NorgeI Danmark taler man om Amerikanske 'tilstande', når talen falder på den gradvise demontering af velfærdsstaten og forfald i samfundet generelt, men i Norge betegner man det samme fænomen som ”danske tilstande”. Ved dette forstås vælgerapati, politikerlede, afskaffelse af velfærdsstaten og politiske eliter, som fuldstændigt har mistet forbindelsen til almindelige mennesker, og dette er i høj grad det, der har præget det norske valg.

Resultatet

Den blå blok med partiet Høyre (i dansk kontekst i blanding af Venstre og De Konservative) i spidsen sikrede de borgerlige partier 96 pladser i det norske Stortinget mod den såkaldt røde bloks 72 pladser. Høyres fremtidige regeringspartner blive det norske Fremskrittspartiet, som er en norsk klon af Dansk Folkeparti. Arbeiderpartiet (Socialdemokrater) endte som Stortingets største parti med 55 pladser trods tilbagegang. Valgets helt store taber blev dog Arbeiderpartiets regeringspartner igennem de sidste 8 år Socialistisk Venstreparti (SFs søsterparti i Norge), som med måsen i vandskorpen nåede lige over spærregrænsen med 4,1 pct af stemmerne.

Den Norske Nedtur

Da Arbeiderpartiet og SV dannede regering for første gang tilbage i 2005, blev de valgt på at ville forsvare og udvide den norske velfærdsstat og holde det fremmedfjendske Fremskrittsparti væk fra regeringsmagten. De to partier valgte dog at lægge sig politisk tæt op af højrefløjen, hvilket førte til at man dårligt nok kunne se forskelle på partierne. Selvom Arbeiderpartiet og SV brugte enorme summer på staten mens de sad i regering, så kunne nordmændene ikke se det i deres daglige liv. Pengene blev primært brugt på bureaukrati, som skulle overvåge og ensrette de offentlige ansatte, imens så nordmændene hvordan deres skoler og hospitaler blev mere og mere nedslidte.

De norske arbejdere blev svigtet, hvilket førte til masseflugt fra SV og mange kernevælger fra Arbeiderpartiet valgte at blive hjemme på valgdagen i apati. Det var den laveste valgdeltagelse i mange år.

Nedskæringer på vej

De borgerlige partier har dårligt nok sat sig i ministerierne før medierne er begyndt at tale om de kommende nedskæringer af velfærdsstaten, og alt tyder på at de vil komme.

Det er dybt ironisk, at den norske velfærdsstat skal vansmægte, da den norske stat har masser af penge. Her er der selvfølgelig tale om den famøse norske oliefond, som er fyldt til randen med milliarder af dollars. Norge står i en unik position i et Europa i dyb krise. Staten har masser ressourcer og arbejdsløsheden er på omkring 3 pct. Men det er ikke muligt for noget land at leve i en boble, isoleret fra den økonomiske verdensomspændende krise. Alle økonomier verden over mærker effekten og må følge krisens egen logik, som kræver besparelser og sænkning i levestandarten, således også i Norge. Om en stat har overskud på budgettet eller ej er irrelevant.

De danske 'tilstande' er hermed ankommet til Norge.

Den anden vej rundt må den danske venstrefløj se på Norge som et skrækeksempel på, hvad der kan se for et venstrefløjsparti, når det underkaster sig borgerlig politik. Arbeiderpartiet er gennem en årrække drejet længere og længere til højre og er som en direkte følge deraf kommet til at fremstå overflødigt for dets vælgere. Vælgerne vil hellere stemme på et rent borgerligt parti, hvor de ved, hvad de får end lægge deres stemme på at parti, hvor de tydeligvis ikke har den ringeste ide om, hvad de kan forvente. SF må se med skræk til Norge og lade det være en advarsel, at de med det regeringseventyr de nu befinder sig i, risikerer at bane vejen for, at de borgerlige igen kommer til magten og de selv om parti bliver tilintetgjort.

Set fra den vinkel må vi i lige så høj grad vogte os for ”norske tilstande” i Danmark.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.