Mexico brøler som en løve. Landet er i oprør, ligesom det har været lige siden den revolutionære bondekrige med Pancho Villa og Emiliana Zapato for næsten 100 år siden. Valgsvindlen den 2. juli, til skade for PRD kandidaten Andres Manuel Lopez Obrador (AMLO), har haft en ikke tidligere set stor social betydning. Det er ikke bare en forfatningsmæssig krise.

Hele det ledende lag, oligarkiet, den amerikanske imperialisme og EU har valgt side og støtter højrefløjskandidaten Felipe Calderon fra PAN. De officielle myndigheder har erklæret Felipe Calderon for vinder med en lille margin. De vil påtvinge den mexicanske befolkning ham. Felipe Calderon har som den nye præsident til opgave at sikre sig, at Fox’s og hans andre forgængeres højrefløjspolitik fortsættes. Men i modsætning til tidligere valgsvindel – en egenskab ved mexicansk ”demokrati” – vokser protesterne mod den nuværende svindel.

Zocalo – orkanens øje
På det første massemøde i hovedstaden forsamledes 700.000 på AMLO’s initiativ. To millioner fyldte byens centrum 14 dage senere. Det rekordhøje antal demonstranter blev slået den 30. juli, da 3 millioner mødte op. Hoveddemonstrationen strakte sig to kilometer væk fra Zocalo-pladsen. Rundt om i landet demonstrerede i alt syv millioner mennesker. Et krav bringer alle disse folk sammen: alle stemmerne skal genoptælles, stemmeseddel for stemmeseddel, stemmeboks for stemmeboks.

Søndag den 30. juli var forskellig fra tidligere demonstrationer. Om aftenen besluttede en stor del af demonstranterne sig for simpelt ikke bare at gå hjem. I stedet blev Zocalo-pladsen besat. Telte blev sat op for, at folk kunne diskutere og planlægge aktioner. Den enorme lejrplads blokerer også det erhvervsmæssige og administrative centrum. Det område i byens centrum, som er blevet besat, er samtidig et transportknudepunktet for titusinder af menneskers fra forskellige "poblaciones" eller udkanten af byen.

Masseaktioner har fundet sted hurtigt efter hinanden: motorveje er blevet blokeret og bestyrelsesmedlemmer fra store udenlandske virksomheder blevet forhindret i at arbejde. Der har været protester foran børsen og de store banker i hovedstaden. Den borgerlige presse påstår, at dette koster virksomhederne millioner af dollar. Store grupper af demonstranter har organiseret faste kæder foran vigtige offentlige bygninger såsom det Federale Valg Tribunal (TFE), den myndighed som er ansvarlig for at organisere valg, men som i praksis har organiseret svindlen. Vores kammerater fra Militante har spillet en vigtig rolle i al dette med lanceringen af aktionskomiteer mod svindlen.

Den 5. august bestemte TFE sig for at genoptælle en del af stemmerne. Det var en indrømmelse, som skulle formildne og splitte protestbevægelsen, i virkeligheden et latterligt træk fra de ledende lag. Officielt var der ifølge genoptællingen nogle få forskelle sammenlignet med den første optælling. Ifølge AMLO pegede genoptællingen faktisk i retning af seriøse uregelmæssigheder. ”Blandt dem var der mere end 50.000 manglede stemmer såvel som bokse med omkring 50.000 flere stemmerne end antallet af folk i valgregisteret. Watergate er små ting i forhold til hvad, der skete her. Men de [autoriteterne] vil ikke have en fuldstændig genoptælling, fordi de vil finde mange uregelmæssigheder. (Financial Times, 21. August, 2006). Det er demokratiets egentlige ansigt under kapitalismen. Som Marx og Engels forklarede: “Ingen borgerlig republik kan, uanset hvor demokratisk, være andet end en maskine for kapitalens undertrykkelse af arbejderklassen.”

På det nye massemøde i centrum af Mexico City i midten af august, gav AMLO en ny drejning til protesterne, utvivlsomt under pres fra massebevægelsen. Nu forbinder han kampen mod valgsvindlen med den generelle kamp mod privatiseringer, mod fattigdom, mod korruption og for adgang til medierne. 1. september under den afgående præsident Vicente Fox’s tale om ”Nationens tilstand”, vil der være flere demonstrationer. Marxisterne omkring El Militante argumenterer for, at denne dag skal blive en generalstrejke. Endnu mere vigtigt er det, at han har indkaldt til dannelsen af en National Demokratisk Forsamling, som skal samles på Zocalo pladsen den 16. september.

I begyndelse af denne uge afviste den Føderale Valgdomstol 350 klager over svindel med stemmer under præsidentvalget. Det betyder, at Felipe Calderon snart officielt vil blive erklæret for præsident. Der vil ikke være flere genoptællinger af stemmerne eller stemmeboksene! Denne vej er klart blevet lukket af de borgerlige myndigheder. Det giver ikke massebevægelsen meget at vælge imellem. AMLO svarede, at han aldrig vil acceptere ”en illegal præsident”. Han har gentaget hans indkaldelse til en National Demokratisk Forsamling dem 16. september og har annonceret, at en million delegerede fra overalt i landet vil mødes i hovedstaden. ”Hvis de ikke vil respektere folkets vilje, så vil folket, organiseret i en forsamling, vælge deres egen,” sagde han trodsigt. Valget han vil stille det million store møde foran er enten at anse ham for den legitime præsident, eller at han vælges som leder af en modstandsregering eller som en koordinator af en fredelig modstand.

Vi mener, at Forsamlingen skal være begyndelsen på en revolutionær folkeforsamling som må kræve valg af lokale komiteer overalt i landet. De skal være rygraden i en ny demokratisk myndighed, som erstatter de eksisterende korrupte borgerlige myndigheder, og kan bevæge sig i retning af overtagelsen (nationaliseringen) af økonomien. Den udvikling er iboende i den nuværende situation.

Oaxaca, en ny kommune?
Det bedste eksempel på dette er kampen i delstaten Oaxaca. I ti år har lærerne kæmpet for højere løn. I år er lærernes kamp blevet et brændpunkt for alle andre undertrykte lags bevægelser og også bevægelsen mod valgsvindlen. Der har været dannelsen af et Asamblea Popular del Pueblo de Oaxaca, hvor 350 forskellige folkelige organisationer er repræsenteret. Dette Asamblea Popular, eller permanent forsamling, kræver højrefløjsguvernørens tilbagetræden.

Som konsekvens heraf har Asamblea Popular fået betydelige politisk magt. Oaxaca går muligvis i retning af en situation ligesom den i Pariserkommunen i 1871, hvor arbejdere for første gang i historien tog magten. Kampen i Oaxaca er blevet et eksempel for hele landet. Hertil grunden for demonstrationerne på Zocalo’s slogan ”En, to, tre Oaxacas!" AMLO havde ret, da han erklærede: ”De vigtigste ændringer i Mexico er ikke kommet gennem konventionel politik, men fra gaderne” (Financial Times, 21. august, 2006)

Kampen mod svindlen er klassekamp
For det enorme flertal, som tager del i protesterne imod svindlen går modstanden videre end indignation over den udemokratiske manipulation med valget. Valgkampagnen fat sted på baggrund en højnet social kamp (minearbejdere, lærere, socialarbejdere, studerende). Masseprotesterne forsynes med brændstof fra beslutsomheden om at sætte en stopper for Felipe Calderons fortsættelse af tidligere præsident Fox’s højrefløjspolitik. Valgkampen, og nu især kampen mod svindlen, er blevet en klassekamp. Det er det blevet på trods af PRD ledelsens og AMLO’s egne intentioner. Alle aktioner mod svindlen er uundgåeligt rettet mod borgerskabets interesser. Deltagerne er arbejdere, fattige og små bønder. Det er forsættelsen på valgetplanet af den kamp som millioner af mennesker, enten enkeltvis eller kollektivt, har ført mod fattigdom og undertrykkelse.

Den sabotage som borgerskabet har begået, er en bitter kamp rettet mod at holde AMLO fra at blive landets præsident. Hvorfor er de så beslutsomme? Nordamerikansk imperialisme vil ikke have, at venstredrejningen og radikaliseringen, som vi har set over hele Latinamerika, fylder over ud i deres baggård. Det er derfor de vil påtvinge befolkningen Felipe Caldreron for at garantere seks år med politik til fordel for Washington og den borgerlige klasse.

Så er AMLO en så stor revolutionær som imperialisterne afbilleder ham? Nej. I bedste fald kan han beskrives som venstrereformist. Præcis som andre PRD ledere kommer han fra PRI, det mexicanske borgerskabs forfaldende parti, som ledte landet med en jernnæve i næsten 80 år. AMLO vil bestemt ikke bryde med kapitalismen. Problemet er dog, at de neokonservative i Washington gerne vil have kontrol med den mexicanske olieindustri. AMLO har i sine valgtaler talt imod privatiseringen af det statslige olieselskab. USA og de mexicanske kapitalister ser i AMLO en ny Hugo Chavez. Om dette er tilfældet, er noget helt andet. Men det er ikke så meget personen AMLO, som kapitalisterne frygter. De har en dødelig frygt for de fattige arbejder- og bondemasser som støtter ham. De frygter at AMLO’s løfter og taler kan igangsætte en ukontrollabel bevægelse, som kan gå udover kapitalismens grænser. Det er den egentlige trussel mod oligarkiets og imperialisternes interesser, som er betydelige i dette land. Deres frygt er retfærdiggjort og er blevet bekræftet af begivenhederne i de sidste få måneder. Mexico, som haltede bagefter i processen med latinamerikansk radikalisering, henter nu hurtigt ind, så det forslår.

(Se også vores tema-side.)