”En civilregering, i det omfang at den er dannet for at sikre ejendommen, er i realiteten dannet for at forsvare de rige imod de fattige, eller dem der har ejendom, imod dem der slet ingen ejendom har”
-Adam Smith

”Loven forbyder i sin majestætiske stræben mod lighed såvel den rige som den fattige at sove under broerne, at tigge på gaderne og at stjæle brød.”
- Anatole France

Guarenas og Caracas, 27. februar 1989
Skrigene giver genlyd på alle gadehjørner. En ung kvinde er på flugt igennem bygningerne, der udgør det enorme shopping center og beboelsesområde, kaldet Parque Central i indre Caracas. Både militær og politi er trådt ind på området. De skyder på alt, der rør sig.

Den unge kvinde, hedder Yulimar Reyes, men hendes venner kalder hende bare ”Yoko”. Hun studerer filosofi på UCV, Venezuelas Centrale Universitet, men bruger meget af sin tid på arbejde med gadebørn fra slumkvarterer i Nueva Tacagua. Hun lærer dem at lave dukker ud af dåser og andet materiale, så de kan lege og være børn, i stedet for at stjæle og tage stoffer. Men denne skæbnesvangre mandag, den 27. februar 1989 er det forbi. Yulimar bliver dræbt af en politibetjent, som skyder løs på alt, hvad der rør sig i gaderne. Hun er ubevæbnet. Hendes eneste forbrydelse er, at hun befinder sig på gaden på det forkerte tidspunkt.
(Elío Colmenares: La insurreción de febrero.)

Ti dage forinden har den nyindsatte præsident, Carlos Andrés Pérez godkendt en pakke af økonomiske forholdsregler, som IMF har dikteret Venezuela. En af disse forholdsregler betyder en stigning på benzin-priserne på 100 procent. Denne stigning vil træde i kraft fra søndag den 26. februar. Selvom regeringen dekreterer, at dette i første omgang maksimalt må medføre 30 procents prisstigninger på den offentlige transport, vælger mange ejere af busselskaber at sætte billetpriserne op med 100 procent for at få dækket deres omkostninger.
(Richard Gott: In the Shadow of the Liberator, side 47)

I satellit-byen Guarenas, små 30 kilometer fra Caracas, eksploderer utilfredsheden i morgentimerne, da folk opdager, at busbilletterne til hovedstaden er steget til det dobbelte. Vrede venezuelanere ødelægger og brænder busserne af. Urolighederne spreder sig hurtigt til Petare, et af Caracas fattigste slumkvarterer. I løbet af få timer meldes der om tilsvarende optøjer i de fleste af landets storbyer: Maracay, Mérida, Barquisimeto, Valencia og Ciudad Guayana.

På få timer antager optøjerne en mere rå karakter. Folk ødelægger supermarkeder og plyndrer løs. Situationen er fuldstændigt ude af kontrol. Fattige unge bevæger sig ind i den velhavende østlige del af Caracas. De går ind i de enorme shopping centre og smadrer glasvinduer og butikker.

Der er ingen leder af oprøret, ej heller en organisation der trækker i trådene. Oprøret er så spontant, at det endda kommer bag på den venezuelanske efterretningstjeneste og dermed også regeringen.

Tusindvis af mennesker blev massakreret, da Caracazo-opstanden blev druknet i blod
Præsident Carlos Andrés Pérez erklærer undtagelsestilstand i landet og ophæver midlertidigt alle demokratiske rettigheder. Der etableres et udgangsforbud fra aftentimerne. Da både politi og beredskabskorps nægter at gå ind i slumkvartererne og undertrykke civile, giver Pérez militæret denne opgave.

Soldater sendes ud til slumkvartererne for at optrevle ”uromagere”. Maskingeværerne høres overalt i Caracas i de efterfølgende dage. Repressionen er blodig. Regeringen hævder, at 372 omkommer under disse uroligheder. Uafhængige eksperter giver tal imellem 2.000-10.000 døde. (Heinz Sonntag, sociolog i Caracas, som har lavet en uafhængig undersøgelse af Caracazo-opstanden, giver tallet 2.000 alene i Caracas, jvf. Richard Gott: ibid., side 46. Bonilla og El Troudi hævder at op imod 10.000 omkom i hele Venezuela under Caracazo. M. Harnecker giver tallet 5.000.)

Oprøret den 27. februar går over i historien som ”El Caracazo”, en social eksplosion, druknet i blod.

Ikke alle militærfolk er tilfredse med regeringens blodige undertrykkelse af oprøret. En gruppe militærfolk har i 1983 dannet den hemmelige organisation MBR-200 (Den bolivariske revolutionære bevægelse-200), som opererer inde i de væbnede styrker. Denne organisation omfatter bl.a. oberstløjtnant Hugo Rafael Chávez Frías og kaptajn Arías Cárdenas. Førstnævnte er syg under Caracazo-opstanden og følger med bitterhed begivenhedernes gang på TV fra sin sygeseng.

Venezuelanerne har ikke glemt, hvordan USA's gode ven Carlos Andres Prerez slagtede tusindvis af uskyldige
Sidstnævnte bliver modvilligt sendt ud i slumkvartererne. Til sin forargelse opdager Arías Cárdenas, at mange af hans underordnede skyder løs på uskyldige civile. Han forsøger at stoppe blodsudgydelserne. I et senere interview forklarer han, hvordan han taler til sine soldater:

”Jeg sagde til mine tropper 'Ræk hænderne op, dem der bor i Country Club' [luksuslejligheder i Caracas, AB.]. Jeg så deres overraskede ansigter og bemærkede, at de alle forblev helt stille og ikke bevægede sig. Så gentog jeg: 'Ræk hænderne op, dem der bor i Alto Prado, Country Club Lagunita eller Altamira!' [de rigeste områder i Caracas, AB.]. Ingen bevægede sig. Så sagde jeg: 'Nå, jamen det betyder, at vi alle kommer fra slumkvarterer og fattige egne, ligesom den her. De folk, der bor her, er ligesom os, det er folket, vores brødre, og det betyder, at ingen må skyde uden tilladelse, ingen må skyde, medmindre vi bliver angrebet'”.

Drab på uskyldige civile frembringer dybe sår i den venezuelanske befolkning. Nelly Freites, moderen til et ungt offer for politirepressionen udtrykker i et senere interview:
”Da de fortalte mig, at han var død, tilføjede de, at de havde forflyttet ham til lighuset ved PTJ i Bello Monte. Jeg tog derhen for at afvente ham. Da jeg ankom, fandt jeg et forfærdeligt panorama. Dusinvis af personer græd, de var i sorg, de ventede foran lighuset. Mange af dem ledte efter deres elskede, dem af dem, der vidste, at deres elskede befandt sig dér, ventede på, at de kunne lægges i en kiste og begraves. Jeg stødte til gruppen og forsøgte at overvinde min sorg”. (Citeret i Correo de Orinoco, 1. oktober 2009, side 7, min oversættelse AB)

Carlos Andrés Pérez stilles aldrig for en domstol for sin rolle i massakren, der efterfulgte Caracazo. Han befinder sig i skrivende stund på et ukendt sted i udlandet. Til gengæld medvirker den brutale undertrykkelse af Caracazo-opstanden til en yderligere radikalisering af de dele af hæren, som er utilfredse med den neo-liberalistiske politik.

Caracas, 4. februar 1992
”Denne bolivariske besked går til de modige soldater i faldskærmstroppernes regiment i Aragua og til panserværnsbrigaden i Valencia.”. En 38-årig oberstløjtnant, som indtil nu har været fuldstændig ukendt i offentlighedens øjne, toner frem på landsdækkende fjernsyn.

Chávez efter han havde overgivet sig i 1992
Hans navn er Hugo Rafael Chávez Frías, og hans tale fortsætter med følgende ord: ”Kammerater: desværre, indtil nu blev de hovedmål, vi havde sat os, ikke opnået i hovedstaden i dag. Det vil sige, at vi her i Caracas ikke formåede at kontrollere magten. Lyt til denne solidariske besked. Jeg værdsætter jeres loyalitet, jeres mod, jeres gavmildhed… og overfor jer og overfor landet tager jeg ansvaret for denne bolivariske militære bevægelse”.

Et forsøg på at vælte Carlos Andrés Pérez med militær magt er mislykket. Den unge Chávez forsøger at stoppe et blodbad ved at overtale sine kammerater til at indse nederlaget og overgive sig. Det lykkes ham, og i de næste par år må han afsone fængselsstraf. Hans militæropstand har alligevel vundet sympati i dele af den fattige befolkning. Billedet af den unge oberstløjtnant, som åbent erklærer sig for tilhænger af Simón Bolívars tankegods og anerkender sit forsøg på at vælte den præsident, der tre år forinden har handlet med ekstrem hård hånd imod Caracazo-opstanden, sidder fast i mange venezuelaneres hukommelse.

Caracas, 3. december 1998:

Hugo Rafael Chávez Frías erklæres for vinder af præsidentvalget med 56,5 procent af stemmerne. Hans bevægelse MBR-200 har to år forinden oprettet en valgfront, MVR (Bevægelsen for den femte republik). Formålet er nu at mobilisere massiv opbakning i de fattigste lag af befolkningen. Den politiske platform omfatter bl.a. en ny grundlov, der sikrer mere gennemsigtighed i demokratiet.

Sejren ved valgurnerne sker med det største antal procentpoint i Venezuelas historie. Chávez går hurtigt i gang med at indfri sine valgløfter.; To år efter har Venezuela en ny grundlov og nye valgte demokratisk-repræsentative organer. Men vigtigst af alt begynder Chávez-regeringen en række reformer, som senere skal støde på benhård modstand fra den venezuelanske overklasse og USA's regering.

Caracas, 11.-12. april 2002:
”GOLPE DE ESTADO, GOLPE DE ESTADO!!” (STATSKUP, STATSKUP!!). Analisa Osorio råber grædende ind det kamera, som en gruppe irske producenter af dokumentarfilm har sat op for at dække de historiske begivenheder, der udfolder sig i Miraflores præsidentpaladset.

Funktionærer fra den netop afsatte Chávez-regering løber rundt i korridorerne og ringer til deres kontakter for at få en idé om, hvad der foregår. Chávez befinder sig i et mødelokale, hvor militærofficerer forsøger at presse ham til frivilligt at gå af. Ellers vil de tage ham til fange og oprette en ny de facto regering. Det ender med det sidste.

Kupmagerne på TV
Tanks har omringet præsidentpaladset. En stemning af nederlag breder sig blandt de ministre og tjenestemænd, som må se det projekt, de har arbejdet for de seneste tre år, styrte sammen for øjnene af dem. Tankerne går tilbage til kontinentets blodige historie. Går tilbage til Chile i dagene efter Pinochets statskup den 11. september 1973. Går tilbage til USA's invasion af Guatemala, der i 1954 gjorde op med den progressive Jacobo Arbenz-regering. Går tilbage til dusinvis af lignende situationer, hvor imperialismen har skabt ”ro og orden” i dens baggård.

”Vi nåede ikke at konsolidere projektet”. ”Vi nåede ikke at erobre en plads i mediebilledet”. De tidligere ministre i den bolivariske regering udtrykker deres umiddelbare tanker og deres frustration til de irske journalister. Fortvivlelsen er slående.

Dagen inden har Carlos Ortega, formand for CTV, og Pedro Carmona, formand for FEDECAMARAS, indkaldt til ”generalstrejke på ubestemt tid”. Militærfolk kommer til syne på fjernsynet og kræver Chávez’ afgang.

Arbejdsgiver-formanden Pedro Carmona indsværges som kup-præsident
I morgentimerne, den 11. april, var to demonstrationer gået igennem Caracas. Den ene, indkaldt af CTV, FEDECAMARAS og resten af oppositionen. Den anden indkaldt af regeringens støtter. Arrangørerne af førstnævnte havde søgt om tilladelse til at gå fra Parque del Este i det østlige Caracas, til PDVSA's hovedkvarter i Chuao. Men under selve demonstrationen vælger talerne (inklusiv Carmona og Ortega), uden tilladelse, at ændre demonstrationens rute og dirigere deltagerne i retning af Miraflores paladset, for at ”aflægge Chávez et besøg”. Oppositionens ledere var fuldt ud klar over, at regeringens støtter holdt deres demonstration foran Miraflores paladset.

Borgmester i Caracas, Freddy Bernal, bad på Kanal 8 indtrængende Ortega og Carmona om ikke at lede deres tilhængere i retning af Miraflores. Borgmesteren forklarede, at det kunne ende i uroligheder imellem de to grupper. Hans opfordring blev ignoreret.

To deltagere i oppositionsdemonstrationen blev såret af skud. Det viser sig, at disse skud blev affyret af folk, som deltog i selve oppositionsmarchen. Alligevel fortsætter de i retning af Miraflores. Politiet forsøgte at stoppe et sammenstød imellem de to grupper, men forgæves. Civilgarden sætter sig imellem, for at stoppe volden. Omkring klokken 3 om eftermiddagen begynder volden at udfolde sig. Alle de vigtigste oppositionsledere, som f.eks. Carlos Ortega, Pedro Carmona, Carlos Molina Tamayo og Guaiaipuro Lameda er forsvundet ud af den demonstration, de selv har sat i gang. De er til et møde i hovedkvarteret for Venevision, en af Venezuelas største privatejede TV-kanaler.

Klokken lidt over tre begynder skyderiet, som dræber 16 venezuelanere. De første, der dør, er deltagere i pro-Chávez demonstrationen, mens flertallet af de døde stammer fra oppositionsmarchen. De private TV-stationer bringer videoklip, som angiveligt viser, at regeringen står bag skyderiet. Senere undersøgelser viser, at disse billeder er blevet systematisk manipuleret, for at give regeringen skylden for dødsfaldene. (Se dokumentarfilmen: ”Puente Llaguno, claves de una massacre”.)

Kupmagerne opløste omgående alle demokratiske institutioner og indførte et diktatur
Om morgenen havde CNN's rapporter, Otto Neustald, interviewet en gruppe på ti højtstående militærfolk, ledt af Admiral Héctor Ramírez Pérez, som næste dag blev udnævnt til forsvarsminister i den nye de facto regering. I denne videooptagelse havde Ramírez Pérez indkaldt til en militær opstand imod Chávez og brugt dødsfaldene under urolighederne i de to demonstrationer som argument for en sådan opstand. Ifølge Otto Neustald blev dette interview optaget i morgentimerne den 11. april, dvs. inden de uroligheder, der forårsagede dødsfaldene. (Eva Golinger: El Código Chávez, side 80-81)

Tilbage i Miraflores paladset bliver Chávez anholdt af de militærfolk, som har forrådt ham, og sendt til Fuerte Tiuana-kasernen, hvor han forbliver fængslet, indtil en gruppe soldater forflytter ham til den lille venezuelanske ø, La Orchila.

En ny regering etableres den 12. april, hvor Pedro Carmona, formand for FEDECAMARAS (arbejdsgivernes landsorganisation), sværges ind som kupmagernes nye præsident ved en pompøs ceremoni i Miraflores. Inden ceremonien har Pedro fjernet det store maleri, der hænger af Simón Bolívar. Han vælger også at ændre landets navn fra ”Den bolivariske republik Venezuela” til ”Republikken Venezuela”. I et snuptag ophæver han det folkevalgte parlament, højesteretten, landets forfatning og de 49 bemyndigelseslove.

Talsmænd for USA's regering anerkender på en pressekonference den nye Carmona-regering som en ”overgangsregering”, indtil demokratiske valg kan afholdes. De fleste udenlandske medier hylder statskuppet som et opgør med en diktator. Det spanske dagblad El País, udkommer den 13. april med overskriften ”Demokratiet vender tilbage til Venezuela”. New York Times skriver i en leder samme dag, at ”Chávez’ tilbagetrædelse betyder, at det venezuelanske demokrati nu ikke længere trues af en diktatoraspirant”.

Kanal 8, den eneste TV-kanal, som regeringen har adgang til, bliver lukket af kupmagerne med militær magt. De fleste andre TV-kanaler og dagblade deltager aktivt i konspirationen mod Chávez og hylder den nye Carmona-regering. På TV-kanalen RCTV giver ejeren, Marciel Granier, ordre til, at der på dagen for statskuppet og i de efterfølgende dage ikke må transmitteres nogen nyheder om Chávez, om hans ministre eller tilhængere. Selvom RCTV får information fra CNN om, at Chávez ikke har trukket sig frivilligt tilbage, fastholder ejeren af kanalen, at denne nyhed skal censureres. (Udsagn fra tidligere produktionschef på RCTV, Andrés Izara. Se E.Golinger, ibid, side 95.)

Også i gaderne begynder kupmagerne at erobre terræn. Militæret bliver sendt ud for at undertrykke pro-Chávez demonstrationer overalt i Caracas. Den cubanske ambassade bliver omringet af fascister. De smadrer biler, der tilhører ambassadens funktionærer, ødelægger strømforbindelsen, afskærer vand- og gasforsyningen og truer med at ”sulte dem [ambassadefunktionærerne] til døden” . Bydelens borgmester, Capriles Radonski, medlem af det højreekstremistiske Primero Justicia møder op på ambassaden, men gør intet for at stoppe fascisternes hærgen. I stedet overtræder han det internationale territorium, ved at gå ind på ambassaden for at ”forhandle” med den cubanske ambassadør. Han kræver, at ambassadøren udleverer højtstående ministre fra Chávez’ regering, som angiveligt skulle have søgt tilflugt på ambassaden. Til sidst forsvinder fascisterne fra ambassade-området af frygt for sammenstød med pro-Chávez tilhængere, som i stigende grad er begyndt at demonstrere i hele Caracas.

Vejen til april 2002
Det er forskellige reformer og initiativer fra Chávez’ side, som fra slutningen af år 2000 er begyndt at irritere USA\'s regering og den venezuelanske overklasse. Det første element i denne ligning drejer sig kort og godt om Venezuelas olie. I årevis havde Venezuela været det land, der overskred den produktionskvote for olie, som landet havde fået tildelt af OPEC. Dette skete som et resultat af, af den venezuelanske overklasses – som i årtier havde haft ledende poster i PDSVA, det nationale olieselskab – tætte bånd til amerikanske olieselskaber. Prisen per tønde olie var historisk lav, 10,5 dollars. Chávez tog i denne situation initiativ til at mødes med statsoverhoveder for andre olieproducerende lande.

Resultatet blev, at OPEC regulerede både kvoter og priser på olien. Dette initiativ skete i en kontekst med uro i mellemøsten, Iraks handelsboykot som svar på Israels massakrer på palæstinensisk territorium og et øget kinesisk forbrug. Således kommer Chávez’ nye politik til at stå i direkte modsætning til USA’s og til den venezuelanske overklasses.

Et andet vigtigt element i ligningen er Chávez’ tilnærmelse til Cuba, USA\'s ærkefjende igennem de seneste 40 år. En aftale mellem Venezuela og Cuba betyder, at førstnævnte forsyner sidstnævnte med råstoffer, bl.a. olie, og at sidstnævnte til gengæld yder hjælp på sociale og uddannelsesmæssige områder, i sundhedsvæsnet, med kultur og sport. Udover at provokere USA\'s regering bliver aftalen også set som en fornærmelse af den anti-kommunistiske venezuelanske overklasse.

Men det er først rigtigt fra år 2001, at sammenstødene imellem Chávez og den venezuelanske overklasse tager til. I løbet af dette år står Chávez over for en række udfordringer. Gennemgående for dem alle er et forsøg på at rydde op i den statsstruktur, som han har arvet fra den 4. republik og to-parti systemet, hvor Acción Democratica og COPEI har hærget i årtier.

Det første slag i 2001 drejer sig om CTV (Central de Trabajadores Venezolanos, De venezuelanske arbejderes fagforbund). AD og COPEI har været i besiddelse af ledelsesposterne siden 1970\'erne, hvor kommunisterne tabte deres indflydelse. De bolivariske aktivister i fagforeningerne forsøger at erobre terræn i CTV og skifte ledelsen ud med en ny, som støtter regeringen.

I december 2000 viser en urafstemning i forbundet, at medlemmerne ønsker nyt valg til ledelsesposterne. De bolivariske aktivister stiller læreren Aristúbulo Istúriz op som deres formandskandidat. Men en mangel på faglig erfaring blandt de bolivariske tillidsfolk, og hos Chávez selv, gør, at kampagnen ikke bliver effektiv. Istúriz taber i oktober 2001 valget til Carlos Ortega, en tro oppositionsstøtte.

Til gengæld har hele den interne kamp i CTV vist, at der er røre i fagbevægelsen, og at den traditionelle CTV-ledelse er ved at tabe terræn på mange arbejdspladser. Dette billede bliver især bekræftet efter CTV’s støtte til statskuppet i april 2002 og ved arbejdsgiverlockouten i december 2002.

Det andet store slag drejer sig om de 49 bemyndigelseslove, som Chávez fremsætter til afstemning i parlamentet i november 2001. Disse love giver ham mulighed for at dekretere relativt omfattende ændringer på en række områder. Jeg vil her kun nævne de tre vigtigste:

  • Jordloven. Giver staten ret til at overtage ”private jordejendomme” og redistribuere dem, såfremt deres ejere ikke kan vise et skøde eller andet legalt bevis på ejendomsretten til denne jord. Sådanne eksproprieringer omfatter jordejendomme, der overstiger 5.000 hektarer jord eller som anses for at være uproduktive. Ligeledes giver den staten ret til at bestemme over brugen af den frugtbare jord, så det venezuelanske folk kan garanteres suverænitet på fødevareområdet.
  • Fiskeriloven, som udvider det beskyttede kystområde fra 3 til 6 mil, hvor massefangst af fisk ikke tillades, hvilket favoriserer lystfiskere og de småhandlende fiskere, plus havets økologiske ligevægt.
  • Loven om kulbrinter. 20 års privatiserings- og udliciteringspolitik i oliesektoren blev trukket tilbage. Ifølge den nye lov skal alle delaftaler om olie indebære, at flertallet af aktier er ejet af staten og at beskatningen på olieselskabernes overskud øges fra 16,6 til 30 procent, for at kunne udvide og styrke de sociale programmer. 
(Bonilla og El Troudi: Historía de la revolución bolivariana, side 215)

Ingen af disse love bryder i sig selv med de gældende magtstrukturer i det venezuelanske samfund, men ikke desto mindre er de en torn i øjet på overklassen.
Konflikten imellem Chávez og overklassen eskalerer. Den 10. december gennemfører FEDECAMARAS en 12-timers arbejdsgiverlockout imod regeringen.

Foto fra 13. april 2002, da Chávez vendte tilbage fra sin bortførelse
Chávez svarer igen ved at begynde at ændre på ledelsesposterne i PDVSA, det nationale olieselskab. Han udnævner Gastón Parra til ny præsident i selskabet og giver ham som opgave, at åbne regnskaberne for at tjekke om der har været uregelmæssigheder og fusk i denne sektor. Ifølge Chávez skjulte topledere i PDVSA vigtige forretningshemmeligheder om olieproduktionen, hvilket de brugte til at kontrollere udvindingsprocesserne og tilbageholde ressourcer, som burde tilhøre det venezuelanske folk. Ifølge Chávez havde PDVSA udviklet sig til “en stat indenfor staten”, en situation som præsidenten nu ville råde bod på.

Imidlertid skal det understreges, at det allerværste ved Chávez, fra overklassen og imperialismens synspunkt, var det eksempel, som han udgjorde, og den inspiration som han gav Venezuelas fattige igennem regeringens reformer. Sideløbende med disse kampe imellem regeringen og overklassen beslutter Chávez at basere sig på den aktive støtte i hans bagland; de fattige masser i slumkvartererne, arbejderne og små-bønderne. I midten af 2001 opfordrer Chávez sine støtter til at oprette bolivariske cirkler overalt i landet og derved organisere sig imod undergravende aktiviteter fra oppositionens side. I december 2001 afholdes et landsdækkende møde, hvor titusind af repræsentanter for de i alt 3 millioner mennesker, som har meldt sig ind i de bolivariske cirkler, mødes og officielt søsætter den nye bevægelse.

Det er med den baggrund in mente, at USA og Venezuelas overklasse fra december 2001 forbereder et statskup. Spændingerne imellem Chávez og overklassen var kommet til et vendepunkt. Med vedtagelsen af de 49 bemyndigelseslove var det blevet klart for USA og dets allierede, at Chávez var seriøs i sine bestræbelser på at opbygge et national-demokratisk projekt, der adskilte sig grundlæggende fra de sidste 20 års neoliberalisme. De indså, at Chávez ikke kunne overtales eller bestikkes til at skifte kurs. Fra deres synspunkt havde han således udviklet sig fra en relativ til en absolut forhindring. En forhindring som for enhver pris måtte ryddes af vejen, om det så skulle ske med parlamentariske eller udenomsparlamentariske midler.

USA ved alt om kuppet

USA's interesser i Venezuela, er ikke svære at få øje på. 15 procent af USA's samlede olieforbrug leveres af Venezuela. Og denne olie leveres hurtigt. Det tager kun imellem 4-6 dage at transportere olietønder fra Venezuela til USA, mens det tager 6-8 uger at transportere den fra Mellemøsten til amerikansk territorium.( Eva Golinger: Bush vs. Chávez, side 43)

Det er et ubetvivleligt faktum, at CIA havde en detaljeret viden om hvordan kuppet ville udfolde sig og de gav tilskud til flere af de organisationer der var med til at udføre det. Den amerikansk-venezuelanske advokat og forfatter Eva Golinger har skrevet adskillige bøger, som igennem deklassificerede CIA og Pentagon-dokumenter viser USA's indblanding i venezuelansk politik. Hendes mest kendte værk, The Chávez Code, dokumenterer dette til bunds. Eksemplerne er talrige, men her vil jeg kun give de vigtigste.

Den 8. april, holdtes en fest i Caracas på det luksuriøse Hotel Miliá for en netop pensioneret kinesisk øverstkommanderende i hæren. Det var ved denne lejlighed, at Davis Cazares, embedsmand for den amerikanske flåde, forvekslede general Roberto González Cárdenas med Néstor González González. Sidstnævnte skulle vise sig senere at være en af hovedbagmændene bag statskuppet. Cazares spurgte González Cardenas, som han troede var hans allierede González González, om, ”hvorfor har I ikke kontaktet de både, vi har ved kysten og den ubåd, som vi har under vandet i La Guaira?”. Denne samtale blev afsløret i artikler i avisen Ultimas Noticias, og Davis Cazares blev efterfølgende forflyttet til La Guaira. (Eva Golinger: El Código Chávez, side 1-2)

Allerede i september 2001 havde USA's ambassade sendt en fax til bl.a. USA\'s udenrigsminister, hvor Pedro Carmona, som senere skulle sætte sig i præsidentstolen, omtaltes som en erhvervsleder, der nød meget prestige og respekt og konsekvent havde forsvaret handelsforbindelserne imellem Venezuela og USA. I november sendte ambassadøren endnu en fax, som underrettede U.S. Department of State om FEDECAMARAS hemmeligt planlagte lockout den 10. december. Samme fax meddelte, at ”Jordloven er et angreb på den private ejendomsret”. Få dage efter sendte Frederik Cook, funktionær på den amerikanske ambassade i Caracas, en ny fax til CIA m.fl., hvori han betegnede Pedro Carmona, som ”den rigtige mand, på det rigtige tidspunkt for Venezuela”. (Ibid., side 55-57.)

Igennem specielt designede organer, som National Endowment for Democracy (NED) og United States Agency for International Development (USAID), pumper USA jævnligt millioner af dollars ind i ligesindede politiske partier, bl.a. den venezuelanske opposition. NED og USAID fungerer som fonde, der modtager bevillinger fra den amerikanske kongres og derefter sender pengene ud i verden.

I Venezuela er der flere direkte beviser på denne finansiering. NED giver årligt en stor sum penge til ACILS (American Center for International Labour Solidarity), et udvalg under AFL-CIO, den amerikanske fagforeningssammenslutning. I 2001 blev NED\'s bidrag til ACILS tredoblet. Sidstnævnte giver årligt i omkanten af 60.000 dollars til dens venezuelanske tilknytning – CTV, det fagforbund som deltog i kuppet mod Chávez. Men i 2001 steg bidraget til CTV til hele 154.375 dollars.

NED\'s samlede officielle pengebidrag til organisationer i Venezuela nåede i 2001 op på 877.435 dollars. I 2002 steg dette tal til 1,09 mio. dollars. Blandt modtagerne finder vi ikke kun CTV og FEDECAMARAS, men også det højreekstremistiske parti Primera Justicia. Foruden det gav man en særlig donation til anti-Chávez bevægelsen ”Momento de la gente” på 250.000 dollars. (Ibid, side 58-64)

Den 25. februar skifter USA ambassadør i Caracas. Den nyudnævnte er Charles Shapiro. Hans CV taler næsten for sig selv: I 24 år har han arbejdet som embedsmand for USA i tjeneste i Latinamerika. I starten af 1970'erne var han militær rådgiver på den amerikanske ambassade i Chile, under Salvador Allende-regeringen og under det efterfølgende kup. I 80'erne arbejdede han fem år på den amerikanske ambassade i El Salvador, mens præsident Ronald Reagan åbent anerkendte, at USA finansierede paramilitære grupper i både El Salvador og Nicaragua. Dette ambassadørskifte er et klart signal, som ikke er til at tage fejl af: Washingtons tålmodighed med Chávez er ved at løbe ud.

Der findes tonsvis af deklassificerede dokumenter fra den amerikanske ambassade og fra CIA, som beviser, at USA's regering vidste alt om kuppet. I en artikel fra juni 2005 citerer Eva Golinger et nyudgivet efterretningsdokument:
Den 6. april 2006 siger en tophemmelig efterretningsrapport med titlen: “Venezuela: Omstændighederne for et kupforsøg modnes”, at “Dissident-fraktioner i militæret, inklusiv nogle utilfredse seniorofficerer og en gruppe radikale juniorofficerer, er ved at optrappe indsatsen for at organisere et kup imod præsident Chávez, sandsynligvis så tidligt som denne måned, [CENSURERET]. Det niveau af detaljer, der fremkommer i planerne – [CENSURERET], udpeger Chávez og 10 andre seniorofficerer som skal arresteres....” Dokumentet siger ydermere; “For at fremprovokere militæraktion vil konspiratorerne muligvis forsøge at udnytte uro, der kan udspringe fra oppositionsdemonstrationer, som er planlagt i denne måned”
(Citeret i Eva Golinger: The proof is in the documents: The CIA was involved in the April 12 coup d'etat against President Hugo Chavez Frias , min oversættelse, AB)

Den amerikanske regering var altså yderst velinformeret om, at et statskup var under opsejling, og at kupmagerne ville bruge eventuelle uroligheder under oppositionsdemonstrationer som undskyldning for et sådant kup. Alligevel gik USA\'s talsmænd ud og fordømte Chávez, da private medier manipulerede videoklip til at vise, at regeringssoldater og Chávez-tilhængere skulle have affyret skud mod oppositionsdemonstranter, oppe fra den berygtede Llaguno-bro. Washington tordnede op om ”overtrædelser af menneskerettighederne”. Den 12. april 2002, udtalte Philip T Reeker, talsmand for USA’s udenrigsministerium, følgende:
I de seneste par dage udtrykte vi vores håb om, at alle partier i Venezuela, men særligt Chávez-administrationen ville handle med varsomhed og udvide fuld respekt for den fredelige udøvelse af ytringsfriheden. Vi er kede af tabene af menneskeliv. Vi ønsker at udtrykke vores solidaritet med det venezuelanske folk og ser frem til at samarbejde med alle demokratiske kræfter i Venezuela, for at sikre at de demokratiske rettigheder kan benyttes frit. Det venezuelanske militær afviste korrekt at skyde på fredelige demonstranter, og medierne holdt på modig vis det venezuelanske folk informeret.

Gårsdagens begivenheder i Venezuela endte med en overgangsregering indtil nye valg kan afholdes. Om end detaljerne endnu er uklare, var det udemokratiske handlinger udøvet eller opmuntret af Chávez-administrationen, som fremprovokerede gårsdagens krise i Venezuela. Ifølge den bedst tilgængelige information i skrivende stund: samledes tusinder af venezuelanere I går fredeligt, for at protestere. Chávez-regeringen forsøgte at undertrykke fredelige demonstrationer. Chávez-støtter affyrede efter ordre skud på ubevæbnede, fredelige demonstranter, hvilket resulterede i mere end 100 sårede og dræbte. Venezuelansk militær og politi nægtede at adlyde ordre om at skyde på fredelige demonstranter og afviste at støtte regeringens rolle i den slags menneskerettighedsovertrædelser. Regeringen forhindrede fem uafhængige TV-stationer i at rapportere om begivenhederne. Resultaterne af disse provokationer er: Chávez trådte af som præsident. Inden sin tilbagetrædelse, fyrede han vicepræsidenten og kabinettet. En civil overgangsregering har lovet tidlige valg.
Vi har alle forventninger om, at denne situation vil blive ordnet fredeligt og demokratisk af det venezuelanske folk i overensstemmelse med principperne i det Inter-amerikanske demokratiske charter. De essentielle elementer af demokrati, som er blevet svækket i løbet af de seneste måneder, må genoprettes fuldstændigt. Vi vil konsultere med vore partnere på de kanter, inden for rammerne af det Inter-amerikanske demokratiske charter, for at hjælpe Venezuela.
(Ibid. , min oversættelse, AB)

Jeg overlader det til læserne selv at dømme den amerikanske regerings moralske autoritet ud fra disse kendsgerninger. Jeg vil i denne henseende blot tilføje, at selve militærkuppet den 11. april 2002 kun var kulminationen på en længere kampagne for at destabilisere landet og miskreditere den bolivariske regering. De tilbagevendende rygter og sladder om Hugo Chávez i de private medier og i den internationale presse, de amerikanske embedsmænds diplomatiske intriger imod Venezuela, den økonomiske sabotage fra FEDECAMARAS og CTV's side, osv. Alle disse elementer var en del af forberedelsen på kuppet. Formålet var at skabe en favorabel politisk situation, for at den bolivariske regering kunne fjernes.

Caracas og Maracay. 13.-14. april 2002
Lyden af gryder, der bliver banket på med skeer, er overdøvende. Fra nattetimerne har beboerne i de såkaldte ranchos samlet sig på bjergsiderne. Kampråbet ”CHÀVEZ NO RENUNCIÓ, LO TIENEN SECUESTRADO!” (”Chávez er ikke trådt tilbage, de har bortført ham!”), dundrer overalt. Mænd, kvinder og børn strømmer ned mod byen. Destinationen hedder Miraflores.

Protesterne er ikke indkaldt af nogen organisation. Der er ingen leder eller koordinator. Der er ingen landsdækkende medier, der kan fungere som talerør for denne bevægelse. Kommunikationen går igennem SMS\'er på mobiltelefoner eller fra mund til mund.

Vreden syder hos den fattige befolkning. En mand holder sit identitetskort op i luften og brøler ”Jeg har et identitetskort for den BOLIVARISKE republik Venezuela!”. En kvinde svarer ham; ”Jeg stemte på Chávez, jeg vil have, at Chávez færdiggør sin tidsperiode!”.

I byen Maracay, i delstaten Aragua, omringer titusinder kasernerne, og de kontra-revolutionære soldater og officerer må overgive sig. I Caracas, på kasernen Fuerte Tíuna, udspiller et lignende scenarium sig. De revolutionære dele af Venezuelas væbnede styrker får overtaget i hæren og fraterniserer med folket.

Nabo-associationer og revolutionære komitéer bliver dannet i kampens hede uden nogen forudbestemt planlægning. Lokalradioer bliver afgørende for at få budskaberne ud til folket.

Den 13. april er kupmagerne yderst pressede, dels af de revolutionære soldaters fremgang i forsøget på at tilbagevinde kontrollen med hæren og dels af de enorme protester og den folkelige opstand i flere af landets byer, ikke mindst den voksende demonstration foran Miraflores paladset. Carmona, og de andre topledere af kuppet, vælger at flygte. Pedro Carmona bliver i venezuelanske folkemunde husket som ”Pedro den kortvarige”.

Diosdado Cabello, daværende vice-præsident, tiltræder som Venezuelas midlertidige præsident, indtil Hugo Chávez kan vende tilbage. Klokken 4 om morgenen den 14. april vender Chávez tilbage til Miraflores paladset i en helikopter. Han bliver øjeblikkeligt genindsat som landets præsident.

11.-14. april: Revolution og kontra-revolution i Venezuela

Den 13. april er en dato, der går over i historien, ikke bare i Venezuela, men i hele Sydamerika og resten af verden. Oligarkiets og imperialismens forsøg på åben kontra-revolution bliver slået tilbage af massernes bevægelse. Når jeg taler om masserne, refererer jeg naturligvis til Chávez’ bagland; de fattige i slumkvartererne, arbejdsløse, arbejderklassen, aktive i den uformelle økonomi (gadehandlende, m.fl.), de fattige bønder og en del af de studerende. Det var disse lag, som gik på gaden den 13. april, omringede kaserner og politistationer, og i samarbejde med revolutionære dele af hæren fik afvæbnet de kontra-revolutionære elementer i de væbnede styrker.

Det er svært at finde en passende historisk analogi. Noget af det tætteste, vi kan komme på en lignende begivenhed, er nok den 19. juli 1936, hvor den spanske arbejderklasse satte en kæp i hjulet på Francisco Francos fascistiske kup. Først efter 3 års borgerkrig, der kostede 500.000 mennesker livet, formåede fascismen at overvinde den revolutionære modstand.

I Venezuela betød den 13. april 2002 et frygtindgydende nederlag for imperialismen. Et nederlag, som ikke bare skulle få konsekvenser i Venezuela, men også i resten af Latinamerika. Nedkæmpelsen af kuppet havde nemlig en psykologisk effekt, som ikke må undervurderes. Efter årtier med blodige militærkup, støttet og betalt af CIA, i lande som Guatemala (1954), Chile (1973), Argentina (1976) og mange flere, var det nu bevist i praksis, at der er grænser for USA's magt. Imperialismen er en kolos på lerfødder. Selv om dens magt er enorm, er den ikke ubegrænset.

Begivenhederne den 13. april 2002 viste, at et statskup kan nedkæmpes, og at venstreorienterede regeringer med folkelig opbakning således kan forsvare sig imod imperialismen. Det er derfor ikke et tilfælde, at venstreorienterede præsidenter som Evo Morales (Bolivia), Rafael Correa (Ecuador), Lugo (Paraguay), Daniel Ortega (Nicaragua) og Mauricio Funes (El Salvador) har kunnet komme til magten i de efterfølgende år.

Som Haiman El Toudi og Luís Bonilla forklarer i deres bog om den bolivariske revolutions historie, er den 13. april en revolutionær bevægelse, hvor ”chavismen”, dvs. Chávez’ politiske bevægelse, kun er én komponent, men på ingen måde er den dominerende kraft. Faktisk er den enorme massebevægelse ikke blot et forsvar for Chávez som person, men også – og måske endda i højere grad - et udtryk for massernes mistillid til, at toppen i Chávez' bevægelse for alvor vil kæmpe for at forsvare revolutionen imod kuppet.

Denne mistillid er velbegrundet. Flere af Chávez’ tætte samarbejdspartnere vælger i de afgørende øjeblikke at forråde præsidenten og den bolivariske revolution som helhed. Et af de kendteste eksempler er Luís Miquilena, den tidligere formand for nationalforsamlingen. Andre toppolitikere, der tager springet over til oppositions lejr, omfatter Pablo Medina, Arías Cardenas og senere hele partiet PODEMOS og sågar forsvarsministeren Baduel. Det er masserne og kun masserne, som den 13. april forhindrer kontra-revolutionens sejr. Ingen minister eller militærleder var i stand til at stoppe kuppet uden massernes bevægelse. Dette viser det ekstremt høje bevidsthedsniveau, som masserne havde opnået. Det er et klart svar til de kynikere, som påstår, at det venezuelanske folk er ”uvidende”.

Det er vigtigt at påpege, at den venezuelanske arbejderklasse er med i den massebevægelse, som redder Chávez og revolutionen, men ikke spiller en selvstændig rolle i denne. På dette tidspunkt er arbejderklassen stadig paralyseret af den kaotiske situation i CTV, hvor borgerskabet har formået at infiltrere fagforbundet og købe de vigtigste faglige ledere over på deres side. En anden vigtig årsag skal findes i de revolutionære fagforeningslederes forfejlede forsøg på at erobre det korrumperede CTV tilbage til arbejderpolitik. Af disse grunde er arbejderklassen paralyseret og spiller ikke en selvstændig rolle den 13. april 2002, selvom den naturligvis deltager som en del af den brede massebevægelse imod kuppet. Det er først med arbejdsgiverlockouten otte måneder senere, at arbejderklassen træder ind på revolutionens scene som en selvstændig aktør.

Det er også nødvendigt at kigge kritisk på Chávez’ handlinger op til kuppet og især efter kuppet. Der er ingen tvivl om, at Chávez burde have forberedt sig bedre på denne konfrontation med oligarkiet. De 49 bemyndigelseslove anno december 2001 var for stor en mundfuld at sluge for den venezuelanske overklasse. Og da han i januar 2002 valgte at fyre den ene topbureaukrat efter den anden i PDVSA og tilmed gøre det på offentligt TV, burde han have forudset, at oligarkiet og imperialismen ville forberede en voldelig aktion for at vælte ham.

Chávez er uden tvivl en ærlig mand, men vi kan ikke lade være med at observere en hvis naivitet i hans handlinger. Dette gælder især i tiden efter statskuppet. Det første han gjorde efter at være blevet genindsat var, at tage en bibel frem og bede om forladelse fra alle dem, han havde gjort ondt imod.

Dernæst åbnede han for forhandlinger med oppositionen. Lang størstedelen af bagmændene bag statskuppet og massakren på Llaguno-broen fik aldrig nogen straf. Dette gælder på den ene side de hundredvis af funktionærer og lokalpolitikere, som mødte op til Pedro Carmonas indsættelsesceremoni og underskrev det dekret, der opløste grundloven og det folkevalgte parlament. I denne kategori finder vi f.eks. Manuel Rosales, som ustraffet fik lov til at fortsætte i venezuelansk politik og besidde guvernørposten i Zulia og stille op til præsidentvalget i december 2006. Jeg kunne tilføje adskillige navne til denne liste, f.eks. Capriles Radonski, som i dag er guvernør for Miranda og bruger denne del-stat som højborg for kriminelle fascistiske bander.

Blødsødenheden gjaldt også for toppen af kupmagerne. Den venezuelanske højesteret, som stadig domineres af dommere uddannet under den fjerde republik, valgte at frikende fire militærledere, som var hovedaktører under kuppet. Iblandt dem finder vi Efraín Vásquez, tidligere officer, brigadegeneral Pedro Pereira, viceadmiral Héctor Ramírez Pérez og admiral Daniel Comisso Urdanetta. Højesteret mente, at de måtte frifindes, eftersom at de havde ”handlet for at genskabe ro og orden” den 12. april 2002.

Det allerværste er dog, at den ”dialog”, som Chávez håbede at genetablere med oppositionen, gav det venezuelanske oligarki et pusterum til at opbygge dets kræfter og forberede et nyt frontalangreb på revolutionen. Hvis Chávez i stedet havde taget konsekvente midler i brug imod oppositionen, havde fængslet dem, der støttede kuppet og havde konfiskeret deres ejendom, ville oligarkiet være blevet fuldstændigt afvæbnet.

Nogen vil hævde, at en sådan politik er yderligtgående måske endda ”ekstremistisk”. Men kigger vi på historien, ser vi, at selv de borgerlige revolutioner, som i dag betragtes som foregangseksempler på historiske omdannelser, har taget konsekvente midler i brug mod deres modstandere. Under den amerikanske borgerkrig, konfiskerede Abraham Lincoln rask væk slaveejerne i sydstaterne og deres allieredes ejendom. Lincoln forstod, at dette var nødvendigt, for ikke at give disse folk mulighed for at gennemføre en kontra-revolution, der kunne vælte Lincoln og genindføre slaveriet.

I en artikel fra den 14. april 2002 analyserede de britiske marxister Alan Woods og Ted Grant situationen i Venezuela. Det er værd at citere nogle af deres centrale pointer, fordi deres overvejelser viste sig, at blive bekræftet af selve begivenhedernes gang:
Der er øjeblikke i historien, der er afgørende. Hvor det er et spørgsmål om ”enten…eller”. Kontrarevolutionen er kommet med en udfordring. Deres første forsøg har slået fejl. Men det vil ikke blive det sidste! Borgerskabet og dets støtter i militæret er fast besluttet på at slippe af med Chávez med alle midler. Deres beslutsomhed vil blive bakket op af Washington, som har mange grunde til at vælte Chávez-regimet.
(…)
Chávez er uden tvivl en ærlig mand, der ønsker at handle i sit lands og folks interesse. Hans hensigter er gode. Men gode hensigter er ikke nok, hverken i politik eller i livet generelt. Problemet er, at Chávez ikke er marxist, og at han har en tendens til at være inkonsekvent. Det kan blive fatalt i en situation, hvor styrkeforholdet er så ustabilt. Hvis Chávez var marxist, ville han appellere til masserne hen over hovedet på nationalforsamlingen. Oprettelse af aktionskomitéer på alle fabrikker, olieraffinaderier og kaserner er den eneste vej frem, hvis revolutionen skal forsvares, og de kontrarevolutionære styrker afvæbnes. Arbejderklassen må bevæbnes, så den kan forsvare sig mod nye kup. Kun beslutsom handling kan forhindre en ny krise, hvor kontrarevolutionen vil blive endnu mere voldelig og morderisk.

(Alan Woods og Ted Grant: Revolution og Kontra-revolution i Venezuela, Hands Off Venezuela, 14. april 2002)

Blot otte måneder skulle gå før denne ”nye krise”, hvor ”kontrarevolutionen vil blive endnu mere voldelig og morderisk” skulle finde sted. Den praktiske konsekvens af Chávez’ kompromis-linje i dagene efter statskuppet, lige gyldigt hvor oprigtig og ærlig den så end var, gav de stik modsatte resultater af de ønskede; I stedet for at forholde sig i ro og vise mådehold gik oppositionen straks i gang med forberede en ny plan for at vælte regeringen med voldelige midler. Otte måneder efter blev planen ført ud i livet med starten på det, der i Venezuela skulle komme til at hedde, ”El paro petrolero” (olie-strejken).

Caracas. 2. december 2002:
Talsmænd for FEDECAMARAS, CTV og den nystiftede oppositionsblok ”Demokratisk koordination” står frem på TV og indkalder til en landsdækkende ”generalstrejke” imod regeringen. Alle de privatejede medier suspenderer deres normale programmer i solidaritet med ”generalstrejken”. I stedet dedikerer de så godt som hele deres sendetid til oppositionens aktiviteter.

”Generalstrejken” vinder genlyd hos de vigtigste dele af erhvervslivet, hos de rige godsejere, hos ejerne af de store mediekoncerner og ikke mindst hos de øverste lag af bureaukratvældet i PDVSA; det nationale olieselskab.

Gustavo Cisneros, en af landets styrtende rige mediebaroner, bidrager ikke blot med pressedækning til ”generalstrejken”. Ligesom mange andre venezuelanske forretningsmænd, beordrer han lukningen af de fødevaredistributionsfirmaer, som han ejer.

På Cisneros’ mejerier i delstaten Mérida forklarer øjenvidner, at mælken hældes i floden i stedet for at blive pakket ind og sendt ud på markedet. Det samme gælder for andre dele af føde- og drikkevareindustrien, der næsten udelukkende er kontrolleret af Grupo Polar, der ejes af den magtfulde forretningsmand og oppositionsleder Mendoza.

Med denne økonomiske sabotage forsøger den venezuelanske opposition at bruge dens økonomiske magt til at forårsage mangel på forbrugsvarer og derved gøre regeringen upopulær i den venezuelanske befolkning.

Den værste sabotage finder imidlertid sted i PDVSA, hvor de øverste ledere, bestyrelsesmedlemmer og teknikere, ledt af Juán Fernández, ødelægger og i nogle tilfælde ændrer koderne til systemerne i det enorme olieselskab. Olieproduktionen ryger drastisk nedad. Venezuela må købe olie af andre lande for at forsyne landet med nok til eget forbrug og for at kunne overholde de vigtigste handelsaftaler.

Landet er på randen til bankerot. Der er mangel på mad og på mange af de mest almindelige forbrugsvarer, f.eks. toiletpapir. De fleste venezuelanske familier må holde juleferie uden øl og spiritus og uden kager og andre desserter. Der er nemlig intet sukker på supermarkedernes hylder. Nogle køer, for at købe benzin når op på en rekordhøj længde; fire kilometer. Mangel på gas gør det umuligt at lave mad med gaskomfur. Mange venezuelanske familier må således tilberede måltider med varme fra brænde.

De halvfems procent af Venezuelas medier, som propaganderer oppositionens synspunkter, kører i timevis kampagner imod regeringen.

Sabotagen ser ud til at opfylde sit formål. Chávez-regeringen står i en overordentligt svær situation. Den 13. december, da krisen i landet er på sit højeste stadie, udsender Det hvide hus i Washington en pressemeddelelse, hvor det slås fast, at USA's regering opfordrer til nyvalg i Venezuela. (White House Calls for Early Elections in Venezuela By Scott Stearns. Voa News)

Den 3. december, dagen efter ”generalstrejkens” start, har den amerikanske udenrigsminister Colin Powell mødtes med Pedro Carmona, som nu er i eksil i Columbia. Mødets indhold er ukendt, men det vides, at Carmona stadig er i tæt kontakt med ledelsen af FEDECAMARAS, en af hovedaktørerne bag ”generalstrejken” i Venezuela. (Powell en Bogotá con golpistas venezolanos por Gina María Ramírez C.. Indymedia Ecuador)

I løbet af december og januar viser det sig dog, at bagmændene bag ”generalstrejken” ikke har folkelig opbakning. Da højtstående arbejdsledere på det statslige elektricitetsselskab CADAFE forsøger at gå med i ”generalstrejken”, ved at forårsage midlertidige strømafbrydelser i udvalgte dele af landet, går arbejderne imod og sørger for at strømforsyningen opretholdes i landet.

På de store aluminiums- og stålfabrikker i Ciudad Guayana, kæmper arbejdere fra VENALUM, ALCASA og SIDOR sig fysisk frem til gas-forsyningen, som oppositionsgrupper har forsøgt at stoppe, for derved at sætte fabrikkerne i stå.

I staten Carabobo, et af de vigtigste centre for produktionsindustrien, erklærer organisationen "Klassekampen" og "Den demokratiske fagforeningsblok", der samler arbejdere fra 52 forskellige fagforeninger fra de vigtigste fabrikker i staten (deriblandt Ford, General Motors, Chrysler, Pirelli, Good Year, Firestone, MAVESA o.a.), at de er imod "strejken". Nogle af disse fabrikker forbliver åbne, og i andre går arbejderne på arbejde, kun for at blive lockoutet af arbejdsgiverne. De kræver så betaling, fordi de har mødt på arbejde, hvilket de i de fleste tilfælde de så også får.

På PDVSA trodser arbejderne deres overordnede og besætter selskabets produktionscentre i Puerto la Cruz, El Palito og Yagua. I halvfems dage kører de selskabet, som har et af verdens mest avancerede teknologiske systemer og er blandt verdens 50 største selskaber, videre under arbejderkontrol. I løbet af et par uger lykkes det dem at genoptage produktionen.

”Generalstrejken” løber ud i sandet. Den viser sig at være en arbejdsgiverlockout, snarere end en arbejderstrejke. I februar 2003 er Venezuelas økonomi tilbage på normal kurs, og forbrugsvarer findes atter på supermarkedernes hylder. Men arbejdsgiverlockouten har varet 64 dage og kostet landet mere end 10 milliarder dollars. (Eduardo Molina: Que es y hacia dónde va la revolución bolivariana?...side 51.)

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.