Demonstrationerne mod den "første ansættelseskontrakt" (CPE) fortsætter som hver dag går. I over halvanden måned har flere millioner elever, universitetsstuderende og arbejdere været på gaden eller været i strejke for at kræve tilbagetrækningen af CPE – og i stigende grad også med krav om regeringens tilbagetrædelse. Stående overfor et stigende omfang mobilisering er højrefløjen blevet bange og splittet. Hver dag er der frafald og kritiske røster indenfor UMPs rækker [det højreorienterede parti]. De frygter at ungdommens storslåede bevægelse vil ende med at involvere arbejderne i en massiv mobilisering. De studerende har tidligere i historien spillet en rolle som katalysator for revolutionære eksplosioner. Dette var f.eks. tilfældet i maj 1968. Det er det, der skræmmer alle dem, der beskylder Villepin for ”at lege med ilden”.

For at afværge denne risiko forsøger regeringen og medierne ihærdigt at miskreditere bevægelsen og skræmme befolkningen med spøgelset ”pøblens optøjer”. Og alligevel, i en så massiv bevægelse som denne er konfrontationer med politiet uundgåelige. Hvad end man tænker om deres metoder, er de unge, der chikanerer uropolitiet, drevet af et legitimt oprør mod CPE eller mod et uretfærdigt system, de undertrykkes af hver eneste dag. Lad os også huske på de utallige vidnesbyrd om provokationer fra denne særligt reaktionære del af politiet. For de idiotiske unges vedkommende, der har udnyttet disse demonstrationer til at stjæle folks tasker og mobiltelefoner, er den eneste måde at holde disse elementer på afstand at forstærke studentermobiliseringerne med demonstrationsvagter fra fagforeningerne. Men disse hundreder af unge, der er blevet taget ind til afhøring, hvoraf mange har måttet opleve ydmygelsen af at blive fængslet, har størstedelen intet tilfælles med det billede af ”oprørere”, der frygter hverken Gud eller mand, som medierne fremstiller.

Regeringen manøvrerer Under maj/juni bevægelsen i 2003 imod pensionsreformerne var det nok for regeringen at give nogle magre indrømmelser til Francois Chérèque for at få ham til at forråde bevægelsen. Derigennem tilførte CFDT den daværende bevægelse et hårdt slag. I håbet om at forny denne erfaring har regeringen foregivet at opbløde CPE lidt. De har foreslået at mindske prøveperioden til et år, hvilket kan koges ned til, at gøre rebet de vil hænge ungdommen i et par centimeter længere. Derudover har de store arbejdsgivere gjort det klart, at de ikke har noget imod behovet for at ”begrunde” fyringen af unge arbejdere under CPE – under forudsætning af, har de tilføjet, at de ikke kan tages op i arbejdsretten! Med andre ord, en ung arbejder ansat under CPE, der skal igennem fyringsproceduren, vil kunne få noget trøst fra et brev og en snak, men vil ikke få de retslige fordele som en korttids- eller fast ansættelseskontrakt giver.

Fagforeningsledelsen har afvist disse skandaløse forslag. Uforsonligheden hos Chérèque, der ellers normalt kapitulerer hurtigt, viser bevægelsens magt og presset på fagforeningsapparatet. Med denne samlede fagforeningsfront overfor sig, prøver regeringen at bruge en forsinkelses taktik – forklædt som ”en forsættelse af dialogen”. Derfor tog Villepin d. 24. marts imod arbejdernes fagforeninger. Ville han annoncere tilbagetrækningen af CPE? Selvfølgelig ikke. For resten så erklærede Chirac, for at gøre det klart, to timer før mødet, at CPE “ville blive implementeret”. Men hvad var så meningen med denne latterlige dialog? Den kunne, set fra bevægelsen imod CPE’s synsvinkel, overhovedet ikke bruges. Derimod skulle denne manøvre fra regeringens side give indtrykket af, at ”noget var ved at ske”, og at de gjorde ”fremskridt”, kort fortalt, at det ikke ville være nødvendigt at strejke og demonstrere d. 28. marts. Vi må erkende, at ved at acceptere dette møde, så har fagforeningslederne begået en taktisk fejl. Ungdomsorganisationerne, derimod, er hundrede procent korrekte i at afslå Premier ministerens invitation, der er et forsøg på at vinde tid og gemme beslutning bag et røgslør af pseudo-dialog.

Fagforeningsledelsen har besluttet at organisere en “aktionsdag med arbejdsstop, strejker og demonstrationer i alle dele af arbejderklassen”. Hvorfor disse indpakkede paroler i stedet for den mere simpel og klarere om ”en 24-timers generalstrejke”? René Valladon, national sekretær for Force Ouvrière, siger, at svagheden i kravet om en general strejke er ”dets oprørske bibetydning”. Denne type udsagn fra en fagforeningsleder illustrerer frygten for, at en 24-timers generalstrejke vil være udgangspunktet for en ubegrænset strejke. Lad os ikke glemme, at i 1968 blev en 24-timers generalstrejke organiseret d. 13. maj, for at protestere imod den brutale undertrykkelse af de studerende. Fem dag senere var 6 millioner mennesker i Frankrig involveret i en ubegrænset strejke – og mere end 10 millioner på bevægelsens højdepunkt. Sådan er den franske arbejderbevægelses storslåede traditioner. Desværre ser det ud til, at denne frygt ikke kun deles af den franske herskende klasse, men også af en god del af fagforeningslederne.

For parlamentets opløsning Som sædvanlig er CGT [kommunistisk fagforening] den meste kamplystne af fagforeningssammenslutningerne. Men vi finder dog, at den nationale ledelses krav mangler substans i forhold til den kritiske situation, vi finder os selv i nu. I en note til dens lokale organisationer, kræver CGT’s ledelse at ”i demonstrationerne, skal kravene fokuseres mod CPE, på spørgsmål om jobusikkerhed, jobs, lønninger, uden at komme ind på noget politisk indhold”. Betyder denne anbefaling, at vi ikke skal gå neden af gaden og kræve regeringen tilbagetræden og øjeblikkelig udskrivning af nyt valg? Hvis det forholder sig sådan, er det klart en fejl. De Villepin har flere gange sagt, at han ikke vil trække CPE tilbage. Samtidig viser meningsmålingerne, at regeringen er fuldstændig miskrediteret. Bevægelsen mod CPE har sin styrke i den ophobede vrede pga. af alle kontrareformerne indført af højrefløjen. Vælgermæssigt er afvisningen af regeringen kommet klart til udtryk ved tre lejligheder: første i de regionale og europæiske valg i 2004, dernæst i afstemningen om den europæiske forfatning. På denne baggrund vil kravet om opløsningen af parlamentet give et kraftfuldt ekko i befolkningen, hvilket antydes på de utallige bannere til demonstrationerne, der krævede de Villepins tilbagetræden. Ungdommen og arbejderne ville forstå, at det er nødvendigt at kæmpe for, at ikke kun CPE trækkes tilbage, men også for at vælte regeringen, som regner med at bruge resten af året på at igangsætte nye angreb på vores rettigheder og arbejdsforhold.

PS (socialistpartiet) og PCF (kommunistpartiet) burde kræve omgående valg til både den lovgivende forsamling og præsidentposten. Det er tid til at fjerne højrefløjen fra magten. CPE og CNE er brutale udtryk for det kapitalistiske system. De viser, at den herskende klasse er parate til at smide ungdommen og arbejdere ud i dyb usikkerhed for at beskytte deres profitter. I denne sammenhæng må vi sige, at på basis af kapitalismen, kan progressive reformer kun have en meget begrænset effekt – hvilket præcis er grunden til at arbejdsgiverne går mod dem med al deres magt. Et socialistisk eller kommunistisk program, der er sit navn værdigt, må indeholde afgørende skridt til at bryde med arbejdsgivernes modstand, for at starte nationaliseringen af nøglesektorer i økonomien under arbejdernes demokratiske kontrol.

Hvad end udfaldet bliver af den nuværende bevægelse, er en ting klar: Frankrig er socialt og politisk gået ind i en ekstrem turbulent periode, i hvilken folkets masser må drage den konklusion, at vi må gøre det af med det kapitalistiske system. Når først den franske arbejderklasse begynder denne afgørende kamp, vil ingen kraft på jorden være i stand til at stoppe den.