Overgangsprogrammet ”er sin vægt værd i guld, og er ekstremt let skrevet”, Hugo Chavez, præsident Venezuela (maj 2007).

Chavez har forstået, at selv om overgangsprogrammet blev skrevet i 1938, er det stadig en af de vigtigste tekster for revolutionære socialister. Overgangsprogrammet er mindst lige så aktuelt i dag, som da det blev skrevet, i Venezuela, i Danmark og hele verden.

Fjerde Internationale
Overgangsprogrammet blev vedtaget på Fjerde Internationales (FI) stiftende møde i 1938. Trotskij stod sammen med Lenin i spidsen for den russiske revolution i 1917, men da revolutionen degenererede, og Stalin og hans bureaukratiske klike kom til magten, startede også en forfølgelse af ”trotskisterne”. Den russiske revolution degenererede, fordi revolutionen ikke spredte sig internationalt, og Rusland i forvejen var et så tilbagestående land. Dette påpegede Trotskij, og han fremførte konsekvent et revolutionært internationalistisk perspektiv, med teorien om den permanente revolution. For dette blev Trotskij og hans støtter smidt ud af kommunistpartierne verden over, forfulgt og myrdet, og de dannede derfor Venstreoppositionen, der anså sig som den revolutionære fløj i kommunistpartierne, også selv om de var ekskluderede. Men da 3. Internationale lod Hitler komme til magten uden at løsne et skud, mente Trotskij, at denne havde udspillet sin rolle som en revolutionær kræft, og Fjerde Internationale blev dannet.

Hvad er overgangsprogrammet
Overgangsprogrammet er først og fremmest en metode, som gør op med de reformistiske partiers skelnen mellem minimums- og maksimumsprogram.

”Det klassiske socialdemokrati, som virkede i en epoke med progressiv kapitalisme inddelte sit program i to dele, der var uafhængige af hinanden: minimumsprogrammet, som begrænsede sig til reformer indenfor det borgerlige samfunds rammer, og maksimumsprogrammet, som lovede, at erstatte kapitalismen med socialisme i en ubestemt fremtid. Mellem minimums- og maksimumsprogrammet fandtes der ikke nogen bro, eftersom ordet socialisme kun bruges i højtidelige festtaler.” (Overgangsprogrammet)

I overgangsprogrammet forklares det, hvordan lederne af arbejderpartierne er den største bremse i arbejderklassens kamp for bedre forhold, fordi de holder fast i det kapitalistiske samfund. Men i kapitalismens forfaldsperiode kan sociale reformer ikke gennemføres systematisk, hvad arbejderne tilkæmper sig af fremskridt, fjernes igen gennem andre midler.

Derfor er der brug for et overgangsprogram. Revolutionære kæmper for den mindste forbedring af sociale forhold og demokratiske rettigheder, men vi forklarer samtidig, at disse krav kun kan gennemføres og fastholdes under et socialistisk samfund. Overgangsprogrammet er således midlet til at skabe en bro mellem ”de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til én endelig slutning; proletariatets erobring af magten.” (Overgangsprogrammet).

Verdenskapitalismens forfald
I overgangsprogrammet oplistes en lang række krav, der udspringer af den konkrete situation i 1938.

Det er klart, at alle disse ikke bare kan overføres direkte på i dag og på alle situationer. Det er de revolutionæres opgave at undersøge de konkrete forhold i deres eget land og i verden, og dermed opstille de daglige krav, og forbinde disse med kampen for socialisme. Situationen er forskellig fra land til land, men det er vigtigt at forstå, at selvom situationen er forskellig i f.eks. Venezuela og Danmark, så udspringer de af den samme situation på verdensplan, nemlig at kapitalismen har udspillet sin rolle som en progressiv kraft. Anden Verdenskrigen skabte grundlaget for et historisk langt økonomisk opsving i perioden derefter. Det var en klassisk periode for reformismen, der i lande som Danmark opbyggede velfærdsstaten. Men i starten af 1970’erne var det slut med opsvinget, og siden har vi på verdensplan set uhørt høje arbejdsløshedstal, og nedskæring på nedskæring i velfærden. Kapitalismen har ikke siden starten af 70’erne været i stand til at skabe bedre forhold for det store flertal af jordens befolkning – tværtimod. Det betød at reformismen blev til kontrareformisme, dvs. reformisme uden reformer, men med nedskæringer.

Den udvikling vi ser i Venezuela i dag er bare et tegn på hvad der vil komme, i resten af verden, og som vi allerede ser tegnene på i resten af Latinamerika.

Så selvom overgangsprogrammet er skrevet for mere end 60 år siden, er dets krav stadig yderst aktuelle.

Overgangsprogrammet og Venezuela
Som sagt i indledningen, henviste Chavez i et tv-program til Overgangsprogrammet, og forklarede hvordan det er en guldgrube til at radikalisere revolutionen i Venezuela.

Chavez henviste til Trotskij om, at de objektive forudsætninger for den proletariske revolution ikke bare er ”modne”, men er ved at rådne, både i de udviklede lande og i lande som Venezuela. Dette er et svar til alle reformisterne, både i den bolivariske bevægelse og på venstrefløjen verden over, der siger, at revolutionen er kommet langt nok, at masserne ikke er parate og at man ikke må tirre imperialisterne ved at gå for langt.

De venezuelanske masser har gang på gang vist, at de er parate til at tage magten, og at forholdene er modne.

Overgangsprogrammet viser hvilke skridt der er nødvendige, og at der ikke findes nogen reformistisk mellemvej mellem kapitalisme og socialisme, der er kun en vej frem for arbejderklassen og de fattige bønder, og det er at fuldføre revolutionen, gennem nationaliseringer af de største virksomheder, finanssektoren og uddeling af jord til bønderne, for at ligge grunden for en demokratisk planøkonomi.

Overgangskrav i dagens Danmark
Udviklingen er ikke lige så fremskreden i Danmark, som i Venezuela, og de umiddelbare krav er derfor nogle andre. Men metoden (og en lang række af de konkrete krav) er stadig lige vigtig i begge lande.

Når kapitalisterne truer arbejderne med at flytte produktionen til udlandet, som de f.eks. har gjort det med slagterierne, må vores krav være, at så må fabrikken nationaliseres.

Når kapitalisterne ikke kan skaffe arbejde til alle, må vores svar være en arbejdsuge på 30 timer med fuld lønkompensation. Når regeringen gang på gang skærer ned i velfærden er vores svar; vælt regeringen, for en arbejderregering på et socialistisk program, dvs. en demokratisk planlagt økonomi. Når fagforeningslederne gang på gang stopper arbejdernes kampe for bedre forhold med henvisning til fredspligten, siger vi; afvis kompromiser med kapitalisterne, vil vores ledere ikke kæmpe, så må der vælges nogle andre.

Hvad vi har set i Danmark de sidste mange år, er lige præcis hvad overgangsprogrammet gør op med; at ledelsen af arbejderbevægelsen har ladet maksimumsprogrammet samle støv i skufferne, mens de kun fremfører et absolut minimumsprogram. I programmerne hos alle arbejderpartier i Danmark, dvs. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten står der, at målet er et socialistisk samfund.

Men lederne af LO indgik i foråret en elendig overenskomst, Socialdemokratiet gik med på regeringens såkaldte velfærdsreform, SF vil i regering og er derfor parate til at slække på de fleste krav, og Enhedslisten går fra enkeltsag til enkeltsag uden at forbinde kampene. Hvornår har nogen sidst hørt nogen af arbejderbevægelsens ledere kæde de daglige krav sammen med kampen for et andet samfund, endsige overhovedet nævne socialisme? Det er brug for et program, der tager fat i hverdagens problemer og kæder disse sammen med kampen for socialisme. Nogen af kravene kan muligvis komme igennem, hvis der kæmpes hårdt for dem, men det er en evig kamp op ad bakke. Den eneste vej til at sikre disse krav er gennem et socialistisk samfund.

Men det er klar at dette ikke kommer af sig selv. Til at fremføre overgangskravene i de brede arbejdermasser er der brug for en revolutionær tendens i arbejderbevægelsen, med rødder tilbage til Fjerde Internationale og overgangsprogrammets ideer.