgsejr overrasker ikke marxisterne. Tværtimod forstår vi, at det er nødvendigt at se den, som et led i de sidste par års udvikling i Danmark med klassekamp og radikalisering. Højrefløjen vandt ikke på grund af medierne, ej heller på grund af et "uvidende" folk. Det skete først og fremmest på grund af en total mangel på politisk alternativ, fra ledelserne af både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Inden vi går over til at analysere selve partiernes valgkamp, er det dog nødvendigt at komme med en præcisering: Valg viser kun et øjebliksbillede af stemningen. Det er som et still-billede i forhold til en videofilm. Det kan afspejle stemningen i et givent øjeblik, men kan ikke vise bevægelsen i sin helhed, ej heller processen med udviklingen af arbejderklassens bevidsthed. Samtidig giver valgresultatet ikke et klart billede af situationen. I et valg vejer de inaktive lag i samfundet lige så tungt, som de aktive. By og land er også ligestillet, selvom førstnævnte i virkelighedens verden spiller en meget mere aktiv rolle end sidstnævnte.

Det er tydeligt, at arbejderklassen i de store byer stemmer på arbejderpartierne. I Aalborg Øst fik de tre arbejderpartier tilsammen 49,5 procent af stemmerne. I Århus Nord fik de 52,8 procent og i Odense Øst 52,7 procent. I Københavns Storkreds, hvor over 400.000 stemte, fik arbejderpartierne flertal med 51,9 procent. På Nørrebro og Vesterbro overgik SF tilmed Socialdemokratiet som det største parti. Alt sammen viser det, at arbejderklassen absolut ikke er borgerliggjort. Tværtimod viser tallene, at arbejderklassen i de store byer har en veludviklet klassebevidsthed, men at udviklingen er ujævn i forhold til resten af landet.

Samtidig hører det med til historien, at valget viste en øget polarisering i dansk politik. De radikale mistede otte mandater og har nu kun ni. Valget har altså været en katastrofe for partiet. Ny Alliance fik kun fem mandater. Inden valget så det ud til, at partiet ville få langt større tilslutning og at det nye folketing ville have en stærk midte. Men resultatet blev det modsatte. Midten er svækket. Dette er meget positivt, da disse partier altid har haft til formål at binde Socialdemokratiet til de borgerlige partier og til at legitimere den borgerlige nedskæringspolitik. Valgresultatet vidner om at flere og flere bliver opmærksomme på at der er to veje i dansk politik. Den borgerlige vej og arbejderpartiernes vej.

Samlet set viser dette, at der absolut intet endegyldigt er over Foghs sejr. Den er endnu spinklere end de tidligere og det er absolut ikke en stabil borgerlig regering.

Socialdemokratiet
Vi så, at da Socialdemokraterne samtidig med massebevægelsen mod nedskæringerne i kommunerne fremlagde deres velfærdsrettigheder, hvis mål var at forbedre velfærden markant på en række områder, steg de rent faktisk i meningsmålingerne. Der var stor opbakning til, at man skulle have sådanne rettigheder og mange så det helt korrekt som et skridt til venstre for Socialdemokraterne.

Efterfølgende undlod ledelsen så at komme med et konkret bud på, hvordan velfærdsrettighederne skulle finansieres, hvilket fik mange til at stille spørgsmålstegn ved om Socialdemokraterne overhovedet ville være i stand til at gennemføre deres eget udspil, hvis de fik regeringsmagten.

Mange husker tydeligt 1990’erne, hvor vi rent faktisk havde en socialdemokratisk ledet regering og mange husker også, at der også dengang blev skåret ned og privatiseret. Dengang blev nedskæringerne gennemført efter pres fra de Radikale, som var med i regeringen og som gjorde hvad de kunne for at trække Socialdemokraterne til højre. Det lykkedes på mange områder. Resultatet var at de mistede magten i 2001.

Under valgkampen i denne runde inviterede Henrik Sass Larsen de Konservative inden for i varmen hos Socialdemokraterne og viste dermed, at ledelsen i Socialdemokratiet ikke har nogen som helst skrupler ved at skulle rette ind efter et borgerligt parti. Det øger især utroværdigheden, for der er ingen tvivl om, at Socialdemokraternes velfærdsrettigheder ikke kan gennemføres med de Konservative, lige som de ikke kan det med hverken Ny Alliance eller De Radikale.
At gå i regering med et borgerligt parti som de Radikale i 1990’erne var slemt nok, men overhovedet at overveje muligheden for at indgå regeringssamarbejde med de Konservative, viser at ledelsen bevæger sig længere og længere væk fra både menige medlemmer af Socialdemokraterne og fra vælgerne.

Derfor er det ingen overraskelse, at Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 100 år. Når ledelsen går ud og foreslår samarbejde med de Konservative, der repræsenterer de største kapitalister i Danmark, og dermed også en ultraborgerlig politik, giver de samtidig køb på samtlige løfter om velfærdsrettigheder og bekæmpelse af uligheden.

En regering som samarbejder med et borgerligt parti, ligegyldig om det er de Konservative eller de Radikale, vil aldrig kunne forbedre velfærden. De borgerlige partier har altid repræsenteret de rige virksomhedsejere og hos de rige direktørers interesser. Det vil de forsat gøre og den politik, som de derfor må føre, er derfor direkte i modstrid med arbejderklassens interesser.

Efter valgnederlaget kunne man måske håbe på, at en del af partitoppen havde forstået bare en brøkdel af læren af valget. Men nej. I månederne derpå har de fulgt den samme linje og har forsøgt at efterligne de borgerlige til forveksling. Det mest groteske eksempel er helt afgjort de offentlige overenskomster, hvor Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt ellers var gået i front for a støtte de offentligt ansattes krav om markante lønstigninger.

Dels accepterede partiets ledelse en fuldstændig ubrugelig aftale med regeringen om blot at skyde 5,1 mia. kroner frem i regnskabet. Det vil så vidt vides betyde, at de offentligt ansatte bare får fremskyndet nogle af de lønstigninger, som alligevel skulle bruges i fremtiden for at holde lønnen på niveau med inflationen. Dels har socialdemokraternes ledelse accepteret, at de vil være med til at bryde ind i en eventuel storkonflikt på det offentlige område.

I januar 2008 var Socialdemokraternes ledelse igen være ude med udmeldinger, som mest af alt lignede Venstre +/- 10 procent. Med det klassiske arbejdsgiverargument om "dovenskab" blandt arbejdsløse ville de endda være med til at stramme dagpengereglerne: "På områder, hvor ledigheden ligger under tre procent, skulle man ikke kunne få supplerende dagpenge. Det tilbud tog regeringen ikke imod. At der ikke er sket noget på området, skyldes regeringens smøleri", sagde Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. (Politiken, 5. januar 2008).

Men den politik vil være katastrofal. Den vil ikke skabe større opbakning, men derimod skade partiets omdømme i mange arbejderes øjne. Socialdemokratiet blev ikke stiftet for at tjene kapitalisternes interesser. Det blev ikke stiftet for at forringe de arbejdsløses vilkår, ej heller for at hjælpe arbejdsgiverne imod strejkende arbejdere. De ledere, som hævder at de varetager partiets interesser, er i virkeligheden folk som har infiltreret partiet med fremmede idéer - den herskende klasses ideologi.

I den næste periode vil Socialdemokraternes ledelse blive testet og der vil komme en række interne diskussioner. Ritt Bjerregaards mediestunt med ”den røde skole” og den store interesse blandt almindelige socialdemokrater viser, at der overalt i Socialdemokratiet er usikkerhed om, hvad fremtiden bringer og at mange mener, at kursen må ligges om. Nogen har sågar sagt, at ”vi bør genoplive klassekampen”.
Denne proces vil tage til i den kommende tid. Medlemmer af Socialdemokratiet og DSU vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved den politiske linje, som lederne fører. Socialdemokratiet er nemlig trods alt stadig arbejderklassens traditionelle parti og mange arbejdere ser med afsky, hvordan ledelsen af deres parti efterligner de borgerlige. Hvis der for eksempel udbryder storkonflikt i den offentlige sektor til foråret og hvis Socialdemokraternes ledelse støtter et regeringsindgreb, vil dette højst sandsynligt betyde kæmpe interne kampe og måske endda starten på en egentlig organiseret opposition til ledelsens højredrejede linje.

Det er ikke nok med fine hensigtserklæringer, hvis Socialdemokratiet vil genvinde tidligere tiders styrke og arbejderklassens og ungdommens tillid. En tillid som man har brugt årevis på at kaste i grams. Man må vise, at man mener det man siger. At man vil gøre noget ved det og lade de borgerlige sejle deres egen sø.

Hvis man går offentligt ud og siger, at man vil forsvare de folk, der hver dag arbejder under elendige forhold for at passe vores børn, hjælpe de ældre osv. må man være parat til at tage de økonomiske konsekvenser. Så må Socialdemokraternes ledelse også være klar til at skære benhårdt i de største virksomheders profitter og i sidste ende være parate til at nationalisere dem under arbejdernes kontrol, for at lade overskuddet gå til samfundet, velfærden og arbejderklassen, i stedet for kapitalisternes fordækte bankkonti.

Men for at det skal ske, kræves der et internt opgør med årtiers nedskæringspolitik. Ledelsen må presses til at føre den politik, som medlemmerne ønsker, frem for at gå i lag med de borgerlige. Hvis ikke ledelsen vil skabe et reelt arbejderalternativ, må der vælges en ny ledelse. Ellers vil idéen om ”velfærdsrettigheder” forblive en idé og lidt blæk på et stykke papir.

Socialistisk Folkeparti, SF
Det eneste af de tre arbejderpartier, som gik frem ved valget var SF. Deres fremgang er imponerende. De har næsten fordoblet deres stemmetal og er gået fra 11 til 23 mandater. Man behøver ikke lede længe efter forklaringen: SF er det eneste parti, som har formået at forbinde sig med de krav, som har været diskuteret og fremført på arbejdspladserne landet over.

De har opstillet en række krav, som fordi SF samtidig har holdt sig ude af studehandlerne med regeringen, har virket klare og ærlige. Det var krav indenfor tre temaer: Ældrepleje, folkeskolen og klima. Kravene er bl.a. 2000 kr. mere om måneden til de ansatte i ældreplejen og 5000 flere af dem. Højst 22 elever i klassen og at en bybus-billet kun må koste 10 kroner.

Dette står i klar modsætningerne til Socialdemokratiets ledelses velfærdsrettigheder, som på grund af netop studehandler med regeringen, for mange virkede som utroværdige. Med den ene hånd fremførte de progressive velfærdsrettigheder, mens de med den anden skær ned sammen med regeringen gennem velfærdsforliget.

Men samtidig med disse krav gik SFs ledelse i offensiven med idéen om, at de nu skulle ind i en ny regering sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Det eneste ”ultimative krav” som SFs ledelse ville stille. var, at Fogh og co. skulle væk. Efter landsmødet blev der især bejlet til de Radikale. Og i valgkampen blev det blevet tydeligt, at ingen krav er ultimative, da SFs ledelse fulgte efter de Radikale og sagde at 24-års regelens afskaffelse heller ikke for dem var et ultimativt krav for en regeringsdannelse.

SF har ligesom andre venstrefløjspartier gennem tiden begrundet sin eksistensberettigelse med at ville trække Socialdemokraterne og en socialdemokratisk ledet regering til venstre. Men problemet er, at SFs ledelse nærmere er blevet trukket til højre på en lang række spørgsmål. Et tydeligt eksempel var, da SFs ledelse droppede modstanden mod EU.

I den kommende periode vil lige præcis spørgsmålet om EU ryste SF i dets grundvold. Den store succes, med en hele 23 mandater stor folketingsgruppe og over 10.000 medlemmer, betyder ikke, at alle vil være enige i disse kompromisser og studehandler. På EU-spørgsmålet, er det en offentlig hemmelighed, at SF's ledere har været indbyrdes splittede i en årrække.

Anders Fogh besluttede i december 2007, at den nye Lissabon-traktat skal gennemtrumfes via Folketinget, det vil sige uden en folkeafstemning. Da SFs hovedbestyrelse så besluttede, at man ville støtte Lissabon-traktat, selv uden en folkestemning, og derudover være med til at fjerne både forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold, førte det til en mindre splittelse, i SF hvor bl.a. et hovedbestyrelsesmedlem meldte sig ud og stiftede ”Folkesocialistisk Alternativ”.
Men hele denne sag er overhovedet ikke færdig endnu og kan føre til endnu mere splittelse. I sær i SFU, hvis ledelse ikke har udtalt sig om sagen, men som samtidig i skarpe vendinger kritiserede, at der ikke kommer en afstemning i Frankrig: ”I SFU er vi stadig en aktiv del af den bevægelse, der målrettet kæmper for at folket skal spørges om Unionens fremtid. En bevægelse der rummer både fortalere og modstandere af traktaten” (www.sfu.dk/11539).

Også på spørgsmålet om de offentligt ansattes lønkrav til foråret vil SFs ledelse blive testet. SF har markeret sig som forkæmper nummer ét for de tusinder af SOSU-arbejdere, sygeplejersker, pædagoger og lærere, som kræver højere lønninger. Men hvis VK-regeringen, med mulig opbakning fra Socialdemokraternes ledelse, griber ind i en overenskomstkonflikt for de offentligt ansatte, vil SF blive nødt til at vælge helt klart. Står partiets ledelse i praksis på arbejdernes side eller på de borgerliges?

Enhedslisten
Enhedslisten gik også tilbage ved valget og nåede med 2,2 procent kun lige over spærregrænsen. Det var det dårligste resultat siden partiet kom i Folketinget i 1994 og en tilbagegang på mere end en tredjedel siden sidste valg. De borgerlige medier og en del i Enhedslisten har forklaret det dårlige valgresultat med Asmaa Abdol-Hamid. I medierne blev Asmaa Abdol-Hamid fremstillet som en rabiat fundamentalistisk muslim, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd til mænd. Der er ingen tvivl om, at denne hetz, viser, at racismen eksisterer i bedste velgående i Danmark.

Men Asmaa Abdol-Hamids kandidatur kan dog ikke forklare Enhedslistens dårlige resultat. I årevis har Enhedslistens traditionelle vælger været trætte af manglen på socialistisk perspektiv og svar på arbejderklassens problemer. Internt i partiet er der ikke blevet diskuteret det grundlæggende perspektiv og de uenigheder der er. I stedet har man bare holdt sig til enkelt sager, som forsvinder i det store billede.
Da Enhedslistens ledelse ikke gav et klart svar på spørgsmålet om religion og socialisme, fik det for mange bægret til at flyde over. Ledelsen forsøgte bare at manøvrere sig uden om ”de ubehagelige spørgsmål” ved at indkalde til et ekstraordinært stormøde, hvor dagsordenen var Asmaas kandidatur og ikke de politiske spørgsmål.

Et brugt argument for at stemme på Enhedslisten var, at Folketinget har brug for en ”vagthund”. Men en vagthund løser ikke problemer med stress på arbejdspladsen, nedskæringer eller krig og miljø. At Enhedslistens spidskandidater bare sagde, at de ville "stille kritiske spørgsmål", fik mange arbejdere til at ryste på hovedet. For når alt kommer til alt, hvad skal man så bruge "kritiske spørgsmål" og "en vagthund" til, når det, som de fleste vil have, er en politik uden nedskæringer?

Enhedslisten er det mindste og nyeste af arbejderpartierne og den eneste måde dets eksistens kan retfærdiggøres på, er ved, at de har en klar socialistisk politik. Når det ikke er tilfældet, så ser de fleste arbejdere et bedre alternativ i de større arbejderpartier.

Andre har givet medierne skylden. Enhedslisten er blevet ignoreret og valget har ikke handlet om politik, men om bogstavleg. Det er rigtig nok. Men sådan er betingelserne, det er det borgerlige demokrati. Et revolutionært parti kan ikke være afhængig af de borgerlige medier. Et socialistisk parti må bruge en valgkamp til at hæve bevidstheden blandt det store flertal, vinde opbakning på arbejdspladserne, opbygge en stærk base, der samtidig gør partiet fuldstændig uafhængig af de borgerlige medier, og pengene fra Folketinget.

Da Johanne Schmidt-Nielsen, spidskandidat for Enhedslisten, på DR2 fik stillet et direkte spørgsmål om Enhedslistens revolutionære perspektiv svarede hun perspektivløst: ”Ja, vi vil gerne have grundlæggende forandringer i samfundet fx 100 procent vedvarende energi og økologi. Det er en grundlæggende forandring og en revolution i landbruget…”.

Problemet er, at Enhedslistens fokus på enkeltsager reelt er reformistisk politik. De rejser krav om vedvarende energi, krav om bedre velfærd, ungdomshuse osv., men fortæller ikke, at dette kun kan gennemføres gennem en revolution. Og i flere omgange har deres politiske fokuspunkter været rimelig løsrevet fra almindelige arbejderes krav.

Vigtigst af alt er valgkampen kun en del af det konstante arbejde, med at kæmpe sammen med kolleger, klassekammerater osv. et koordineret arbejde, hvor de socialistiske ideer fremlægges.

Hovedproblemet for Enhedslistens valgkamp var manglen på et socialistisk alternativ til både den siddende regering og ledelsen i resten af arbejderbevægelsen.

Enhedslistens program forklarer, hvordan produktionsmidlerne må nationaliseres, for at få råd til rigtig velfærd, og hvordan der må indføres arbejderkontrol på alle virksomheder, for en demokratisk styring af produktionen.

”Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.” (Enhedslistens program)

Det er dette perspektiv, der burde have været fokus i valgkampen og det er det eneste program, som er brugbart, hvis partiet skal gå frem i den kommende periode.

Stemmetallene viste også, at der er et potentiale for Enhedslisten, som for eksempel på Nørrebro fik over 12 procent af stemmerne. Men skal Enhedslisten for alvor gå frem og have en eksistensberettigelse, må partiets kandidater fremsætte et konkret alternativ til den nuværende borgerlige regering, der kan appellere til arbejderklassen og medlemmerne af de to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF om en arbejderregering på et socialistisk program.

Parolen om en arbejderregering
Socialistisk Standpunkt har i de seneste par år fremført parolen om en arbejderregering på et socialistisk program. Det vil sige en appel til Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om at føre en fælles kampagne for at få regeringsmagten og føre socialistisk politik. Dette har vi gjort af flere årsager: For det første fordi det er nødvendigt, at bryde partitoppen i Socialdemokraternes alliance med det radikale venstre, som er et lille borgerligt parti, der bruges som en undskyldning for nedskæringer på velfærden og en accept af idéen om "økonomisk ansvarlighed". For det andet - og det vil vi forklare nærmere i de følgende linjer - fordi vi mener, at parolen om en arbejderregering kan samle arbejdere, der ser til alle de tre arbejderpartier, i en fælles kamp imod Fogh-regeringen.

Nogle grupper på venstrefløjen, ofte de som mangler kontakt og føling med massernes bevægelse, angriber os altid på dette spørgsmål. For dem er det næsten altid et spørgsmål om at nedsable de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen. I deres egen lille verden tror de, at det er tilstrækkeligt at hejse det socialistiske flag og så vil masserne følge med.

Sådan har det aldrig været noget sted i verden. Selvom det danske Socialdemokratis ledelse på nuværende tidspunkt fører en ekstremt højreorienteret politik, ændrer det ikke på det faktum, at det er arbejderklassens traditionelle parti. Det blev født i en hård kamp mod arbejdsgiverne, i et forsøg fra arbejdende mænd og kvinder på at tage deres egne skæbner og liv i egne hænder. Det er et parti, der stadig opnår hundredetusinder af stemmer og har tusindvis af medlemmer. Selv ved det sidste valg, som var et historisk lavpunkt for Socialdemokratiet fik de 25,5 procent af stemmerne. Alle revolutionære socialister har brug for en strategi for at vinde disse arbejdere over til socialistiske idéer.

Igen og igen har vi set, at når masserne går i aktion, gør de det gennem de største arbejderpartier og også gennem Socialdemokratiet. Arbejdermasserne vil igen prøve at skubbe de danske arbejderpartier – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten – mod venstre. Hvis socialister ignorerer denne kendsgerning, vil vi på forhånd være dømt til fuldstændig isolation fra masserne. Derfor må vi arbejde på være i kontakt med masserne, både i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen. Vi kan ikke ignorere ærlige arbejdere, bare fordi de ser til Socialdemokratiet.

Det ville føre til den værste form for sekterisme og det har aldrig været hverken Lenins eller Trotskijs metode, som begge forsvarede en klar orientering mod de største arbejderpartier.

På nuværende tidspunkt har de fleste arbejderaktivister i Danmark et spørgsmål i hovedet: Hvordan kommer vi af med Anders Foghs højrefløjsregering? Og hvordan sikrer vi at en ny venstrefløjsregering faktisk vil føre socialistisk politik? Det som de fleste arbejdere vil lede efter, er et klart, opnåeligt alternativ inden for deres rækkevidde. Vi bliver nød til at vise dem dette alternativ.

I det konkrete spørgsmål om valgkamp betyder det at lave en kampagne for en arbejderregering på et socialistisk program. Det betyder, at vi vil have en regering bestående af de tre arbejderpartier; Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Vi siger til lederne af disse partier; ”Hvis I forsvarer et rigtigt program til forsvar for velfærdssystemet, imod Irak-krigen osv. vil I være i stand til at vinde arbejderklassens støtte og entusiasme tilbage og sparke højrefløjsregeringen ud.”
Vi mener, at det er den bedste og eneste måde at gå ind i en dialog med arbejdere og fagforeningsaktivister om, hvad et socialistisk program er og hvordan vi kan kæmpe for det. Det betyder ikke én eneste brøkdel støtte til den socialdemokratiske ledelses højrepolitik eller til lederne af SF’s eller Enhedslistens reformistiske politik for den sags skyld.

Der er derfor ikke bare brug for en arbejderregering – men en arbejderregering på et socialistisk program. Kort sagt en regering, der overtager og nationaliserer de største virksomheder, så de enorme ressourcer, de danske arbejdere hver dag skaber, kan fordeles efter en demokratisk vedtaget plan, til en udbygning af velfærden. De 10 danske virksomheder med flest ansatte havde i 2006 et overskud på mere end 69 mia. kr. Der er altså masser af penge og rigdom i samfundet, problemet er, at de havner i kapitalisternes lommer.

Derfor må der stilles krav til arbejderpartierne om, at de fører en fælles kampagne for regeringsmagten med følgende krav:

• Opbyg velfærden – fjern nedskæringerne
• Arbejde til alle - 30 timers arbejdsuge
• Fri uddannelse til alle
• Nationalisér de største virksomheder
• Billige boliger til alle
• Tropperne ud af Afghanistan!

Det var den same fremgangsmåde, som Lenin brugte da han forsvarede sin berømte parole om “al magt til sovjetterne”. I virkeligheden havde de fleste af sovjetterne på det tidspunkt reformistiske flertal, de socialrevolutionære (SR’erne) og mensjevikkerne. Så i virkeligheden opfordrede Lenin reformisterne til at tage magten! En sekteriker vil aldrig kunne forstå dette. Var Lenin blevet opportunist? Langt fra. Lenin forstod udmærket, at størstedelen af arbejderne stadig så til SR’erne og mensjevikkerne. Derfor stod han frem med en parole, der forbandt sig med stemningen for handling og samtidig lagde pres på de reformistiske ledere af sovjetterne.

Det var kun på denne måde, at bolsjevikkerne var i stand til at vinde opbakning fra flertallet af arbejderne og i sidste ende gennemføre revolutionen. Uden en sådan fremgangsmåde ville oktoberrevolutionen aldrig have fundet sted. Så når vores modstandere angriber os på spørgsmålet om masseorganisationerne, angriber de os i virkeligheden på vores stærkeste side. Vi mener at enhver revolutionær, som er denne betegnelse værdig, må være i stand til, at sammenkæde socialistiske ideer med masserne.

Hvor stærkt står de borgerlige egentligt?
Hvis man har et overfladisk syn på situationen, kan man let komme til at konkludere, at den borgerlige regering står stærkt og at den ikke vil få synderlige problemer i de næste par år. Men det ville ikke blot være et pessimistisk syn på tingenes tilstand – det ville også være fuldstændigt forkert.

For det første, så er det et faktum, at regeringen hviler på et meget snævert parlamentarisk grundlag. Da meldte Pia Christmas Møller sig ud af de Konservative og blev løsgænger, gjorde det situationen endnu værre. Det blev dog vejet op af Malou Aamunds skifte fra Ny Alliance til Venstre. Men det skal lige slås fast, at vi er i starten af regeringens valgperiode og siden Dansk Folkepartis stiftelse, har partiet ikke set én valgperiode, uden at det har måttet ekskludere et af sine folketingsmedlemmer. Dette viser meget godt, hvor ustabilt grundlaget for regeringen er. Det ene øjeblik tipper vægten til den ene side, det andet til den anden.

Denne ustabilitet i parlamentet er udtryk for en generel ustabilitet i det danske samfund og i borgerskabet. Fogh sidder slet ikke så trygt i sadlen, som han kan se ud til. Grunden til at han udskrev et tidligt valg lige præcist i november 2007, var fordi han havde brug for at få fornyet sit mandat inden de offentligt ansattes overenskomster i foråret 2008. Han udskrev valget lige efter, at fagbevægelsen havde neddroslet den gigantiske protestbevægelse, der kulminerede i demonstrationerne den 2.oktober. Derfor var det taktisk for ham, at udskrive valget lige nøjagtig på det tidspunkt. Men samtidig viser det også en anden ting – nemlig at han godt ved, at han vil blive presset.

Udover de offentlige overenskomster i foråret 2008, vil Fogh med stor sandsynlighed skulle udskrive folkeafstemning om EU-forbeholdene. En afstemning, som han langt fra er sikker på at vinde.

Internt hos de borgerlige har vi allerede vist flere eksempler på splittelse. Men alle disse enkelt personer og tilfældigheder afspejler i virkeligheden en mere grundlæggende proces. Forskellige dele af borgerskabet har for det første interesse i forskellige nedskæringer og for det andet tror de på forskellige taktikker for, hvor kraftige disse nedskæringer kan være lige nu og her. Regeringens forhold til Dansk Folkeparti er også en del af denne modsætning.

Dansk Folkepartis racistiske retorik (og politik) har taget til i den seneste tid. Uden et klart perspektiv fra lederne af arbejderpartierne bliver Dansk Folkepartis racisme for mange en sidste udvej. Det især fordi de samtidig påstår, at de kæmper for velfærden, mens de faktisk har støttet alle regeringens nedskæringer.

Dansk Folkepartis fornemmeste opgave er at splitte arbejderklassen på så mange måder som muligt. Det så vi blandt andet i opspillet til OK08, hvor de vil give flere penge til personalet i ældreplejen, samtidig med at de angreb alle de andre offentligt ansatte.

I virkeligheden står de borgerlige kun stærkt, når arbejderbevægelsen er i defensiven. I 2006 var regeringen om noget presset. Udover diverse ministerskandaler og afsløring af den danske krigspolitik i Irak blev Fogh-regeringen truet af en omfattende protestbevægelse imod velfærdsforliget og ugelang pædagogstrejker. I ren desperation og afmagt gik han ud og kaldte dem for ”socialistiske ballademagere”. Regeringens støtte raslede ned i meningsmålingerne.

Men hvad gjorde lederne af fagbevægelsen og arbejderpartierne, stillet overfor disse geniale muligheder for at vælte regeringen ikke bare én men to gange? Socialdemokratiet gik ind som en del af velfærdsforliget. Fagbevægelsens top valgte at stoppe alle demonstrationer og forsøge at undgå arbejdsnedlæggelser. Med andre ord kastede de muligheden for at vælte regeringen ud med badevandet. Dette, og kun dette, forklarer, hvorfor Fogh har kunnet blive siddende så længe og hvorfor han var i stand til at vinde igen. Toppen af Socialdemokratiet valgte at lade den borgerlige regering fortsætte sin eksistens omkring 17. maj 2006 samt under det ”kommunale oprør” i efteråret 2006, fordi lederne var bange for at blive båret til magten på en bølge af masseprotest. Det ville have tvunget de socialdemokratiske ledere til at vælge side mellem borgerskabet og den arbejderklasse, som de skulle repræsentere. Det ville have indvarslet en periode med øget intern kamp i arbejderbevægelsen. Denne position var potentielt livsfarlig for arbejderbevægelsens højredrejede ledelse, og de valgte at lade den borgerlige regering leve videre af frygt for alternativet.

Nu er der ikke lagt op til en fredelig tid med ro på arbejdsmarkedet og politisk stabilitet. Tværtimod. Vi vil komme til at se demonstrationer og strejker og en ekstrem svag borgerlig regering. Og der vil næppe gå fire år før vi skal til valg igen. De danske arbejdere er ikke blevet højreorienterede, tværtimod er problemet, at der har manglet en klar opposition, som kunne indgyde arbejdere og unge selvtillid til egne kræfter og præsentere et klart alternativ til den borgerlige nedskæringspolitik.

Hurtige skift og skarpe vendinger
Valgresultatet betyder på ingen måde, at der er en højredrejning i gang. Valgnederlag til arbejderpartierne og radikalisering af klassekampen er noget vi har set i flere europæiske lande. Gode eksempler er Frankrig og Grækenland. I begge lande har vi på det seneste set en proces med radikalisering store lag og med intensivering af klassekampen i form af generelstrejker samt udbredt politisk og social uro.

I Frakrig kulminerede det blandt andet i et kæmpe oprør med optøjer i indvandrerdominerede forstæder, kombineret med en massiv strejkebølge imod CPE-loven i maj 2006 og et ”nej” til den nye EU-forfatningstraktat og dens antisociale konsekvenser.

Alligevel vandt den borgerlige kandidat Sarkozy valget i 2007. Hvordan kan man forklare dette? Mange aktive på venstrefløjen og i fagforeningerne var fuldstændigt rundt på gulvet af bar forvirring. De troede, at dette betød, at klassekampen var for nedadgående og at arbejderne var blevet ”borgerliggjorte”. Men allerede nu har dette vist sig at være forkert. Vi har set, at de kommunalt ansatte har været inde i omfattende strejker.

Også Grækenland har dette mønster vist sig. Efter flere års strejker, demonstrationer og vilde studenterprotester, har højrefløjen vundet et valg for nyligt, men dette har ikke betydet stop for klassekamp og strejker – tværtimod.
Den kommende periode i Danmark vil udfolde sig på en lignende måde: Regeringens tilsyneladende sikre position vil blive rystet af den ene bevægelse, efter den anden. Og hvis den urolige politiske situation kombineres med en økonomisk krise, vil regeringen gå en meget svær tid i møde.

Der er stor mulighed for, at Socialdemokratiet på den ene eller den anden måde vil komme til magten. Borgerskabet vil få brug for de socialdemokratiske ledere til at tøjle arbejderklassen og gennemføre de nedskæringer, som de ikke kan gennemføre med de borgerlige partier. Men de socialdemokratiske ledere er ikke entusiastiske over udsigten til at tage skraldet for de borgerlige. Og da de heller ikke vil præsentere et klart socialistisk alternativ, som reelt ville kunne løse arbejderklassens problemer, så vil de stå i en kattepine, som de vil gøre alt for at komme ud af.

Det er derfor, at kampen for ledelsen af arbejderbevægelsen er den vigtigste opgave for alle revolutionære socialister, jævnfør afsnittet om parolen om ”arbejderregering på et socialistisk program”. ”Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise”, skrev Trotskij i Overgangsprogrammet og det gælder i dag med fornyet styrke og kræft.