gældsartikelMens alles blikke er vendt mod den opstartende handelskrig mellem Kina og USA, truer en anden krise i verdensøkonomien med at komme ud af kontrol. Siden april er Argentinas og Tyrkiets valutaer kollapset, og inflationen steget og steget. Andre af de såkaldte ”vækstøkonomier” (emerging economies), så som Indonesien, Indien, Brasilien og Sydafrika, kommer under lignende pres.

I sidste uge [artiklen er udgivet 19. september] var Argentinas centralbank nødt til at hæve renterne til en rekord på 60 procent for at stoppe den glidebane, som landets valuta befinder sig på. Den tabte på to dage tolv procent af sin værdi overfor den amerikanske dollar. Efter at have brugt det meste af landets valutareserver på at forsvare pesoen har præsident Mauricio Macris regering været nødt til at bønfalde IMF (den Internationale Valutafond) om at fremskynde dens redningspakke på 50 milliarder dollars.

Det seneste fald i pesoen kommer efter en kontinuerlig nedgang, der siden april har taget mere end 50 procent af valutaens værdi imod dollaren. Samtidig har inflationen sneget sig op på over 30 procent. Den ustabilitet, som det har resulteret i, presser landet ud i en økonomisk krise, der forårsager yderligere kapitalflugt.

Krise i Tyrkiet

En lignende situation er under udvikling i Tyrkiet, hvor liraen har mistet 40 procent af sin værdi over for dollaren over det sidste år, mens inflationen er vokset med 18 procent. I mandags annoncerede den tyrkiske centralbank en rentestigning på 6,25 procent, hvilket bringer renten op på 24 procent, for at stoppe liraens frie fald. Men efter en kortvarig stabilisering fortsatte valutaen sin nedadgående kurs.

Fra 2002 til 2008 udviklede den tyrkiske økonomi sig hurtigt. Som en uudtømmelig kilde til billig arbejdskraft på grænsen til EU voksede den tyrkiske økonomi hurtigt på baggrund af det økonomiske opsving i Europa op til 2008. Det tyrkiske BNP blev næsten firedoblet (tredoblet, hvis man justerer i forhold til inflation) fra 200 milliarder dollars i 2001 til 764 milliarder dollars i 2008. Men den økonomiske krise i 2008 gjorde en ende på denne periode med organisk vækst, og i det følgende år oplevede den tyrkiske økonomi en sammentrækning, der mindede om mange andre landes økonomier. Siden da har den tyrkiske økonomi i stigende grad været afhængig af penge fra spekulation og billig kredit fra vestlige lande for at kunne holde vækstniveauet oppe.

Alene de tyrkiske banker er gået fra et nettounderskud i udenlandsk gæld på nul i 2008 til 100 milliarder dollars i dag. Mellem seks og ni milliarder af disse lån forfalder hver måned. Samtidig har AKP-regeringen kastet sig ud i en massiv keynesiansk forbrugsfest, hvor den investerer i massive, prestigefyldte infrastrukturprojekter og ejendomsudvikling, for at kunne opretholde sin politiske magt. Byggesektoren, der har to millioner arbejdere ansat, står derfor for 18,7 procent af landets BNP. Ifølge officielle tal var 90 procent af finansieringen af tyrkiske ejendomsvirksomheder baseret på lån i udenlandsk valuta, ved udgangen af 2016. Samlet set ligger den tyrkiske udenlandsgæld på 52 procent af landets BNP.

AKP-regeringen, der desperat forsøger at holde fast på sin vælgerbase, har pustet til ilden ved at finansiere disse enorme infrastrukturprojekter gennem underskudsfinansiering. I sidste valgkamp brugte regeringen dens ”Kredit Garanti Fond” (FGC) til at garantere milliarder af dollars i lån til den private sektor. Samtidig har den herskende klasse fremmet en enorm forøgelse af gæld blandt masserne. Dette har forøget husholdningernes gæld fra omkring 2,5 procent af BNP i 2014 til 17,3 procent i 2017. Erdogans regering troede, at den kunne låne sig ud af krisen og holde økonomien oppe ved at oversvømme markedet med billig kredit. Men som altid skal gælden betales før eller senere – med renter. Konsekvensen er en forringelse af liraens værdi, som har ført til et dybt fald i valutamarkederne såvel som høj inflation internt. Regeringen er modvilligt blevet tvunget til at acceptere enorme rentestigninger for at afværge en ukontrolleret eksplosion i inflationen og liraens kollaps.

Situationen er kun gjort værre af Tyrkiets høje afhængighed af import af vitale varer som energi og stål, som landet importerede for 8 milliarder dollars af årligt ved udgangen af 2017. Det var før liraens værdi blev halveret. Det gør økonomien endnu mere følsom over for valutakursudsving

Derudover har USA pålagt en række tyrkiske varer told som et led i en fremvoksende konflikt mellem de to formodede allierede. Det har bragt alle økonomiens underliggende svagheder frem i lyset.

I denne situation betyder dollarens værdistigning en kommende katastrofe for den tyrkiske økonomi. Adskillige større tyrkiske virksomheder har allerede haft problemer med at betale deres kreditorer. Endnu flere er nu i risiko for ikke at kunne betale af på deres lån, nu hvor liraens værdi er det halve af, hvad den var for et år siden.

Tvillingeunderskud i Argentina

Argentina har, ligesom Tyrkiet, også et såkaldt tvillingeunderskud. Det vil sige, at landet har et alvorligt årligt budgetunderskud, såvel som et underskud på betalingsbalancens løbende poster. Det gør landet afhængig af udenlandsk kredit. Årlige udenlandske direkte investeringer voksede fra 3,2 milliarder dollars i 2016 til 11,9 milliarder i 2017 og udgør nu mere end 16 procent af landets BNP. Samtidig havde staten et årligt budgetunderskud på omkring fem procent. Det blev finansieret til dels med udenlandsk gæld og til dels ved at printe milliarder af pesos, hvilket gradvist forringede valutaen.

Men alt var fint så længe udenlandske penge flød ind i landet. Udenlandske spekulanter havde intet imod at dække det stigende handels- og budgetunderskud, eftersom de havde den højreorienterede Macri-regerings løfte om, at den ville beskytte deres interesser. Det var dog kun indtil, at dollarens værdi begyndte at stige i begyndelsen af i år.

Men Argentina og Tyrkiet er blot de to mest åbenlyse indikatorer på et langt mere omfattende problem. Brasilien, Indonesien og Sydafrika, alle store økonomier, kæmper med samme, dog mindre presserende, kriser. Andre såkaldte ”vækstøkonomier” er ikke langt bagefter. Blot 16 af disse lande har sammenlagt 3400 milliarder dollars udenlandsk gæld. Men deres udenlandske valutareserver er kun på 1300 milliarder dollars. Mange af disse reserver er også dybt afhængige af billig kredit samt en stabil dollarværdi.

I alt er disse ”vækstøkonomiers” gæld i den private sektor (bankerne ikke medregnet) steget markant siden 2008-09, og er nået 129 procent af BNP i dag. Samtidig har lempelige pengepolitikker gradvist forringet værdien af deres respektive valutaer. Over de sidste fem år er valutaen i Argentina, Ukraine, Egypten, Tyrkiet og Brasilien faldet med henholdsvis 80,3 procent, 69 procent, 60,9 procent, 60,5 procent og 42,5 procent i forhold til dollaren.

Den indiske rupee er på vej i samme retning. Den har mistet 13,5 procent af sin værdi i forhold til dollaren i løbet af de sidste 12 måneder, og er på et rekordlavt niveau. Samtidig er renterne på regeringsudstedte obligationer nået op på 8,19 procent. Det skyldes, at investorer er mindre villige til at låne til staten, eftersom de har mindre tiltro til, at disse lån vil blive tilbagebetalt. Den indiske økonomi, verdens sjettestørste, er i en meget skrøbelig situation, og en stigende dollar, der vil have betydning for nødvendige importvarer som olie, kunne have en katastrofal effekt og føre til en ond, nedadgående økonomisk spiral.

Bygget på sand

På papiret ser det ud til, at det går godt i verdensøkonomien. Verdens BNP er sat til at vokse med 3,9 procent i 2018, arbejdsløshedstallene er faldet det sidste år, og Dow Jones-indekset ved New Yorks børs er højere end nogensinde. Alligevel lurer endnu en krise af helt nye proportioner i horisonten her ti år efter Lehman Brothers’ kollaps og den globale finanskrise.

Den herskende klasse fandt en vej ud af krisen i 2008 gennem nedskæringer og ved at presse lønningerne ned, mens den samtidig pumpede billioner af dollars ud i systemet i form af billig kredit. Renterne i USA var på 0,2 procent – det laveste nogensinde. Renterne var så lave, at det ville være en dårlig forretning for kapitalisterne ikke at optage lån. Men i stedet for at løse krisen, banede disse metoder blot vejen for langt større kriser i fremtiden.

Den globale totale gæld er på 217.000 milliarder dollars, eller 327 procent af verdens BNP – det højeste i verdenshistorien. Men meget få af disse penge er blevet investeret i reel produktion. Faktisk er investeringsraterne de laveste siden 1960’erne. I stedet har pengene flydt gennem verdensøkonomien og har skabt inflatoriske bobler i forskellige sektorer, som bolig- og aktiemarkedet.

Den billige kredit reddede kapitalistklassen; men den løste ikke noget fundamentalt. Et alvorligt problem, der er udsprunget heraf, er fremkomsten af ”zombie-virksomheder” overalt i de udviklede økonomier. Det er en betegnelse for virksomheder, der skaber mindre profit, end rentebetalingen på deres gæld. De er kun blevet holdt i live af billig kredit. I USA falder ti procent af alle virksomheder ind under denne kategori.

Hvis renterne stiger til over to procent (de forventes at være steget til tre procent, når vi når 2020), vil amerikanske virksomheder til en værdi af 2300 milliarder dollars være zombie-virksomheder. Bank for International Settlements anslår, at andelen af zombie-virksomheder i seks store eurozone-økonomier, heriblandt Tyskland, Frankrig og Spanien, er steget fra 5,5 procent i 2007 til ti procent i dag. Andre undersøgelser indikerer, at proportionerne er tredoblet i Italien og Spanien det seneste årti.

”Vækstøkonomierne” er ikke meget anderledes end disse virksomheder, da de – fra et kapitalistisk perspektiv – er uholdbare økonomier, der er blevet holdt oven vande af billig kredit. Mens gælden i de udviklede økonomier voksede med 20 procent fra 2007 til 2016, voksede den med 280 procent i ”vækstmarkederne”! En stor del af verdens vækst efter 2008 kom fra ”vækstmarkederne”. I 2016 stod de syv lande, der oftest betegnes som vækstmarkeder, for 1 procent af de 2,4 procent af verdens økonomiske vækst. G7-landene, derimod, stod kun for 0,7 procent.

Hvis den amerikanske centralbank kunne blive ved med at printe penge, ville alt være fint; men det kan den ikke. Før eller senere ville det føre til eksplosiv inflation. Faktisk steg inflationen i USA fra -0,09 procent i januar 2015 til 2,07 procent i januar 2018 og er videre steget til 2,95 procent i juli. Priserne på forbrugsvarer er steget til deres højeste siden 2011, og de forventes fortsat at stige. Indtil videre har prisinflationen i USA været moderat, fordi de amerikanske lønninger blev presset ned, og arbejdsløsheden var stigende – det vil sige, at efterspørgslen var lav. Men i løbet af sidste år har et opsving i økonomien i USA betydet en lille forøgelse i husholdningernes indkomst, og et fald i arbejdsløsheden. Dette bringer nu de modsætninger, der blev skabt efter 2008-krisen, frem i lyset.

For at undgå en løbsk inflation, eller hvad de borgerlige økonomer kalder for ”overophedning” af økonomien, har den herskende klasse forsøgt at stoppe de kvantitative lettelser (trykning af penge) og gradvist at hæve renten. Den amerikanske centralbank har afsluttet sit QE (Quantitative easing)-program, og dens basisrente er nu på 1,75 procent og forventes at stige til 3 procent til næste år. Det økonomiske opsving i USA og de stigende renter presser også prisen op på dollaren, som er særlig stærk, fordi andre G7-landene stadig har holdt deres renter rekordlave.

Korthuset begynder at vælte

Hvad vi ser i vækstøkonomierne, er de første konsekvenser af denne proces. Som den billige kredit udtørrer, og dollarens værdi stiger, kommer alle de bagvedliggende svagheder ved disse økonomier frem i lyset. USA’s præsident, Donald Trump, har været meget kritisk overfor centralbankens beslutning om at hæve renterne; men sandheden er, at centralbankerne ikke har meget plads til at manøvrere på. Hvis alle de ekstra penge, som der er blevet trykt i den seneste periode, ikke bliver hentet ind igen, kunne det lede til en ukontrolleret eksplosion af inflation og krise, der til sidst ville tvinge centralbanken til at hæve renterne, præcis som det skete i Tyrkiet. Faktisk er renterne på amerikanske statsobligationer og andre lån, der ikke kontrolleres af centralbanken, allerede i gang med at stige. I løbet af de sidste 20 måneder er renterne for tiårige amerikanske statsobligationer mere end fordoblet, fra 1,38 procent til 2,94 procent i februar 2018. Det afspejler den stigende inflation og forventningerne om stigende økonomisk ustabilitet i den kommende periode.

Det, vi ser her, er de første tegn på, at korthuset, som var bygget op for at holde verdensøkonomien oppe efter 2008-krisen, er begyndt at vælte. Den herskende klasse troede, at den kunne finde en vej ud af krisen ved at pumpe billioner af dollars ud i systemet; men den har kun formået at skabe endnu større modsætninger. Verdensøkonomien er spækket med brandbart materiale fra den lurende krise i ”vækstøkonomierne” til zombie-virksomhederne i de udviklede kapitalistiske lande.

Vigtigst af alt vil disse lurende kriser have den effekt, at de vil presse klassekampen til nye niveauer. I Tyrkiet er AKP’s komfortable position som regerende parti ikke længere garanteret, da millioner af tyrkere ser deres indkomst blive ædt op af inflation, og tilbagebetalingerne på deres gæld eksploderer. I Argentina har Macri præsenteret en brutal nedskæringspakke, der alene i år vil svare til 1,2 procent af landets BNP og 1,4 til næste år. I USA og Europa – hvor den europæiske centralbank har annonceret rentestigninger næste sommer – vil tilbagebetalingen på lån stige drastisk, og millioner af jobs kunne være truet, når alle disse uprofitable banker og virksomheder bliver ramt af de stigende renter. Denne gang – modsat 2008 – vil kapitalisterne ikke have samme redskaber – f.eks. at printe flere penge og tilbyde lave renter – til at undgå en krise. Disse redskaber er alle brugt op.

Naturligvis vil størstedelen af krisens byrde blive lagt på arbejderklassens skuldre, præcis som det har været indtil nu. Det vil skubbe arbejderne ud i kamp i det ene land efter det andet for at forsvare deres levestandard. Ironisk nok foregår alt dette i en tid, hvor menneskehedens produktive kapacitet aldrig har været større. Men inden for kapitalismens rammer kan produktionsmidlerne ikke blive brugt til en harmonisk udvikling af samfundet. Kapitalismen er et anarkisk system med sine egne love og regler uden for menneskets kontrol. Den eneste vej ud af denne blindgyde er at vælte dette system og erstatte det med en socialistisk planlagt økonomi, der kan udnytte menneskehedens enorme potentiale, der nu forspildes i kapitalismens evige elendighed.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.