Vi bringer her i dag første del af en artikelserie i fem dele, skrevet af de iranske marxister om den iranske revolutions historiske rødder. I denne del koncentreres der om, hvordan den iranske økonomi udviklede sig, førende til en enorm styrkelse af arbejderklassen og hvordan dette ledte til revolutionen i 1979. Artikelsamlingen har allerede været publiceret på persisk (og engelsk).



iran_1

Hvad der i sommeren 2009 i Iran begyndte med massebevægelserne i kølvandet på præsidentvalget, var klart begyndelsen på en revolutionær bølge, der især kendetegner sig ved massernes indtrængen på historiens scene.
Denne proces har fra sin spæde begyndelse rejst spørgsmålet om magten i samfundet.

Med radikaliseringen af bevægelsen har dette spørgsmål fået større og større betydning. Den iranske revolution optager allerede massernes opmærksomhed rundt om i verden.

I de sidste få måneder er bevægelsen gået flere skridt fremad ind i tumulten, end nogen havde troet var muligt. Med dens underkendelse af enhver autoritet og den hastigt voksende bevidsthed omkring sin egen styrke, inspirerer den millioner af arbejdere og fattige verden over.

Det er nu givet, at det islamiske regimes fald er uundgåeligt og vil komme før eller siden. Men dét vil kun udgøre begyndelsen på en periode med skarp klassekamp i Iran, som potentielt kan ende med det kapitalistiske systems fald og dets erstatning af arbejderne og massernes magt.

De herskende klasser er klar over dette og derfor har de også rettet al deres opmærksomhed mod konflikten. De ved at denne strid måske på et vist punkt, kan vende sig mod kapitalismen som helhed.

Så det kan ikke komme som en overraskelse, at bevægelsen tiltrækker opmærksomhed fra alle revolutionære og marxister. Vi sigter efter at tilføre bevægelsen en klar marxistisk forståelse af de opgaver, som ligger forude og de bedste strategier til at sejre. For at kunne gøre det, må vi først studere og analysere bevægelsens rødder.

Hvordan kunne en sådan eksplosion opstå på baggrund valgets udfald? Enhver iraner ved meget vel, at ingen af kandidaterne repræsenterer nogen egentlig forandring. For det meste repræsenterede de blot forskellige nuancer af den samme ultra-reaktionære herskende klike i Iran. Selv hvis vi ser bort fra dette, er stemmefusk ikke en ny ting i Iran.
Rent faktisk tror mange iranere, at Ahmadinejad vandt det sidste præsidentvalg primært på grund af udbredt bedrageri. Sidst men ikke mindst, selv hvis Mousavi officielt havde vundet valget, havde han fra starten gjort det klart, at han var fuldstændig loyal overfor det Islamiske regime.

Kapitalismen i Iran

I sidste ende er årsagen bag den revolutionære udvikling i Iran at finde i den generelle krise i det kapitalistiske system, som ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne og bringe samfundet fremad. Tværtimod er systemet ved at blive den tungeste byrde på samfundet og trækker det længere ned imod barbari.

I det kapitalistiske samfunds tidlige dage spillede borgerskabet en progressiv rolle ved at udvikle produktivkræfterne og bringe samfundet videre. Men Irans indtræden i den kapitalistiske verden kom for sent til dette. Hvert enkelt skridt Iran nærmede sig kapitalismen, skete på baggrund af udenlandsk pres og direkte indblanding fra især russisk og britisk imperialisme. Men på trods af det, forblev kapitalistiske relationer i Iran ekstremt isolerede, begrænsede og for det meste stagnerede. De geografiske aspekter i Iran hjalp ikke på udviklingen.

Iran er verdens 18. største land, dækkende over 1.648.195 kvadratkilometer (næsten ligeså stort som Tyskland, Frankrig, Spanien og Storbritannien lagt sammen!) og består af fem bjergkæder udfoldet omkring én ørken. Ervand Abrahamian forklarer implikationerne af dette i hans berømte bog, Iran – mellem to revolutioner:

”Selv ved århundredets slutning [1800 – M.A.] var den vigtige hovedvej mellem den sydlige havn i Mohammerah (Khorramshahr) og Tehran så langsom, at for at komme fra den sidste til den forrige, var det hurtigere at rejse fra den Persiske Golf til det Sorte Hav med båd, fra Erzerum til det Kaspiske Hav via land, fra Baku til Enzeli (Pahlevi) via båd igen, og endelig fra Enzeli til Tehran via land. Denne mangel på transport skabte periodiske kriser, hvori en region kunne sulte grundet hungersnød, mens en naboregion nød en god høst.”

Det barske terræn og de lange afstande tillod ikke nogen særlig udvikling indenfor handel. Kun efter opdagelsen af store olieforekomster i Iran begyndte industrialiseringen af landet virkelig at accelerere og kapitalistisk produktion blev den dominerende produktionsmåde. Trods at det er over et århundrede siden at dette fandt sted, er der stadig mange rester af det gamle samfund i dele af Iran.

Så Iran blev ikke en del af verdenskapitalismen ud fra en lineær proces af kapitalistisk udvikling. Landet var på smertefuld vis blevet slæbt ind på verdensmarkedet af de imperialistiske lande, særligt Storbritannien og Rusland, der delte Iran op imellem sig. Gennem en række gevaldige nederlag i det attende århundrede blev imperialismens dominans konsolideret i området.

Det var særligt opdagelsen af massive olieressourcer i begyndelsen af det 20. århundrede, der endeligt gjorde Iran til en vigtig del af international kapitalistisk produktion. Så selvom det meste af landets indbyggere levede og arbejdede i præ-kapitalistiske relationer, udviklede landet som helhed sig gennem verdenskapitalens love.

Karakteristisk ved denne udvikling var det faktum, at den industrielle infrastruktur, fabrikkerne, bygget i Iran efter kapitalismens introduktion, ikke blev bygget af og for et fremvoksende borgerskab, men af og for de snævre behov hos russiske og britiske imperialister. Ingen handelsmænd eller værkstedsejer (eller stat) havde en chance over for imperialisternes storproduktion og billige varer.

Semi-koloniseringen af Iran gav landets sociale udvikling en kombineret og ujævn karakter.

På det tidspunkt hvor det iranske småborgerskab, der selv var blevet frembragt af imperialismen, var parate til at gennemføre en borgerlig revolution, var det for sent. De Iranske Konstitutionelle Revolutioner (en borgerlig revolution i 1905-1911) udfordrede landadelen og deres magt over statsapparatet. Dets mål var at opbygge et parlamentarisk demokrati, en ny forfatning, tvinge imperialismen ud af Iran, adskille islamiske institutioner fra staten og gennemføre landreformer. Selvom det godt nok gav et fatalt stød til den gamle produktionsmåde, blev revolutionens største forhåbninger ikke udløst. Kapitalismen på global skala var i en periode med stigende imperialistiske modsætninger. Den kunne ikke give nogen indrømmelser – ikke engang et marionetparlament eller en forloren forfatning. Landet indgik i kapitalismens verden, der var fuldstændig indhyllet i krise. Desuden var middelklasserne, der ledte revolutionen, alt for sammenvævet med imperialismen til seriøst at udfordre den. Ved hvert skridt i revolutionen splittede bevægelsen internt.

I sidste ende brød bevægelsen ikke engang med de gamle produktionsformer i landområderne. Selvom de feudale klasser var blevet svækket, beholdt de magten, indtil de selv ville ændre deres base og blive industrialister 50 år senere.

Med arbejderklassen alt for ung og svag til at spille en rolle, havde revolutionen alt for mange vanskeligheder til at kunne holde fast på dens tilkæmpede sejre. Efter en borgerkrig og periode med enorm ustabilitet, rejste det grusomme Reza Shah-diktatur sig i de sene 1920’ere.

Et århundrede med revolution og kontrarevolution

Siden den Konstitutionelle Revolution, har stabilitet været et sjældent fænomen det iranske samfund. De sidste 100 år har set et nærmest konstant skift mellem perioder med totalitære diktaturer og revolutionære eller før-revolutionære bevægelser. Perioder med ”fordragelighed” og ”fredelig” sameksistens har hovedsageligt været et resultat af hård repression.
Iransk kapitalisme, fuldstændig afhængig af og underdanig overfor imperialismen, havde ikke råd til at give masserne nogen som helst indrømmelser. Dette betød, at enhver kamp fra hvilken som helst del af masserne, hurtigt ville blive forvandlet til et oprør mod regimet selv, hvis den blev fasthold – og at reaktionen ville derfor være akkurat så eksplosiv.

Disse omstændigheder holdt det iranske samfund i næsten konstant dødvande afbrudt af de mest massive eksplosioner. Store bevægelser opstod i de sene 1920’ere, de sene 1940’ere til midten af 1950’erne, midt-60’ere, sene 1970’ere og den nuværende bevægelse, der daterer sig tilbage til 1999. Alle disse, undtagen den første, kan karakteriseres som revolutionære eller før-revolutionære. Den nuværende situation stemmer fuldt overens med de tidligere og afspejler basalt set de samme underliggende årsager. De overordnede kendetegn, der adskilte hver bevægelse fra den forrige, var den voksende arbejderklasse, der satte sit aftryk som mere og mere den ledende sociale kraft.

1979-revolutionens rødder

Revolutionen af 1979 opstod på et tidspunkt, hvor Iran havde gennemgået en periode med massiv industrialisering. I tresserne havde shah’en fuldført den ”hvide revolution”, som skulle være en landreform i de millioner af landløse bønders interesse. Dette var et forsøg på at introducere reformer fra oven til at forhindre revolutionære eksplosioner fra neden. Men i praksis konsoliderede og styrkede det den royale families position og dens nærmeste allierede. Med USA\'s hjælp var reformerne også med til at udskifte denne klikes base hen mod industrien.

Under denne proces, og gennem andre love vedtaget i denne periode, blev lagene under denne lille gruppe kraftigt angrebet; særligt de gejstlige – der altid havde været en loyal støtte til shah’en – og de såkaldte ’bazaaris’ blev også hårdt ramt. Udover enorme mængder af land tilhørende moskeerne der blev konfiskeret, opsatte shah’en også sine egne religiøse institutioner for at udmanøvrere præstestandens ledelse. Bazaarierne blev ramt af massiv prisdumping, ujævne beskatninger og af opsætningen af statslige supermarkeder, der købte produkterne direkte fra producenterne, hvilket overflødiggjorde den naturlige mellemmand – bazaarien.

Udover at angribe de øverste lag af småborgerskabet, skar reformerne markant millioner af menneskers bånd til landområderne og pressede dem ind til byerne. Fra 1950’erne til de sene 1970’ere voksede bybefolkningen fra 20 procent til 50 procent af den totale befolkning.

På samme tid forsøgte den herskende klike at udskifte deres økonomiske magtbase fra landbrug til industriel masseproduktion. Høje oliepriser, protektionisme og militær støtte fra USA, kombineret med efterkrigstidens økonomiske opsving, skabte betingelser, hvor de følte de kunne opbygge og konsolidere en stærk position for Iran på verdensmarkedet. Olieindtægterne alene steg fra 34 millioner dollars i 1954-55 til 437 mio. i 1962-63, 5 milliarder i 1973-74 og til 20 mia. i 1975-76.



iran_3

Denne indtægt var rygmarven bag den tunge industrialisering som landet gennemgik i perioden. Svimlende summer blev kanaliseret ind i økonomien gennem billige lån og direkte investeringer, men dette betød på ingen måde, at hele det iranske folk drog fordel af det. Det illustreres af det enkle faktum, at en gruppe på kun 1000 individer ejede, ikke blot de store industrifarme, men også 85 procent af alle større private firmaer.

Selvom shah’en godt nok spenderede nogen penge på hule velfærdsplaner, var uligheden stadig stigende. De kæmpe paladser og den udsøgte livsstil hos de iranske oligarker var i stærk kontrast til livet i slumkvartererne eller selv middelklassenabolagene i Teheran. I 1973 tegnede det totale husholdningsforbrug hos de fattigste 50 procent af befolkningen sig for 16,8 procent af de totale udgifter. Omkring ti år tidligere, i 1960, lå andelen på 19,7. I den samme periode gik de rigeste 20 procent fra at tegne sig for 51,7 til 55,4 procent af storbyernes totale husholdningsudgifter. Dette skete på en tid, hvor BNP steg op til 15-20 procent pr. år.
Det fortæller dog ikke den fulde historie. Statistikkerne viser kun, hvor meget folk spenderer. Man bør huske, at de store kapitalister sjældent forbruger alle deres penge, mens almindelige arbejdere og fattige for det meste ikke har noget valg!

I anden halvdel af 1970’erne blev disse faktorer forstørret af recession og inflationsspiraler. Byrderne fra den økonomiske krise bliver under kapitalismen altid læsset på skuldrene af de arbejdende klasser og de fattige masser. Iran i 1970’erne var på ingen måde en undtagelse. Mens de kun have fået meget lidt ud af opsvinget, blev de arbejdende og fattige nu presset ned i fattigdom med accelererende kraft.

Fra 1971-76 steg huslejerne i bebyggelsesområderne af Teheran med 300 procent. En middelklassefamilie kunne bruge op til 50 procent af deres årlige indkomst på husleje alene. Alle sociale programmer blev stoppet eller beskåret væsentligt; arbejdsløsheden eksploderede. Massernes levestandard blev hastigt forværret.

I et forsøg på at forsvare sin position under disse kriseomstændigheder, begyndte shah’en at angribe middelklasserne endnu hårdere. Barske love mod ”korruption” og ”profitmageri” blev udarbejdet. I realiteten var lovene rettet mod bazaerierne og selv nogen af shah’ens egne allierede. På samme tidspunkt var de stigende sociale spændinger ved at blive indlysende for mange dele af den herskende klike. Det skabte splittelser i toppen over hvordan, der skulle handles imod dette. Den amerikanske præsidentkandidat på det tidspunkt, Jimmy Carter, udtalte, at Amerika burde gøre mere for at beskytte civile og politiske friheder i Iran – en udtalelse, der må ses i en kontekst af tre årtier med ubøjelig og helhjertet amerikansk støtte til regimet.

Disse splittelser indenfor den herskende klike skabte en mulighed for, at masserne kunne trænge igennem revnerne som en kile. Demonstrationer og strejker steg dramatisk. Særligt forfattere, poeter, intellektuelle, studenter og middelklassebazaariere var i frontlinjen til at starte med.

Særligt bazaarfolkene, hvoraf nogle blev hårdt ramt af bøderne for ”profitmageri”, var hurtigt i stand til at skabe et vist momentum. Da de alle sammen var placeret i centrale områder i alle byer, med et netværk gennem landet, var de temmelig farlige for regimet, som gik hårdt imod demonstrationerne. Bazaarierne brugte moskéerne og mullaherne, med hvem mange havde gode bånd, til at samle og mobilisere deres kræfter. Moskéen var et af de få steder, man kunne samle sig under shah’ens periode. Selvom de strittede meget imod til at starte med, blev mullaherne hurtigt presset til at spille en organiserende rolle på nationalt plan. Hvor bazaarierne havde netværk i hver by, havde moskéen et i hele landet.

Fra starten af 1978 blev strejker og demonstrationer dagligdagshændelser. Demokratiske krav, som frigivelse af politiske fanger og ytringsfrihed, der var blevet rejst i lang tid, blev nu bragt i forgrunden og bevægelsen fortsatte med at vinde momentum.

I erkendelse af at de ikke kunne stoppe bevægelsen, besluttede regimet at løsne sit greb og lukke lidt damp ud af den stigende utilfredshed. En ny premierminister, Jafar Sharif-Emami, blev indsat sent i august. Aktivitet hos politiske partier blev tilladt – selvfølgelig var venstrefløjen udelukket. Hæren blev trukket væk fra gaderne og mange politiske fanger blev sluppet fri. Men som altid, når en revolutionær bølge rejser sig, kan hverken reform eller repression stoppe den.

Det løsnede greb fra regimets side, virkede derfor blot som olie på vandet i den bevægelse, der var opbyggede sig overfladen. Dannelsen af fagforeninger startede omgående og strejkeaktiviteten accelererede. Til at starte med påvirkede kravene fra strejkebevægelsen kun isolerede virksomheder og var begrænset til økonomiske krav som højere lønninger, men dette skulle snart ændre sig.

I begyndelsen af september begyndte en strejkebevægelse, som skulle lede til en afgørende generalstrejke. Efter at nogle demonstranter blev skudt ned, kom maskinarbejdere fra Tabriz og raffinaderiarbejderne i Tehran med på strejkebølgen. Dette var gnisten, der tændte flammen. Ved Istahan stålværket kom 30.000 mænd ud på strejke; og over hele landet gik tusindvis af industriarbejdere i aktion.

Af særlig betydning var oliearbejderne, Deres strejke, som bredte sig til næsten alle installationer, var den mest anerkendte og afgørende. Den kostede regimet mere end 50 mio. $ om dagen.

Generalstrejken knækkede regimet, afskar alle forsyninger af penge og varer. Dette var den afgørende faktor, der bragte regimet i knæ. Strejken forkrøblede ikke kun regimet økonomisk; det rejste også spørgsmålet om magten i samfundet på den mest konkrete facon.
Hvem havde retten til at regere? Det var nu et åbent spørgsmål, der ville blive besvaret gennem yderlige kampe. På samme tid åbnede strejken op for, at masseprotesterne kunne vokse endnu stærkere.

Regimet besluttede, som sidste desperat forsøg, at overgive magten til en militær regering i november 1978. Men militærregeringen formåede kun at holde opstanden nede i få dage, hvorefter strejkeaktion begyndte på ny. Ved slutningen af november var sejren tydelig. Fra da af var alt hvad regeringen gjorde rettet mod at opnå tid til at få fragtet så mange værdier ud af landet som muligt.

De økonomiske effekter af strejken, kombineret med magtdemonstration fra arbejderklassen og millioner på gaden hver eneste dag, skabte betingelser hvor nogle af soldaterne i hæren begyndte at gå over på revolutionens side. Dette var det endelige stød, der fik de sidste forsvarere af regimet til at kapitulere eller flygte i januar 1979. Toppen af hæren, rådgivet af USA\'s administration, lovede ikke at blande sig i politik. Til gengæld undgik de både disintegration og opløsning.

Gravstenen var blevet lagt for shah’ens diktaturstat, og den var underskrevet af arbejderklassen og de fattige masser i Iran. Shah’en forlod Iran i midten af februar 1979.

Det magt tomrum, der blev efterladt ved hans fald, kunne være blevet fyldt ud af arbejderklassen, men den forfejlede politik hos arbejderklassens hovedorganisationer tillod revolutionen at blive nedkæmpet.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.