Den store aluminiumsfabrik ALCASA, hvor erfaringen med det såkaldte ”cogestión” (med-ledelse) har fået arbejderne til at bevæge sig imod ægte arbejderkontrol, gennemgår for tiden en valgkamp. Adskillige lister er stillet op med kandidater til positioner i den centrale fagforening, SINTRALCASA, og 17-18. januar fandt valget sted. Dette valg spiller uden tvivl en enormt vigtig rolle, ikke blot på ALCASA, men i hele Venezuelas arbejderbevægelse.
Som vi tidligere har beskrevet (se i denne artikel ), er ALCASA en fabrik, hvor arbejderkontrollen er forholdsvis udviklet, og den bliver opfattet som et referencepunkt for aktive arbejdere i Venezuela. Dette giver fagforeningsvalget en endnu større betydning, fordi mange aktive arbejdere vil følge, hvad der sker her.
Dette er en kort artikel, som er skrevet af to deltagere i kampagnen, som forsøger at give en fornemmelse for den atmosfære, der herskede i begivenhedernes centrum lige op til valget og nogle overvejelser om valgets betydning. Vi vil forsøge at bringe en mere detaljeret analyse af valget snart.
Massiv kampagne
Selv om valget startede på en kaotisk facon på grund af indre modsætninger i fagforeningerne på ALCASA, og to forskellige valgkommissioner begge udråbte sig selv som den legitime osv., tog kampegnen hurtigt fart, da valget endelig blev udskrevet. Hundredevis af farverige plakater og bannere kom op at hænge på fabrikkens vægge. Enorme højtalere blev opstillet ved indgangen. En er for pro-Chavez listen ”Liste 21” (med José Gil fra FBT – den Bolivariske Arbejderstyrke, MVR’s arbejdserfløj); en anden er for ”Liste 52” (”Vi er Alcasa”, en blanding af Chavez-støtter, der er imod Gil og anti-Chavez aktivister fra ”Causa R”) og ”Liste 1” (”Fuerza Sindical” – Fragforeningsstyrken, åbenlyst forbundet med oppositionen, hovedsageligt AD) Disse forskellige formationer forsøger at drukne hinanden med en kombination af paroler, kampråb og musik, men ingen virkelig politisk debat. Mens hundredevis af arbejdere går ind og ud af fabrikken, forsøger aktivister at få deres opmærksomhed og uddele løbesedler.
Tidligt om mogenen mandag den 9. januar, da klokken syv-skifteholdet startede, blev der holdt et møde udenfor fabriksporten. Blandt talerne var Trino Silva, en faglig aktivist fra ALCASA, der angiveligt støtter den bolivariske bevægelse, men har udvist kompromitterende opførsel som generalsekretær for SINTRALCASA. Han startede mødet med at opfordre arbejderne til at besejre højrefløjens lister, der repræsenterer den kontrarevolutionære opposition. Andre talere blandede sig, den mest bemærkelsesværdige intervention blev udført af Alcides Rivero, en kandidat for MORAL 26 (Alcasas Revolutionære Bevægelse, den revolutionære venstrefløjs liste) og en hyppig taler på møder på ALCASA. Da denne kammerat begyndte at tale, var der komplet stilhed og arbejderne lyttede opmærksomt på, hvad han havde at sige. Alcides understregede, at dette valg grundlæggende var et klassespørgsmål. Det handlede om lukning af ALCASA og dermed et tab af tusindvis af arbejdspladser. Han sagde, at det derfor er nødvendigt at forsvare arbejdspladserne ved at styrke arbejderkontrollen og kræve, at der bliver foretaget nye investeringer for at højne det teknologiske niveau og dermed virksomhedens produktivitet.
Et revolutionært alternativ
Dette er en afgørende pointe. Det er nødvendigt at understrege, at på ALCASA foregår processen med arbejderkontrol på en fabrik, hvor flere modsætninger fortsat er uløst. ALCASA er ikke en profitabel fabrik, og sådan har det været i over 12 år. Selv om produktiviteten er steget med 11 pct siden cogestión blev indført i februar 2005, kører fabrikken stadig med underskud.
Derfor leger nogle folk i den reformistiske del af statsapparatet med tanken om at lukke fabrikken. Det vil betyde, at tusindvis af arbejdere vil miste deres job. Hvad reformisterne overser er, at fabrikken kun giver underskud fordi maskinerne ikke er blevet fornyet de sidste 15 år. Dette begrænser enhver vækst i produktiviteten og er på samme tid en direkte trussel mod arbejdernes sikkerhed.
Den eneste liste, der åbent har sat dette på dagsordenen er MORAL 26, en koalition mellem forskellige revolutionære grupper, der forsvarer ideen om at udvide arbejderkontrollen til alle dele af fabrikken, deriblandt kontrol over budgettet og nye investeringer i teknologi. Dette er virkelig det eneste alternativ, det eneste skridt, der kan garantere, at fabrikken fortsat kan fungere ordentligt. I denne forstand er arbejderkontrol ikke noget, der ”ville være rart at have”, men snarere en vital nødvendighed for at redde arbejdernes ansættelser.
Ud til arbejderne
De store lister som 21, 1 og 52 har alle haft en massiv tilstedeværelse ved fabriksporten med flag, plakater og musik. Hver gang et nyt skiftehold ankommer, og hundredevis af arbejdere forlader fabrikken i specielle busser, som fabrikken stiller til rådighed, tiltager deres kampråb og de vifter kraftigere med deres bannere og flag. Ind imellem ligner det mere en festival end en politisk begivenhed. Og uheldigvis har fagforeningsvalget for nogle ikke noget at gøre med et seriøst politisk program.
De revolutionære kammerater hos MORAL 26 har ikke en masse kulørte bannere eller dyr merchandise, de fører deres kampagne på en helt anden måde. I arbejdstiden går de ind på fabrikken og taler med arbejderne. De fremsætter ikke blot deres politik, men de lytter også omhyggeligt til deres arbejdskammeraters meninger, tvivlsspørgsmål og spørgsmål. De udfører i praksis en revolutionær dialog med arbejderne. De går også til kantinen for at udføre dette arbejde.
Kammeraterne hos CMR (den Revolutionære Marxistiske Strømning) har produceret en løbeseddel, der støtter MORAL 26, men også fremkommer med mere detaljerede forslag til at føre arbejderkontrollen fremad og bevæge sig mod socialisme. Denne løbeseddel bliver modtaget med stor entusiasme hos aktivisterne i 26-kampagnen. Efter at have læst løbesedlen besluttede en arbejder sig for at købe fem eksemplarer af vores avis, El Topo Obrero og dele dem ud til de andre arbejdere til stede.
Mens disse revolutionære arbejdere er meget tilfredse med vores hjælp og støtte, bliver vi også stillet over for skarpe angreb fra ”Liste 21”. Det er gruppen omkring Jose Gils kandidatur, og de har åbent gået imod ”cogestión”-politikken fra et reformistisk perspektiv. Disse kammerater har en temmelig revolutionær baggrund, og de var i frontlinjen i kampen mod lockouten i december 2002, og de kæmpede aktivt for at genetablere gasforsyningen, som var afgørende for at holde metalfabrikkerne åbne. Selv om de på det tidspunkt stod i spidsen for arbejderklassen i byen Guayana, er deres fagforeningspolitik i mange tilfælde forskellig fra tidligere bevægelser: de begrænser den faglige kamp til et økonomisk perspektiv og underspiller betydningen af et politisk program.
De fordømmer os som ”femte kolonne”, og i en løbeseddel, de har lavet, angriber de MORAL 26 som ”opportunister og firmaets liste” på grund af støtten til ”cogestión”-processen, der finder sted på fabrikken. Men det bemærkelsesværdige er, at de ikke har lavet nogle løbesedler, der angriber de andre lister, ikke engang den anden pro-Chavez liste (5), der også stiller op til eksekutivkomiteen i SINTRALCASA, og det er særligt værd at bide mærke i, at de ikke har angrebet de to andre lister, der åbenlyst er forbundet til kontrarevolutionen. Dette giver en fornemmelse af, hvordan vores forslag og vores politik bliver set som en trussel, måske ikke på kort sigt, men i høj grad ser de os som dem, der bedst kan imødekomme arbejdernes tørst efter politiske ideer og et program.
Perspektiver
Det er vanskeligt at forudse valgets resultat. Mange faktorer vil bestemme udfaldet, deriblandt også det kaos, der herskede op til processens start og det korte tidsrum, som er givet til kampagnen. Men det ser ud til, at MORAL 26 kan vinde nogle pladser i fagforeningens bestyrelse. Dette kan bruges som en platform, hvorfra man aktivt kan gå imod reformisterne og kæmpe for, at arbejderkontrollen bliver styrket.
Hvad end resultatet bliver, er det vigtigste ikke selve valget, men snarere de konklusioner, som arbejderne vil drage. I en revolutionær situation lærer folk langt hurtigere end i normale perioder. Valg giver os et still-billede af stemningen på et bestemt tidspunkt, men kan ikke give os et klart billede af udviklingen før og efter, valgresultater kan ikke give os et billede af bevægelsen som et hele.
Arbejderne på ALCASA har igen og igen vist, at de er klar til at kæmpe. Gennem arbejdsgivernes lockout kæmpede de sig fysisk vej til gasinstallationerne og genstartede tilførslen til fabrikkerne. Efter indførslen af cogestión har de vist, at de kan køre fabrikken med deres egne valgte ledere og talsmænd. Det er nødvendigt at fremføre et klart program, der tager udgangspunkt i de konkrete problemer på fabrikken og på samme tid forklarer, at den eneste løsning findes i at styrke arbejderkontrollen som et skridt fremad i kampen for at omstyrte kapitalismen i hele Venezuela, resten af latinamerika og videre ud.
