Cogestión er det navn som de venezuelanske arbejdere har givet den proces, som garanterer forskellige niveauer af arbejderdeltagelse og -kontrol i virksomhedernes ledelse. Cogestión betyder bogstavelig talt ”co-management”, men i Venezuelas tilfælde gør arbejderne sig umage for, at forklare, at det intet har at gøre med den europæiske form for "co-management", der blev implementeret i for eksempel Tyskland efter anden verdenskrig. De hævder at den europæiske ”co-management” har betydet, at arbejderne blev ”deltagere” i nedskæringerne på deres egen løn og arbejdsforhold. Det er derfor de sommetider kalder deres model for "revolutionær co-management".
 |
D.15. Januar 2005 annoncerede præsident Chavez eksproprieringen af Venepal papirmøllen efter en lang kamp mellem arbejderne og ejerne, der til sidst erklærede firmaet konkurs. Ideen var, forklarede Chavez, at arbejderne, under det nye navn Invepal (Venezuelas folkelige papirindustri), skulle drive fabrikken til gavn for hele Venezuelas befolkning. Den bolivariske revolutions anden ekspropriering var eksproprieringen af CNV, en fabrik der producerede ventiler til olieindustrien. Her havde arbejderne igen besat ejendommen i et bittert toårigt dødvande mellem arbejderne og ejeren, Andrés Soja Petri. Andrés Soja Petri er en tidligere direktør i det statsejede oliefirma, PDVSA, som direkte deltog i kuppet imod Chavez i april 2002 og som også var en ledende skikkelse i arbejdsgiverlockouten i december 2002. CNV er i øjeblikket i gang med en genopstart af produktionen under en form for arbejderkontrol og -ledelse og med et nyt navn Inveval (Venezulas folkelige ventilindustri).
Disse to sager åbnede sluseportene for en hel serie af besættelser af fabrikker, som havde erklæret sig konkurs eller var blevet forladt af deres ejere. Forhold der enten skyldtes oprigtige finansielle problemer, økonomisk sabotage imod den bolivariske regering, mangel på tillid til fremtiden på grund af revolutionen eller en blanding af alle disse grunde. På sammen tid er en række konflikter brudt ud mellem arbejdere og arbejdsgivere over spørgsmål som fagforeningsanerkendelse, udbetaling af løn, udbetaling af ydelser etc. Disse er endt med, at arbejderne har besat fabrikkerne og krævet at regeringen eksproprierede dem og drev dem under cogestión.
I løbet af det sidste år er en række nationale møder med deltagelse af arbejdere involveret i cogestión, blevet afholdt i ALCASA (den statsejede aluminiums bearbejdnings fabrik i Bolivar, hvor arbejder kontrol også er blevet introduceret) og Valecia, Carabobo. Disse møder tillod arbejderne at diskutere deres erfaringer, de historiske erfaringer med arbejderkontrol og -ledelse og at generalisere deres konklusioner. Ideen med at opbygge en national front blev også diskuteret, men ingen konkrete skridt blev taget til at grundlægge den.
Mødet d. 25. februar var vigtigt, fordi det for første gang var fuldstændig organiseret af arbejderne selv, med delegerede valgt på massemøder på forskellige fabrikker og fuldstændig finansieret af arbejderne selv.
Præsidentvalg og kampen for socialisme
Jorge Paderes, som var en ledende figur i arbejdernes kamp på CNV og som blev valgt som præsident af arbejderrådet, lagde op til den første diskussion på mødet. Han forklarede, at det var arbejderne og de fattige folk i Venezuela, der forsvarede revolutionen og præsident Chavez. Det var dem der besejrede oligarkiet i de sidste tre tilfælde. "I alle revolutioner, den tyske, den portugisiske, den chilenske osv. har den afgørende faktor været deltagelsen af masserne og i særdeleshed arbejdernes rolle", sagde han.
Han understregede også nødvendigheden af at kæmpe imod ineffektivitet, bureaukrati og korruption, der alle truer revolutionen. Han sagde, at vi kun ved at bygge nye institutioner baseret på "delegerede, der vælges og kan tilbagekaldes, kan besejre bureaukratiet som saboterer revolutionen indefra statens institutioner".
Jorge Padres fastholdt, at arbejderne må spille en afgørende rolle i kampen for præsident Chavez' genvalg til december. Men, tilføjede han samtidig, "Dette må ses som en del af kampen for socialisme". Han foreslog, at der bliver grundlagt ”Valgkampskampenheder for Socialisme” i alle fabrikker og fagforeninger for at mobilisere arbejderne.
Efter en grundig diskussion, blev den Revolutionære Front’s manifest enstemmigt vedtaget. (se den fulde version på spansk). Manifestet sætter "udvidelsen af eksproprierings og nationaliserings processen af den venezuelanske industri under arbejdernes kontrol" som hovedmål for Fronten. Fronten opfordrer også alle arbejdere til, at "blive organiseret og promoverer den revolutionære fagforenings tendens inden i UNT" og appellerer til den nye UNT ledelse, der bliver valgt på dets kongres, til at "starte en national kampagne til at overtage og besætte fabrikker under arbejdernes kontrol".
Manifestet gør også klart at "under kapitalismen kan det venezuelanske folk kun forvente elendighed, fattigdom og imperialistisk udnyttelse" og at de problemer som den venezuelanske økonomi står overfor, kun kan løses ved "den demokratiske planlægning af økonomien". Manifestet forklarer også, at "den bolivariske revolutions fremtid ligger i socialisme gennem eksproprieringen af basisindustrier og banker under arbejdernes og lokalsamfundets kontrol".
Invepal og Inveval, et år efter
En anden af hovedtalerne på mødet var Ramon Lagardera, præsident i COVIMPA, forbundet der organiserer arbejderne på Invepal. Han understregede ideen om, at "der er mennesker, som saboterer og blokerer arbejderne indefra". Han sagde, at der er to tendenser i den bolivariske bevægelse, "en reformistisk og en revolutionær" og at "selvom den revolutionære udgør et flertal, er der også grupperinger, der ikke respekterer flertallets vilje".
Han forklarede udviklingen i Invepal, hvor arbejderne følte, at de ledere, de havde valgt til firmaets ledelse og lederne af arbejderforbundene ikke rapporterede tilbage til arbejderne og at de havde bevæget sig væk fra det oprindelige projekt. Arbejderne krævede at der blev indkaldt til et stormøde og d. 5. november 2005 besluttede arbejderrådet at tilbagekalde ledelsen (med 260 stemmer for og 20 stemmer imod) og valgte en ny ledelse, der bl.a. bestod af Ramon Lagardera.
Det problem som de nu står over for, er at arbejdernes demokratiske beslutning, der er taget i en demokratisk forsamling, indtil videre ikke er blevet anerkendt af økonomiministeren, indtil for nylig Elias Jaua. De Invepal arbejdere der var til stede ved mødet, understregede at fjernelsen af den gamle bestyrelse, ikke var et tegn på at arbejderledelse ikke fungerede, men at arbejderdemokrati var den bedste måde til at fjerne dem, som vælgerne ikke længere stolede på.
Arbejderrepræsentanter fra Inveval fabrikken i Maracay var også til stede på mødet. Uden arbejderrådenes viden, havde Invepals tidligere ledelse hyret en gruppe arbejdere til at arbejde i Invepals Maracay fabrik, men med en lavere løn og under værre forhold end den oprindelige gruppe arbejdere på Invepal fabrikken i Moron. Disse arbejdere var ikke organiserede og krævede at blive hyret af Invepal på samme vilkår og med samme rettigheder som resten af arbejdsstyrken.
I Inveval producerede arbejdere ikke endnu, men havde allerede tilpasset arbejderdemokratiske metoder i alle beslutningstagende processer. Her er arbejderrådet det højeste beslutningstagende organ. Denne opfattelse stødte sammen med nogle af funktionærerne fra i ministeriet, der hævdede at siden staten ejer 51% af firmaet, burde det have mest at sige i beslutningerne. Men arbejderne mindede dem om at præsident Chavez selv, ved underskrivelsen af eksproprieringen, havde erklæret, at en arbejder, valgt af arbejderrådet burde være direktør af Inveval. Arbejderne holdt sig til det princip og foreløbig er konflikten med ministeriet blevet løst til arbejderrådnes fordel.
Hvilken slags Cogestión
En række arbejderkooperationer var også til stede på mødet. De forklarede nogle af de problemer de står over for, blandt andet finanskapitalens sabotage og at de er nødt til at konkurrere på et kapitalistisk marked. I nogle tilfælde manglede de også de nødvendige ejendomme at operere ud fra og de havde ikke de nødvendige ressourcer til at leje eller købe dem.
En gruppe af fire arbejderkooperationer i Charallave i Miranda, havde besluttet at besætte Alfa Quarks forladte ejendomme. De krævede, at eksproprieringen af disse ejendomme (der udgør 18.000 hektar land) bliver brugt af forbundene. Fronten besluttede at støtte deres kamp.
Til mødet var, der også en diskussion om den form for cogestión som arbejderne forsvarer. Som oplæg til diskussionen forklarede Antonio Betancourt: "Vi er glade for det der er hændt os, for nu er vi blevet bevidste, om den enorme magt vi har som arbejdere og den magt vi har som arbejderklasse som helhed. Lektien fra alle tidligere revolutioner er, at vores mål må være at bygge vores egen stat, en stat af arbejdere, for bourgeoisiet har sine egne fodsoldater i staten og endda inden i regeringen. Det er dem, som prøver at fortælle os, at dette ikke er muligt for arbejderne at lede firmaer, men vi har bevist at de tager fejl."
Efter en diskussion vedtaget mødet et dokument, som Inveval arbejderne havde skrevet udkast til, om den form for cogestión de kæmper for. Dokumentet er en omskrivning af Lenin’s udkast til et arbejdskontroldekret i 1917. (Se dekretet på engelsk).
Til sidst diskuterede man nogle konkrete forslag til mødet. Fronten blev formelt grundlagt og en koordinationskomite blev valgt. En demonstration af arbejdere fra alle besatte og tilbageerobrede firmaer blev indkaldt d. 14. marts. Man vil marchere fra Sel-Fex (tekstilfabrikken i Caracas, som er besat af dets 240 kvindelige arbejdere, der kræver at fabrikken eksproprieres og sættes under arbejderkontrol) til parlamentet . Hovedkravene for demonstrationen bliver ekspropriationen af Sel-Fex, Ekspropriationen af Alfa-Quark ejendommene, anerkendelsen af Ivepals nye ledelse og fuld indlemmelse af arbejderne fra Invepal Maracay i resten af Invepals arbejdsstyrke.
Den Venezuelanske arbejderbevægelses erfaringer med arbejderkontrol og ledelse er stadig nye og berør indtil videre kun en lille mængde arbejdere og virksomheder. En række uundgåelige fejltagelser er blevet begået. Det vigtigste er at de lærer af disse fejltagelser og nu, for første gang, har givet dem selv et organ, hvor de kan diskutere og koordinere kampen og fremskridtene. Denne bevægelse kan vise sig at være spirene af det fremtidige samfund inden i det gamle. I den nuværende revolutionære situation i Venezuela eskalerer selv små konflikter over løn og fagforenings anerkendelse, til en åben krig mellem arbejdere og arbejdsgivere, som mange gange tvinger arbejderne til at overtage firmaerne.
Fronten har potentialet til at blive et referencepunkt for de venezuelanske arbejderes revolutionære kamp, til at forbinde deres hverdagsproblemer med det bredere perspektiv om kampen for socialisme, der kun kan baseres på en nationaliseret planøkonomi under arbejdernes demokratiske kontrol.
