Det er torsdag eftermiddag og en stille regn har lagt sig over universitetscentret i Trekroner. Andreas Bülows foredragsturne er nået til RUC. I dagene op til, har unge fra RUC der er med i solidaritetskampagnen Hands Off Venezuela ophængt plakater og uddelt løbesedler der opreklamerer mødet. Det er første gang, at Hands Off Venezuela afholder møde på RUC, og der er derfor en lille snert af nervøsitet at spore i luften. Dukker der nogen op eller er kræfterne spildt?

Heldigvis ikke. Klokken nærmer sig 16.00, og små 20 personer har indfundet sig i lokalet. Et par udvekslingsstudenter forhører sig om der er oversættelse på foredraget, så det bliver hurtigt besluttet at holde foredraget på engelsk.

Andreas lægger ud med at forklare den historiske baggrund for den venezuelanske revolution, med udgangspunkt i det såkaldte ”El Caracazo” oprør i 1989. Det var en spontan opstand som følge af lang tids ophobede frustrationer i masserne i Venezuela. Opstanden skete som reaktion på Præsident Carlos Andrés Pérez underskrivelse af en lang række aftaler med IMF og følgende privatiseringer og angreb på de brede massers levestandard, blandt andet 100 procent stigning i benzinpriserne.

Præsident Pérez erklærer landet i undtagelsestilstand og sender hæren ind for at nedkæmpe oprøret. Iblandt de officerer der skal undertrykke opstanden er en hemmelig gruppe der kalder sig MBR-200, med blandt andre Hugo Chavez. Andreas forklarer, hvordan disse oplevelser er med til at bekræfte MBR-200 i at der ikke er nogen fredelig, parlamentarisk vej at få indført en regering, der tilgodeser masserne.

MBR-200
Det fører til et mislykket kupforsøg fra Chavez og MBR-200 i 1992. Denne gruppe af officerer vinder stor sympati i befolkningens nederste lag, og i hele sin fængselsperiode får Chávez besøg af hundredvis af tilhængere.

Andreas forklarer om det videre forløb med Chávez\' sejr i præsidentvalget i 1998, de mindre reformer, der bliver gennemført og hvordan der er umuligt for oligarkiet og imperialisterne at acceptere selv de mindste indrømmelser. Det leder til statskuppet i april 2002, hvor masserne for første gang træder ind på scenen og smider kupmagerne på porten på 48 timer. Den næste gang er allerede i december samme år, hvor oligarkiet praktisk talt lammer økonomien ved at lukke fabrikker og ikke mindst olieraffinaderierne. Her svarer arbejderklassen første gang igen som klasse, hvor de i en række fabrikker og særligt i det statslige olieselskab PDVSA besætter fabrikken og genoptager produktionen under arbejderkontrol. Andreas påpeger, hvordan det gang på gang er de venezuelanske masser, der har kastet sig ind i kampen og har reddet revolutionen ved alle store vendepunkter.

Det kommende valg
Det bringer ham til valget senere i denne måned der kan have store effekter. Enorme modsætninger er ved at bygge sig op i den bolivariske bevægelse. Masserne er ved at blive utålmodige med den megen snak om socialisme, men uden de store fremskridt. Og oveni dette, forklarer han, har den internationale krise også sat sit præg på den venezuelanske økonomi og presser de mange gode reformer der er blevet indført, som gratis lægehjælp osv. Der er en meget reel risiko for, at oppositionen kan blive kraftigt styrket (30-40 procent af parlamentspladserne) og bruge dette som en platform for sabotage af lovgivningsprocessen og samtidig fungere som et referencepunkt for højrefløjen, som de i høj grad har manglet siden oppositionen boykottede valget i 2005. Det kan have store konsekvenser som er svære forudsige på nuværende stadie.

Andreas gør meget ud af at understrege, hvordan der er en kamp mellem bunden af bevægelsen, der kræver et endeligt opgør med oligarkiet og det korrupte statsapparat, og så toppen af bevægelsen, der i stadigt større grad forsøger at presse massernes indflydelse tilbage, og som i virkeligheden fungere som en femtekolonne for oligarkiet og de multinationale selskaber.

Interesse i demokratiske spørgsmål
Efter oplægget kommer der en række interessante spørgsmål fra tilhørerne, der blandt andet går på spørgsmålet om ytringsfrihed og undertrykkelse af oppositionelle medier, som man hører meget om i pressen herhjemme. Andreas svarer ved at fortælle om sine egne oplevelser fra landet, som i høj grad kolliderer med det billede der bliver fremstillet i den hjemlige presse. 80 procent af medierne i Venezuela er privatejede og holder sig ikke tilbage med kritikken af præsidenten. Som eksempel nævner han en avisforside med et billede hvor Chavez blev fremstillet med Hitler-overskæg og overskriften lød: Heil Hugo! Og det er vel at mærke de samme medier der var hele omdrejningspunktet i statskuppet i 2002.

Det samme gælder spørgsmålet om retssystemet, hvor en tilhører vil høre Andreas syn på om Chavez er ved at undertrykke det uafhængige retsvæsen. Andreas' svar er at Chavez efter hans mening ikke har været hård nok. Efter kuppet i 2002 ikke bare frikendte højesteret kupmagerne, men erklærede, at der aldrig havde været et kup! Så uafhængigheden af retssystemet er en meget relativ størrelse.

Et tredje spørgsmål lød på, om man kunne forstille sig revolutionen uden Chávez og hvor meget hans person betyder for bevægelsen. Hertil svarer Andreas at det er et komplekst spørgsmål fordi der har været tale om en slags vekselvirkning mellem Chávez og massebevægelsen, hvor den enes skridt frem er blevet fulgt af den andens, og omvendt. Chávez som person fungerer som en samlende kraft i bevægelsen, hvilket trækker processen med intern differentiering ud. Blev han for eksempel likvideret i morgen er der igen tvivl om, at den interne kamp i bevægelsen – og dermed PSUV – ville eksplodere, og revolutionens skæbne vil blive afgjort langt hurtigere.

Efter de sidste spørgsmål og kommentarer blev mødet afsluttet. Der blev solgt tre eksemplarer af Andreas' bog og "mødet" blev ført videre i kantinens torsdagsbar over et par velskænkede fadøl til aldeles overkommelige priser.