Ovenpå to meget vellykkede møder på Danmarks Sociale Forum, fortsatte møderækken med den venezuelanske fagforeningsaktivist Rubén Linares, helt frem til torsdag den 4. oktober. Vi bringer her en fyldig rapport fra disse aktiviteter, samt fotos.

I alt har Hands Off Venezuela formået at organisere intet mindre en 9 offentlige møder på blot 7 dage, med over 400 deltagere. Samtidig lykkedes det at samle penge ind, igennem fonde og bidrag, således at alle de økonomiske hovedudgifter for disse arrangementer er bleven dækket.

Silkeborg
Mandag d. 1. oktober fortsatte Ruben Linares i det jyske. Første punkt i dagens program bød på et møde med gymnasieelever på Silkeborg Gymnasium. Det korte møde, som lå i elevernes formiddagspause, var et frivilligt arrangement for de som var interesserede i at høre om den venezuelanske revolution. Det var omkring 25 elever.

Rubén fortalte i korte træk om situationen i Venezuela. Han forklarede at det er masserne i Venezuela, som bærer revolutionen og at der blandt arbejdere er stor opbakning til revolutionen, som de betragter som deres egen fortjeneste. På samme måde, betragter man projekterne "barrio adentro" – "ind i slumkvarteret" – projekter der har sikret hundredtusinder af venezuelanere gratis lægehjælp, som en naturlig retfærdig del af den udvikling masserne i Venezuela har båret igennem. Ruben forklarede ligeledes hvordan at præsident Hugo Chavez i øjeblikket er den alt overskyggende leder, men at han er klar over at det er et problem og derfor har igangsat opbygningen af det nye socialistparti PSUV.

Der var desværre kun tid til et enkelt, men meget vigtigt spørgsmål efter oplægget, som gik på studenterbevægelses udvikling og politisering. Et meget vellykket møde, som rørte Rubén Linares dybt, da han normalt primært holder foredrag for lidt ældre generationer.

Ved middagstid tog formand for 3F i Silkeborg, Christian Juhl og faglig medarbejder, med speciale i transport, Find Poulsen imod i fagforenings afdeling i Silkeborg. Ruben, Find og Christian udvekslede erfaringer om fagforeningsarbejdet.

silkeborgym
Fra møde på Silkeborg Gymnasium


De store forskelle landene imellem blev hurtigt konstateret, i det at Ruben kunne fortælle at gennemsnitsarbejdstiden for en lastbilchauffør i Venezuela er 90 timer, for buschauffører endnu mere. Ruben fortalte at der den 12. oktober vil blive afholdt landet første stormøde for chauffører, som fører særligt store lastbiler, kaldet gondoler. På dette møde vil Ruben kunne tage de venezuelanske forhold op og sammenholde dem med de danske fagretslige regler. Find Poulsen havde arrangeret to møder på Silkeborgegnen.

Det første på en chaufførskole, som en underafdeling af teknisk skole, hvor Ruben blev vist rundt og forklaret omkring opbygning af uddannelsen til chauffør. Et lærerigt møde, for begge parter. Specielt blev kørehviletidsbestemmelserne ivrigt diskuteret. Efter dette gik turen til en større transportvirksomhed i nærheden, hvor man fortalte om arbejdernes forhold og fremviste computersystemer og tankvogne og hvor Ruben kunne fortælle om forholdene i Venezuela. Tilbage i 3F\'s lokaler i Silkeborg, var der ikke så meget andet tilbage end at sige tak til 3F for en lærerig eftermiddag. Ruben Linares gav en stående invitation til at 3F-Silkeborg om at komme til Venezuela og møde transportsektoren fagforening og give foredrag for arbejderne der.

koereskolen
Rubén ser undervisningsudstyr til lastvognschauffører


Til møde i Aarhus
Interessen var større end arrangørerne havde regnet med, da Hands off Venezuela kampagnen mandag aften slog dørene op for et offentligt møde med Ruben Linares. Mødelokalet på Århus Hovedbibliotek, som lagde rammerne for mødet, viste sig at være for lille til de mere end 30 interesserede, der mødte frem for at høre Ruben Linares tale om den venezuelanske revolution og kampen for at ændre samfundet ad socialistisk vej. Flere af mødets deltagere måtte stå op bagest i lokalet eller langs vinduerne, da der ikke var stole nok.

Ruben startede med at forklare, at han ikke er økonom eller intellektuel, men en almindelig arbejder, der nu var kommet til Danmark for at diskutere revolutionen. Han forklarede grundtrækkene i den venezuelanske revolution: Hvordan højrefløjen stod stærkt i 1980'erne, om opstanden og overklassens massakre på de fattige under Caracazzoen i 1989, Chavez' valgsejr i 1998, det mislykkede kup i 2002, arbejdsgivernes lockout i 2003, Chavez' valgsejr i 2006 og udviklingen siden hen. Ruben forklarede, at under hele den revolutionære proces er det blevet klart, at folket står mere og mere massivt bag revolutionen og deltager aktivt for at tage deres skæbne i egne hænder. Ruben forklarede også om overklassens og den amerikanske imperialismes sammensværgerlser imod revolutionen.


Ruben forklarede om de sociale fremskridt, der er gjort under revolutionen. Venezuela har nu udryddet analfabetismen som det blot andet land i Latinamerika. Det første land var Cuba. Desuden har millioner af fattige, der aldrig før har haft adgang til lægehjælp, fået adgang til gratis lægehjælp gennem de såkaldte missiones, hvor cubanske læger behandler venezuelanerne.

Ruben lagde også vægt på, at den revolutionære proces ikke er begrænset til Venezuela, men breder sig blandt almindelige mennesker over hele Latinamerika, og han nævnte valgene i Bolivia, Ecuador og Nicaragua som klare eksempler.


aarhus
Stor interesse til mødet i Århus

Der var mange spørgsmål og kommentarer fra publikum. En spurgte om faren for kontrarevolution. En anden ville vide mere om bevægelsen for arbejderkontrol og nationaliseringer af industrien, samt bøndernes kamp for at ekspropriere godsejernes jord. En deltager fremhævede, at den revolutionære proces i Venezuela bekræfter Trotskijs teori om den permanente revolution, og at det afgørende er at bryde bankernes og kapitalisternes magt for at undgå nye kontrarevolutionære kupforsøg og massakrer. En anden deltager ville vide mere om den nye reform af Venezuelas forfatning. Desuden var der en lille gruppe anti-chavister, der hævdede, at der var censur i Venezuela, at regeringen bortfører børn og ødelægger familieværdierne samt at de 60 procent, der støtter Chavez er uuddannede og ikke er i stand til at beslutte noget.

Ruben besvarede spørgsmålene (og var meget tålmodig over for provokatørernes afbrydelser af mødet) ved en grundig gennemgang af forskellige aspekter af forfatningen, eksempler fra arbejdspladserne og fra bøndernes kampe. Han fremhævede, at klassekampen er utrolig skarp i Venezuela. Blandt andet benytter godsejerne sig af lejemordere for at komme bondeaktivister til livs, og arbejdsgiverne i industrien benytter sig af økonomisk sabotage for at knuse revolutionen og vælte præsident Hugo Chavez. Ruben fremhævede også, at der er et stort lag af bureaukrater og et korrupt statsapparat, der står i vejen for revolutionen. for at gennemføre revolutionen er det nødvendigt at overvinde disse barrierer, som er levn fra årtiers misregimente under det venezuelanske oligarki og den amerikanske imperialisme.

Mødet sluttede med, at flere af deltagerne gav udtryk for at gå med og opbygge Hands off Venezuela kampagnen i solidaritet med revolutionen.

Til demonstration og møder i København
Tirsdag, den 2. oktober, deltog Rubén i de store demonstrationer organiseret af dansk fagbevægelse imod regeringens nedskæringer. Disse demonstrationer var utroligt imponerende for ham. Ved senere lejligheder forklarede han, at da han så, at et "folk som kræver stop for bespearelser på børnepasning, er et folk der kender sin fremtid og vil forsvare den!". Synet af 90.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads, især ansatte i den offentlige sektor, gjorde et stort indtryk på Rubén som nævnte det flere gange i sine foredrag de efterfølgende dage.

Efter demonstrationerne, havde Socialistisk UngdomsFront's lokalgruppe på Østerbro arrangeret et åbent møde med Rubén i Solidaritetshuset på Nørrebro. Også her var der god interesse for emnet og en række gode spørgsmål, blandt andet om RCTV-sagen, lovgivningen i Venezuela, etc.

Dagen derpå afholdt Hands Off Venezuela, i samarbejde med VerdensKulturCentret på Nørrebro et offentligt møde, med over 35 deltagere. Et nyt udsnit af folk, havde her muligheden for at høre Rubén's udlægning af den venezuelanske revolutions historie. Efterfølgende var der en række gode spørgsmål, om bl.a. gas-arbejdernes kamp for nationalisering, det nye socialistparti PSUV, borgerskabets manglende accept af Chávez-regeringen, osv.

offentligt1
Verdenskulturcentret på Nørrebro lagde hus til møde den 3. oktober



Især ét spørgsmål var vigtigt her; muligheden for en ny invasion i Venezuela. Rubén svarede, at venezuelanerne var rimelig overbeviste om, at hvis USA havde triumferet i Irak, ville Venezuela nok højest sandsynligt have været det næste invasionsmål. Heldigvis har det heldigmodige irakiske folk organiseret modstand imod besættelsestropperne, og dermed gjort det sværere for USA at igangsætte en sådan offensiv. Rubén mente, at hvis USA i fremtiden valgte at invadere Venezuela, ville de møde den samme eller hårdere modstand, som de har mødt i Irak.


Hos gymnasieelever, metalarbejdere og kommunister
Torsdag var det blevet tid til endnu et gymnasiebesøg. Denne gang var det Det Frie Gymnasium i København, som havde afsat en halv time af deres ugentlige fællessamling til at høre Rubén give en kort introduktion til de revolutionære forandringer som finder sted i Venezuela.

Over 120 elever var til stede, da Rubén introducerede sig selv, som fagforeningsleder og revolutionær. Han startede med at forklare hvor inspirerende tirsdagens demonstrationer havde været, og gik derefter over til Venezuela. Han beskrev de sociale fremskridt inden for sundhed og uddannelse og om folkets kamp for at forsvare disse fremskridt imod imperialismen. Hans tale blev mødt med stort bifald og der var flere spørgsmål om forskellige aspekter af den venezuelanske revolution, bl.a. om Chávez rolle, om afhængighed af olie-ressourcer, m.v.

detfri
Fra mødet på Det Frie Gymnasium


Torsdag eftermiddag var Rubén blevet inviteret til et møde i Metal Ungdom, hvor han havde mulighed for at udveksle erfaringer fra det faglige arbejde med ledere af denne fagforening. Mange af de vigtige spørgsmål, f.eks. om arbejdugen, om sikkerhed, osv. blev flittigt diskuteret.

Torsdag aften sluttede møderækken af med et offentligt møde organiseret af Dagbladet Arbejderen og Kommunistisk Parti, i deres lokaler på Ryesgade på Nørrebro. Dette møde havde fokus på PSUV - det nye fælles socialistparti.

Her forklarede Rubén bl.a., at idéen om at samle de revolutionære grupper i Venezuela har vakt stor entusiasme og at hele 5,5 millioner er gået med i det nye parti. Over 1,3 millioner mødte op til forsamlinger i de såkaldte battaljoner (afdelinger), som der findes 14.000 af i hele landet. Hver battaljon har valgt en repræsentant, som så går sammen med ti andre om at vælge én, hvorefter antallet vil blive reduceret til 1.400 delegerede, som skal deltage i partiets stiftende kongres i oktober.

Mødet sluttede, med spørgsmål fra tilhørerne om bl.a. UNT-fagforeningen, faren for militær invasion, den bolivariske konstitution, etc.


Den venezuelanske revolution lever!
Den store interesse som vi har mødt, overalt hvor vi er kommet hen med denne kampagne, viser, at interessen for de revolutionære begivenheder i Venezuela, er enorm. Mange danskere ser med spænding til Venezuela, som et eksempel på hvordan et folk kan gøre oprør imod imperialismen og begynde at gå i en socialistisk retning.

Det er nu nødvendigt at bruge den succes, som vi har fået med denne møderøkke, til at opbygge Hands Off Venezuela, som den solidaritetskampagne, der konsekvent forsvarer den venezuelanske revolution. I løbet af møderækken, har vores kampagne fået kontakt til mange folk, som vil hjælpe os i dette arbejde og er interesserede i medlemsskab af Hands Off Venezuela.

På samtlige møder og i alle hans taler, forsvarede Rubén et klart revolutionært og anti-kapitalistisk standpunkt. Han modgik ikke kun de store medier og USA's løgne om Chávez-regeringen og situationen i Venezuela, men fremhævede samtidig de venezuelanske arbejderes heltemodige kampe for arbejderkontrol, imod arbejdsgivernes økonomiske sabotage, etc.

De fleste af hans taler afsluttede Rubén, med et citat af Che Guevara, den heltemodige argentinske revolutionære, som døde for 40 år siden, i kampen for et Latinamerika uden imperialismens dominans. Det udtrykker meget godt de udbyttede massers vilje, til en endelig sejr:

"Que lo sepan los nacidos y los que estan por nacer. Que los revolucionarios del mundo nacimos para vencer y no para ser vencidos"

("Lad dem vide det, de der er født og dem der vil blive født. At de revolutionære i verden, fødes for at vinde og ikke for at blive overvundet")

MELD DIG IND I HANDS OFF VENEZUELA, NU!


panel

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.