atm withdraw cash map ec card card slot 571812Den seneste lavkonjunktur, altså perioden siden krisen i 2008, hvor væksten i BNP har været lavere end det ’naturlige’ niveau, har været hård for de fattigste og de unge, der er blevet fattigere, mens de rige er blevet meget rigere. Nu er økonomien ifølge finansministeriet i en højkonjunktur, men tendensen med stigende ulighed ser ikke ud til at ændre sig.

I klassisk borgerlig økonomisk teori er det velkendt, at man i et samfund står over for et trade-off mellem efficiens og lighed. Hvis man gerne vil have et mere effektivt marked og dermed mere vækst, bliver man nødt til at acceptere en mindre lige fordeling af samfundets goder. Omvendt hvis man ønsker en højere grad af omfordeling, må man ofre noget vækst og samlet velstand.

Denne logik har i høj grad kendetegnet den førte økonomiske politik i Danmark siden krisen i 2008, hvor den danske økonomi har kæmpet med en dyb og lang lavkonjunktur. Dagpengereformer, efterlønsreformer og kontanthjælpsreformer er alle reformer, der tilsigter at nedsætte ydelserne for de svagest stillede i samfundet, i håbet om at de i højere grad vil føle sig tvunget til at udbyde deres arbejdskraft til hvad som helst.

På den anden side har der været bankpakker, topskattelettelser og selskabsskattelettelser, altså reformer der gavner de bedst stillede, i håbet om at kapitalejere i højere grad vil investere deres kapital i Danmark, og at folk med høje lønninger vil arbejde mere. Både reformerne og skattelettelserne er tiltag, der ofrer en del af samfundets lighed, og har fra borgerskabets synspunkt været en nødvendighed for dansk økonomis efficiens og evne til at kunne klare sig gennem lavkonjunkturen.

Uligheden vokser

Man har således ført pisken mod arbejderklassen, og givet guleroden til kapitalejerne, og skrællet en stor luns af det sociale sikkerhedsnet, arbejderklassen havde tilkæmpet sig. Dette viser sig meget klart i diverse ulighedsmål og indkomststatistikker. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at det især er unge, der er blevet hårdt ramt i denne lavkonjunktur.

Arbejderbevægelsens erhvervsråd (AE) har i rapporten ”De unge er blevet fattigere siden krisen” fra april i år set på udviklingen i indkomster fra 2010 og kan rimeligt entydigt konkludere, at de fattigste bliver fattigere, mens de rigestes indkomster sætter højderekorder. De fattigste 10 pct. har siden 2010 i gennemsnit oplevet et realt fald på ca. 2.800 kr. i disponibel indkomst, altså indkomst efter skat, hvilket svarer til et fald på 3 pct. i perioden. I samme periode har de 10 pct. rigeste oplevet en realindkomststigning på ca. 72.300 kr. hvilket svarer til en relativ stigning på 13,4 pct. og er den største relative stigning blandt alle 10 decilgrupper. Tallene er opgjort på husstandsækvivaleret disponibel indkomst, faste 2018-priser

Selv fraregnet studerende, er det særligt unge under 30, der har mærket et fald i deres indkomster. Rapporten viser, at enlige unge har oplevet et fald i deres indkomster i perioden 2010-2016, som de eneste familiegrupper i AEs rapport, hvor det også ses, at par under 30 år har oplevet den svageste indkomststigning i perioden. At unge og de svageste i samfundet har udsigt til dårligere forhold, er et tydeligt bevis på et samfund i tilbagegang.

At de nordiske lande historisk set har opnået høj velstand samtidig med en høj grad af lighed viser, at den borgerlige efficiens-logik ikke er almengyldig. Når dette er sagt var det objektive grundlag for økonomisk vækst et helt andet i efterkrigsopsvinget, hvor de nordiske velfærdsstater blev opbygget, end det har været i den seneste periode. Siden 2008 har der ikke været det samme grundlag for vækst, der har kunne udbygge velfærden for unge og arbejdere på samme måde som i efterkrigsopsvinget. Den førte økonomiske politik i Danmark har tydeligt vist, at på trods af ’efficiens-skabende’ reformer, har man stadig måtte skære i f.eks. uddannelse og sundhed for at kunne opretholde et stramt statsbudget. Den vundne efficiens har kun lige været nok til at holde økonomien kørende uden gældsætning, hvilket er et tegn på et økonomisk system i dyb krise.

Det er desuden klart, at jagten på efficiens kun går så langt, så den ikke påvirker borgerskabet negativt. Det positive ved økonomiske kriser set fra kapitalismens synspunkt er, at deres destruktion er med til at fjerne inefficiente virksomheder, for at skabe grundlaget, for at nye og mere produktive virksomheder kan komme til. Men lige så meget som finanskrisen i 2008 er en fortælling om en dyb økonomisk nedsmeltning, er den en fortælling om, hvordan diverse regeringer og centralbanker ikke vil lade korthuset falde sammen, men i stedet holder hånden over store banker og virksomheder, som under markedets kræfter ville have kollapset. Frygten for de umiddelbare sociale og politiske konsekvenser var for store, bankerne var for store til at fejle, noget der i sig selv ikke er særlig efficient. Der er altså ikke blevet ’ryddet op’ i de inefficiente virksomheder og problemerne er blevet skubbet ud i fremtiden, som den efterfølgende europæiske gældskrise er et fint eksempel på. Det gør også, at det såkaldte opsving, vi angiveligt har i vente, ikke har meget at bygge på, og at gældskrisen langt fra er løst.

Ingen tegn på forbedring

Det danske borgerskab har i den seneste periode klamret sig til den eneste taktik, de kender, når økonomien er i krise; smadring af forholdene for arbejderklassen, og som beskrevet, er det særligt unge, der gennem perioden har måttet spænde bæltet ind. Finansministeriet har med deres seneste økonomiske redegørelse erklæret Danmark i en højkonjunktur, men borgerskabets glæde over økonomiens tilstand er i høj grad overskygget af frygten for en ny økonomisk krise og en ny lang lavkonjunktur, hvor sparekniven endnu en gang skal i gang med at skære.

Vækstprognoserne for denne højkonjunktur er en realvækst på mellem 1,8 og 2,3 pct. om året de næste 3 år, ifølge tal fra vismandsrapporten ”dansk økonomi 2018”, hvilket er tegn på et svagt opsving, set i lyset af den massive krise og lavkonjunktur den globale økonomi har befundet sig i. Denne forsigtigt positive prognose skal dog tages med store forbehold. Usikkerhederne ved sådanne fremskrivninger er store, og det danske borgerskab er klar over at dansk økonomi er fuldstændig prisgivet overfor globale økonomiske begivenheder, som en handelskrig mellem EU og USA, eller større ustabilitet omkring euroen ville være.

Der er derfor ikke de store tegn på, at arbejdere og unge kan puste ud lige foreløbig, hvilket også kan ses i de reformer den borgelige regering har på tegnebrættet. Fortsatte angreb på arbejdsløse og indvandrere, reform af SU-systemet og regeringens skrappe krav til overenskomstforhandlinger viser, at der ikke er plads til bedre forhold for unge og for arbejderklassen.

Det kapitalismen kan tilbyde nu og i fremtiden er en udvikling med dybe kriser, lange lavkonjunkturer og milde opsving, hvor hånden bliver holdt under kapitalen, og arbejderne vil blive pisket til at løbe hurtigere. Dette er en udvikling, hvor det ikke bliver sjovere at være hverken ung eller arbejder, og hvor skellet mellem rig og fattig vil vokse sig til nye absurde højder. Kun en økonomi, der ikke er styret efter profit, men er styret efter hele samfundets, unges og arbejderes velfærd, kan sikre reelle fremskridt nu og i fremtiden.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.