Denne artikel har tidligere været bragt i magasinet Kontradoxa. Den er også inkluderet i en helt ny pjece, som snart udgives af Socialistisk Standpunkt. 

Hands Off Venezuela kampagnen arrangerer i disse dage en møderække i hele landet om den venezuelanske revolution, hvor arbejderkontrol vil være et af de væsentligste emner.

I indgangsreceptionen til den statsejede aluminiumsfabrik ALCASA i Venezuela,er der et skilt med skriften »Cogestión - Al magt til arbejderne!«. På opslagstavlerne ind til den store mødesal, kan man læse detaljerede tabeller og struktur-diagrammer over, hvordan arbejderne skal vælge deres ledere i den 2.800-mands store fabriks forskellige sektorer.

Debatten om cogestión, som direkte oversat til dansk betyder ’medstyre´, raser på fulde drøn i Venezuela. Debatten har for alvor taget fart efter, at præsident Chávez og hans regering omstrukturerede en række fabrikker og virksomheder og har forsøgt at ændre styreformerne på dem.

Med en præsident, der åbent taler om socialisme og i flæng citerer Marx, Lenin, Mao, Plekhanov og Trotskij, er scenen sat for en intens og omfattende diskussion af disse spørgsmål.

Og meningerne er mange og utroligt delte. Det viser erfaringerne fra Venezuelas fabrikker under cogestión da også.

Arbejdsgiver-lockout og arbejdernes reaktion
Ser man overfladisk på udviklingen, kunne man tro, at diskussionen startede med Chávez-regeringens indførelse af cogestión på enkelte fabrikker i starten af 2005.

Baggrunden går dog et par år længere tilbage, nemlig til 2002.

I december 2002, blot syv måneder efter det mislykkede april-kup imod den revolutionære regering, forsøgte oppositionen igen at vælte Chávez, denne gang med økonomisk sabotage.

Det, som i de fleste internationale medier blev udråbt til en »generalstrejke«, var en lockout, hvor bosser og korrupte embedsmænd forsøgte at lukke landets industri og derved skabe en favorabel situation for regeringens fald.

På mange fabrikker svarede arbejderne igen ved at forsøge at opretholde produktionen.

På en afdeling af det statsejede olieselskab PDVSA i byen Puerto La Crúz, overtog arbejderne styringen af firmaet i omkring 70 dage og forhindrede derved sabotagen.

På samme måde gik hundredvis af arbejdere fra de metalproducerende fabrikker i Guayana, en af Venezuelas industrielle højborge, ind og kæmpede sig fysisk frem til gasreserverne, så de kunne få adgang til de forsyninger, der var nødvendige for at genstarte fabrikkerne, og som korrupte embedsmænd forsøgte at tilbageholde.


Besættelser – en nødvendighed
Mange af fabriksbesættelserne startede som defensive kampe, hvor arbejderne kæmpede for overhovedet at bevare deres jobs.

Et eksempel er fabrikken Inveval (førhen CNV), der ligger i regionen Miranda lidt syd for Caracas. Her efterlod arbejdsgiveren fabrikken, fordi den ikke var profitabel. Det fik arbejderne til at ty til besættelse.

Jorge Paredes, præsident for det nye kooperativ, som nu styrer fabrikken, har forklaret, hvordan de ansatte på CNV startede med at kræve, at fabrikken blev reaktiveret, så de kunne få deres arbejdspladser igen.

Langsomt udviklede CNV-arbejdernes kamp sig til mere radikale krav om, at staten måtte intervenere og redde firmaet og sikre, at arbejdspladserne ikke blev tabt.

Efter en omfattende kampagne i fagforeninger og bolivariske organisationer, nationaliserede regeringen til sidst fabrikken den 27. april 2005.

Nu styres fabrikken af arbejderne selv. Arbejderne er organiseret i et kooperativ, som ejer 49 procent af aktierne, mens den venezuelanske stat ejer 51 procent.

I Inveval (fabrikkens nye navn) mødes forsamlingen af arbejdere på chefens tidligere kontor. De udgør den højeste myndighed. De vælger firmaets bestyrelse. Og de har adgang til samtlige regnskaber og forretningshemmeligheder, som tidligere var en lukket bog for medarbejderne.

Andre fabriksbesættelser, som på tekstilfabrikken Sel-Fex i Caracas, erendnu ikke endt med en sejr. De omtrent 200 kvindelige arbejdere kæmper her for at få nationaliseret fabrikken, som er blevet efterladt af kapitalisterne.


Modsætninger
Eksperimenterne med cogestión er langt fra fri for modsætninger og problemer.

På papirmøllen Venepal – som blev nationaliseret i januar 2005 og omdøbt til Invepal – røg projektet ind i en blindgyde.

En gruppe arbejdere på fabrikken, bl.a. fagforeningslederen Edgar Peña, valgte efter nationaliseringen at opløse fagforeningen. I stedet forsøgte de at købe sig til aktiemajoriteten i virksomheden, så arbejderne selv kunne blive virksomhedsejere.

De begyndte at genindføre nogle af de tidligere kapitalistiske regler i selskabet. Bl.a. fyrede de en gruppe kritiske arbejdere på fabrikkens afdeling i Maracay, som havde startet en Controlaria Social, et rådsorgan til at modstå korruption og bureaukrati.

Det vakte harme blandt mange fagforenings- og venstrefløjsaktivister, som påpegede, at det ville føre til, at arbejderne omdannedes til kapitalister. Det satte dem i konkurrence med resten af arbejderne og opretholdt kapitalistiske produktionsnormer.

Også iblandt Invepal-arbejderne selv blussede utilfredsheden op. Og på en masseforsamling på fabrikken i november 2005 tilbagekaldte arbejderne ledernes mandater og valgte en helt ny ledelse, som i stedet baserer sig på at opbygge arbejderkontrollen på fabrikken.


Hvem har kontrollen?
Et centralt spørgsmål på alle fabrikker under cogestión har været spørgsmålet om kontrollen og magtstrukturerne. Hvilke beslutninger bliver truffet af hvilke organer? Hvordan er sammensætningen i firmabestyrelsen? Er præsidenten af virksomheden en af de ansatte?

Med andre ord: Hvor meget magt er det egentligt, at arbejderne har?

Det er slående, hvor forskelligt cogestión-virksomhederne har udviklet sig. På nogle selskaber, som f. eks. det statslige elektricitetsselskab, CADAFE, er cogestión blevet fortolket som en ordning, hvor arbejderne har medbestemmelse på sekundære beslutninger. F.eks. kunne arbejderne få lov til, at bestemme juledekorationerne i selskabets bygning i byen Valencia!

Debatten har også raset på fulde drøn i papirmøllen Invepal. Efter valget af nye ledere begyndte nogle af funktionærne i statens Ministerium for mindre industrier (MILCO), at se det som et udtryk for, at arbejderne ikke var i stand til at lede fabrikken.

De har derfor foreslået nye vedtægter for Invepal, som giver statsfunktionærerne flertal i bestyrelsen og giver direktørposten til en repræsentant for ministeriet.

Flertallet af arbejderne på Invepal, organiseret i kooperativet COVIMPA, har modsat sig det vedtægtsforslag og argumenteret med, at Chávez i sin tale ved nationaliseringen af fabrikken sagde, at arbejdernes forsamling skulle være den højeste beslutningsmyndighed.

Et af de mere positive eksempler er fabrikken Sanitarios Maracay i delstaten Aragua, som producerer wc-kummer og andre porcelænsprodukter.

Ejeren Álvaro Pocaterra, der i længere tid har ligget i konstant kamp med arbejdernes fagforening, og som støtter yderligtgående højreorienterede oppositionsgrupper, stoppede pludseligt i november 2006 produktionen.

Han ville kun genåbne fabrikken, hvis hans gæld til arbejderne blev strøget, og fagforeningen lovede ikke at blande sig i fremtiden.

Den 14. november 2006 valgte arbejderne på et stormøde at besætte fabrikken og starte en kampagne for, at regeringen nationaliserer den.

Det, der gør Sanitarios Maracay så unik, er imidlertidigt, at hvor de fleste andre besatte fabrikker i Venezuela, har stoppet produktionen, mens konflikterne har stået på, har man på Sanitarios Maracay videreført den – under arbejdernes egen kontrol.

Avancerede produktionsprocesser, indkøb af råmateriale og arbejdstiden bliver nu bestemt af arbejderne, som har valgt en fabrikskomité til at videreføre driften af virksomheden.

At produktionen kører videre, skaber en enhedsfølelse iblandt arbejderne, som mødes hver dag efter arbejdet og diskuterer kampens gang og sågar modtager undervisning i marxisme.

Produkterne bliver nu solgt til de fattige i nabokvartererne til solidaritetspriser. På den måde har de råd til at købe store mængder af basale madvarer, som ris, pasta, mælk osv. til arbejderne, som på den måde kan holde sig i gang under konflikten.

Et andet vigtigt aspekt ved kampen på Sanitarios Maracay er den udadvendthed, hvormed arbejderne har agiteret for nationalisering.

I stedet for at isolere sig på fabrikken har de opsøgt andre fabrikker og nabokvarterer for at vinde opbakning for deres sag, afholdt to landsdækkende demonstrationer i samarbejde med den revolutionære fagforening UNT, osv. På den måde intensiverer de presset på regeringen for at få den til at nationalisere fabrikken.

Mange mener, at en sejr på Sanitarios Maracay, kan være startskuddet til en hel bølge af nye fabriksbesættelser.


En bevægelse tager form
I februar 2006 grundlagde arbejderne på Inveval en ny front for fabrikker, der enten er besatte eller under arbejderkontrol: FRETECO.

Organisationen har fået støtte fra en række andre fabrikker, bl.a. Invepal, fyrede arbejdere fra Invepal Maracay, Sel-fex, Central Azucera Cuhmanacoa, Sanitarios Maracay, Invetex, Tomatera Caigua, m.fl.

FRETECO har stået bag forskellige demonstrationer og afholdt et træf for

fabrikker under arbejderkontrol i oktober 2006, som samlede næsten 100 mennesker, med delegerede fra omkring 10 fabrikker.

FRETECO har også været med til at afholde et fælles latinamerikansk træf i Joinville i Brasilien i december 2006, hvor repræsentanter fra besatte fabrikker i Argentina, Uruguay, Bolivia m.fl. mødtes og vedtog nogle fælles udtalelser om arbejderkontrol.

Ud fra de diskussioner og vedtagelser, som udgik fra begge træf, står det rimelig klart, at arbejdere på de fleste af Venezuelas besatte fabrikker ser arbejderkontrol som et radikalt alternativ til den kapitalistiske produktionsmåde: De mener, at produktionens formål skal være at tilfredsstille sociale behov i samfundet - ikke profitinteresser; de mener, at kun hvis styringen og beslutningerne i virksomhederne er under arbejdernes kontrol, kan man opnå det.

Faglige kampe….i en revolutionær situation
Det forunderlige ved bevægelsen af fabriksbesættelser i Venezuela er, at næsten samtlige kampe er startet som traditionelle ’faglige’ kampe, dvs. krav om højere lønninger, sikkerhed, pension, imod fyringer, osv.

Men den politiske situation i Venezuela har drevet kampene ud på et plan, hvor de udfordrer kapitalismen som system. Fra at være delkampe om et bestemt krav, kommer de til at handle om magten på og ejerskabet af fabrikkerne.

Det har fremprovokeret en hård debat inde i det revolutionære fagforbund UNT.

Det har skabt flere modstridende fraktioner, som har forskellige holdninger til spørgsmålet om fabriksbesættelser. Nogle ser det som en anledning til en generel kamp og et middel til at radikalisere hele revolutionsprocessen og skubbe UNT til venstre.

Andre mener, at det stadig handler om reformkrav, og at kapitalisterne bare skal ’sættes på plads’, så arbejderne kan få bedre forhold.

Kampen imellem revolutionære og reformister er med andre ord nået langt ind i den unge venezuelanske arbejderbevægelse.

Eksempler som Sanitarios Maracay viser, at arbejderne sagtens kan drive virksomhederne uden kapitalisterne. Det giver en forsmag på, hvordan et socialistisk samfund kan se ud.

Men kun hvis processen med nationalisering generaliseres, og hvis borgerskabets magt brydes, kan dette fuldføres.

Her ligger håbet for den venezuelanske revolution.