Valget er overstået og det endte, efter en kort valgkamp, med at de borgerlige endnu en gang fik regeringsmagten.

Mange sidder nok, efter aftenens nederlag til arbejderpartierne, med en vis nedtrykt følelse. Så fik vi endnu en borgerlig regering… er verden gået af lave? Hvordan kan vi få endnu en borgerlig regering, når de har sendt os i krig, slagtet velfærden i kommunerne og er godt i gang med at underminere uddannelserne og elever og studerendes forhold? Der har endda, især i det sidste halvandet år, været kæmpe demonstrationer, strejker, skolebesættelser, krigsmodstand, ungdomshuskamp osv. Hvordan kan de så blive genvalgt?

Det kan virke demoraliserende, ja lige til at blive i dårligt humør af. Men der er intet at fortvivle over. At de borgerlige vandt, er forståeligt – desværre. Valg er et stillbillede af situationen og særligt et billede på situationen i toppen af den danske arbejderbevægelse. Så trods en situation med stigende klassekamp og radikalisering, kan de borgerlige vinde, ligesom i Frankrig, på trods af de forudgående massebevægelser mod den borgerlige regering. Grunden til dette fænomen kan finde sted, skyldes udelukkende ledelsen for arbejderpartierne og fagbevægelsen, og deres manglende evne til at fremstille et alternativ til den borgerlige regering. Et alternativ der ikke stopper ved opremsning af ellers udmærkede velfærdsrettigheder, men rent faktisk giver et svar på hvordan de kan gennemføres og hvordan de daglige angreb på arbejderklassen og ungdommens leveforhold og rettigheder kan standses.

Det der er brug for er altså ikke surmulen og demoralisering, men kamp – kamp for en ledelse af arbejderbevægelsen, der kan sikre at de borgerlige smides på porten en gang for alle. Klassekampen er ikke for nedadgående i den kommende periode – tværtimod. Der vil være masser af chancer for at vælte den borgerlige regering, det er op til arbejderbevægelsens ledelse, rent faktisk at lede kampen fremad og gøre noget ved det.

Øget polarisering
Valget viste en klar tendens til polarisering. Det så vi ved sidste valg og det så vi endnu tydeligere ved gårsdagens valg. Vælgerne søger væk fra midten og væk fra de store partier, som påstår at de alle ligger på midten i dansk politik. Det vil sige at Venstre er gået tilbage i forhold til sidste valg og det samme er de Radikale, som er gået hele 8 mandater tilbage og selv om man lægger Ny Alliances 5 mandater oven i, er de Radikale og ex-Radikal tilsammen gået 3 mandater tilbage.

Socialdemokraterne, som vi vender tilbage til neden for, fik et historisk dårligt valg og gik også flere mandater tilbage.

De som er gået frem, er de som har fremstået som dem med de klareste holdninger og klareste politik. Det gælder Dansk Folkeparti (DF), og ikke mindst Socialistisk Folkeparti (SF). SF har næsten fordoblet sit mandatantal og er nu på størrelse med DF.

Det faktum at DF har fået endnu et godt valg, må på ingen måde forstås som om det meste af Danmarks befolkning bakker op om DF’s racistiske linie og at der nu er opbakning til at smide alle mennesker med anden etnisk oprindelse ud af Danmark. Sagen er, at det er tydeligt for enhver, at der er nogle problemer i Danmark og resten af verden, som der må rettes op på. DF foregiver at forsvare velfærden og påstår at varetage de svagestes interesser. Men faktum er imidlertid, at de hele tiden har støttet den regering, som nu i syv år har skåret ned på velfærden og som på ingen måder vil forbedre velfærden. DF står ikke for noget som helst andet end borgerlig politik.

Det er hovedsageligt ledelsen for Socialdemokraternes ansvar, at DF er gået frem – DF kom frem på baggrund af at den socialdemokratiske regering i 90’erne skar ned på velfærden og gik med på en fjendtlig linje overfor indvandrerne. Når den Socialdemokratiske ledelse ikke fremsætter et reelt alternativ til forsvar for velfærden og samtidig ikke forklarer, hvad de problemer som arbejderne føler på deres egen krop skyldes, men i stedet drejer til højre, ser en del til Dansk Folkeparti for at løse problemerne.

Det der mangler er, at Socialdemokraterne går sammen med de andre arbejderpartier og fører en reel arbejderpolitik. Dvs. at finansiere bedre velfærd ved at nationalisere de største danske virksomheder og naturressourcerne. I stedet står de med et udspil, som de ikke giver noget bud på, hvordan skal finansieres.

Der viser DF sig med et bud på, hvor problemet ligger: ”Det er alt sammen indvandrernes skyld”. For nogle mennesker, som er frustrerede over den nuværende situation, kan det virke som et svar: ”tja, hvis DE mener at kunne løse noget, så må de hellere prøve, ingen andre er kommet med et ordentligt bud.”

Der viser sig altså en generel polarisering, som ses i hele samfundet, men som i særdeleshed kommer til udtryk i en valgkamp. Denne polarisering ses på samme måde når store dele af befolkningen tager midler som demonstration og strejke i brug, for at gennemtvinge krav om bedre velfærd, lønninger og arbejdsforhold. Og det er da også i denne sammenhæng, at man skal se Socialdemokraternes rolle.

Socialdemokratiets ledelses politik er utroværdig
Efter at Socialdemokraterne fremlagde deres velfærdsrettigheder, hvis mål var at forbedre velfærden markant på en række områder, steg de rent faktisk i meningsmålingerne. Der var stor opbakning til, at man skulle have sådanne rettigheder og mange så det helt korrekt som et skridt til venstre for Socialdemokraterne.

Efterfølgende undlod ledelsen så at komme med et konkret bud på hvordan velfærdsrettighederne skulle finansieres, hvilket fik mange til at stille spørgsmålstegn ved om Socialdemokraterne overhovedet ville være i stand til at gennemføre deres eget udspil, hvis de fik regeringsmagten.

Mange husker tydeligt i 90’erne, hvor vi rent faktisk havde en socialdemokratisk ledet regering og mange husker også at der også dengang blev skåret ned og privatiseret. Dengang blev nedskæringerne gennemført, efter pres fra de Radikale, som var med i regeringen og som gjorde hvad de kunne for at trække Socialdemokraterne til højre. Det lykkedes på mange områder. Resultatet var at de mistede magten i 2001.

Under valgkampen i denne runde inviterede Henrik Sass Larsen de Konservative inden for i varmen hos Socialdemokraterne og viste dermed at ledelsen i Socialdemokratiet ikke har nogen som helst skrupler ved at skulle rette ind efter et borgerligt parti. Det øger især utroværdigheden, for der er ingen tvivl om at Socialdemokraternes velfærdsrettigheder ikke kan gennemføres med de Konservative, lige som de ikke kan det med hverken Ny Alliance eller De Radikale.

At gå i regering med et borgerligt parti som de Radikale i 90’erne, var slemt nok, men overhovedet at overvej muligheden for at indgå regeringssamarbejde med de Konservative, viser at ledelsen bevæger sig længere og længere væk, både fra menige medlemmer af Socialdemokraterne og fra vælgerne.

Derfor er det ingen overraskelse at Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 100 år. Når ledelsen går ud og foreslår samarbejde med de Konservative, der repræsenterer de største kapitalister i Danmark, og dermed også en ultra-borgerlig politik, giver de samtidig køb på samtlige løfter om velfærdsrettigheder og bekæmpelse af uligheden. En regering som samarbejder med et borgerligt parti, ligegyldig om det er de Konservative eller de Radikale vil aldrig kunne forbedre velfærden. De borgerlige partiers sympati har altid ligget hos den herskende klasse, hos de rige virksomhedsejere og hos de rige direktører. Der vil deres sympati fortsat ligge og den politik, som de derfor må føre, har intet med arbejderpolitik at gøre.

Men størstedelen af medlemmerne i Socialdemokratiet ønsker ikke nedskæringer. De ønsker et parti der kæmper for bedre velfærd, der sikrer de fattige, unge, gamle og syge et ordentligt liv og som kæmper for arbejderklassens interesser. Den eneste vej frem for Socialdemokratiet er at ledelsen af partiet presses til at føre en sådan politik. Partiets ledere må klart og entydigt forklares, at den rette vej ikke er at søge mod midten. At SF fik så flot et valgresultat skyldes at de har stået fast på en klar politik og klare krav. De fremstod for mange som den mest troværdige forsvarer for velfærden, især for mange offentligt ansatte og unge. Socialdemokratiet kunne sagtens have vundet valget, hvis det havde ført en klar politisk linie om at bryde med de borgerlige partier og samarbejde med SF og Enhedslisten og føre arbejderpolitik. Vælgerne ønsker bedre velfærd og ønsker gennemførsel af Socialdemokraternes velfærdsrettigheder, men de har ingen tillid til en ledelse der ikke er konsekvent og som ikke klart afviser samarbejde de borgerlige der, som erfaringerne viser, altid har skåret ned på velfærden og har givet til borgerskabet, som de repræsenterer.

Det må derfor være medlemmernes opgave, som de eneste der er i kontakt med vælgerne og som ved hvad folk snakker om, at vise ledelsen hvad der er vejen frem for Socialdemokraterne, hvis de ønsker at få regeringsmagten.

Ustabil fremtid for de borgerlige
Skal man se på den regering vi så får de næste år, er det klart at den vil videreføre den politik, som har været gennemgående for de sidste to valgperioder. Det vil blive en regering med store nedskæringer – større end dem vi ind til videre har set, men det vil også blive en mere ustabil regering end den vi har haft indtil nu. Allerede nu har de store virksomhedsejere været ude og kræve en strammere økonomisk politik, bl.a. i dagens Børsen. Fogh tog valget i utide fordi han ved at han må skære mere end han indtil nu har gjort, og at det ikke lader sig gøre op til et valg, hvis man har intentioner om at blive genvalgt. Der vil i hele den kommende periode blive lagt endnu større pres på ham og den borgerlige regering, fra kapitalisternes side, om angreb på arbejderklassen.

VKO har ikke absolut flertal og må derfor enten basere sig på Ny Alliance, som har ført valgkamp på at ville modarbejde Dansk Folkeparti eller på et usikkert mandat fra Færøerne, der dermed kan stille krav og få stor indflydelse. Dette alene kan give en vis usikkerhed for regeringen.

Der ud over, står vi stadig overfor forhandlinger af overenskomsten for de offentligt ansatte. Selv om Fogh har gjort hvad han kan, for at have ryggen fri, ved at have overstået valget nu, kan det ikke udelukkes at Regeringen kan komme i alvorlige problemer til foråret, når slaget skal stå.

Ender forhandlingerne i konflikt, er det sandsynligt at regeringen vil lavet et regeringsindgreb. Med den politik regeringen hidtil har ført er det klart at regeringen ikke vil imødekomme de offentligt ansattes krav om ordentlige forhold og lønninger, som er til at leve af. Deres politik er at skære ned, og med en undskyldning om at befolkningen for nylig har give dem regeringsmagten endnu en gang, håber de at kunne hive endnu en sejr hjem.

Men skal man tage de sidste store velfærdsbevægelser i betragtning, står det klart at de vil få kamp til stregen, fra arbejdere og unge i Danmark, som har oplevet de borgerliges politik på egen krop og de vil til sidste blodsdråbe kæmpe for at regeringen ikke får held til at fortsætte deres vanvittige nedskæringspolitik.

En anden vigtig faktor, som højst sandsynligt vil medføre en del ustabilitet, er situationen i kommunerne. Flere kommuner har været tvunget til at trodse regeringens skattestop og hævet kommunalskatten. Regeringen lovede i valgkampen at den ikke vil straffe kommunerne for at have hævet skatten mere end aftalt. Fogh holder højst sandsynligt løftet, da han ikke vil risikere en bevægelse som den vi så sidste efterår med pædagogerne i Århus i front. Men pointen er at denne stigning i kommuneskatten langt fra er nogen løsning; der mangler penge i kommunerne til velfærd, og ansvaret er alene regeringens. At de nu højst sandsynligt får lov at hæve skatten en lille bitte smule, rammer bare hårdere i sidste ende; regeringens politik var de sidste 6 år og vil fortsat være nedskæringer i kommunerne.

Turbulente tider
Uanset hvordan man vender og drejer det, står det klart at vi på ingen måde står overfor en rolig periode. Regeringen vil uden tvivl i den kommende tid, skære endnu mere i velfærden. Den politik den fører vil fremprovokere yderligere protester fra arbejderklassen. Den vil ikke finde sig i at få forværrede forhold, men vil kæmpe med næb og klør for at holde fast i det den har vundet gennem de sidste 100 års klassekamp.

Den kamp vil komme til at stå mellem arbejderbevægelsen og de borgerlige. Derfor bliver frustrationerne så meget desto større, når arbejdere i Danmark oplever at de ikke har kunnet stole på hverken ledelserne af deres traditionelle partier eller ledelserne af deres faglige organisationer. De har brug for en ledelse af deres organisationer, som vil lede deres kamp imod nedskæringer og forringelser. Arbejderklassen vil derfor også i den kommende periode blive kastet ud i voldsomme kampe for at vinde deres organisationer tilbage.

Der er altså ingen grund til demoralisering, men derimod til kamp!
Et borgerligt ordsprog siger; ”folk får den regering de fortjener”. Men den danske arbejderklasse og ungdom fortjener ikke den borgerlige regering. De har vist i overmål at de kæmper for at komme af med regeringen.
De borgerlige og Dansk Folkeparti står kun stærkt fordi ledelsen af vores organisationer ikke har vist en vej frem. De danske arbejdere har fået den regering ledelsen af den danske arbejderbevægelse fortjener. Der er masser at kæmpe for, og også masser af vilje til at kæmpe. Den vilje må rettes mod de borgerlige og den må koordineres og samles. Det er derfor vi har skabt organisationer; elevorganisationer, fagforeninger, arbejderpartier osv.
Kun ved at vinde arbejderbevægelsen tilbage til arbejderklassen kan man kæmpe effektivt imod forringede forhold og nedskæringer på velfærden.

Derfor opfordrer vi alle der er enige i indholdet i denne artikel til at kontakte Socialistisk Standpunkt og høre mere om hvordan vi kæmper for en socialistisk arbejderpolitik i ledelsen for arbejderbevægelsen.