17.000 buschauffører i Teheran og omegn, er i øjeblikket berørt af en massiv konflikt mellem; arbejderne og deres fagforening, Vahed Busselskabets Fagforening, på den ene side og Vahed Busselskabet og regimet, på den anden side. Konflikten skyldes i bund og grund at arbejderne kræver bedrer vilkår af cheferne, der har halveret deres løn inden for de sidste to år. Mange af arbejderne må flytte langt ud af byen og tage job nr. 2 og 3 for at klare dagen og vejen. ´

Som man også kan læse på vores hjemmeside startede konflikten starten i marts 2005 hvor aktivister, der prøvede at genstarte fagforeningen blev fyret. Derefter blev hele fagforeningens stiftende komite, inklusiv formanden Mansour Ossanlou, anholdt og dens lokaler raseret. Angrebet blev foretaget af 300 "aktivister" af den statslige fagforening i samarbejde med iranske specialstyrker. Under angrebet prøvede man at skære Ossanlou's tunge af. På trods af en intens chikane og flere ledere i fængsel blev der alligevel og med deltagelse 8000 personer, afholdt en stiftende generalforsamling for fagforeningen.

Denne generalforsamling, der var fuldstændig bevidst om sin sociale rolle, var efterhånden en trussel for selve regimet, der, d. 22 december, valgte at anholde samtlige af dets ledere. Regimets , der brugte juletiden til at passivisere international støtte til arbejderne, bragte buschaufførernes sind i kog og d. 25 december strejkede 3000 af arbejderne.

Strejken blev uventet mødt med, at borgermesteren af Teheran lovede bedrer løn og arbejdsforhold og samtidig fik frigivet det meste af ledelsen - lige bortset fra formanden Ossanlou. Men arbejderne lod sig ikke narre af denne strejkebrydende handling og samtidig med at alle borgermesterens løfter om forbedringer faldt til jorden, advarede de om en strejke d.28 jan.

På strejkedagen var regimet dog parat. Hele Teheran (20 mio. indbyggere) var fra morgenstunden blevet delt op af kontrolposter og titusindvis af bevæbnede regeringsstyrker fra efterretningstjenesten til Basij (det iranske svar på Hitler Jugend) oversvømmede gaderne. 1300 arbejdere og deres familiemedlemmer blev anholdt og resten af de strejkende truet til at genoptage arbejdet. Ved redaktionens slutning var der blevet gennemført endnu en strejkedag, men under rolige forhold, da det var på en fredag (eneste ugentlig fridag), hvor de fleste blev hjemme.

Man kan og må ikke undgå at bemærke arbejdernes mod og dristighed. Det er disse arbejdere der er arbejderklassens avantgarde i Iran. Derfor vil resultatet af deres kamp få en stor indflydelse på arbejderklassens retning i fremtiden. Arbejderne er, efter årevis af forræderier, meget mistroiske overfor alle politiske partier, men de kan ikke vinde klassekampen igennem deres fagforening. Derfor er det strengt nødvendigt at de også går med i opbyggelsen af et revolutionært arbejderparti, der kan koordinere og sprede deres kamp til hele landet.

Samtidig er det også nødvendigt, at den iranske venstrefløj i eksil og udenlandske arbejder organisationer aktivt støtter arbejderne især igennem Iranian Workers' Solidarity Network, som i fremtiden kan danne den rigtige base for fødslen af et revolutionært Iransk Masseparti. De Iranske arbejdere har prøvet bureaukrati, reform, diktatur, reaktion, kup, sammenbrud og afvæbning. Næste gang de rejser sig, vil det være imod alle disse - for socialisme en demokratisk arbejderstat.