Det økonomiske perspektiv er vigtigt, men kan ikke isoleres fra det generelle perspektiv. Vi er ikke økonomiske determinister, men dialektiske materialister. Der er ikke et mekanisk forhold mellem udviklingen i økonomien og udviklingen i overbygningen, dvs. ideerne, staten, klasserne osv. For at forstå udviklingen må man se på disse faktorer i deres sammenhæng.
Danmark er et lille land, og som Marx forudsagde i det kommunistiske manifest ville den mest afgørende faktor blive den verdensøkonomiens knusende dominans. Perspektivet for dansk økonomi kan således ikke adskilles fra perspektivet for verdensøkonomien.
Selv om dansk økonomi i den seneste periode er blevet betegnet som en undtagelse fra resten af verdensøkonomien med ”eksemplarisk vækst”, kan alt hvad der blev sagt om krisen i den internationale økonomi også siges om den økonomiske situation i Danmark. Danmark er et lille land og er fuldstændig underlagt udviklingen i de store kapitalistiske økonomier. OECD forudsiger nu også, at den danske økonomi bliver en af de langsomst voksende. På linje med Finansministeriet regner de med, at væksten i 2008 vil ligge omkring 1,5 procent. I Børsen førte det den 2. januar 2008 til en forside med overskriften ”Opbremsnings i dansk økonomi”.
Det falske opsving
De borgerlige er glade for at male en lyserød sky af den danske økonomi. Tidligere finansminister Thor Pedersen sagde, at vi kunne købe hele verden, mens at Anders Fogh i sin nytårstale kammede over af begejstring: ”Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde. [...] Det økonomiske opsving er en social revolution. Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt.” (Statsministerens nytårstale 2007/08)
Men ser man lidt under overfladen er situationen en helt anden. De sidste års opsving har været meget mildt og noget de færreste for alvor har kunnet mærke.
Arbejdsløsheden
Arbejdsløsheden er rigtig nok historisk lav, men i virkeligheden bygger store dele af dette også på statistiske fiksfakserier. Det kommer klarest frem når man ser på de 30-49 årige. Officielt er arbejdsløsheden her på ca. 3 procent af den samlede befolkning, men herved ”glemmer” man de cirka 13 procent, som betegnes ”udenfor arbejdsstyrken”, dvs. modtager sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension eller lignende. Denne ”restgruppe” er over de sidste 20 år vokset med over 50 procent. Kapitalismen slider bogstaveligt mennesker op og spilder derved værdifuld arbejdskraft.
Når flere arbejder, kan der selvfølgelig blive produceret mere. Men også andre faktorer er vigtige. Eksempelvis er arbejdstiden for en gennemsnitlig lønmodtager steget med ca. 50 timer om året siden 1995. Det giver samlet set omkring 4 mia. lønmodtagerarbejdstimer i Danmark i 2007 mod kun 3,5 mia. i 1995. Desuden er en arbejdstime ikke bare en arbejdstime. Intensiteten i arbejdet er svært at måle, men det er uden tvivl steget over de sidste 10 år. Stres er blevet en folkesygdom.
Uproduktive erhverv
En teknisk spidsfindighed som får væksten i form af vækst i BNP til at se kunstigt stor ud, er, at alle økonomiske transaktioner tæller lige. Når numerologer tager 500 kr. for at finde det perfekte navn til din hund, tæller det lige så meget i BNP, som når der laves industriprodukter til en værdi af 500 kr. Det lever en kapitalistisk økonomi, som er afhængig af alle mulige uproduktive erhverv som reklamebrancen, management og ikke mindst af finansbranchen, højt på. Økonomiske analyser viser, at de tre brancher ”Engroshandel”, ”Forretningsservice” og ”Finansiering og forsikring” som dækker en stor del af det uproduktive forbrug under kapitalismen siden 1995 står for 30 procent af væksten.
Kredit for alle pengene
Hvad gør det hele værre, er, at den betydning som kreditten har haft for verdensøkonomien, er endnu større for Danmark. Opsvinget har altså været kunstigt og kun fortsat grundet en enorm udvidelse af kreditten. Siden starten af 2001 er obligationsrestgælden i ejerboliger og fritidshuse næsten fordoblet fra 657 mia. kr. til 1219 mia. kr. Lægger vi de resterende former for realkredit til kommer vi over 2000 mia. kr., hvilket skal sammenlignes med en årlig produktionsværdi (BNP) på ca. 1600 mia. kr. Den er således højere end i f.eks. Storbritannien, og flere udenlandske institutter peger på, at situationen i Danmark er utrolig ustabil, og at de danske boligejere har et rekordhøjt gældsniveau. Med andre ord er der en boble af dimensioner i den danske økonomi, som blevet udmøntet i øget forbrug (eksempelvis nye køkkener) for lånte penge og en kunstig høj profitrate.
Også den almindelige forbrugerkredit er steget enormt. Siden 2001 er gælden på købekort og kontokort steget med 1,7 mia. kr., mens bankernes blankolån er vokset med 4,7 mia. kr.
Mange flere boligejere har en højere gæld i dag end under boligkrisen i 1987-1993, i forhold til deres indkomst. Halvdelen af de 30-39 årige boligejere har en gæld der er mindst dobbelt så stor som deres årsindkomst før skat, og hver femte skylder mere end tre årslønninger væk. Omkring 20 procent skyldte i efteråret mere væk end deres bolig var værd, hvilket på nuværende tidspunkt må være steget, tallet er højst hos de yngre boligejere, hvor 40 procent af de 30-39 årige boligejere er teknisk insolvente.
Krakket på boligmarkedet
I vores ”Program for forsvar for velfærden” fra 2005 forudsagde vi klart og tydeligt, at vi stod over for kraftige fald på boligmarkedet. De er nu for alvor ved at indfinde sig. Kurven for prisen på ejerlejligheder knækkede allerede i tredje kvartal 2006, mens at almindelige enfamilieshuse kun har oplevet en udfladning på landsplan.
Alt tyder dog på, at vi har de største prisfald foran os. Antallet af parcel- og rækkehuse til salg steg med 24,4 procent i 2007 og antallet af ejerlejligheder sted med 3,4 procent i samme periode. Det er vigtigt at forstå, at et krak på boligmarkedet ikke sker så hurtigt som eksempelvis et aktiekrak. Godt nok er der betydelig spekulation på boligmarkedet, men størstedelen af handlerne sker alligevel mellem almindelige arbejdende mennesker, og de er for det meste ikke tvunget til at handle fra dag til dag. Liggetiden steg i 2007 med 32,3 procent for parcel- og rækkehuse og med 37,8 procent for ejerlejligheder. Men når disse boliger før eller siden bliver solgt, vil det være til betydelige lavere priser.
Det skal dog også bemærkes, at antallet af tvangsauktioner stadig kun ligger på omkring beskedne 100 om måneden. Til sammenligning var der 1.246 tvangsauktioner i oktober 1993, hvor den sidste boligkrise toppede. Men det er kun stilhed før stormen. Som forklaret er mange især unge købere allerede teknisk insolvente. Det er som at stå ved randen til afgrunden. Kun et lille skub og så ryger man udover. Og ser man på de overordnede perspektiver kan dette skub i form af fyringer o. lign. ende med at blive ikke så lille endda.
Boligpriserne kan altså ikke længere trække væksten fremad og det bliver tydeligt, at dansk økonomi grundlæggende er syg og at heller ikke dansk kapitalisme har formået at sætte sig udover kapitalismens indbyggende modsætninger. Det afgørende er den virkelige økonomi, altså produktionen, men ligesom at boligmarkedet har været med til at forlænge og udvide opsvinget udover produktionens reelle grænser, kan boligprisernes fald nu få en bestyrkende virkning på den reelle økonomis fald.
Turbulens på finansmarkederne
Turbulensen, som er det mest karakteristiske træk i den nuværende epoke, har vist sig tydeligt i aktiemarkederne, der har skøjtet op og ned. Den 6. august 2006 oplevede de danske aktiemarkeder det største fald i 5 år, hvor værdien blev beskåret ca. 70 milliarder kr. Børsen hev dagen efter de store ord frem, og taler om ”total nedsmeltning på finansmarkedet” og ”blodrøde cifre”. De fleste talte om panik, men ville ikke bruge ordet. Aktierne rettede sig siden op, men ikke for at stige som før, resten af året fortsatte med store udsving, og de danske aktier sluttede ikke mere end 4,6 procent højere end i 2006, hvilket er langt under halvdelen af afkastet i 2006 (Børsen 31.12.07). Det blev så overgået 21. januar 2008, hvor det tredje største fald i OMX-indekset 20-årige historie indfandt sig.
Nedturen på de danske aktiemarkeder hang uløseligt sammen med nedturen på de internationale finansmarkeder, der blev startet i USA, efter det kom frem at der var en krise i subprime sektoren, hvilket reelt betyder at en række banker og finansinstitutioner havde lånt penge ud til folk, der reelt ikke kunne stille sikkerhed for disse lån. Det kunne lade sig gøre så længe huspriserne steg, men da de begyndt at falde, blev det usikkert om bankerne overhovedet ville kunne overleve. Det fik verdens og dermed også Danmarks aktiemarkeder til at falde drastisk. Den hast hvormed aktienedturen spredte sig, viser samtidig den enorme internationalisering der eksisterer i økonomien.
Derudover er oliepriserne steget til abnorme højder på over 100 dollars pr. tønde, det højeste nogensinde, dollaren er faldet drastisk og nu også det engelske pund. Centralbankerne i USA og Europa skød milliarder ind i bankerne for at forsøge at redde dem, men uden den store effekt. Det ser ud til at denne ustabilitet fortsætter i år 2008. I udlandet så vi hvordan Northern Rock kunder stod i kø for at trække deres penge ud af banken, et fænomen vi ikke har set siden 1930’erne, og også de danske banker blev ramt hårdt af kreditkrisen.
”Kreditkrisen gav flest tæsk til de finansielle selskaber. Sydbank og Danske Bank har begge præsteret væsentligt dårligere end indekset med årlige afkast på henholdsvis - 18,8 pct. og - 20,4 pct. Nordea-aktien landede på - 3,4 pct. Bankernes vægtning i C20 var ca. 40 pct. og dermed større end nogensinde.I august skrev Børsen:
Samlet har C20-bankaktionærer tabt i omegnen af 50 mia. kr. i løbet af 2007. Topdanmarks selskabsværdi blev reduceret med over 21 pct., selvom den underliggende forretning er sund.” (Børsen 31.12.07)
”Men aktiemarkederne er et uhyre følsomt barometer, der meget nøje forsøger at måle, hvordan det vil gå med økonomen og virksomhedernes indtjening i fremtiden. Aktierne afspejler derfor ikke økonomien, som den er lige nu. Det er derimod, hvordan økonomien vil blive i fremtiden, der kan aflæses på verdens aktiebørser.”
Disse store svingninger, hvor milliarder og atter milliarder forsvinder op i den blå luft, viser det meningsløse i en uplanlagt økonomi. De store fald på aktiemarkederne fandt sted helt uden, at virksomhederne overhovedet havde ændret sig. Det var de samme arbejdere, de samme maskiner, de samme produkter. Svingningerne har altså intet med produktionsmulighederne at gøre som sådan, men er udelukkende et udtryk for, at kapitalisterne pludselig er nervøse for deres egne profitter. Men det får alligevel indflydelse på den virkelige økonomi. Eksempelvis er det blevet beregnet, at staten grundet aktieprisfaldene fra august 2007 til januar 2008 mister 15-20 mia. kr. Til sammenligning koster alle ungdomsuddannelser cirka 22 mia. kr. om året.
Hele finanskapitalen er en stor snylter på økonomiens produktive legeme, som på magisk vis skaber penge ud af penge uden mellemkomst af arbejde og produktion. Allerede Lenin forklarede i sit mesterværk Imperialismen, hvordan finanskapitalen under moderne kapitalisme fik større og større magt. Det er kun fortsat lige siden. At overtage bankerne og demokratisk bestemme over ud- og indlån, for derved at undgå voldsomme udsving, er derfor et af marxisternes hovedkrav.
Produktivitet og investeringer
Det grundlæggende problem ligger dog hverken på boligmarkedet, aktiemarkedet eller i bankerne. Problemet skyldes derimod kapitalisternes manglende evne til at udvikle økonomien, hvilket vi allerede har set nærmere på i afsnittet ”Det falske opsving”. Selv de borgerlige økonomer ved at produktivitetsvækst på lang sigt, er det afgørende. Den seneste Vismandsrapport peger på, at produktiviteten vil være den vigtigste vækstkilde frem til 2015. ”I perioden 2000-2006 har der årligt været en gennemsnitlig velstandsstigning på 1,1 procent, og heraf kan voksende produktivitet forklare 0,7 procent” (Børsen 20.12.07).
Vi ser altså fuldstændig det samme billede for Danmark, som vi så for G7 – faldende produktivitetsvækst. Indirekte forklarer Børsen også hvordan produktiviteten forbedres ”Dels kan virksomhederne forbedre kapitalapparatet – og derved øge produktiviteten. Kvaliteten af arbejdskraften kan desuden søges forbedret gennem øget uddannelse. Endelig kan der høstes yderligere gevinster gennem generelt bedre arbejdstilrettelæggelse.” Hvilket i menneskesprog betyder, hvad den danske arbejderklasse har oplevet de sidste mange, mange år, nemlig øget arbejdspres og tempo. Med andre ord: de danske arbejdere skal arbejde mere, længere og hurtigere i den næste periode. Og i øvrigt skal vi ikke kræve mere i løn, da det fører til ”overophedning”.
Profitraten
Umiddelbart ser de borgerlige ud til at være skizofrene. På den ene side udsiger Anders Fogh dommedagsprofetier om krise i den danske økonomi, mens han på den anden side snakker om risikoen for at ”det kommer til at gå for godt”. Men i virkeligheden er det ikke skizofreni hos Anders Fogh, men en indbygget ”skizofreni” i det kapitalistiske system selv, nemlig at kriserne kommer når der bliver produceret ”for meget”, altså når arbejderne ikke kan købe varerne tilbage, og ikke fordi der bliver produceret for lidt.
Det ser allerede nu ud til, at den uundgåelige nedgang i økonomien tager til. De seneste BNP-tal siger, at væksten allerede i 2007 lå på 1,8 procent. Altså under de 2,0 procent som borgerlige økonomer bruger som grænsen for en lavkonjunktur. Krisens faser, dybde og længde afhænger af mange faktorer, men de indbyggede modsætninger i kapitalismen må nødvendigvis komme til udtryk.
Sidste år brugte kapitalisterne den såkaldte ældrebombe til at argumentere for nedskæringer i velfærden og ikke mindst pensionerne, så var det de privatansatte der ikke måtte kræve for meget i løn, og i år er det så de offentligt ansatte der er anset som syndebukken for alle den danske økonomis dårligdomme, hvis ikke de stopper deres helt rimelige krav om markant højere løn.
Men hverken de ældre eller arbejderklassen hvad enten de er ansat i det private eller det offentlige bærer skyldes for kapitalismens kriser. Det gør kapitalismen selv, det er et anarkisk system, hvor der produceres for profit og ikke behov. Faktisk kom det efter overenskomsterne for de privat ansatte sidste år frem, at flere økonomer anså lønstigninger som forholdsvis gode, da de holdt lidt gang i købekraften, der er afgørende for afsætningen af varer.
Allerede nu stiger priserne på fødevarer, olie osv, prisstigninger der faktisk udhuler skattelettelserne. Det vil altså ikke være de offentligt ansattes lønkrav der får priserne til at stige, men omvendt berettiger de stigende priser til markant højere lønninger, hvis ikke reallønnen skal udhules fuldstændig.
Det egentlige problem er den kapitalistiske tendens til en faldende profitrate og profitmotivet. Som det ses af figuren er konjunktursvingningerne tæt forbundne med svingninger i profitraten. Som forklaret har profitraten været holdt kunstigt oppe de seneste år, men som det også er blevet forklaret, vil kredittens påvirkning af profitraten nu skifte fortegn.
Den umulige reformisme
Siden starten af halvfjerdserne har produktivkræfterne ikke udviklet sig afgørende, og velfærden er ikke udviklet, trods midlertidige mindre opsving. Kapitalismens grundlæggende krise er langt fra overkommet, som det blev spået efter Sovjetunionens fald.
Det beviser det, at reformismen ikke er i stand til at styre den kapitalistiske økonomi og undgå slemme kriser. Kapitalismen har grundlæggende ikke råd til at give arbejderne et værdigt liv. Uanset om man pumper penge ud i økonomien gennem øget offentligt forbrug, lavere skatter eller rentesænkelser, så kan det ikke på længere ændre på profitratens tendens til fald og manglen på profitable markeder, som er det egentlige problem.
Anders Foghs snak om en ”social revolution” i nytårstalen er derfor ikke andet end tom snak. Problemet er, at får vi en anden regering bestående af arbejderpartierne, vil de heller ikke, trods løfterne, kunne gøre det meget anderledes hvis de holder sig indenfor kapitalismens rammer. Med en krise i udsigt stiger arbejdsløsheden, og dermed statens udgifter, samtidig med at skatteindtægterne falder, hvad skal så betale velfærden, højere løn til de offentligt ansatte og så videre?
Arbejderklassen bærer byrden
Det milde opsving de seneste år har været baseret på en øget udbytning af arbejderklassen. Som allerede beskrevet har kapitalisterne benyttet sig af øget arbejdspres og -tempo, hvor arbejdstiden pr. familie er sat kraftigt i vejret med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og generelt flere arbejdstimer pr. lønmodtager.
Finanskapitalen har nydt godt af arbejdernes behov for øgede lån, og Danske Bank er således den virksomhed i Danmark, der havde det næststørste overskud i 2006, og overskuddet varmere end dobbelt så stort som nummer 3 på listen. I 2002 var overskuddet efter skat på 8,2 mia. kr. i 2006 var overskuddet steget med 65 procent til 13,5 mia. kr. efter skat. Den eneste virksomhed med et større overskud i 2006 var A.P Møller-Mærsk med et overskud på 15,5 mia. kr. (Buisness.dk 27.12.07)
At økonomerne regner med at væksten i produktiviteten går ned, må hænge sammen med to ting, på den ene side at grænsen er nået for, hvor meget mere man kan presse arbejderne til at arbejde hurtigere, og samtidig at der ikke introduceres ny teknologi, der afgørende kan forbedre produktiviteten. Det stigende arbejdspres giver sig konkret udslag i et konstant stigende antal langtidssygemeldinger, stress osv.
Grænsen blev nået for længe siden, og kapitalismens problem er at det siden starten af halvfjerdserne ikke har været i stand til at skabe grundlæggende fremgang.
Arbejderklassen er også blevet angrebet på andre områder, som forberedelse til en kommende økonomisk nedgang, bl.a. de gentagne angreb på dagpengeregler, efterløn og pension er en forberedelse til når arbejdsløsheden, der i øjeblikket er historisk lav begynder at stige igen. Den er allerede så småt begyndt at stige indenfor byggeriet, hvilket er første tegn på en kommende krise.
Den samlede profit er steget enormt og det samme er direktørlønningerne, hvor f.eks. bestyrelseshonorarerne i de største virksomheder sidste år steg med 25 procent (epn.dk 10.01.08), og kommunaldirektørernes lønninger er fordoblet siden 1998, så gennemsnitslønnen for en kommunaldirektør nu er på 92.000 kr. om måneden, et beløb pædagoger, SOSU’er o.l. kan kigge langt efter (ekstrabladet.dk 19.12.07).
Uligheden er generelt steget de seneste 15 år, og det kan ikke bare aflæses på bankkontoen, men også på helbredet. De dårligst uddannede danskere lever omkring 5 år kortere og er syge omkring 6 år mere end de højst uddannede, dvs. at de højst uddannede har cirka 11 raske år mere at leve i, ifølge tal for Statens institut for folkesundhed (avisen.dk 21.12.07). Lavt uddannede bliver også oftere syge og nedslidte af deres arbejde, og risikoen for at blive langtidssygemeldt er fire gange større for danskere uden uddannelse, end for danskere med en lang videregående uddannelse. Derudover har de lavest lønnede og kortest uddannede dårligst adgang til hurtig behandling, fordi det er dem med de største indkomster der tegner sygeforsikringer til privat sygehuse, som almindelige arbejdere er med til at betale gennem skatten fordi regeringen har gjort det skattefrit for arbejdsgiverne at tegne forsikringerne for deres medarbejdere.
Regeringen har givet skattelettelser, som har gavnet de rigeste i samfund på bekostning af velfærden. Fogh og co. påstår, at de forbedrer velfærden, men virkeligheden er en anden. Siden Fogh tiltrædelse er den offentlige beskæftigelse faldet med 2,3 procent (Statistisk 10 årsoversigt, 2006, s. 125, 131, bearbejdet af Jesper Jespersen). Og uden flere hænder bliver hverken folkeskole, børnepasning eller ældrepleje bedre. Ifølge KL’s budgetredegørelse bruges der nu godt nok 2 procent mere på Folkeskolen end i 2002, men til gengæld er der også kommet 4 procent flere elever. I praksis betyder det, at alle lærere i gennemsnit skal holde styr på 11 elever i stedet for 10 elever. Noget lignende ser man i børnehaverne, hvor der er 10 procent færre pædagoger pr. barn, da udgiften pr. barn i børnepasning i perioden 2003-2006 faldt med -2,7 procent. Tilsvarende udvikling kan ses overalt i samfundet.
Hvis kapitalismen byder arbejderne sådanne forhold under opsving, hvordan vil det da ikke blive under en krise?
For en demokratisk planlagt økonomi
Der produceres masser værdier i det danske samfund. De havner bare i kapitalisternes lommer, og de kan kun komme op af disse lommer og bruges til gavn for flertallet hvis de største virksomheder nationaliseres under arbejdernes egen demokratiske kontrol. Gennem en planøkonomi kan kriserne undgås, arbejdstiden sættes ned, produktionen udvides enormt, produktionsmidlerne udvikles, og velfærden forbedres. Under kapitalismen venter krise, arbejdsløshed, tvangsauktioner og nedskæringer.
Udbytningen af arbejderklassen er steget kraftigt siden 1960’erne, hvilket ses tydeligt af denne graf:
I Socialistisk Standpunkt kræver vi, at de 200 største virksomheder nationaliseres. De 200 største virksomheder har lige over 1 million ansatte, en egenkapital på 800 mia. og et nettoresultat på 133 mia. i 2005. En socialistisk planlægning vil give kontrol over de vigtigste dele af økonomien og skabe muligheden for opbyggelsen af et ordentligt velfærdssamfund og skabelse af et arbejdsliv, hvor stres og jag ikke er en del af hverdagen.
