Lørdag den tredje september gjorde de israelske masser det utvetydigt klart, at de ikke ville lade sig blive afsporet og splittet af den herskende klasses gamle kneb med ”del og hersk”, ej heller var de villige til at lade deres bevægelse løbe tør for damp i sommervarmen, hvilket blev vist ved, at en halv million gik på gaden for at forlange social retfærdighed og revolution.
Alene i Tel Aviv gik 300.000 på gaden. I Jerusalem deltog 50.000, hvilket er det dobbelte af, hvad vi har set i de tidligere demonstrationer denne sommer.
Demonstranterne i denne oldgamle by råbte ”Svaret på privatiseringer – Revolution”. Der var også 40.000, der demonstrerede i Haifa, i en skov af røde flag. Utallige andre byer havde deres egne demonstrationer, som konsekvent brød tidligere rekorder og overgik de lokale organisatorers forventninger.
På alle fronter har denne enorme begivenhed smadret igennem israelsk politiks tykke skorpe og tvunget den herskende klasse til bævende at rette deres opmærksomhed mod de israelske massers virkelige problemer, om de er arabere eller jøder. Korrespondenterne i landet er målløse over, at så mange mennesker kunne kaldes til demonstration, der ikke er direkte relateret til spørgsmålet om ”sikkerhed”. I virkeligheden har det israelske samfund været under forandring under overfladen i de sidste årtier, og den ekstreme økonomiske usikkerhed og ulighed (den højeste i den udviklede verden efter USA), som dette har produceret, har nu fundet sit udtryk, hvis implikationer kan forandre den nuværende epoke.
Denne ny bevægelse er en del af det globale modsvar, der udvikler sig som svar på mere end 30 års rene kapitalistiske kontrareformer, der har ledt til faldende levestandarder for arbejderklassen over hele verden, fra Israel til New Zealand. I årtier har denne proces været delvist skjult af stigende arbejdstid og særligt stigende personlig gældsættelse, hvilket har bevaret illusionen om ”middelklasse livsstil” for arbejderklassen. Kapitalismens historiske krise, hvis ende ikke er i sigte, betyder afslutningen af denne fiktion og det er af denne årsag, at kommentatorer forvirres af, at den israelske bevægelse ser ud til at have en ”middelklasse” natur.
Kapitalismen kan ikke bevare en middelklasse levestandard for arbejderklassen, som John Gray pointerede i BBC (The Revolution of Capitalism).
Det er derfor, at bevægelsen i Israel ikke blev afsporet af det seneste udbrud af vold i det sydlige Israel. Millioner af israelere (bevægelsen har 90 procents opbakning i meningsmålingerne) har ikke længere råd til at betale husleje eller regninger og bliver derfor tvunget i bevægelsen for at forsvare deres leveforhold.
The Guardian interviewede en sådanne typisk “middelklasse” israeler, der var så middelklasse, at hun var nødt til at blive subsidieret af hende forældre: ”Under et hjemmelavet banner, der sagde ’Walk like an Egyptian’, sagde journalisten Ruti Hertz på 34, at indtil denne sommer havde folk været skamfulde i stilhed over deres manglende evne til at få privatøkonomien til at hænge sammen. ’Hver enkelt var alene i sin situation, og troede at det var ens eget problem.’ Det har ændret sig med disse protester.”
Hun fortalte, at hende og hendes mand Roi, levede på samme indkomst, som da de mødte hinanden for 10 år siden. ”Vi be’r ikke om meget, bare om at være i stand til at komme igennem måneden uden at tage fra vores forældre.”
Ifølge en rapport fra Taub Center for Social Studies in Israel, er boliger i Israel dyrere målt i arbejde, end 174 ud af 175 større amerikanske byer. Det kræver 7,7 års arbejde for at købe en lejlighed i Israel, sammenlignet med 6,8 år i Australien, 5,7 år i New Zealand, 5,1 år i Storbritannien, 3,7 år i Irland, 3,7 i Canada og 3 år i USA. Prisen på mælk, ost og æg i Israel var 6 procent højere end OECD-gennemsnittet i 2005 og 44 procent højere tre år senere (2008). På bilmarkedet er tallene endnu mere dramatiske: bilpriserne var 46 procent højere end OECD-gennemsnittet i 2005 og 70 procent højere i 2008.
Central Bureau of Statistics’ undersøgelse af husholdningernes forbrug i 2010 viser, at udgifter til bolig og mad optog halvdelen af husholdningens forbrug, for den dårligst stillede femtedel af husholdningerne, 43 procent af husholdningens forbrug for den midterste femtedel og en tredjedel af forbruget for den mest velstillede del af husholdningerne. (kilde: Globes.co.il)
Hvorhen for bevægelsen?
Massebevægelser bliver nødt til at fortsætte med at bevæge sig fremad, og vinde sejre. Der er ingen tvivl om, at bevægelsens største sejr indtil nu har været at øge bevidstheden hos millioner af israelske arbejdere og unge. De har nu set deres egen magt, og mange kan ikke undgå at drage konklusioner, der fuldstændig skærer på tværs af det racistiske perspektiv, som den herskende klasse fremnærer.
Nogen har beklaget sig over, at bevægelsen ikke med det samme satte sig opgaven også at ende den zionistiske besættelsespolitik. Men bevægelsen, der involverer millioner af mennesker, retter sig ikke efter nogen aktivistgruppes idealer, men til massernes dybeste og mest presserende materielle behov og modsætninger. Vi må forstå at grundlaget for den zionistiske politik med besættelsen af Palæstina er samtykke fra de israelske masser, og de betror den zionistiske stat og det imperialistiske kapitalistiske system, det repræsenterer, “forsvaret” af den israelske arbejderklasses leveforhold. Derfor er denne massemobilisering af millioner imod denne regering, der præcis angriber leveforholdene, det første skridt til at befri både den jødiske og arabiske arbejderklasse.
Hvad angår sammenhængen mellem de stigende boligomkostninger og privatiseringen af velfærdsydelserne med de voldelige og ødsle udgifter til militæret og bosættelser, begynder bevægelsen at drage de rette konklusioner. Lørdag var der bannere i Tel Aviv, der proklamerede “social retfærdighed = forlad bosættelserne”. Bosættelserne alene koster en milliard dollars om året.
Den israelske politiske klummeskribent Nahum Barnea blev citeret af Reuters for at sige: “de [de israelske arbejdere] kan se strømmen af penge ind i parasitiske sektorer, de forvrængede prioriteringer, hvor det foretrækkes at bygge bosættelser i stedet for at fikse det, der er galt i samfundet, og den hurtige berigelse af dem, der er tæt på magten.”
En af demonstranterne Shahin Nasser sagde til Haaratz, “I dag ændrer vi spillets regler. Ikke mere sameksistens baseret på hummus og fava bønner. Det, der sker her, er virkelig sameksistens, hvor arabere og jøder demonstrerer sammen, skulder ved skulder, og kræver social retfærdighed og fred. Vi har fået nok.” Marwan Barghouti, en fængslet leder for Tanzin-Fatah, har opfordret til en millionstor fredelig masseprotest blandt palæstinenserne 20. september når FN diskuterer to-stats “løsningen”.
Selvom vi ikke støtter en to-stats løsning, eftersom der aldrig kan bliv en uafhængig palæstinensisk stat under kapitalismen, ville en så massiv fredelig demonstration true med at gå ud over disse snævre og umedgørlige rammer ved at smelte sammen med massebevægelsen i Israel. Betingelserne for en forenet kamp mellem jøder og arabere imod zionismen og kapitalismens hængedynd dannes af denne bevægelse. Denne nye bevidsthed for de israelske masser er virkelig en stor sejr.
Netanyahus regering har forsøgt at forvirre og afspore bevægelsen ved at nedsætte komiteer, der skal “undersøge” sagen, hvilket vil tage en måned. Alt imens hundredetusinder fortsætter med at kræve, at deres problemer bliver løst. Netanyahu har allerede udtalt, at de fleste af disse krav ikke vil blive mødt, så ingen forventer noget seriøst fra denne komite.
Men tag ikke fejl af at Netanyahus regering vakler, og med 90 procents støtte til bevægelsen og rekordstore demonstrationer, kan den væltes. Men hvad ville den blive erstattet med?
Protestbevægelsens moderate leder, formanden for den nationale studenterorganisation, Iztik Shmuli, har åbent talt for kun at pille lidt ved systemet (han er pro-business) for at opnå “balance mellem Israels destruktive økonomi og en human økonomi.” Men han er naturligvis vag, når det kommer til detaljerne om, hvordan det skal opnås, hvilket resulterer i en farlig mangel på ledelse, eftersom han ikke har noget klart program til at tage bevægelsen fremad.
På den anden side har Daphni Leef, der anerkendes som en der har kickstartet bevægelsen, åbent forbundet problemerne med kapitalismen og kræver en forandring af hele det sociale system. Hun får en god respons fra masserne, når hun kommer med disse pointer, hvilket afspejler deres brændende ønsker og forståelse af behovet for et andet slags samfund.
Ikke desto mindre er det nødvendigt at forstå, hvordan vi når dertil. Kan boligpriserne bringes ned og velfærden udbygges ved at skære i udgifterne til militæret og bosættelserne? I bedste fald kan det kun opnå en lille og midlertidig pusterum til de store problemer, som den globale kapitalisme, der omringer lille Israel, befinder sig i.
Ydermere, hvad vil politisk set være nødvendigt for at vinde denne kamp imod regeringen? Hvorfor stiger boligpriserne, hvorfor insisterer Netanyahu, ligesom alle de andre ledere verden over, på privatiseringen og sparebudgetter? Hvorfor har Netanyahu bare denne sidste uge bevæbnet hans støttebase, dem der bor i bosættelserne?
Svaret på de spørgsmål ligger i forståelsen af det kapitalistiske systems krise og den politiske krise dette afføder. Netanyahu kan ikke bare pumpe penge ud i socialt boligbygger og velfærd, fordi han er repræsentant for borgerskabet, der i disse tider kun kan skabe profit gennem parasitiske spekulationer i ejendom og privatiserede aktiver. Han kan ikke trække pengestøtten til bosættelserne, fordi han er afhængig af dette snævre lag som politisk støtte, hvilket også er årsagen til, at han har bevæbnet dem.
Daphni Leef og andre ledere af denne fantastiske bevægelse må vise en klar ledelse og tage bevægelsen fremad. Der er en grænse for, hvad endeløse demonstrationer og telt-lejre kan opnå overfor et uforsonligt borgerligt regime. Det er nødvendigt at bruge den stemning, der har vækket hundredetusinder til politisk live ved at indkalde til en generelstrejke, hvilket ville forandre situationen i den israelske arbejderklasse. Det er intet at være bange for med den massive støtte, bevægelsen har. Palæstinenserne og de arabiske israelere burde mobilisere for at deltage, eftersom det også er i deres interesse. Det ville være et dødbringende stød til regimet.
Sådan beslutsomhed og militans eksisterer og vil være nødvendig, når alt kommer til alt er der ikke nogen løsning på jøderne og arabernes problemer under kapitalismen, der ikke har bragt andet end 64 års krig.
