I år kan vi fejre Kvindernes Internationale Kampdag for 98. gang. I den mellemliggende tid har kvinder kæmpet for deres ret til ligestilling med mændene, deres ret til lige løn, ret til et ordentligt liv og ret til at deltage i parlamentariske forsamlinger. I dag kan det virke helt banalt at diskutere kvindekamp og ligestilling, for efter rødstrømpernes kamp følte de, at de havde vundet. Men i dag ser vi stadig en stor forskel på løn og mænd og kvinder er langt fra lige i samfundet; vi har fået de samme rettigheder, ja, men ikke på samme vilkår; det er stadig kvinden, der hovedsageligt står for tøjvasken og børnepasningen og et fuldtidsjob, hvor manden ofte står for en langt mindre del af husarbejdet i hjemmet. Mandens andel af huslige gøremål er dog gennem de sidste år steget i Danmark. Mandlige arbejdere får gennemsnitligt en højere løn, end deres kvindelige kolleger og det er derfor oftest kvinden, der går på barsel, fordi den lille familie oftest ikke kan leve for hendes ind-komst, hvis manden tager barslen. Der er altså masser af grund til stadig at kæmpe for ligestilling mellem kønnene; denne kamp må dog være en del af arbejdernes fælles kamp for anstændige forhold.
Kvindens undertrykkelse
Kvinden er ”altid” blevet set som det svage køn, det virker i hvert som den generelle tilgang til kvindespørgsmålet. Men ser man tilbage til den tidlige jæger/samler stenalder, levede folk i en slags ”ur-kommunisme”. Her var alle i stammen afhængige af hinanden og der blev som sådan produceret et større overskud af føde. Mændene gik på jagt, fordi de fysisk set er stærkere end kvinder, som fra naturens hånd er det eneste køn der kan føde og amme børn. Derfor var dette samt indsamling af vegetabilsk føde, som efter arkæologiske studier viser, at det hovedsageligt var det folkene levede af dengang, kvindens hovedsaglige arbejdsopgaver. Det vil altså sige, at kvinden stod for størstedelen af maden. Det var sandsynligvis også kvinden, der først begyndte at benytte sig af jorden til en mindre form for landbrug.
Langsomt skifter rollerne så i hjemmet og i stammen; manden overtaget landbrugsdriften overordnet og kvinden sørger for børnene og huset. Det er altså her, at manden begynder at kunne pro-ducere et egentligt overskud med en hvis værdi og det er her frøene til kapitalismen og kvindeundertrykkelsen bliver lagt.
Kvinden bliver undertrykt op igennem tiden. I de gamle naturreligioner er kvinden et symbol på liv og hun bliver tilbedt. Det er igennem hende, at livet føres videre. I de gamle stammer var det ikke vigtigt, hvem der var faren, men at stammen bestod.
Kapitalismen undertrykker
I takt med de større og større økonomiske skel der opstod mellem folk i byer og landsbyer, begynd-te de ”rige” at benytte sig af de fattigere, med det formål at få endnu større rigdomme. I sådanne tilfælde har religion i starten været med til at undertrykke det arbejdende folk, med udgangspunkt i det patriarkalske med f.eks Biblen, hvor der står, at kvinden ikke må tale i større forsamlinger. Det er en tilgang til kvinder, der har hængt ved, helt ind i det 19. århundrede. Kapitalisterne brugte altså religion som et redskab til at undertrykke arbejderklassen. Det viser sig derved tydeligt at undertrykkelse af kvinder opstod som en del af det spirende klassesamfund og ikke er naturgivent.
Med industrialiseringens og kapitalismens indtog i slutningen af 1800-tallet, hvor landbrugsar-bejderne søgte væk fra landet og ind til byerne og fabrikkerne og nærmest endnu mere kummerlige forhold, indså arbejderne vigtigheden af, at arbejderklassen arbejdede sammen om bedre arbejds- og boligforhold. Kapitalismen udnyttede den i forvejen eksisterende undertrykkelse af kvinder til at presse både mænd og kvinder i løn. Udover at kvinder kan bruges til at presse lønniveauet ned, er de også en ekstra arbejdskraft; de hives ind og ud af arbejdsmarkedet alt efter arbejdsgivere og kapi-talisters behov, som hænger sammen med de økonomiske konjunkturer i samfundet. I perioder er det in at være hjemmegående husmor og have mange børn og tid til mand og hjem, i andre perioder skal kvinden være den altid strømlinede karrierekvinde med gode forbindelser på arbejdsmarkedet.
Ligestilling?
Måske ville man synes, at kvinder da har det meget fint i dag, i hvert fald i Danmark og i resten af Vesten. Der er jo ligestilling og kvinderne har tale- og stemmeret til parlamentet og så videre. Men hvad er ligestilling egentlig? Godt nok har vi en lov fra 1976 (altså 32 år gammel vel at mærke) som omhandler lige løn til kvinder og mænd for lige arbejde, men er der lige løn? Nej. For kommunalt ansatte er lønforskellen mellem kønnene 15 %, for statsansatte 10,7 % og for privatansatte 21,9 % - det er jo ikke just det man kan kalde for lige løn!
Kvindekampen fra 60’erne og 70’erne ser umiddelbart ud som om den har mistet pusten her i det 21. århundrede og det er ikke fordi problemerne er løst – langt fra – det er nærmere, fordi medi-erne får det hele til at handle om kvinders manglende repræsentation i ledende stillinger og deres manglende evne til lønforhandlinger. Mediernes påvirkning omkring kvinders ligestilling får kvinder, og også mænd, til at tro at der bliver gjort noget ved problemerne.
Der er fokus på ”flere kvinder i chefstolene” og det får almindelige mennesker til at tro, at der bliver gjort noget ved tingene, at politikerne er opmærksomme på den manglende ligestilling. De prædiker alle om bløde værdier, der skal ind på de ledende stillinger, de snakker om kvindelige rollemodeller, som arbejderkvinden kan se op til. Men kvinden på chefposten fyrer ikke færre kvinder, bare fordi hun selv er kvinde, eller giver bedre løn, end den mandlige chef. En kapitalist udbytter og udnytter sine arbejdere mest muligt – uanset køn!
Kønskvotering splitter kampen
Det er altså ikke manden der undertrykker kvinden som individ. De mænd og kvinder, der har fået kæmpet sig op i de øverste klasser, behøver ikke at tænke på ligestilling. Det er det arbejdende folk, som bliver brugt efter kapitalisternes ønske; kapitalisterne udnytter forældede samfundsstrukturer, der ikke passer ind i det samfund vi lever i, i dag. Men kvinden er ikke den eneste der bliver brugt som ”lønpresser” og som bliver diskrimineret af kapitalismen og dennes medier.
De etniske minoriteter er i endnu højere grad, end kvinder, en udsat gruppe på arbejdsmarkedet og står sammen med kvinderne på sidelinjen og venter på at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. For at få folket til at tro at systemet rykker i den rigtige retning mod ligestilling, både mellem køn, men også racer, ses især i Sverige med en bevidst ligedeling af køn på ledende poster og i kommunalråd og i USA, hvor regeringerne er meget ”bevidste” om at få både kvinder og sorte ind. De folk, der bliver indsat på disse poster, er folk der oftest har kæmpet for ligestilling, så de har et ansigt udadtil der symbolise-rer for eksempel kvindefrigørelse eller antiracisme, men indadtil har de opnået, hvad de ville; en god stilling og god løn.
Dette er ikke løsning på nogen som helst problemer for arbejderklassen. Kvotering af køn og racer hjælper kun enkeltpersoner, som i forvejen sidder i toppen af samfundet, til at få endnu bedre løn. Socialister kan ikke støtte sådanne tiltag, da de giver et falskt billede af kvindekampen og splitter arbejderklassen.
Kvindekamp er klassekamp!
D. 8. marts vil, som så mange år før, blive fejret som kvindernes kampdag og der har i de sidste par år været en del fokus på den separatistiske del i feminismen, som adskiller kvindekampen fra arbej-derklassens kamp. Men det var ikke feminismen der startede traditionen. Kampdagen opstod, da socialistiske kvinder fra 2. Internationale i 1910 ville sympatisere med strejkende kvinder i tekstil-branchen i New York, der var blevet brændt inde af deres arbejdsgiver. Dagen opstod altså oprindeligt som et socialistisk perspektiv for arbejderkvinders kamp. Senere blev dagen brugt til at kæmpe for stemmeret til kvinder – og kampdagen er blevet hængende.
Under kvindefrigørelsen i 1970’erne blev dagen brugt til at proklamere feminisme, hvilket var med til at gøre kvinder fra især middelklassen friere. Den del af feminismen kæmpede for krav, som var vigtige, men som ikke var en del af klassekampen. Arbejderkvinderne kæmpede for ligestilling med mændene på et klasseperspektiv. Feminismen, dengang som i dag, glemmer det større perspektiv; det sker fordi feminisme i sig selv lægger op til en splittelse mellem kønnene. Kvinderne samler sig i små separatistiske grupper og ser mændene som den primære grund til undertrykkelse. Mange tager feminismen og lægger den ud over hele vores samfund. De ser et ligestillingsproblem mellem alle klasseskel og muligvis er der manglende ligestilling i de øverste lag, men det er langt fra der problemerne er størst. Vil man løse problemerne på tværs af klasserne, når man aldrig ud over kapitalismens indsnævrede rammer. Man forsøger forgæves at finde en løsning, som i virkeligheden tilfredsstiller undertrykkerne, kapitalisterne, man reformerer lidt her og lidt der, men det er ikke noget, der gør noget som helst udslag på den generelle ligestilling.
Kampen i dag
Med de offentlige overenskomster lige om hjørnet, er der en speciel kamp for kvinderne i år. Det er nemlig kvindeerhvervene, de sociale fag som sygeplejerske og SOSU-arbejdere, hvis løn ikke har oplevet nogen stigning gennem de sidste mange år, fordi, nå ja, det var jo bare kvinder og de producerer jo ikke noget, så hvorfor give dem en lønstigning? Det er hos disse kvinder, i disse fag, lønnen skal stige og ikke hos deres chefer.
Søger man at udviske uligheden mellem kønnene, er man også nødt til at afskaffe kapitalismen. Det er dennes tankegang der er undertrykkende og det er den der holder arbejderne i de faste kønsroller. Der er nemlig intet grundlag for diskriminering af kvinder i dag, da vi lever i et samfund, hvor produktionsforholdene giver mulighed for total ligestilling. Kampen mod undertrykkelse af kvinder og etniske minoriteter er en del af den samme kamp - en klasses kamp. Arbejderkvinderne må gå sammen med mændene og alle arbejdere må gå sammen og kæmpe for en generel ændring af vores samfund, en ændring til et socialistisk samfund, hvor alle er lige. For vi bør alle stå forenede mod kapitalismen og de virkelige undertrykkere!
