Koalitionstropperne udførte en af de hurtigste, mest succesfulde og humane kampagner i militærhistorien.
- George W. Bush, 1. maj 2004.

Den niende april markerede besættelsens jubilæum, ikke blot i Danmark, hvor Nazitysklands besættelse begyndte på denne dato i 1940, men også i Irak, hvor de amerikanske styrker rullede ind i Bagdad i 2003.

Bush og hans klike af højrefanatikere i det Hvide Hus prøver at fremstille amerikanernes besættelse som en ”befrielse” og kalder den 9. april for ”befrielsesdagen”. De amerikanske myndigheder og deres marionetregering, der kunne have fejret den 9. april, endte i stedet med at udstede et forbud mod al kørsel – også på cykel – i Bagdad, i frygt for, at befolkningen skulle vise deres ”taknemmelighed” over for besættelsesstyrkerne.

Det er ikke længere en hemmelighed, at USA er ved at tabe krigen i Irak. Det er ikke kun sunnierne, der kæmper aktivt imod besættelsen. Den 9. april foregik de største demonstrationer imod besættelsen i de shiitisk dominerede områder omkring Kufa og Najaf. Her marcherede over en million imod den amerikanske besættelse med paroler som ”Ja til Irak, ja til suverænitet, nej til besættelse” og ”Nej til amerikanerne, ud med besættelsesmagten”. Den irakiske regering var ikke i stand til at forhindre denne demonstration, faktisk er regeringen knap nok i stand til at beskytte sig selv imod gentagne bombeangreb.

Den store demonstration blev anført af religiøse ledere for shiaer såvel som sunnier. Dagen før denne demonstration havde den shiitiske leder Muqtada al-Sadr opfordret de irakiske soldater og politifolk til at afbryde samarbejdet med USA, og opfordret til at de sammen kæmpede for at få USA ud af Irak. Og ved demonstrationen i Najaf gik mange af de politifolk, der skulle overvåge protesten, med i demonstrationen. Ved demonstrationens slutning mistede en amerikansk soldat livet i kamp mod vrede demonstranter.

Demonstrationen bar ingen sekteriske flag – kun det irakiske nationalflag, hvilket var med til at understrege enheden mellem de forskellige grupper i kampen mod besættelsen. Den irakiske regering er tidligere blevet presset af befolkningen til at kræve en dato for amerikansk tilbagetrækning, men premierminister Maliki, der er klar over, at hans regering ikke kan overleve 24 timer uden amerikanske bajonetter, prøver at købe tid gennem juridiske manøvrer og kommissioner.

Imperialismens Folkemord
Situationen er gået fra slem til værre for besættelsesstyrkerne i Irak. 3292 amerikanske soldater har mistet livet i Irak siden krigens begyndelse, og mellem 23.000 og 100.000 er blevet sårede. Det skal dog bemærkes, at de reelle tabstal er højere, da mange hårdt sårede soldater flyves ud af Irak for at blive behandlet på amerikanske baser i for eksempel Tyskland – og hvis de dør dér, så tæller de ikke i statistikken for Irak.

De civile irakiske tab er forfærdelige. Iraq Body Count sætter tallet så lavt som til 70.000, men dette er kun dødsfald, der er blevet rapporteret i medierne. Men det er ifølge Iraq Body Count kun en brøkdel af det reelle tal. Tidsskriftet The Lancet offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste, at 655.000 irakere (eller omtrent 5 procent af befolkningen) har mistet livet siden den amerikansk-britiske invasion.

De fleste vil erindre, at Bush, Blair og deres medløbere (Berlusconi, Aznar, Fogh og andre) brugte en absurd påstand om ”masseødelæggelsesvåben” som påskud til at begynde invasionen af Irak. Men som vi har beskrevet i en anden artikel (http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=975) var Irak allerede dybt forkrøblet før invasionen. En halv million børn var døde som direkte konsekvens af FN-sanktionerne, og Irak var industrielt og militært set blevet kastet årtier tilbage.

I løbet af den nuværende krig er det kommet frem, at USA har brugt napalm og fosforbomber mod civile og at de systematisk har torteret, massakreret og voldtaget civile irakere. Ifølge menneskerettighedsgrupper som Human Rights Watch og Amnesty International er der ingen grund til at antage, at torturen i amerikanernes fængsler i Irak er forsvundet siden skandalen om billederne fra Abu Ghraib – tværtimod kommer der konstant rapporter om systematisk tortur med præcis de samme metoder som vi så i Abu Ghraib. Dette er irakerne aldeles klar over – og det had, som almindelige irakere nærer imod besættelssesyrkerne, kan umuligt overdrives.

USA\'s masseødelæggelsesvåben
Senest er en ny anklage om krigsforbrydelser kommet frem: tilsyneladende har amerikanerne benyttet sig af neutronbomber – taktiske atomvåben – under kampen om Bagdad Lufthavn. Kilden til denne information er Saifeddin Fulayh Hassan Taha al-Rawi, den tidligere leder af Saddams Republikanske Garde. Han fortalte til TV-stationen Al Jazeera, at de amerikanske styrker brugte neutronbomber og fosforbomber i kampen om lufthavnen. Disse bomber ”dræbte soldaterne, men efterlod bygningerne og infrastrukturen i lufthavnen intakt,” sagde han til Al Jazeera.

Det er sandsynligt, at al-Rawi har ret i sine anklager. USA har et stort arsenal af neutronbomber, der er en art kernevåben, som forårsager en minimal eksplosion, men udløser en stor mængde dødelig radioaktiv stråling, som trænger gennem panser og er yderst skadelig for levende væsener. I Bagdad Lufthavn var en stor del af elitestyrkerne fra den Republikanske Garde stationeret. Brugen af neutronbomber kan være en del af forklaringen på, hvorfor den Republikanske Garde tilsyneladende kollapsede så hurtigt og ydede så lille modstand mod amerikanernes indtog i Bagdad 9. april 2003.

USA har i Irak konsekvent gjort brug af klyngebomber, ligesom Israel har gjort brug af disse bomber i Libanon. Brugen af klyngebomber mod civile er ganske vist forbudt ifølge international lov, men sådan en ”lovgivning” vil herrerne i Washington, London og Tel Aviv blæse på, når det passer dem.

Død og rædsel i Bagdad
Resultaterne af USA\'s invasion har været katastrofale for irakerne. En ny rapport fra Røde Kors giver et grufuldt billede af hverdagen i det besatte Irak:

”Civilbefolkningen bærer byrden under den uophørlige vold,” siger rapporten, ”og de ekstremt dårlige sikkerhedsforhold, der ødelægger livet og leveforholdene for millioner. De irakiske civiles nød er en påmindelse om den kendsgerning, at der længe ikke har været respekt for deres liv og værdighed.”

Doktor Adel Al-Shammari, der er leder af Al-Kindi Teaching Hospital i Bagdad fortæller til Røde Kors:
”Med daglige angreb er det som om, Bagdad er i konstant nødstilstand. Vi gør vores bedste for at følge med indstrømningen af patienter med de midler, vi har til rådighed (...) Vores kirurgiske afdelinger er altid fult belagte og arbejdsforholdene er ekstremt vanskelige. Ud af de 208 kirurger, der plejede at arbejde her, er der kun omkring 40 i dag.”

Iraks sundhedsvæsen var tidligere det bedste i regionen. Landet havde regionens bedste læger, sygeplejersker og hospitaler samt den billigste medicin. Nu er situationen vendt på hovedet. Mange læger er flygtet ud af landet eller blevet dræbt, og det er udbredt blandt patienter at sælge deres ejendom for at komme til udlandet for at modtage behandling. Men dette er kun muligt for et mindretal af de patienter, der har brug for behandling.

Doktor Iyad Muhammad fra Ramadi General Hospital fortalte Inter Press:
”Vores situation er nu værre end under perioden med sanktioner (i 1990\'erne), da mere end en million døde, og vi havde meget lidt medicin og udstyr til at behandle med.”

Årene med krig, sanktioner og besættelse har været en gigantisk katastrofe for sundhedstilstanden i Irak. Ifølge FN\'s børneorganisation UNICEF var dødeligheden for børn under fem år 50 pr. 1000 i 1990, og i 2006 var den på 130 pr. 1000.

Uden for Bagdads hospitaler ligger der dynger af medicinsk affald. Tidligere blev affaldet brændt, men nu får affaldet lov at ligge, fordi der ikke længere er brandstof til afbrænding af affald (i et land med nogle af verdens største oliereserver!), og fattige folk gennemroder hver dag disse bunker for at finde noget, de kan sælge. Det mest værdifulde er ting, der indeholder metal – som for eksempel brugte kanyler. Det sundhedsfarlige i denne levevej, der er blomstret op efter den amerikanske besættelse, behøver ikke at understreges.

Besættelsen har også betydet økonomisk katastrofe for Irak. Over halvdelen af arbejdsstyrken er arbejdsløse. Mange skoler er blevet lukket på grund af den dårlige sikkerhedssituation, så tusinder og atter tusinder af irakiske børn vokser op uden skolegang.

Værste flygtningestrøm siden anden verdenskrig
Millioner af irakere er blevet drevet på flugt siden invasionen af Irak. Omtrent en million er flygtet til Jordan, der ellers har ca. fem millioner indbyggere – det samme som Danmark. Over en million irakere er desuden flygtet til Syrien, og så er der alle de interne flygtninge i Irak, der flygter fra etnisk udrensning. Ifølge FN er over to millioner irakere drevet fra deres hjem og er interne flygtninge. Desuden er der et stort antal irakiske flygtninge i Iran, Libanon, Tyrkiet, Egypten og Yemen. I alt har imperialisterne altså tvunget over 4.000.000 mennesker til at flygte fra deres hjem, familie, venner og tilværelse. Dette er mere end Saddam Hussein, Slobodan Milosevic, Robert Mugabe og de nicaraguanske kontraer har været ansvarlig for tilsammen.

Den elendighed, der har skabt de enorme flygtningestrømme, er skabt af imperialisterne i Washington og London. Imperialisterne har skabt en flygtningestrøm, der i antal langt overgår de 700.000 palæstinensere, der blev fordrevet fra deres hjem i 1948, da Palæstina blev opdelt og staten Israel blev oprettet på grundlag af massiv etnisk udrensning.

Ikke blot har imperialisterne skabt de største flygtningestrømme i Mellemøsten siden det armenske folkemord i 1915, der også bliver kaldt ”det første Holocaust”. Flygtningestrømmene er de mest massive siden anden verdenskrig, hvis man undtager Afrika. Washington håner ligefrem de irakere, der er flygtet for at redde det nøgne liv. USA tillod i 2005 18 irakiske flygtninge at få ophold. I 2006 var tallet 202. Til sammenligning har Sverige, der ikke har direkte skyld i folkemordet og fordrivelsen i Irak, givet husly til over 11.000 irakiske flygtninge siden 2005. Nu er der imidlertid en fløj af den herskende klasse i Washington, der ønsker at tage langt flere irakiske flygtninge ind. Hvorfor? Ikke af humanitære årsager, men som Time skriver, så ”ville det være god propagande i den arabiske verden, hvor USA\'s image har brug for at blive forbedret. (...) Og det ville give Washington et grundlag for forhandlinger med Iran og Syrien, hvis hjælp USA har brug for til at stabilisere Irak.”

Fra den mere realistiske fløj af den amerikanske kapitalistklasse er der altså et ønske om at hjælpe flere af de flygtninge, de selv har drevet på flugt... Fordi de har indset, at de er ved at tabe krigen, og er på udkig efter en udgang gennem forhandlinger med Syrien og Iran, hvilket blev demonstreret af Nancy Pelosis besøg i Damaskus for nylig.

Krig er forfærdeligt ... indbringende!
Der findes ikke ord i menneskesprog for de lidelser, imperialismen har nedkaldt over Irak. For langt de fleste irakere har ”Stars and Stripes” samme betydning som hagekorset har for de fleste europæere. Den amerikanske imperialisme bakkede op om Saddam Hussein, da han angreb Iran, da han gassede kurderne i Halabja i 1988.
Kort før Saddam knuste kurderne ved Halabja, sendte London en minister til Bagdad for at diskutere handel med ham. Efter at han havde dræbt 5.000 kurdere ved gasangreb, gav de ham yderligere 340 millioner pund i kredit til handelsaftaler, og amerikanerne gav ham en ekstra milliard dollars.

Imperialisterne stod bag Saddam, da han satte strøm til sumpene med gigantiske generatorer og dermed udraderede sumpirakerne og da han slog opstanden ned i det sydlige Irak i 1991. Det var den amerikanske regering under Bill Clinton, der fik gennemført de sanktioner, der ifølge FNs egne tal slog over 500.000 irakiske børn ihjel i 1990\'erne. Det var amerikanernes brug af forarmet uran, der udløste den epidemilignende bølge af leukæmi efter krigen i 1991. amerikanerne og deres allierede efterlod mellem 300 og 800 tons uran-238 fra anti-tank-patroner og andre sprængstoffer på de irakiske slagmarker. Konsekvenserne for den irakiske befolkning har været forfærdelige. Dette uran forårsager kræft i blod, knogler og nyrer, og det udsendes som skyer af små radioaktive partikler, der kan optages i lungerne. Det er nærmest umuligt at ødelægge, og derfor er store dele af Irak permanent forurenet af radioaktivitet. Den amerikanske imperialismes seneste forbrydels er udslettelsen af (forsigtigt anslået) en halv million civile irakere og fordrivelsen af fire millioner.

Alle disse rædsler slår ethvert anstændigt menneske med forfærdelse og inderlig væmmelse. Men som Spinoza sagde, så er vores opgave hverken at le eller græde, men at forstå.
En pacifist sagde en gang til Lenin, at krig er forfærdeligt. Lenin svarede ”Ja, forfærdeligt indbringende!”
Modsat hvad pacifister af alle typer tror, så er krige i den moderne tidsalder ikke et resultat af svigtende moral, menneskelige fejltagelser eller ondskab. Den prøjsiske militærteoretiker Karl von Clausewitz sagde, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. I den moderne tidsalder, hvor al politik domineres af nogle få banker og store virksomheders kamp om markeder, kan dette ikke altid løses med ”fredelige” midler (selv i ”fredelige” perioder bliver denne kamp udkæmpet ved brug af opskruet tempo på arbejdspladserne, firmaopkøb, massefyringer, industrispionage, karteldannelse, selskabstømning, svindel, bedrag og nederdrægtighed), nogle gange bliver kampen så tilspidset, at de dominerende kapitalister i én stat bruger statsmaskinen til at overfalde og udplyndre andre stater.

Der er masser af eksempler på dette i moderne historie. Både første og anden verdenskrig var grundlæggende set en kamp, hvor imperialisterne søgte at erobre indflydelsesområder og nye markeder fra de andre. Den forfærdelige krig mellem Irak og Iran i 1980\'erne, som efterlod over 500.000 døde iranere og 375.000 irakere, var en kamp om de indbringende oliefelter i det iranske Khuzestan. Som vi har beskrevet i denne artikel (http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1613) er baggrunden for krigen i Den Demokratiske Republik Congo, der har krævet over 3 millioner dødsofre, intet andet end en krig om råstoffer og profit. Også her har imperialisterne fingrene langt nede i blodbadet.

At forestille sig en verden, der er baseret på privat ejendomsret til bankerne og de store virksomheder, uden en kamp på liv og død om markeder, profit og krigsbytte, er som at forestille sig et menneske uden lunger. Det er komplet uladsiggørligt.

Koncentration af kapital
Den mest moderne bog, der findes om grundlaget for den moderne tids konflikter og krige, er uden tvivl Lenins mesterværk Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Her skitserer Lenin, hvordan imperialismen er opstået:

”Imperialismen er vokset frem som en videreudvikling og direkte fortsættelse af kapitalismens grundbegreber. Men kapitalismen blev først på et bestemt, meget højt udviklingstrin til kapitalistisk imperialisme, da nogle af dens grundtræk begyndte at forvandle sig til deres modsætning, og da der over hele linjen dannedes og fremtrådte træk af en overgangsperiode fra kapitalismen til en højere samfundsordning. Det økonomisk fundamentale i denne proces er, at de kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske frikonkurrence. Den fri konkurrence er væsensmærket for kapitalismen og vareproduktion overhovedet; monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for øjnene af os at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentration og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår deraf, nemlig karteller, syndikater, truster og dermed sammensmeltet kapital fra en halv snes milliardbanker. Og tillige ser vi, at monopolerne ikke fjerner den fri konkurrence, som de er vokset ud af, men består ved siden af den og over den, og således fremkalder en række særligt krasse og skarpe modsigelser, gnidninger og konflikter. Monopolet er overgangen fra kapitalismen til en højere ordning.”

Den tilstand, vi har i dag, hvor verdensøkonomien bliver aldeles domineret af nogle få giganter er altså ikke en tilfældighed, men er vokset direkte ud af selve det kapitalistiske systems natur. Den ”fri konkurrence” blev i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet afløst mere og mere af nogle få giganter. Det observerede Lenin i Imperialismen, som han bakkede op med tal over kapitalens koncentration. Men kapitalen er endnu mere koncentreret i dag. 358 multimilliardærer besidder lige så meget rigdom som den fattigste halvdel af verdens befolkning. De 500 største viksomheder kontrollerede i 1996 70 procent af verdenshandelen. Tal fra 2000 viste, at verdens 200 største virksomheder stod for 25 procent af planetens samlede økonomiske aktivitet. Disse 200 giganter besidder desuden en rigdom, der er dobbelt så stor som de fattigste 80 procent af verdens befolkning tilsammen.

Disse giganter, den nye tids enevældige kejsere, mikadoer og zarinaer, har oven i købet i årevis skåret i antallet af ansatte. I 2000 beskæftigede de tilsammen knap 19 millioner – hvilket svarer til under under 0,3 procent af verdens befolkning.

Koncentrationen kan også ses inden for de enkelte brancher. Tidsskriftet The Agribusiness Examiner giver os 8. december 2003 følgende tal for udvalgte brancher:
Medicinalindustri: De 10 største virksomheder kontrollerer 53 pct. af verdensmarkedet.
Bioteknologi: De 10 største virksomheder kontrollerer 54 pct. af verdensmarkedet.
Fødevarer: De 10 største virksomheder kontrollerer 57 pct. af verdensmarkedet.

Tal fra 2002 viste, at ud af verdens 100 største enheder var over halvdelen virksomheder, ikke stater. For eksempel har General Motors en årlig omsætning, der er større end Danmarks samlede økonomi (BNP).

Disse gigantiske kapitalister har delt verden op imellem sig, og de kæmper en voldsom kamp om selv de mindste markeder for at øge profitterne og udkonkurrere de andre. Dette er ikke et spørgsmål om ”moral”, men et spørgsmål om liv eller død for kapitalisterne, der kun kan forvente undergang og fallit, hvis de ikke tager de mest hensynsløse metoder i brug for at samle mere kapital end konkurrenterne.

Kamp om markeder
I det internationale manifest mod krigen i Irak (http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1) skrev vi følgende:
Det er ikke nogen tilfældighed, at den ledende klike i Washington alle er oliemænd og -kvinder. George W. Bush er søn af oliemagnaten George Bush Senior, han startede olie-selskabet Arbusto, og han er tillige tidligere aktieejer i Spectrum 7 Energy, et andet olieselskab, og tidligere leder for Harken Oil and Gas. Hans vicepræsident Dick Cheney er tidligere bestyrelsesmedlem i Halliburton Industries og er involveret i Unocal, Exxon, Shell og Chevron - dette er nærmest en telefonbog over store olieselskaber. Og lad os nu ikke glemme Condoleeza Rice. Hun er tidligere leder af Chevron Oil og Caspian Oil. Hun er så intimt forbundet med olieindustrien, at en olietanker er opkaldt efter hende. Denne tætte forbindelse med de store olieselskaber spiller uden tvivl en meget vigtig rolle i disse menneskers overvejelser.

Bag imperialisternes indtog i Irak ligger de amerikanske kapitalisters ønske om at plyndre dette land fuldstændig for dets enorme ressourcer af olie og gas. Mange pacifister og grædekoner er bedrøvede over de forbrydelser mod menneskeheden, som amerikanerne og deres medløbere står bag i Irak. Men de forklarer ingenting. Det er håbløst at vende sig imod imperialismens krigseventyr på grundlag af pacifisme. Det vil være det samme som en læge, der giver sig til at græde over patientens symptomer. Men alle tænkende mennesker, arbejderklassen og ungdommen, har krav på en klar diagnose af problemet – ellers kan sygdommen aldrig udryddes.

Lenin polemiserede ivrigt imod den ledende tyske socialdemokrat Karl Kautsky, der mente, at man kunne adskille de imperialistiske staters krigsførelse fra det økonomiske grundlag, kapitalisternes ejendomsret til banker, fabrikker, rederier og så videre. Kautsky argumenterede for, at krige om markeder og kolonier blot var en ”politik”, som imperialisterne kan vælge til eller fra efter behag. Men Lenin viste, at den voldelige kamp om markeder, som imperialistisk krig repræsenterer, er en integreret og uundgåelig bestanddel af den moderne kapitalisme, imperialismen:
”... en »bekæmpelse« af trusternes og bankernes politik, som lader det økonomiske grundlag for trusterne og bankerne uberørt, løber ud i borgerlig reformisme og pacifisme, i harmløse, fromme ønsker.”

Hvis vi accepterer kapitalistklassens ledelse i udenrigspolitikken, ender vi uvægerligt også med at acceptere kapitalens diktatur på hjemmefronten. Udenrigspolitikken er kun en fortsættelse af indenrigspolitikken. Krig er kun en fortsættelse af den normale politik, bare med andre midler. Der er ikke én politik til fredstid og en anden, helt anderledes politik til krigstid. Både i krig og fred handler det for kapitalisterne om at samle kapital med de midler, de har til rådighed. Både i krig og fred er vi helt imod arbejdsgiverne og deres stat, og vi kæmper for at forsvare arbejderklassens og dens organisationers interesser og uafhængighed.

Gigantisk røveri
Imperialisterne har forsøgt at plyndre Irak. I 2004 plyndrede de landet for 1,8 mia. dollars, som Saddam Husseins regering skyldte udenlandske kreditorer. Dette foregik gennem FN-organisationen UNCC, der er nedsat for at ”gøre krav gældende og betale kompensation for tab og skader som direkte resultater af Iraks ulovlige invasion og besættelse af Kuwait.” Af de 1,8 mia. dollars, som dette FN-kontor plyndrede Irak for i 2004, gik 70 millioner til USA og Storbritannien. Men langt den største del af pengene, 78 procent, gik til store virksomheder som Halliburton (18 mio. dollars), Bechtel (7 mio. dollars), Mobil (2,3 mio. dollars), Shell (1,6 millioner dollars), Nestlé (2,6 mio. dollars), Pepsi (3,8 mio. dollars), Philip Morris (1,3 mio. dollars), Sheraton (11 mio. dollars), Kentucky Fried Chicken (321.000 dollars) og Toys R Us (189.449 dollars). Disse kapitalister fik del i det irakiske krigsbytte under påskud af, at de havde ”mistet forventede indtægter” på grund af Saddams invasion af Kuwait i 1990. (The Guardian, 16. oktober 2004.) Som den hollandske bank Hoppe og Co. så rigtigt skrev i en kontrakt med den russiske Zar Paul, så skal ”renter betales uanset politiske omstændigheder”.

Det bliver værre endnu. På grund af de enorme materielle ødelæggelser, som invasionsstyrkerne har forvoldt i Irak, har Irak været tvunget til at tage enorme lån hos verdensbanken. Irak burde med sine enorme oliereserver være et af de rigeste lande i verden, men var i 2004 alligevel tvunget til at låne en halv mia. dollars hos verdensbanken – det vil sige hos de vestlige finanskapitalister – for at betale for genopbygning af broer, veje og anden infrastruktur, som USA og Storbritannien har ødelagt.

Ifølge en aftale under UNCC skal 5 procent af Iraks indtægter fra olie og gas bruges til at betale diverse store virksomheder, der mener at have lidt økonomisk skade på grund af Iraks invasion af Kuwait. I alt har denne organisation, der er et redskab for imperialisternes plyndring af Irak, ”kompenseret” multinationale virksomheder og diverse regeringer med 21.809.642.254 dollars og 71 cents. (UNCC pressemeddelelse, 25. januar 2007.)

Men dette uhyrlige beløb, som imperialisterne har stjålet fra Irak, er ikke nok for disse civiliserede herrer og damer. Som vampyrer bliver de aldrig trætte af at suge livet ud af deres ofre. Så sent som i januar udbetalte UNCC 391.491.357 dollars og 30 cents af de stjålne irakiske oliepenge til private kapitalister i Mellemøsten, Rusland og Vesten. I oktober sidste år udbetalte dette FN-kontor over 417 millioner dollars til private firmaer og regeringer, der mente at have lidt tab under invasionen af Kuwait. Men alle disse enorme beløb er ikke nok. Således kan vi læse i den seneste pressemeddelelse fra UNCC, at følgende beløb stadig mangler at blive udbetalt til private firmaer i disse lande:

Land Beløb (US dollars)
Bosnien og Herzegovina 10.000.000
Kuwait 54.535.807
Rusland 6.961.050,30
Tyrkiet 12.000.000
USA 9.994.500
I alt 93.491.357,30

Den koloniale revolution
Problemet for de fine herrer og damer på Wall Street, der har sendt ildvognen ind over Irak er, at irakerne tilsyneladende ikke er tilfredse med at blive besat og udplyndret. De vestlige kapitalister og deres købte ”eksperter” på universiteterne forklarer gentagne gange hændervridende, at irakerne blot skal forholde sig i ro og lade amerikanerne og deres Quislinge i Bagdads Grønne Zone ”klare arbejdet”. Hvad betyder det? Det er en henstilling til, at irakerne skal dukke nakken og finde sig i, at skoler, sundhedsvæsen, vand- og strømforsyning ikke fungerer, at brændstof er blevet et privilegium for de rige, at en fremmed magt med 140.000 soldater og 100.000 lejesoldater regerer landet, at fagforeninger får smadret deres kontorer af besættelsesstyrkerne og mænd, kvinder og bærn straffrit kan blive myrdet af besættelsesstyrkerne – og især af de 100.000 lejesoldater fra sikkerhedsfirmaer som Blackwater, der opererer uden kontrol.

Uanset hvad USA gør, vil det være forkert. De har tabt krigen, og de irakiske væbnede modstandsgrupper vil fortsætte med at tildele dem svære tab. Det er baggrunden for, at flertallet blandt de amerikanske kapitalister nu ønsker at trække sig ud af Irak og slå en handel af med Syrien og Iran.

Den irakiske modstandsbevægelse har en grundlæggende revolutionær betydning. På trods af en samlet og koncentreret indsats fra den mægtigste militærmaskine i verdenshistorien, formår den irakiske opstand at forhindre, at USA kan plyndre Irak så meget som de ville. Modstanden forhindrer, at USA kan slå sig ned og etablere en stærk base i regionen. Dette er et kraftfuldt, stærkt og opløftende signal til alle undertrykte folk i verden. De undertrykte masser i Filipinerne, Bangladesh, Pakistan, Afghanistan, Somalia, Nigeria og resten af den eks-koloniale verden ser med deres egne øjne, at denne monstrøse militærmaskine, på trods af neutronbomber, napalm, massakrer og torturkamre, ikke er uovervindelig, men kan besejres.

Imperialismen har i virkeliheden en utrolig svag position i Mellemøsten. USA lider et forsmædeligt nederlag i Irak, Israel fik en blodtud af den libanesiske modstand under krigseventyret i sommer, og imperialisterne er ude af stand til at invadere Iran. Imperialisterne står over for en genopblusning af den koloniale revolution, af en opstand i de tidligere koloniale lande, og Irak viser, at de er magtesløse over for massernes opstand.

Dynamit i USA\'s fundament
Den amerikanske hær i Irak bliver mere og mere demoraliseret for hver dag, der går. En meningsmåling i slutningen af 2006, som blev bragt i Army Times viser, at der er et flertal blandt de amerikanske soldater, som er imod den måde, Bush har håndteret krigen i Irak på. Desuden viser undersøgelsen, at 65 procent af tropperne var tilhængere af invasionen i 2003, men nu er det kun 41 procent af tropperne, der mener, at det var rigtigt at invadere Irak. I 2004 troede 83 procent af de amerikanske tropper på sejr i Irak, men i 2006 var det kun 50 procent af tropperne, der troede på en sejr.

Afskaffelsen af værnepligten i USA i 1973 har betydet, at den amerikanske hær har fået en enorm overvægt af de fattigste amerikanere, og at de menige næsten udelukkende består af unge fra arbejderklassen. Disse unge melder sig til hæren fordi de ikke har råd til at betale for basale ting som uddannelse og sygesikring. Dette er ikke et frivilligt ”valg”, men en tvungen hvervning af kanonføde blandt den amerikanske arbejderungdom. Der er også en overvægt af sorte amerikanere, der generelt er mere fattige end andre etniske grupper. Sorte amerikanere udgør 12,7 procent af befolkningen, men tæller 22 procent af militærets personel. Ud af kvinderne i de amerikanske styrker, er 35 procent afrikansk-amerikanere. Spansktalende amerikanere er en anelse underrepræsenteret i hæren, men antallet af spansktalende amerikanere i uniform er vokset kraftigt (omkring 30 procent) i løbet af de sidste 10 år.

Afskaffelsen af værnepligten fritog i praksis unge fra den amerikanske middel- og overklasse fra at gøre tjeneste i hæren. De unge fra velstillede familier kan nu koncentrere sig om deres universitetsuddannelse og karriere i stedet for at blive sendt til fremmede lande og kæmpe for de amerikanske kapitalisters profit.
Den amerikanske hær er også blevet åbnet for folk, der ikke er statsborgere. 35.000 indvandrere uden statsborgerskab tjener nu som soldater – så kom ikke og sig, at hæren diskriminerer!

Trotskij bemærkede en gang, at USA ville vokse til en kæmpe på verdensplan, men at den ville hav indbygget dynamit i sit fundament – den enorme amerikanske arbejderklasse. En stor del af dette dynamit lærer i krigens skole, at deres liv bliver sat på spil – ikke for deres hjem og familie – men for guld, Mammon og Wall Street. En ung soldat, dekoreret med medaljer fra krigen i Irak, sagde til Iraq Veterans Against the War: ”Denne her krig handler om profit til militærindustrien. Overalt på baserne ser vi Halliburton og Bechtel. Krigen handler selvfølgelig om olie, men lige så meget om at våbenindustrien skal tjene penge.” Denne soldat forklarede, at han havde meldt sig til hæren af patriotiske grunde – han troede, han kunne forsvare sin familie og venner ved at tage til Irak. Men nu er alle illusioner væk. Han er langt fra den eneste.

Overalt på de amerikanske baser er der systematisk lydighedsnægtelse. Soldater nægter at tage ud på patrulje af frygt for at blive dræbt af irakiske modstandsgrupper. I praksis har mange officerer givet op over for de menige på mange baser. Det er kun et fåtal af disse sager, der kommer igennem pressens nåleøje, men ifølge amerikanske veteraner fra Irak er det særdeles udbredt. Mange soldater siger, at de slet ikke kender til en eneste base, hvor der ikke er systematisk lydighedsnægtelse. Den amerikanske 6. bataljon, der er udstationeret uden for Ramadi i Anbar-provinsen, har konsekvent nægtet at forlade basen – hvilket førte til noget, der minder om et regulært mytteri i december 2006. Dette mytteri var ifølge irakiske militære kilder, som avisen Al Moharrer har talt med, den direkte årsag til, at USA’s forsvarsminister Robert Gates måtte tage til Bagdad i et forsøg på at løse krisen.

Krig føder revolution
Det amerikanske nederlag i Irak rykker tættere og tættere på. Alle de amerikanske planer for Irak ligger i ruiner. Bushs seneste ”fremstød” i Bagdad har ikke gjort situationen mere rolig – tværtimod har den fremkaldt en splittelse i den irakiske regering, hvor ministre, der tilhører Muqtada al-Sadrs fløj er gået af, og der er åbent mytteri blandt mange irakiske politifolk og soldater, der deserterer og går over til militserne for at bekæmpe besættelsestropperne.

Som vi før har skrevet, kan denne masserevolte sammen med USA’s nederlag, kun føre til øget selvtillid hos de nedtrådte masser i hele regionen og videre ud. Den enorme bevægelse blandt masserne, som vi så i den koloniale verden i 1960’erne, vil gentage sig, men på et højere niveau.

Men for at garantere imod nye folkemord og imperialistiske krigseventyr er det nødvendigt at gøre op med selve de årsager, der føder imperialistiske røverkrige: den private ejendomsret til produktionsmidlerne. USA har på fire år brugt over 418 milliarder dollars på at føre krig i Irak. Det svarer til 130 Storebæltsbroer eller 7,2 millioner nye lærere til USA’s skolevæsen eller 3,7 millioner nye lejligheder i USA eller… Man kan blive ved. Den amerikanske arbejderklasse har ikke råd til at betale for Wall Street-bandens krigseventyr. Ej heller har irakerne. Under arbejderklassens herredømme ville de enorme ressourcer kunne bruges på enorme fremskridt inden for medicin, levestandard, uddannelse og kultur. Den amerikanske arbejderklasse vil gå gennem mange kampe for at tilkæmpe sig denne plads, men det eneste alternativ til den socialistiske omdannelse af USA (og med det resten af planeten) er flere og mere monstrøse gentagelser af det barbari, som imperialismen er ansvarlig for i Irak.