Uanset om man er tilhænger eller modstander af en socialistisk revolution, kommer man ikke uden om, at revolutioner og pludselige omvæltninger er en vigtig del af historien, og fortsat spiller en afgørende rolle i at bestemme skæbnen for millioner af mennesker. Den franske revolution i 1789-93 ændrede verdenshistoriens gang, ligesom den russiske revolution gjorde det i 1917. I dag ser vi revolutionen i Venezuela, som langt fra er afgjort, men ikke er mindre betydningsfuld af den grund.
Borgerlige politikere, redaktører og andre ”kloge” hoveder forsøger med jævne mellemrum at overbevise os om, at revolutioner er en forfærdelig ting. Enten siger de, at det ikke kan lade sig gøre, men hvis det kan lade sig gøre, er det ensbetydende med blodbad og rædsel.
Disse borgerlige mennesker har tilsyneladende glemt, hvordan kapitalismen og det borgerlige demokrati blev født. Det skete netop gennem revolutioner, der skånselsløst omvæltede de gamle samfund, afsatte den feudale adel og henrettede kongelige statsoverhoveder. Den amerikanske revolution, som løsrev USA fra britisk overherredømme og lagde grundstenene til en kapitalistisk udvikling af USA, var en særdeles blodig affære, der kostede mange menneskeliv. Men det får ikke nogen af vores politiske modstandere til at hævde, at den amerikanske revolution var en fejltagelse eller en forbrydelse – hvilket den absolut heller ikke var. Det samme kan siges om de borgerlige revolutioner i England, Frankrig eller Tyskland.
Revolutionær af nødvendighed
For at se hvorfor, at det overhovedet er nødvendigt at tale om revolutioner, kræver det, at vi først lige ser på den videnskabelige socialismes metode. Friedrich Engels indleder sin epokegørende pjece ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” med følgende ord: ”Den moderne socialisme er efter sit indhold først og fremmest et resultat af iagttagelsen, dels af de klassemodsætninger, der i der nuværende samfund hersker mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem kapitalister og lønarbejdere, dels af det anarki, der hersker i produktionen.”
Marx og Engels kritiserede nådesløst de utopiske socialister, som baserede deres ide om socialisme på eviggyldige moralske sandheder. For dem var revolutionen en historisk nødvendighed. Marx viste, at produktionens mere og mere omfangsrige samfundsmæssighed på den ene side og arbejderklassens forarmethed på den anden side kun kunne føre til arbejderklassens overtagelse og demokratiske planlægning af produktionsmidlerne.
Reform og revolution
Marx viste samtidig, at denne overtagelse kun kunne tage form af en gennemgribende social revolution. Hvis ikke man bryder med den borgerlige ejendomsform og sønderslår den borgerlige stat, vil alle ”socialistiske” tiltag, være som dråber i et stort kapitalistisk hav, og forsvinde i takt med at de kapitalistiske udviklingslove sætter sig igennem. Derfor var der behov for en grundlæggende ændring.
De socialdemokratiske partier i Europa var til at begynde med alle revolutionære, men nogle af lederne begyndte på et tidspunkt at tale om, at man ikke behøvede at vælte det kapitalistiske system – hvis blot man gennem strejker og forhandlinger fik tilkæmpet tilstrækkeligt mange reformer til gavn for arbejderklassen, ville man en gang i fremtiden forhandle kapitalisterne væk, fabrikkerne ville blive arbejdernes ejendom og socialismen ville dermed være opnået. Disse tanker dækkede i virkeligheden over ledernes ønsker om at komme til at administrere kapitalismen og – mod rigelig belønning – at hjælpe arbejdsgiverne med at holde arbejderne i ro.
Den endelige spaltning mellem reformistiske og revolutionære skete ved første verdenskrig, hvor de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen løb fra alle tidligere løfter og støttede deres nationale borgerskaber i den imperialistiske krig. De revolutionære socialister stod derimod fast på en internationalistisk linje, og nægtede at støtte en krig, hvor arbejdere på tværs af nationale grænser dræbte hinanden i kapitalisternes evige jagt på større markeder, flere ressourcer og mere magt.
Ikke imod reformer
Men selve ideen om reformisme og gradvis udvikling kan ved første øjekast virke meget mere ”praktisk” og ”nem” end revolution og voldsomme omvæltninger. Revolution er aldeles ikke en nem ting, den kræver stor opofrelse, og store kraftanstrengelser. Revolutionens vej er altid sidste udvej – arbejderne bliver først revolutionære, når de er overbevist om, at ingen reformvej er mulig.
Marxister er ikke revolutionære, fordi vi er imod reformer. Vi støtter altid forbedringer af arbejderklassens vilkår, og marxister deltager i fagforeninger, elevråd, politiske partier og andre organer, og kæmper der for forbedringer. Men vi fremhæver, at de reformer, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, altid vil være midlertidige og vil blive angrebet igen, så længe økonomien fungerer på kapitalistisk grundlag. Hvem kan hævde andet? Siden 1970’erne er den velfærd, der blev opbygget i efterkrigstidens opsvingsperiode blevet angrebet igen og igen. Ikke fordi politikerne er onde (selv om de borgerlige altid vil føre nedskæringspolitik), men fordi kapitalismen siden 1970’erne ikke har været i stand til at udvikle samfundets produktivkræfter. Det eneste rigtige forsvar for reformer er altså en revolutionær afskaffelse af kapitalismen og indførelse af en demokratisk planlagt økonomi under arbejdernes kontrol.
Massernes rolle
For mange som kalder sig revolutionære socialister i dag er ideen om ”revolution” dog noget meget abstrakt. Ideen om revolution forbindes ikke med den konkrete kamp, men er noget man kan snakke om 20-30 år ude i fremtiden.
Trotskij sagde, at det vigtigste træk ved en revolution er massernes direkte indblanding i historiske begivenheder. I normale perioder står staten over samfundet, og historien bliver bestemt af ”specialister” på hvert deres felt – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere og andre. Men på kritiske tidspunkter, hvor den normale samfundsorden ikke længere er tålelig for masserne, bryder de de barrierer, der adskiller dem fra det politiske liv. Folk, der aldrig plejer at læse andet end sportssektionen i avisen, fejer deres normale politiske repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indblanding grundlaget for et nyt politisk system.
Grundlaget for denne indblanding fra massernes side på den politiske scene er en generel opfattelse af, at tingenes tilstand er utålelig, og at det eksisterende systems fortsatte eksistens ikke kan forenes med en tålelig tilværelse for det store flertal. Dette var tilfældet i de store borgerlige revolutioner i Frankrig, USA og Tyskland, det var tilfældet i den russiske revolution i 1917, og det er tilfældet i dag i revolutionen i Venezuela.
Overgangskrav
Men den revolutionære bevidsthed kommer ikke af sig selv. Det er de revolutionære socialisters opgave at vise, hvordan de problemer folk har i deres hverdag hænger sammen med nødvendigheden af en revolution. Når arbejderklassens krav eksempelvis er bedre velfærd til alle, må dette gøres til et overgangskrav ved at vise, at dette kun kan opnås ved at inddrage kapitalisternes profitter, som de har tjent på vores alles arbejde. I første omgang må kravet være højere skat på kapitalisternes profit, men det næste skridt er egentlige nationaliseringer, som ikke bare inddrager den sidste rest af kapitalisternes profit, men også gør op med det kapitalistiske systems tåbeligheder og spild af ressourcer.
Anarkisterne forestiller sig, at man kan springe direkte ind i det perfekte samfund. Men som Marx forklarede, vil det være et overgangssamfund mellem kapitalisme og det han kaldte kommunisme. Dette overgangssamfund kaldes typisk socialisme. En demokratisk planlægning af økonomien i Danmark må begyndes med nationaliseringen af de 200 største virksomheder og herefter brede sig til resten af samfundet.
Spontanitet og ledelse
Det kendetegnende ved alle revolutioner er massernes enorme energi og spontane indtræden på scenen. Netop i revolutionære perioder bliver spørgsmålet om arbejderklassens ledelse af afgørende betydning. Der er masser af eksempler på revolutioner, hvor arbejderne og de fattige er gået i gang med at overtage magten, men hvor ledelsen har holdt igen, tøvet eller øvet direkte forræderi. Tyskland 1919-23, Spanien 1936, Pakistan 1969, Chile 1973 og Iran 1979 er nogle kendte eksempler.
Arbejderklassen kan ikke opfinde en ledelse med de nødvendige evner under revolutionen. En dygtig ledelse må forberedes og trænes i årevis, før den kan gøre sig håb om at klare revolutionens eksamen. Derfor er det afgørende for socialister at deltage aktivt i opbygningen af den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen, for på den måde at forberede sig på de store opgaver, som der ligger i kommende sammenstød og revolutioner i Danmark og på verdensplan.
