Fredag den 20. juli så man de største mobiliseringer siden revolutionen i 1952. Omkring 2 millioner af landets 9 millioner indbyggere var forsamlet i protest.

Et forslag i den grundlovsgivende forsamling, om at La Paz ikke længere skal være regeringssæde for landet, har udløst protesterne. Den gigantiske forsamling fandt sted i El Alto.
Klokken 8 fredag morgen udgik marcher fra La Paz og flere dele af El Alto. Henved middagstid var ’la autopista’ i El Alto, som er hovedvejen der forbinder La Paz med El Alto, fuldstændig stoppet med mennesker. Flere kilometer strakte forsamlingen sig.

El Alto ligger i 4000 meters højde og har flere gange tidligere lagt scene til protester i Bolivia. Og det skyldes ikke at folk har højdesyge. Det eneste folk lider af, er en enorm udbytning, som følge af den neoliberale model der stadig styrer landet. Men vi må spørge om hvad et skift i regeringssæde, fra La Paz til en af landets andre storbyer, Sucre, har at gøre med de fattiges kamp? Og hvor stammer dette forslag fra?

Evo Morales blev for halvandet år siden båret til magten af de sociale bevægelser. Den første indianske præsident i Latinamerika. Det skete på krav om store forandringer.
Men landets rige elite gør alt for at modstræbe dette. Et af deres midler er at forsøge at splitte Bolivia. De østlige regioner i Bolivia besidder nemlig næsten alt produktiv landbrugsjord og de store naturrigdomme. I disse østlige egne har den lille rige elite opildnet lokale bevægelser til kravet for autonomi. Borgmestrene for de østlige regioner er alle fra landets gamle korrupte partier.

I det sidste år har en grundlovsgivende forsamling (AC, Assamblea Constituyente), arbejdet på at lave en ny forfatning for landet. Målet var at gøre op med det gamle system, der har undertrykt de indianske folk. Arbejdet med den nye forfatning skulle have været færdig nu. Men arbejdet er blevet helt blokeret af højrefløjen. Regeringspartiet MAS (Bevægelsen for Socialisme, Evo Morales parti, red.) har ellers flertal i AC. Men regeringen er splittet internt og har efterkommet oligarkiets krav om, at den nye grundlov skal vedtages med 2/3 flertal. Hvis ikke dette kan opnås sendes den til folkeafstemning.

Forslaget om at rykke regeringssædet til Sucre, er en del af højrefløjenes forsøg på at tilskynde en national splittelse.
Folk i La Paz og El Alto er parate til at kæmpe for en national enhed – hvilket de beviste i den historisk store demonstration.

Jeg snakkede for nogle måneder siden med Robert Chavez, der er leder af minearbejderforbundet i Bolivia. Han forklarede hvordan den bolivianske arbejderklasse i bogstaveligste forstand har givet deres blod for at forbedre sine forhold. I oktober 2003 døde der over 80 mennesker i El Alto, da militæret blev sat ind for at bekæmpe en revolutionær opstand. Det lykkedes ikke, og 2 år efter fik de kæmpet Evos regering til magten.

Regeringen er afhængig af støtten fra de sociale bevægelser. Ifølge Robert Chavez er opbakningen stadig stor, men MAS-regeringen skal presses til at gennemføre den revolutionære proces. Der er nemlig en fløj inden for MAS, der ønsker at holde igen og søge forsoning med både højrefløjen og de udenlandske selskaber. Det så man på det skammeligste i starten af juni, hvor regeringen sammen med lederne fra Ecuador, Peru og Colombia underskrev en frihandelsaftale med EU. Bolivias kapitalister og højrefløj kvitterede med store klapsalver.

Men regeringens vaklen kan ikke vare ved – valgløfterne om nationalisering af gassen, minerne og jorden må føres igennem. MAS-regeringen, særligt anført af

vicepræsidenten Alvaro Garcia Linera, betegner de forandringer der foregår i landet, som en ”kulturel revolution”. Men hvis ikke de økonomiske og politiske forandringer slår igennem, levnes der ikke plads til nogen kulturel revolution.
Ifølge Robert Chavez må folket svare tilbage i gaderne. Ligesom vi nu har set den 20. juli i El Alto.

”Det rørte mig dybt den dag revolutionen triumferede i april 1952. Det var ikke et partis sejr, men et folks følelse. En anden demonstration som rørte mig var i marts 1962, da Bolivia blev sydamerikanske mestre i fodbold. Men i begge tilfælde var det delvis folkelige bevægelser. Jeg har ikke ord for det i dag, det overgår i udstrakt grad disse spontane folkelige bevægelser. Det er ikke et spørgsmål om 1 million eller mere, det er et udtryk for et folks følelse her, der har sovet i mange år. Fremhævede Apolinar Rodríguez, en La Paz borger på mere end 70 år, som med et lille boliviansk flag i hånden forsøgte at finde en bil, der kunne få ham tættere på den enorme folkeforsamling”. (El Diario).

Kravet fra den store demonstration lød, at de valgte i den grundlovsgivende forsamling skal droppe temaet om regeringssædet inden den 6. august. Ellers vil man erklære strejke på ubestemt tid i regionen, samt sociale mobiliseringer.
Præsident Evo Morales udtalte dagen efter at den store manifestation var ’et bevis på, at den nationale enhed og på at de vigtige forandringer i landet er sikre’. (El Diario)
Men det kræver at regeringen tager reelle skridt. Samarbejdet med de højreorienterede partier må droppes helt og aldeles. Og der må sættes ind med store forbedringer for befolkningen på alle vigtige områder. Dette bliver kun muligt, hvis staten sikrer sig en langt større indtjening på deres naturressourcer. Robert Chavez, lederen af minearbejderforbundet, fortalte at dette sagtens er muligt. F.eks. tjente de private mineselskaber 4289 millioner dollars sidste år, mens staten kun fik 90 millioner dollars ind i skatter og afgifter. Regeringen må gøre op med den gamle nyliberale minepolitik, som de fortsætter fra tidligere regeringer. Ligeså må de sikre fordeling af jorden, som er i hænderne på nogle hundrede rige godsejere.

I de østlige regioner er der delvis opbakning til kravet om mere selvstændighed. Men dette betyder ikke at folk støtter de højreorienterede partier her. Når man snakker med folk i Santa Cruz de la Sierra, Bolivias økonomiske centrum i det tropiske øst, så er der generelt opbakning til Evo’s politik. Hovedparten af befolkningen i Santa Cruz er fattige arbejdere, der ligesom folk i højlandet må knokle hårdt for at tjene til dagen. Men der findes også et rigt og meget privilegeret mindretal i Santa Cruz. De ejer alle aviser og nyhedskanaler, med hvilke de har ført en massiv propaganda for ”Autonomi” og imod den siddende regering. For den rige magtelite vil ”autonomi” i regionen kunne betyde, at de kan beholde magten over deres enorme jordområder og at de kan få hele indtjeningen fra naturgassen og andre rigdomme i deres region. De almindelige arbejdere der støtter op om autonomi har ikke denne bagtanke. Mange er positive overfor mere selvstyre, hvis det kan give folk mere demokrati og mere velstand. Hvilket jo ikke er højrefløjens mål. Men generelt er folk utrolig påvirket af højrefløjens stærke propaganda.

De sociale bevægelser og regeringen må tage en større politisk kamp i de områder hvor højrefløjen sidder stærkest. Både for at forhindre regional splittelse og for at sikre de nødvendige revolutionære forandringer der skal til.

Frem til den 6. august må fagforeninger og andre sociale bevægelser i La Paz fastholde presset på regeringen og den grundlovsgivende forsamling. Der må samtidig gøres alt for at udbrede bevægelsen til de resterende 8 amter i Bolivia.

Leve den bolivianske arbejderklasse
– for enhed og udvidelse af den revolutionære socialistiske kamp.