Hamas’ oprørske overtagelse af Gaza markerer et nyt vendepunkt i den blodige saga om den palæstinensiske bevægelse – den markerer en ændring, som spredes over en bred kam i Mellemøsten. Den gensidigt ødelæggende kamp mellem mainstream palæstinensiske grupper som Fatah og Hamas har kulmineret i, hvad nogle frygter, kunne være en splittelse i det, der går for at være deres stat. Den nuværende kæmpebrand har ikke blot vist, at to-statsløsningen er ren utopi, men i den nuværende epoke begravelseskirkeklokkerne bimler også for borgerskabets nationalisme.
For mere end fyrre år siden forklarede kammerat Ted Grant repræsentanter fra Al-Fatah og andre venstrefløjsfraktioner i en diskussion i London, at den eneste udvej for løsrivelsen af Palæstina var gennem en revolutionær bevægelse af arbejdere på en uforsonlig klassebase. Han understregede bagslaget for individuel terrorisme i den væbnede kamps navn, og pointerede at enhver forhandling med imperialismen eller den zionistiske stat, kun ville forstærke undertvingelsen af de palæstinensiske masser, og ville blive brugt til at intensivere deres undertrykkelse.
44 år, to regionale krige og tre intifadaer senere, er palæstinensernes tilstand gået fra skidt til værre. Den palæstinensiske nationalismes flamme har flakket, og er på grænsen til at blive udslettet. Den palæstinensiske nationalismes patetiske tilstand reflekteres i de seneste vers fra den nationalistiske bevægelse i dette tragiske lands hyllede poet.
O fremtid: spørg os ikke: hvem er du?
Og, hvad vil du have af mig?
For heller ikke vi ved det.
Den modige og trodsige massebevægelse for befrielsen af Palæstina med episoder med mod, utallige ofre og opofrelse til den palæstinensiske sag i næsten fem generationer, har været massemodstandens kendemærke i et halvt århundrede. Men til stadighed har ledelsens ideologi, metoder og karakter bragt Palæstinas undertrykte ud i en så traumatisk skæbne og ind i en blindgyde. Fatahs frygtelige forfald er den grusomme forening af disse politikker og kompromisser.
Hamas’ fremgang skyldes fortrinsvist det vakuum, som blev skabt af den stalinistiske/nationalistiske venstrefløjs degenerering og død. Under Mahmood Abbas har Fatah bøjet sig så lavt, at det bruger israelske og amerikanske våbenforsyninger imod deres palæstinensiske brødre. Hamas er muligvis den første islamisk fundamentalistiske organisation til at tage kontrol over noget som helst område i Mellemøsten. Men som religiøse fundamentalister overalt er deres ærlighed og fromhed en mere pyntet version af realiteternes ludfattige horder draget til voldelige og reaktionære tendenser gennem arbejdsløshedens frustration, fattigdom, elendighed og ledelsens manglende socialpolitiske aktivitet.
Én ting er at opildne stræben og følelse i den forarmede brede befolkning, men at etablere orden og hele Gaza’s stamme-krigsherrer, smuglere, kriminelle bander og jihasister er over Hamas’ kapacitet. Med 70 % arbejdsløshed; foragtelige sundheds og andre sociale forhold, kan den rasende fattigdom og vold ikke blive løst gennem mytologiske dogmer og Hamas’ metafysiske retorik. Der er ingen videnskabelig analyse, metode, perspektiv eller løsning på krisen.
Ydermere er der så voldelige rystelser i udbrud, at det slår revner, både i Hamas’ og Fatahs hierarki. Der er nu et åbent split mellem Khalid Meshaal, den såkaldte øverste leder af Hamas og Ismail Haniyah, Hamas’ premiereminister fordrevet af Abbas.
Venstrefløjslederen Marwan Bargouhti’s (indsat i israelsk fængsel og afsoner flere livstidsdomme) støtter er afgjort imod Abbas. Desto mere han kapitulerer til imperialismen, og desto mere hans håndlangergerning afsløres, desto mere vil han blive konfronteret med en endnu større opstand indeni Fatah og venstrefløjsorganisationerne inde i PLO.
De rasende brande i Palæstina vil ikke blive dæmmet inde af såkaldte grænser og den enorme mur, som sættes op af den reaktionære israelske stat. Herskerne i Egypten, Jordan, Saudi Arabien og andre steder i den arabiske verden er skrækslagne. Sammenkædet med den vilde modstand i Irak og en ny bølge af oprørskhed i Libanon, vil det palæstinensiske inferno ikke spare disse reaktionære, diktatoriske arabiske regimer.
Ironisk nok vil disse insiderkampe mellem palæstinenserne sende et meget anderledes budskab uden sidestykke til de israelske herskere. Den palæstinensiske nationalismes død vil drastisk slå et hak i den israelske nations facade.
De nuværende herskere i den arabiske verden kan, og vil ikke løse den palæstinensisk-israelske konflikt. De har brugt denne konflikt som en kilde til at se igennem fingrene med deres despotiske herredømme i så lang tid. Men opgangen i vold og modsætningerne i de palæstinensiske territorier vil puste til sydende utilfredshed og vrede blandt de arabiske masser. I takt med at den israelske nationalchauvinismes gardin falder, vil den israelske stats og herskende klasses reaktionære, udbyttende og brutale karakter blive klar for det israelske proletariat.
Klassekampens og den revolutionære opstands genopståen rundt om i verden i den nuværende periode vil have en lysende effekt på bevidstheden hos de udnyttede arbejdere og masserne i Palæstina, Israel og resten af Mellemøstens. De herskende klasser er blevet miskrediteret og afsløret. Fundamentalisme og nationalisme har kun bragt elendighed, vold, blodsudgydelser, nød og tyranni til masserne. Som Hegel en gang sagde, ”De som ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”.
Mahmood Darvesh’s vers proklamerer den borgerlig nationalismes historiske fejl og forældelse. Hans gribende medynk for palæstinensisk elendighed er smertefuld, og dog annoncerer den enden på en tidsalder, en ideologi. Den eneste vej frem for en ægte frigørelse af de palæstinensiske masser er gennem klassekamp. Forening mellem arbejdere og undertrykte i alle verdens lande, religioner, kaster og racer. Denne kamp kan kun vindes ved omstyrtelse af kapitalismen og imperialismen gennem en socialistisk revolution. Palæstinenserne kan ikke gennemføre dette alene. Kun gennem fælles og samlet klassekamp med israelske arbejdere og de undertrykte masser i andre lande i regionen, kan en socialistisk sejr opnås. Denne sejr er ikke blot mulig, men det er den eneste vej ud af krigene, destruktionen, korstogene, udnyttelsen, sulten, elendigheden, nøden og blodsudgydelserne som folk fra denne region har været udsat for i mere end to årtusinde.
