“Revolutionen er den afgørende test for de revolutionære”
– Alan Woods, redaktør af marxist.com

Revolutionen i Venezuela befinder sig i disse øjeblikke på et yderst kritisk punkt. Efter at kontrarevolutionen er blevet slået tilbage adskillige gange, står den revolutionære proces ved en skillevej. Den kommende periode vil blive afgørende for revolutionens udfald: Vil massernes håb om omfattende sociale forandringer blive indfriet eller vil den revolutionære glød dø ud og kontra-revolutionen sejre?
Grundlæggende set er det kun disse to udfald som er mulige. Der findes ikke en mellemvej.

I denne forbindelse er det nødvendigt at de revolutionære har en klar politik, et klart program for at udvide og færdiggøre denne revolutionære proces. Revolutionen er den afgørende test for de revolutionære. Det er de store begivenheders ildprøve der tester enhver politisk gruppe, ethvert politisk program. De revolutionære må forstå den revolutionære proces, ikke bare i generelle træk, men i dens konkrete udvikling, trin for trin, på ethvert stadie hvori processen befinder sig. De må have en sans for at forbinde sig med den levende bevægelse, gruppere kadrerne og opsummere bevægelsens erfaringer i et samlet program.

Er de ikke i stand til det vil de ikke være i stand til noget som helst. Da vil de være reduceret til skrivebordsmarxister, der kun kan skrive lange beretninger om teoretiske generaliseringer, men aldrig kan bevæge sig ud af partikontoret og koble sig til den daglige kamp, der foregår i den verden som millioner af udbyttede mennesker lever i hver dag. De revolutionære må med andre ord kunne føle revolutionen, tage den til sig og lære af den, samtidig med at de hjælper de aktive med at forsyne bevægelsen med de marxistiske ideer.

Denne artikel er et forsøg på at give en lidt længere og mere dybdegående analyse af den venezuelanske revolutions aktuelle problemer.

Hvad er en revolution?
Der er mange på venstrefløjen i Europa, som ikke har forstået revolutionen i Venezuela fordi den ikke helt passer ind i et “traditionelt” mønster for, hvordan en revolution “skal se ud”. For disse mennesker er en revolution altid et oprør imod en borgerlig regering eller et diktatur. Den venezuelanske revolution ser ud til at bryde denne regel, fordi regeringen er den faktor som aktivt støtter og promoverer revolutionen. Når sagen forholder sig således kan der, ifølge disse formalister, ikke være tale om en revolution.

Hvad de ikke forstår, er at revolutionen ikke er startet fra Chavez' hånd. Det er sandt at Chavez som individ har givet processen et bestemt udtryk, men det er massernes bevægelse fra neden som gang på gang har accelereret situationen. Dette var tilfældet i april 2002, da millioner af venezuelanere, arbejdere, bønder, unge og fattige i slumkvartererne gik på gaden og væltede kupforsøget. Det var også tilfældet i december-januar 2002-03, da arbejdsgivernes lockout og økonomiske sabotage blev stoppet af arbejdernes besættelser af fabrikkerne som blev genåbnet under arbejderkontrol, hvilket i øvrigt slog alle produktionsrekorder på det statsejede olieraffinaderi PDVSA. Og igen var det tilfældet ved den enorme valgsejr ved folkeafstemningen i august 2004, da millioner af mennesker organiserede sig for at drive en aktiv valgkampagne i bykvartererne, arbejdspladserne og skolerne og på den måde stoppe kontra-revolutionens forsøg på at vælte Chavez.

Med andre ord har drivkraften i den venezuelanske proces gang på gang været den massive bevægelse fra neden, som fejer alt til side og åbner vejen for massernes involvering i det politiske liv. Dette er præcis hovedtrækket ved en revolution. Lad os citere Leon Trotskij fra hans berømte bog History of the Russian Revolution, hvor han giver nøjagtig den samme definition:

“Det mest ubestridelige kendetegn ved en revolution er massernes direkte indgriben i de historiske begivenheder. I normale perioder løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over nationen og historien laves af specialister af den type – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men i de kritiske øjeblikke hvor den gamle orden ikke længere er tålelig for masserne, bryder de de barrierer, som ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle repræsentanter til side, og skaber ved deres egen indblanding det begyndende grundlag for et nyt regime. Om dette er godt eller skidt, overlader vi til moralisterne. Vi vil selv tage kendsgerningerne sådan som den objektive udvikling har givet dem. En revolutions historie er for os først og fremmest historien om massernes kraftfulde indtræden i herskab over deres egen skæbne.
I et samfund som er mærket af revolution, er klasserne i konflikt. Det er dog helt klart, at ændringerne, der er sket imellem starten og slutningen af revolutionen i samfundets økonomiske baser og dets sociale klasseunderlag, ikke er tilstrækkeligt til at forklare selve revolutionens forløb, som på et kort interval kan vælte oldgamle institutioner, oprette nye, og igen vælte dem. Revolutionære begivenheders dynamik er derfor direkte bestemt af hurtige, intense og lidenskabelige ændringer i klassernes psykologi, som allerede har formet sig inden revolutionen.

(...)

Masserne går ikke ind til en revolution med en forberedt plan for social genopbygning, men med en skarp følelse af at de ikke kan udholde det gamle regime. Kun de ledende lag af en klasse har et politisk program, og selv dette behøver stadig begivenhedernes prøve og massernes godkendelse. Revolutionens grundlæggende politiske proces består derfor i en klasses gradvise forståelse af de problemer, som udspringer af en social krise – den aktive orientering af masserne efter en metode med efterfølgende tilnærmelser. En revolutionær proces' forskellige stadier bliver bekræftet ved et skift af partier, hvori de mere ekstreme altid fortrænger de mindre og udtrykker massernes voksende pres imod venstre – så længe bevægelsens sving ikke ryger ind i objektive forhindringer.”

(Leon Trotsky: History of the Russian Revolution, preface, mine fremhævninger, AB)


Staten – et redskab til klasseundertrykkelse
I udviklingen af et klart program er det nødvendigt at studere alle de bevægelser og forandringer, som finder sted i det venezuelanske samfund. Den marxistiske analyse af den venezuelanske revolution må derfor nødvendigvis starte med en analyse af tingene som de objektivt er, ikke som vi gerne vil have dem til at se ud. Anvender de revolutionære ikke en sådan metode kan de let fare vild i en så kompliceret situation.

Et af de vigtigste træk ved den venezuelanske revolution er præcis det, som mange venstrefløjsgrupper i Europa ikke har formået at forstå: Statens rolle i processen.

Engels forklarede – og Lenin videreudviklede senere dette koncept - at staten i bund og grund ikke er andet end grupper af bevæbnede mænd. Dette betyder at staten grundlæggende set ikke er andet end et instrument for én klasses herredømme over en anden. Den klasse, som besidder kontrollen med produktionsmidlerne, må nødvendigvis skabe sig et vist apparat for at forsvare sin ejendom overfor de udbyttede klasser. Staten starter som grupper af bevæbnede mænd, politi og militær, som kan holde lov og orden (dvs. forsvare den herskende klasses magt). Men staten udvikler sig under moderne forhold til et apparat med embedsmænd og funktionærer, ministerier, domstole, etc. Dette bliver den dog ikke mere “neutral” eller “upartisk” af. Tværtimod ser man, at i alle de grundlæggende spørgsmål holder staten med den herskende klasse, f.eks. når arbejdsretten alle vigtige sager giver arbejdsgiverne ret overfor arbejderne, eller at politiet i strejker altid bliver sendt ind på arbejdsgivernes side, aldrig på arbejdernes.

Staten i Venezuela
Men i Venezuela ser dette ud til at modstride teorien. For her støtter staten en række tiltag som fremmer den revolutionære proces. F.eks. har staten igangsat de såkaldte missiones, programmer som lærer folk at læse og skrive og giver dem kulturel og samfundskritisk uddannelse. Staten er også en af hoveddrivkrafterne bag programmer som Barrio Adentro, der ved hjælp af cubanske læger giver gratis lægehjælp til millioner af fattige mennesker i slumkvartererne. Senest var staten medarrangør af det første latinamerikanske træf for virksomheder under arbejderkontrol, og ved åbningen af dette møde proklamerede præsident Chavez to nye nationaliseringer.

Først og fremmest er det nødvendigt at forstå at økonomien i Venezuela stadig fungerer efter et kapitalistisk mønster og markedsøkonomiens love. Dette er tilfældet, fordi de største industrier, fødevarekæder, bankvæsnet, etc. stadig er under kapitalisternes kontrol. Så længe det er tilfældet vil kapitalisterne være den herskende klasse og dermed forbliver den venezuelanske stat en borgerlig stat.

Men dette siger os imidlertid intet, om den aktuelle tilstand, som staten befinder sig i. I Venezuela er sandheden, at klassekampen har sat sine synlige aftryk på selve statsapparatet. Ved nærmere syn bliver det klart at borgerskabet har mistet kontrol med nøglesektorer af sin egen stat. Dette virker som en modsætning, men det er en modsætning som eksisterer i den materielle virkelighed.

Men modsiger dette ikke marxismens lære om staten? Svaret er nej. Faktisk er dette ikke et nyt tilfælde, men derimod noget som man har set flere gange før i historien; nemlig at staten begynder at bevæge sig væk fra den herskende klasse, som under visse omstændigheder kan miste kontrollen med staten eller dele af den. Dette betyder ikke, at de sociale produktionsforhold, dvs. ejendomsformerne, ændrer sig grundlæggende, men blot at undertrykkelsesapparatet begynder at glide ud af ejendomsbesiddernes totale og direkte styre.

Allerede Engels forstod dette fænomen. Mens han i sin bog Familiens, Privatejendommens og Statens oprindelse gav en genial definition af staten, afsluttede han med en slående bemærkning:

"Staten er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra, lige så lidt er den 'den etiske idés virkeliggørelse', 'fornuftens billede og virkeliggørelse', som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin, den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den inden for 'ordenens' skranker, og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten."
(Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København 1973, bd. II, s. 317., min fremhævning, AB)

Også Marx forstod, at staten i visse perioder kan glide ud af den herskende klasses direkte kontrol. Dette analyserede han i detaljer i sin bog Louis Bonapartes 18. Brummaire. Lad os citere hvordan han beskrev dette:

“Bourgeoisiet holdt Frankrig i åndeløs angst for de rædsler, som det røde anarki ville bringe; Bonaparte gav det en forsmag på denne fremtid, da han den 4. december lod de fornemme borgere fra Boulevard Montmartre og Boulevard des Italiens skyde ned ved deres vinduer af den snapsbegejstrede ordensarmé. Bourgeoisiet havde forgudet sabelen; sabelen hersker over det. Det havde tilintetgjort den revolutionære presse; dets egen presse er tilintetgjort. Det stillede folkeforsamlingen under politiopsyn; dets saloner står under politiopsyn. Det opløste de demokratiske nationalgarder; dets egen nationalgarde er opløst. Det gennemførte belejringstilstand; det er selv sat i belejringstilstand. Det fortrængte nævningene med militærkommissioner; dets egne nævninge er fortrængt af militærkommissioner. Det gav præsterne kontrol med folkeundervisningen; præsterne har kontrol med dets egen undervisning. Det forviste uden dom; det bliver selv forvist uden dom. Det undertrykte enhver bevægelse i samfundet ved hjælp af statsmagten; enhver bevægelse i dets egen kreds bliver knust af statsmagten. Af begejstring for sin pengesæk rebellerede det mod sine egne politikere og litterater; dets politikere og litterater er væk, men dets pengesæk bliver plyndret, efter at dets mund er kneblet og dets pen brudt i stykker. Utrætteligt råbte bourgeoisiet til revolutionen som den hellige Arsenius til de kristne: »Fuge, tace, quiesce! Flygt, ti og vær rolig!« Bonaparte råber til bourgeoisiet: »Fuge, tace, quiesce! Flygt, ti og vær rolig!«

(...)

Denne udøvende magt med sin uhyre, bureaukratiske og militære organisation, med sit vidtforgrenede og kunstige statsmaskineri, en embedsmandshær på en halv million ved siden af en arme på endnu en halv million, dette frygtelige snylterlegeme, der slynger sig som et net om hele det franske samfundslegeme og tilstopper alle dets porer, opstod på enevældens tid, under feudalvæsenets forfald, som det bidrog til at fremskynde (...) Først under den anden Bonaparte synes staten at have gjort sig helt selvstændig (...) Og trods dette svæver statsmagten ikke i luften. Bonaparte repræsenterer en klasse, den talrigeste klasse indenfor det franske samfund, småbrugerne. (...) Men forstå det rigtigt. Dynastiet Bonaparte repræsenterer ikke den revolutionære, men den konservative bonde, ikke den bonde, som vil bort fra sin sociale eksistensbetingelse: småbruget, men den bonde, som vil befæste den endnu mere; ikke den landsbybefolkning, som ved egen kraft i forbund med byerne vil omstyrte den gamle ordning, men den, som tværtimod hermetisk indkapslet i denne gamle ordning vil se sig og sit småbrug reddet og begunstiget af kejserdømmets spøgelse.

(...)

Bonaparte føler sig, som den selvstændiggjorte udøvende magt, kaldet til at sikre den »borgerlige orden«. Men denne borgerlige ordens styrke er bourgeoisiet. Han forstår derfor, at han er repræsentant for bourgeoisiet og udsteder dekreter i denne ånd. Han er imidlertid kun blevet noget ved at have knækket dette bourgeoisis politiske magt og ved hver dag at knække den på ny. Han regner sig altså for en fjende af bourgeoisiets politiske og litterære magt. Men idet han beskytter dets materielle magt, rejser han på ny dets politiske magt. Årsagen må derfor holdes ved lige, men virkningen må ryddes af vejen, hvor den viser sig. Men dette kan ikke foregå. “

(Karl Marx: “Louis Bonapartes Attende Brumaire”, kapitel 7, mine fremhævninger, AB)

Formålet med at citere disse afsnit er ikke at sammenligne situationen i Frankrig i 1850´erne med Venezuela i dag, eller sammenligne Bonaparte med Chavez. Dette ville være helt hen i vejret, uden noget som helst grundlag i virkeligheden. Nej, formålet er at vise, at Marx forstod, at statens forbindelse med den herskende klasse er indirekte og modsætningsfyldt, og at det under bestemte omstændigheder kan forekomme, at den klasse, der hersker over økonomien, og dermed over samfundet som sådan, kan miste sin kontrol med staten. Marx forstod dette med en ufattelig klarhed, og senere udviklede Trotskij dette koncept til at forstå, hvordan den sovjetiske stat var gledet ud af arbejderklassens kontrol.

Modsætninger inde i statsapparatet
I det konkrete tilfælde med Venezuela er det tydeligt at staten – i hvert fald midlertidigt – ikke styres af kapitalens interesser. Det er tilstrækkeligt at stille ét spørgsmål: Hvilken normal borgerlig stat ville være vært for afholdelsen af et latinamerikansk møde for virksomheder under arbejderkontrol, hvor mere end 400 arbejder-repræsentanter vedtog en udtalelse der taler om planøkonomi og anti-imperialisme?
Svaret er konkret: Med undtagelse af Venezuela, er regeringerne i alle andre latinamerikanske lande indædte modstandere af arbejderkontrol.

Men dette betyder ikke at den borgerlige stat er holdt op med at eksistere. Tværtimod er det iøjnefaldende, at borgerskabet fortsætter med at have en betydelig indflydelse inden for statsapparatet og at de gamle statsmekanismer, som oligarkiet i Venezuela i årtier har brugt til at undertrykke masserne med, er fuldstændigt ubrugelige til at tjene revolutionære formål.

Utallige aktivister i den bolivariske bevægelse har forklaret hvordan embedsmænd har saboteret driften af missiones ved at udelade ressourcer til undervisning, m.v. Andre tilfælde har været fremme, hvor lokale borgmestre har svindlet med statens ressourcer.
Men sådanne sager om bureaukrati kan ikke kun findes på mindre plan, men er til stede i selveste Miraflores-paladset i Caracas. I maj gik Chavez på TV i sin ugentlige udseendelse til nationen, “Alo Presidente”, hvor han anerkendte, at der “stadig eksisterer korrupte og uhæderlige elementer i statsapparatet, ja endda blandt ministrerne”. På denne baggrund opfordrede han masserne til at kæmpe imod bureaukrati.

Selv i de væbnede styrker og i politiets rækker ses disse modsætninger. Dette sås tydeligt under kuppet i april 2002, hvor en række officerer gik på kupmagernes side og førte an i konspirationen imod den bolivariske regering. Længe efter kuppet sad mange af de kontrarevolutionære elementer tilbage i politiets rækker, mest bemærkelsesværdigt i Policia Metropolitana. Dette politikorps huserede i Caracas efter deres eget forgodtbefindende, arresterede folk for at lave politisk aktivitet, etc. Dette er først blevet omstødt efter at den bolivariske borgermester i Caracas har lavet nogle udrensninger i dette politikorps.

Faktum er at der ikke er tale om isolerede sager, men derimod om en generel fløjkamp inde i staten, hvor de moderate og åbent borgerlige elementer kæmper imod de revolutionære. De sidstnævnte forsøger at drive revolutionen fremad, hvorimod førstnævnte forsøger at bremse revolutionen.

En arbejderstat er nødvendig
At denne kamp foregår, er en simpel kendsgerning. Men at tro at den kan blive løst af sig selv er en fejl. I sin geniale bog, Staten og revolutionen, forklarer Lenin, hvordan det er umuligt for arbejderklassen at bruge den borgerlige stat. Det er det fordi at denne stat er opbygget ved hjælp af mekanismer, som opretholder en bureaukratisk struktur, der tilgodeser borgerskabets repræsentanter.

Nogle grupper i Venezuela, der kalder sig selv “marxister”, har illusioner til at man ikke behøver en grundlæggende ændring i disse strukturer. Med andre ord mener de at man kan reformere den borgerlige stat. Et godt eksempel er en gruppe ved navn Liga Socialista. Denne gruppe hævder, at den venezuelanske stat har “foretaget grundlæggende ændringer i sin overbygning, således at den gamle stat nu kan rives ned herved” (Citat fra deres pjece, “socialisterne og uddybningen af revolutionen”).

Men dette strider i virkeligheden imod marxismens mest grundlæggende lære om staten. I Staten og revolutionen, slår Lenin fast, at det er nødvendigt at arbejderklassen smadrer den borgerlige stat og opbygger en ny stat fra bunden. Denne stat må grundlæggende basere sig på fire principper:
1. Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen, hvis ikke de følger flertallets beslutninger.
2. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en faglært arbejder.
3. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
4. Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er "bureaukrater" på skift, er der ingen bureaukrater.

Kun ved hjælp af disse principper kan der opbygges en ny stat der fungerer i arbejdernes tjeneste og dermed sætte en stopper for bureaukrati og korruption. Dette kan selvfølgelig kun ske i forbindelse med en afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, således at arbejderklassen bliver den herskende klasse i samfundet og kan opbygge sin stat til at styrke dette herredømme.

Chile – en blodig advarsel
Denne diskussion er ikke en detalje. Det er derimod en ganske alvorlig sag – det er revolutionens skæbne, og dermed millioner af menneskers fremtid, som står på spil. Det er altafgørende at slå fast, at tidligere forsøg på at reformere den borgerlige stat er slået fejl, og det har arbejderbevægelsen måtte betale dyrt for.

Et godt eksempel er Chile, som i årene 1970-73 oplevede en revolutionær proces, som på nogle punkter minder meget om den der er i Venezuela. UP-regeringen, der anført af Salvador Allende, kom til magten i 1970, begyndte, under pres fra masserne, at tage skridt imod imperialismen og implementere vigtige reformer, bl.a. nationalisering af kober-, kul- og jernindustrierne og fordeling af jordlodder til småbønderne, m.v.

Disse reformer gav enorm genklang iblandt massen af arbejdere og fattige bønder som begyndte at optrappe en bevægelse fra neden med jordbesættelser og arbejderkontrol på fabrikkerne. Men omvendt stødte Allende-regeringen på enorm modstand fra imperialismen og det chilenske oligarki. Magthaverne begyndte at forberede en modoffensiv, som kom til at indeholde økonomisk sabotage fra arbejdsgivernes side, en propagandakampagne med løgne i pressen, væbnede optøjer fra fascistiske grupper i gaderne, diplomatiske provokationer fra USA, m.v.

Men hvad var Allendes svar på alt dette? I stedet for at basere sig på massernes aktioner og selvstændige organisering imod imperialismens og oligarkiets intriger, begyndte han at gå på kompromis med kontra-revolutionen, bl.a. ved for første gang at inkludere repræsentanter fra den militære kaste i regeringen.

De chilenske massers revolutionære energi og vilje til at gå hele vejen, og smadre den herskende klasses magt var utrolig. Gang på gang gik de i bevægelse for at stoppe kontra-revolutionens fremdrift. Helt til det sidste forsøgte de at forsvare revolutionen; Den 4. september 1973, blot syv dage før den svangerskæbne dag hvor kuppet skulle udspille sig, gik 800.000 arbejdere og unge på gaden i Santiago. Mange af dem havde stokke i hænderne og råbte “Allende, Allende, folket forsvarer dig!”.

Men folket kunne ikke forsvare ham. Allende havde nemlig bevidst nægtet oprettelsen af arbejder- og folkemilitser, og nægtede at udlevere våben til fagforeningerne og arbejdernes organisationer.
Allendes store fejl var at han troede at det var muligt at benytte den borgerlige stat til at gennemføre en socialistisk omdannelse af samfundet. Dette betød, at han satte sin lid til de mekanismer, strukturer og institutioner, som den borgerlige stat hvilede på. Kort før kuppet udnævnte han Augusto Pinochet som general for hæren. Så meget tillid havde han til den militære kaste, at han ikke ænsede den konspiration, der lurede lige om hjørnet.

Resten af historien er velkendt. Den 11. september rullede kampvognene gennem Santiagos gader i et militærkup, anført af den selv samme Pinochet. Allende blev dræbt eller begik selvmord. Tusinder af de bedste aktivister fra socialistpartiet, kommunistpartiet og CUT-fagforeningen, blev henrettet. Andre blev fængslet og tortureret.

Prisen for den fejlslagne idé om at reformere den borgerlige stat, blev betalt med titusinder af menneskeliv og mange år med diktatur og undertrykkelse.

Bevæbning af folket
Historien om Chile er på alle måder en advarsel til de revolutionære aktivister i avantgarden i Venezuela. Det var ikke for sjov, at Lenin i sine 4 punkter for en arbejderstat nævnte afskaffelsen af en stående hær og bevæbning af folket. Hvis våbenmagt ikke er underlagt arbejderklassen og dens allieredes kontrol, kan historien gentage sig og bevægelsen vil være magtesløs i de afgørende øjeblikke.

Det er altafgørende for den revolutionære proces, at der oprettes militser som består af arbejdere, bønder, fattige i slumkvartererne, unge, osv. som modtager militær træning. Disse må oprettes som lokale, regionale og nationale netværk, underlagt bevægelsens demokratiske kontrol.

Et konkret eksempel på at dette ikke blot er ønsketænkning, er fabrikken ALCASA, der ligger lidt uden for Ciudad Guayana i den vestlige del af landet. Her har lederne af fabrikken oprettet en reserve af arbejdere som modtager militær træning. Denne reserve kan indkaldes, hvis det bliver nødvendigt at forsvare revolutionen imod indre og ydre fjender.

Dette viser at ideen om arbejder- og folkemilitser på ingen måde er en utopi, men derimod en reel mulighed. Imidlertid er det vigtigt at understrege, at arbejder-reserven på ALCASA – selvom det er et stort skridt fremad - endnu ikke er hvad vi kan karakterisere som en arbejdermilits. Det er det ikke, fordi projektet har karakter af en reserve, som kan blive indkaldt på ordre oppe fra lederne i militæret, hvis disse finder det nødvendigt.

Det der er brug for, er ikke blot reserver, men militser, grupper af militært trænede arbejdere som er i besiddelse af våben og underlagt arbejderbevægelsens demokratiske kontrol. På den måde kan arbejderklassen og de udbyttede masser selv forsvare revolutionen uden at vente på ordrer fra løjtnanter og generaler.

Grundlaget for en arbejderstat
Som sagt er det nødvendigt at smadre den borgerlige stat og opbygge en ny stat – en arbejderstat. Men hvordan kan det gøres?
Den borgerlige stat kan ikke afskaffes ved et simpelt dekret, eller en reform. Den må smadres af arbejderklassens bevægelse fra neden, som derved ligger grundlaget for arbejderstaten. Men hvordan kan dette ske i praksis?

Op til tilbagekaldelsesafstemningen i august 2004, igangsatte de bolivariske kræfter en omfattende kampagne til forsvar af revolutionen, og til forsvar af Chavez' mandat. De oprettede de såkaldte UBE´er (Unidades para la Batalla Electoral, enheder til valg-kampen). I Caracas blev dette koordineret i den såkaldte Comando Maisanta. Dette var organer hvor folk fra bykvarterer, skoler og arbejdspladser mødtes i masseforsamlinger og på daglig basis diskuterede og besluttede, hvordan man kunne organisere en effektiv valgkamp for at vinde afstemningen og slå de kontrarevolutionære tilbage.

På flere fabrikker, hvor det såkaldte cogestión (arbejder-deltagelse) er blevet indført, har man set lignende former for rådsdemokrati, hvor det er forsamlinger af arbejdere i enheder som demokratisk tager de vigtigste beslutninger og vælger deres egne ledere, med retten til at disses mandat kan trækkes tilbage, hvis ikke de følger flertallets beslutninger.

Dette er i virkeligheden de samme grundtræk som dem de russiske sovjetter havde. Den russiske arbejderstat var netop baseret på disse sovjetter – derfor kaldte man det Sovjetunionen (unionen af sovjetter). Den nye stats regering, som bestod af folkekomissærer (ministre), blev valgt af den nationale sovjetkongres og måtte stå til regnskab for denne kongres´ beslutninger.

I Venezuela har problemet været at UBE´erne blev nedlagt efter folkeafstemningen, og arbejderforsamlingerne har indtil nu haft en lokal, mere eller mindre isoleret karakter. Derfor er det nødvendigt at udvikle et netværk af arbejder- og folkeråd, startende på hver arbejdsplads, hvert uddannelsessted, hvert bykvarter, hver kaserne. Disse råd må forbindes på lokalt og regionalt plan, kulminerende i en national kongres. Således kan basisstrukturen for en arbejderstat lægges, en stat som gør op med det gamle statsapparat og gør det muligt at udvikle samfundet hen imod en total afskaffelse af klasserne og endda af staten selv.

Det revolutionære partis rolle
Men hvordan kan denne proces gennemføres? Det ville være forkert at sige at arbejderklassen og de udbyttede masser ikke kan smadre den borgerlige stat uden et parti. Dette viste arbejderne i Paris i 1871, da de tog magten og oprettede Pariserkommunen – det første forsøg på at styre samfundet uden kapitalisterne. Men samtidig må vi være ærlige og sige at dette ikke er det mest sandsynlige, og at tilstedeværelsen af et revolutionært parti med en marxistisk ledelse og forankring i massebevægelsen vil gøre processen hundrede gange hurtigere og vil hjælpe de aktive i bevægelsen med at uddrage erfaringerne fra processen og nå frem til konklusioner.

Der kan drages mange paralleller imellem Venezuela og Chile. Der er mange udviklinger og faktorer, som var til stede i Chile, som også kan findes i Venezuela i dag. Men der er én vigtig forskel: I Chile eksisterede både et stort socialdemokratisk parti og et massivt kommunistparti. Selv om de menige medlemmer i begge partier gang på gang forsøgte at presse processen fremad, blev de bremset af de reformistiske ledere som ville gå på kompromis med oligarkiet og imperialismen.

I Venezuela eksisterer der ikke et politisk parti med samme indflydelse og autoritet i den revolutionære bevægelse. Det nærmeste man kan komme, er MVR (Bevægelsen for den femte republik), Chavez´ parti. Men dette parti er ikke en fasttømret størrelse, og selvom millioner stemmer på dem til valgene, er der en yderst kritisk stemning overfor mange af partiets ledere. Dertil kommer at partiet ikke på samme måde har faste strukturer, et klart program eller en ideologisk orientering.

Samtidig med, at manglen på et parti er et stort problem for revolutionen, er det en stor fordel. Hvordan det? Fordelen er, at hverken stalinismen eller reformismen har en massebase i Venezuela. Med andre ord er der et tomrum, som de revolutionære marxister kan og må udnytte.

Et revolutionært parti er ikke et fremad fænomen, ikke noget der kommer “udefra”. Lidt forenklet kan man sige at et revolutionært parti er arbejderklassens hukommelse. Forstået på den måde, at det er et instrument til at samle erfaringerne fra de tidligere kampe sammen, generalisere dem og derved pege på hvad der er vejen fremad.

Men for at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt at de revolutionære marxister grupperer sig, uddanner sig og spreder disse ideer. De må forbinde sig med venstrefløjen i UNT-fagforeningen og i de bolivariske partier. De må intervenere i hver eneste strejkebevægelse og arbejderkamp. De må vinde de bedste elementer iblandt ungdommen og i bykvartererne. De må stå frem med et klart program for hvordan revolutionen kan færdiggøres og for hvordan socialisme kan opbygges i det 21. århundrede.

Med andre ord må de handle nu – i morgen er det måske for sent.