I den seneste periode har vi været vidner til massebevægelser, opstande og revolutioner over hele Latinamerika. Der er sket en markant venstredrejning blandt de latinamerikanske befolkninger. Flere steder har det givet sig udtryk i demonstrationer og oprør, og til de seneste præsidentvalg er det i høj grad de venstreorienterede kandidater, der har vundet befolkningens opbakning som f.eks. i Brasilien, Nicaragua og Ecuador.
Den venstredrejning, der foregår i Latinamerika i øjeblikket, er ikke en spontan og pludselig tilfældighed, opstået ud af det blå. Det er vigtigt at forstå, at det er et produkt af de ophobede problemer og modsætninger, som i bund og grund skyldes, at det kapitalistiske system ikke kan udvikle de latinamerikanske lande og garantere anstændige leveforhold for det store flertal af befolkningen. De forskellige bevægelser, vi har set i den seneste periode, er alle en reaktion på dette grundlæggende problem.
Venezuela
Venezuela er det land, der er nået længst i den revolutionære udvikling. Perspektivet for et socialistisk Latinamerika afhænger i høj grad af udviklingen i Venezuela. Efter den overvældende sejr ved præsidentvalget den 3. december, hvor mere end 63 procent af befolkningen stemte for Chavez, som en erklæret socialistisk kandidat, er han kommet med en del radikale udmeldinger. Han opfordrer bl.a. til at oprette et nyt forenet socialistparti PSUV. Masserne har budt idéen velkommen. Opbyggelsen af et demokratisk og repræsentativt socialistisk parti vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning for arbejderbevægelsen i Venezuela.
En anden afgørende ting er, at flere nationaliseringer er sat på dagsordenen. Chavez har foreslået nationalisering af alle virksomheder, der tidligere er blevet privatiseret. Men det er klart, at en revolution ikke skabes fra oven. Nationaliseringer må ske med arbejdernes aktive deltagelse. I Venezuela er der et massivt pres fra masserne, om flere resultater og skridt hen imod socialisme. Der er stadig mange besatte fabrikker, hvor arbejderne kæmper for nationaliseringer under arbejderkontrol. Problemet er, at fagforbundet UNT ikke viser en klar vej frem. Samtidig er der dele af staten, som er besat af bureaukrater, der modarbejder revolutionen indefra og ikke ønsker socialisme og arbejderkontrol. Dette kom f.eks. til syne den 24. april 2007, da korrupte dele af politiet fra delstaten Aragua anholdt og beskød arbejdere fra den besatte fabrik Sanitarios Maracay.
Det viser tydeligt, at den borgerlige stat stadig modarbejder revolutionen. Hvis både kapitalisternes og de korrupte embedsmænds sabotage skal stoppes, kræver det, at UNT iværksætter en plan for fabriksbesættelser i hele Venezuela med målet om oprettelsen af en socialistisk arbejderstat. Dette er ikke et utopisk perspektiv, der ligger langt ude i fremtiden - det er opgaven for den venezuelanske arbejderbevægelse lige nu. Mulighederne for at afskaffe kapitalismen indenfor en overskuelig fremtid, har aldrig set bedre ud.
Bolivia
Bolivia har en lang, stærk revolutionær tradition. Både i 2003 og 2005 har der været enorme opstande ledt af minearbejderne og deres fagforening COB. Disse opstande endte i at flere præsidenter måtte gå af, og magten lå reelt i hænderne på folket. Men COB magtede ikke at kæmpe for oprettelsen af en arbejderstat, de formåede ikke at tage magten og fejlede i at fuldføre deres ellers radikale program. Det er klart, at en befolkning ikke kan leve på barrikaderne i årevis, samtidig kan den heller ikke stiltiende acceptere undertrykkelse og usle leveforhold. Befolkningen vil søge en udvej. COB fejlede i at tage magten, da den lå i deres hænder, derfor blev det den reformistiske Evo Morales og hans parti MAS, der blev genstand for massernes håb om forandring.
Morales var under valgkampen og efter valgsejren meget radikal i sine udmeldinger og lovede at gennemføre massernes krav om bl.a. landreformer og nationalisering af gassen. Der er ingen tvivl om, at Morales er under massivt pres fra masserne. Morales har i lang tid vaklet mellem masserne på den ene side og det nationale borgerskab med imperialisterne på den anden siden. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre at tilfredsstille begge parter. Bolivias regering er meget svingende til højre og venstre, hvilket også gør den enorm svag. Et godt eksempel på dette er nationaliseringen af gassen, der endte med at blive en halvnationalisering, hvor staten fik 51 procent af andelen i gasproduktionen, og de oprindelige selskaber beholder resten. Argumentet var, at den bolivianske stat ikke havde den teknologiske viden og kapacitet til at køre det selv.
Det er klart, at denne linie ikke kan fortsætte. Morales må vælge side. Masserne støtter ham ikke ubetinget. Der skal sociale ændringer til, forbedringer for arbejderne både i arbejds- men også leveforhold.
Mexico
I lang tid virkede Mexico upåvirket af situationen i resten af Latinamerika. Men under den forholdsvise stille overflade er modsætninger, utilfredshed og frustrationer ophobet gennem årtier. Dette fik et udtryk i massedemonstrationer med millioner af fattige mexicanere, som protesterede mod højrefløjens valgsvindel og korruption ved præsidentvalget i juni 2006. Den venstreorienterede PRD-kandidaten Lopéz Obrador var blevet snydt for sejren, gennem organiseret fusk med stemmeoptællingen. Masserne så præsidentvalget som et klassevalg og stemte på Lopéz Obrador. Som konsekvens af snyderiet, var der protester og demonstrationer fra juni og helt ind i oktober.
I delstaten Oaxaca udviklede det, som i begyndelsen af foråret 2006 var en lærestrejke for bedre løn sig til en opstand med besættelser af bl.a. universitetet og oprettelsen af APPO - et folkeråd der i en periode havde kontrollen med byen. Det endte med at delstatsguvernør Ulises Ruíz måtte sætte hæren og elitetropperne ind og brutalt nedkæmpe oprørene. Flere blev dræbt under kampene, og mange er endnu fængslet og bliver udsat for grov tortur. Situationen i Oaxaca var et isoleret tilfælde, dvs. den blev ikke fulgt op andre steder i landet. Dette er en af grundene til, at lærerne led nederlag. Havde der været en organiseret revolutionær ledelse, som kunne føre kampene videre og sprede dem til resten af landet, havde situationen i Mexico måske været helt anderledes i dag.
Den nye højreorienterede Calderón-regering vil i den kommende periode vise sit sande ansigt. Den vil, grundet Mexicos økonomiske situation og regeringens alliance med borgerskabet, blive nødt til at angribe arbejderne igen. Derved er starten på flere sammenstød imellem klasserne lagt.
Cuba
Den cubanske revolution i 1959 lagde grunden for et system med planøkonomi, som skaffede vigtige forbedringer for befolkningen i sundhed og uddannelse. Men fordi revolutionen blev isoleret på én ø, har man haft masser af problemer med bl.a. bureaukrati og korruption. Der er et enormt sort marked, da det ikke er muligt for offentligt ansatte at leve for deres grundløn. Venstrebølgen i resten af Latinamerika og især udviklingen i Venezuela har dog haft en positiv effekt på de cubanske masser, som igen er blevet draget ind i politisk aktivitet og er begyndt at diskutere fremtiden. Fidel Castros sygdom har for alvor sat spørgsmålet om Cubas fremtid på dagsordenen. USA og de reaktionære eksil-cubanere håber på, at kapitalismen nu kan genindføres på Cuba. Dette ville være en sand katastrofe for masserne og ville betyde en drastisk nedgang i deres leveforhold. Men der er en anden vej for Cuba: Hvis revolutionen spredes til andre lande, og hvis der indføres arbejderkontrol med styringen af planøkonomien og det politiske system, kan imperialismen besejres på ny, og revolutionen kan overleve. Således er Cubas fremtid uløseligt bundet sammen med revolutionens udvikling i de andre latinamerikanske landes over den kommende periode.
Konklusioner
En revolutionær bølge går gennem Latinamerika, og i øjeblikket er det Venezuela, der udgør nøglen til den. Det er en stor inspirationskilde for alle, der kæmper for at ændre verden, også i Danmark. Det viser, at revolutionernes tid slet ikke er forbi, og at den politiske situation kan ændre sig lynhurtigt. Det er essentielt at studere kontinentets historie, for deraf at lære af tidligere erfaringer og undgå at lave samme fejl som tidligere. Så meget desto vigtigere er det, at vi opbygger en international marxistisk tendens, der kan give et klart program for fuldførelsen af den socialistiske revolution i Latinamerika og internationalt.
